Procedure : 2008/2589(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B6-0304/2008

Indgivne tekster :

B6-0304/2008

Forhandlinger :

PV 08/07/2008 - 13
CRE 08/07/2008 - 13

Afstemninger :

PV 09/07/2008 - 5.18
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0355

FORSLAG TIL BESLUTNING
PDF 94kWORD 43k
13.6.2008
PE407.531v01-00
 
B6‑0304/2008
på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B6‑0164/2008 og B6‑0165/2008
jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5
af Pervenche Berès
for Økonomi- og Valutaudvalget
om statsejede investeringsfonde

Europa-Parlamentets beslutning om statsejede investeringsfonde 
B6‑0304/2008

Europa-Parlamentet,

−  der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. februar 2008 om en fælles europæisk tilgang til statsejede investeringsfonde (KOM(2008)0115),

−  der henviser til det igangværende arbejde i Den Internationale Valutafond og navnlig i Den Internationale Arbejdsgruppe om Statsejede Investeringsfonde,

−  der henviser til rapport af 4. april 2008 fra Investeringsudvalget i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD),

−  der henviser til artikel 64 og 65 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

−  der henviser til forretningsordenens artikel 108, stk. 5,

A.  der henviser til, at statsejede investeringsfonde har spillet en aktiv rolle på globale finansmarkeder i over 50 år,

B.  der henviser til, at ingen finansmarkedsforstyrrelser kan tilskrives statsejede investeringsfondes aktiviteter,

C.  der henviser til, at statsejede investeringsfondes ejerskabsstruktur gør, at de ikke er omfattet af EU's bestemmelser om finansmarkeder,

D.  der henviser til, at statsejede investeringsfondes investeringsstrategi viser, at disse fonde foretrækker langsigtede stabile investeringer,

E.  der henviser til, at der hersker en vis bekymring med hensyn til manglende gennemsigtighed for nogle statsejede investeringsfondes vedkommende for så vidt angår deres aktiver, investeringsstrategier, afkast og styringsstrukturer,

F.  der henviser til statsejede investeringsfondes rolle i den seneste finansielle krise, hvor de har reddet en række store finansinstitutioner fra at gå konkurs,

G.  der henviser til de statsejede investeringsfondes vækstpotentiale,

H.  der henviser til, at Den Europæiske Union fortsat bør støtte et åbent investeringsklima og fri bevægelighed for kapital,

1.  mener ikke, at statsejede investeringsfonde har forårsaget forstyrrelser på kapitalmarkederne, men at deres struktur, størrelse og hurtige vækst gør det nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af deres rolle og indflydelse; erkender, at statsejede investeringsfonde har forskellige holdninger til gennemsigtighed og styring;

2.  er bekymret over, at manglen på gennemsigtighed i de fleste statsejede investeringsfonde gør det umuligt at danne sig et klart billede af deres strukturer og bevæggrunde; anmoder Kommissionen om at erkende, at gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger er et altafgørende princip, hvis man ønsker at skabe virkelig lige vilkår og sikre, at markederne generelt fungerer gnidningsløst;

3.  glæder sig over Kommissionens meddelelse til Rådet af 27. februar 2008 om statsejede investeringsfonde, hvori den bekræfter betydningen af åbne markeder og sit tilsagn om at finde frem til en global løsning; noterer sig de forskellige initiativer på både nationalt plan og i internationale fora med henblik på at øge gennemsigtighed og styring og anmoder Kommissionen om at arbejde tæt sammen med IMF og OECD for at få vedtaget en global adfærdskodeks;

4.  mener ikke desto mindre, at ovennævnte meddelelse bør ses som et første skridt, og henstiller derfor til Kommissionen at overvåge de statsejede investeringsfondes aktiviteter og spille den koordinerende rolle, der påhviler den, for at sikre, at nationale initiativer ikke modarbejder tilsagnet om at sikre åbenhed over for investeringer og ikke bringer Den Europæiske Unions position på de globale markeder i fare;

5.  anmoder Kommissionen om at iværksætte en nærmere undersøgelse af de redskaber, der står til EU's rådighed i enten traktatbestemmelserne eller gældende lovgivning, såsom gennemsigtighedskrav, stemmerettigheder, aktionærrettigheder og gyldne aktier, og som ville åbne mulighed for en vis reaktion i tilfælde af ejerskabsproblemer som følge af statsejede investeringsfondes intervention;

6.  anmoder Rådet og Kommissionen om at vurdere, hvor stort et råderum artikel 64 og 65 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde overlader til de europæiske institutioner, med det formål at undersøge mulighederne for en koordineret indsats på EU-plan, eftersom en sådan har afgørende betydning for EU's interesser og for, at det indre marked kan fungere gnidningsløst; anmoder Kommissionen om at opstille en liste over sektorer, på hvilke bestemmelserne i artikel 65 om hensynet til den offentlige orden kunne finde anvendelse;

7.  anmoder Kommissionen og Rådet om at foretage en grundig analyse af de globale finansmarkeders funktion og om under hensyn til globale initiativer at udforme og fremme en stærk EU-vision om, hvilke principper og regler der bør lægges til grund for deres funktion; er af den opfattelse, at en sådan fælles holdning ville styrke EU's position i international fora; anmoder Kommissionen om at fremme princippet om gensidighed;

8.  er bekymret over oliepriserne og deres følger for euro/dollar-vekselkursen, eftersom udbytte fra olie ofte via statsejede investeringsfonde geninvesteres i aktiver i euro og på eurozonemarkeder generelt;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik