Forslag til beslutning - B6-0030/2009Forslag til beslutning
B6-0030/2009

FORSLAG TIL BESLUTNING

7.1.2009

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Elisabeth Schroedter, Hélène Flautre og Milan Horáček
for Verts/ALE-Gruppen
om en EU-strategi over for Belarus

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B6-0028/2009

Procedure : 2009/2503(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B6-0030/2009
Indgivne tekster :
B6-0030/2009
Vedtagne tekster :

B6‑0030/2009

Europa-Parlamentets beslutning om en EU-strategi over for Belarus

Europa-Parlamentet,

-  der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus, navnlig den af 9. oktober 2008,

-  der henviser til formandskabets erklæring på vegne af Den Europæiske Union om Rådets fælles holdning 2008/844/FUSP af 10. november 2008, der ændrer den fælles holdning 2006/276/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus,

-  der henviser til den endelige rapport fra OSCE/ODIHR om parlamentsvalget i Belarus den 28. september 2008,

-  der henviser til Rådets konklusioner af 13. oktober 2008 om Belarus,

-  der henviser til rapporten fra Delegationen for Forbindelserne med Belarus om besøget i Vilnius den 27.-29. oktober 2008,

-  der henviser til Kommissionens erklæring af 21. november 2006 om EU's vilje til at genoptage forbindelserne med Belarus og dets befolkning som led i den europæiske naboskabspolitik (ENP),

-  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.  der henviser til, at Rådet i sine konklusioner af 13. oktober 2008 bekræftede sit håb om en gradvis genoptagelse af forbindelserne med Belarus og sin vilje til at gå ind i en dialog såvel med de belarussiske myndigheder som med alle dem, der deltager i den demokratiske debat, med henblik på at tilskynde til reelle fremskridt hen imod en styrkelse af demokratiet og respekten for menneskerettighederne i Belarus,

B.  der henviser til, at Rådet for at fremme dialogen med de belarussiske myndigheder og indførelsen af positive foranstaltninger til styrkelse af demokratiet og respekten for menneskerettighederne har besluttet, at det forbud mod ophold, der var rettet mod visse ansvarlige i Belarus – med undtagelse af dem, der var impliceret i sagerne om de forsvundne personer i 1999-2000, og formanden for den centrale valgkommission – ikke skulle gælde i en periode på seks måneder, som kan forlænges,

C.  der henviser til, at Kommissionen som svar på de positive skridt, Belarus har taget, allerede har indledt en intensiv dialog med landet på områder som energi, miljø, told, transport og fødevaresikkerhed, og har bekræftet sin vilje til at udvide omfanget af disse tekniske drøftelser, som er til gavn for begge parter,

D.  der henviser til, at Kommissionen har startet østpartnerskabsinitiativet for at intensivere samarbejdet med en række østeuropæiske lande, der er en del af den europæiske partnerskabspolitik, herunder Belarus, under betingelse af at landet opfylder bestemte kriterier vedrørende demokrati, overholdelse af menneskerettighederne og retsstatsprincippet,

E.  der henviser til, at Belarus har vist interesse for østpartnerskabsprojektet, og der henviser til, at Belarus er det eneste europæiske land, som ikke har aftaleretlige relationer til EU,

F.  der henviser til, at de belarussiske myndigheder har idømt en oppositionsaktivist, Aleksandr Barasenka, et års "begrænset frihed" på grund af hans rolle i forbindelse med en demonstration i 2008,

1.  støtter Rådets og Kommissionens bestræbelser for at genoptage dialogen med de belarussiske myndigheder; mener, at den fremtidige udvikling af forbindelserne skal gøres til genstand for en streng positiv konditionalitet, der baseres på en gradvis trindelt tilgang med benchmarks, køreplaner, revisionsklausuler og passende finansielle midler; håber, at Belarus hurtigt opfylder alle betingelserne, således at landet kan nyde godt af de muligheder, som den europæiske naboskabspolitik kan tilbyde, og spille en aktiv rolle i udviklingen af denne politik;

2.  glæder sig over de belarussiske myndigheders beslutning om at registrere "For Freedom"-bevægelsen, der ledes af den tidligere belarussiske præsidentkandidat Aleksandr Milinkevitj, og forventer, at de belarussiske myndigheder ligeledes registrerer menneskerettighedscentret "Vesna";

3.  noterer sig de belarussiske myndigheders beslutning om at tillade trykning og distribution af to uafhængige aviser, "Narodnaia Volia" og "Nasha Niva", og drøfte de internationale mediestandarder for internettet; håber, at der også vil blive skabt passende betingelser for andre uafhængige mediers virke i Belarus;

4.  noterer sig, at Belarus er rede til indgående at drøfte anbefalingerne fra OSCE/ODIHR vedrørende en forbedring af valgloven, og ser frem til at indlede sådanne drøftelser;

5.  påpeger, at hvis forbindelserne mellem EU og Belarus skal fuldt ud normaliseres, er det af afgørende betydning, at Belarus er et land, der ikke har politiske fanger, at det respekterer ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og forbedrer betingelserne for ikkestatslige organisationers virke;

6.  glæder sig over Belarus' beslutning om at ophæve rejseforbuddet for mange børn, der bor i nærheden af det ødelagte atomkraftværk i Tjernobyl;

7.  opfordrer indtrængende den belarussiske regering til at foretage betydelige ændringer i den belarussiske straffelov og ophæve artikel 193, 367, 368 og 369-1, og navnlig artikel 193, som ofte misbruges som et middel til undertrykkelse, og til at afstå fra trusler om strafforfølgning, herunder strafforfølgning på grund af nægtelse af militærtjeneste i Belarus, imod studerende, der er blevet bortvist fra universitetet på grund af deres civilistiske holdning og derfor er nødsaget til at fortsætte deres studier i udlandet;

8.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage yderligere skridt i retning af en lempelse og liberalisering af visumprocedurerne for belarussiske borgere, da et sådant tiltag er afgørende for at kunne nå hovedmålet med EU's politik over for Belarus, nemlig at lette og styrke forbindelserne mellem borgerne i EU og Belarus og demokratisere landet; opfordrer dem i denne forbindelse indtrængende til at overveje muligheden for at sænke omkostningerne i forbindelse med visum for belarussiske borgere, der rejser ind i Schengenområdet, hvilket er den eneste måde at forhindre Belarus og dets borgere i at blive mere og mere isoleret; opfordrer de belarussiske myndigheder til at ophøre med at udstede udrejsevisa til deres borgere, især børn og studerende;

9.  opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje en selektiv anvendelse i Belarus af den europæiske naboskabs- og partnerskabspolitik og Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder ved i højere grad at støtte civilsamfundet i Belarus og især at øge den finansielle støtte til de uafhængige medier, ngo'erne og belarussiske studerende i udlandet; påskønner den finansielle støtte, som Kommissionen yder til det europæiske universitet for humaniora i Vilnius (Litauen); anmoder Rådet og Kommissionen om indtrængende at opfordre den belarussiske regering til at vise sin gode vilje og positive holdning og give det europæiske universitet for humaniora, der er i eksil i Vilnius, mulighed for lovligt at vende tilbage til Belarus og genetablere sig på passende vilkår, som kan sikre dets fremtidige udvikling i Minsk; opfordrer Rådet og Kommissionen til at yde finansiel støtte til den uafhængige belarussiske fjernsynskanal Belsat;

10.  opfordrer Rådet og Kommissionen til i denne forbindelse at overveje foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsklimaet, handlen, energi- og transportinfrastrukturerne og samarbejdet på tværs af grænserne mellem EU og Belarus, og således bidrage til Belarus' borgeres velvære og velstand samt udvide deres muligheder for at kommunikere med og rejse frit til EU;

11.  beklager de belarussiske myndigheders gentagne beslutninger igennem de seneste år om at afslå at give indrejsevisum til medlemmer af Europa-Parlamentet og til medlemmer af EU-landenes parlamenter; opfordrer de belarussiske myndigheder til ikke at skabe yderligere hindringer, der afskærer Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Belarus fra at besøge Belarus;

12.  glæder sig over, at de belarussiske myndigheder til trods for det enorme pres, de har været udsat for, har valgt ikke at anerkende Sydossetiens og Abkhasiens ensidede uafhængighedserklæringer;

13.  påpeger, at Belarus er det eneste land i Europa, der stadig praktiserer dødsstraffen, og opfordrer myndighederne i Minsk til at stoppe med den praksis, der strider mod de europæiske værdier;

14.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN’s generalsekretær, OSCE's Parlamentariske Forsamling, Europarådets Parlamentariske Forsamling, sekretariatet for Fællesskabet af Uafhængige Stater og regeringen og parlamentet i Belarus.