FORSLAG TIL BESLUTNING om meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet – Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste - Stockholmprogrammet

18.11.2009

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2

Luigi Berlinguer for Retsudvalget
Juan Fernando López Aguilar for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender
Carlo Casini for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

Ændringsforslag

• 001-040 (PDF - 254 KB)
• 001-040 (DOC - 392 KB)
• 041-047 (PDF - 115 KB)
• 041-047 (DOC - 240 KB)
• 048-049 (PDF - 98 KB)
• 048-049 (DOC - 222 KB)
• 050-054 (PDF - 125 KB)
• 050-054 (DOC - 238 KB)
• 055-062 (PDF - 120 KB)
• 055-062 (DOC - 244 KB)
• 063-063 (PDF - 94 KB)
• 063-063 (DOC - 217 KB)
• 064-068 (PDF - 109 KB)
• 064-068 (DOC - 232 KB)
• 069-069 (PDF - 89 KB)
• 069-069 (DOC - 215 KB)
• 070-076 (PDF - 130 KB)
• 070-076 (DOC - 248 KB)
• 077-079 (PDF - 101 KB)
• 077-079 (DOC - 225 KB)

B7‑0155/2009

Europa-Parlamentets beslutning om meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet – Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste - Stockholmprogrammet

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til Lissabontraktaten, navnlig bestemmelserne om området med frihed, sikkerhed og retfærdighed ("OFSR") og de nye retlige rammer for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og styrkelse af unionsborgerskabet, artikel 2, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union, som ændret ved Lissabontraktaten, protokol nr. 8 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som indsat ved Lissabontraktaten, om EU's tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende frihedsrettigheder, som har samme retlige værdi som traktaterne,

–       der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2009 med titlen "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste" (KOM(2009)0262), hvori der redegøres for Kommissionens prioriteringer for OFSR for 2010-2014, sammen med dens evaluering af Haagprogrammet og -handlingsplanen (KOM(2009)0263) og den dermed forbundne gennemførelsesresultattavle (SEK(2009)0765), samt bidragene fra nationale parlamenter, civilsamfundet og EU-agenturer og -organer,

–       der henviser til Rådets formandskabs dokumentudkast af 16. oktober 2009 om Stockholmprogrammet - et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste (14449/09),

–       der henviser til de fælles drøftelser i Retsudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, jf. forretningsordenens artikel 51,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.     der henviser til, at OFSR har været et vigtigt mål for EU, lige siden Amsterdamtraktaten trådte i kraft; der henviser til, at det er bydende nødvendigt at vende tilbage til den oprindelige tankegang bag Tampereprogrammet, der omfattede aspekter af strafferet og civilret med hovedvægten på retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder,

B.     der henviser til, at globaliseringen ikke kun påvirker den finansielle sektor, men i stigende grad også OFSR; der henviser til, at dette nødvendiggør en mere holistisk politisk tilgang sammen med foranstaltninger til håndtering af de presserende spørgsmål om migration og asyl, og stiller krav om mere omfattende udvekslinger og samarbejde blandt dem, der er indblandet i politikkerne inden for retlige og indre anliggender, udvikling, international handel og sociale spørgsmål;

C.     der henviser til, af Lissabontraktaten, uanset om den godkendes gennem parlamentarisk afstemning eller folkeafstemning, vil ændre de OFSR-relaterede politikkers grundlag, målsætninger og metoder,

D.  der henviser til, at de rettigheder og den institutionelle rolle, der ved Lissabontraktaten for første gang gives de nationale parlamenter, bl.a. vil gavne udviklingen af OFSR og få det til at fungere bedre, navnlig fordi det i højere grad vil blive sikret, at nærhedsprincippet overholdes,

 

E.     der henviser til, at nationale løsninger ikke længere er tilstrækkelige på mange områder inden for politikken for retlige og indre anliggender, hvorfor der skal udformes europæiske svar på de internationale udfordringer på områderne migration, sikkerhed og teknologier, herunder informations- og kommunikationsteknologier,

 

F.     der henviser til, at afskaffelsen af kontrollen ved EU's indre grænser er et af den europæiske integrations største resultater,

G.     der henviser til, at borgerne er direkte repræsenteret på EU-plan i Europa-Parlamentet, og at medlemsstaterne er repræsenteret i Rådet af deres respektive regeringer, som er demokratisk ansvarlige over for deres nationale parlamenter; der henviser til, at den nødvendige parlamentarisering af EU derfor må baseres på den ene side på en udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser i forhold til Unionens beslutningstagning generelt og på den anden side på større kontrol med de nationale regeringer i de respektive parlamenter,

H.      der henviser til, at fælles foranstaltninger skal falde inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser, og at europæiske koncepter kun må finde anvendelse, hvis de er mere lovende end nationale aktioner,

I.      der henviser til, at unionsborgernes rettigheder, navnlig inden for databeskyttelse, og den parlamentariske kontrol med den fælles politik på området retlige og indre anliggender skal respekteres,

J.      der henviser til, at kravet om gennemsigtighed i lovgivningsprocessen skal være altoverskyggende, og at borgerne og de nationale parlamenter bør kunne følge og kontrollere fastlæggelsen og gennemførelsen af OFSR-relaterede politikker,

 

K.     der henviser til, at EU's tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som fastlagt i Lissabontraktaten, ikke vil påvirke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU på grundlag af charteret om grundlæggende rettigheder og Domstolens praksis og vil give en værdifuld supplerende beskyttelse, men understreger, at der vil skulle foretages en klar sondring mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og Domstolens kompetencer,

 

L.     der henviser til, at det for at kunne bekæmpe organiseret kriminalitet, bedrageri og korruption på en effektiv og betids måde og for at kunne beskytte EU's finansielle interesser er nødvendigt at styrke politi- og retssamarbejdet, inddrage Europol og Eurojust mere systematisk i efterforskninger, indføre en europæisk anklagemyndighed og opnå effektive og målelige resultater; der henviser til, at unionsborgerne ønsker, at EU skal spille en fremtrædende rolle i bekæmpelsen af korruption,

M.    der henviser til, at prioriteterne for de næste fem år på det civilretlige område skal afspejle de behov, som borgere og virksomheder har påpeget,

 

N.     der henviser til, at gensidig anerkendelse som hjørnestenen i OFSR kræver gensidig tro på og tillid til andre landes retsordener, og som henviser til, at disse værdier kun kan sikres gennem gensidig viden og forståelse og dermed skabelse af en europæisk retskultur,

 

O.     der henviser til, at det europæiske retlige område skal bygge på en europæisk retskultur blandt praktiserende jurister, dommere og anklagere, som ikke alene er baseret på EU-retten, men er udviklet gennem gensidigt kendskab til og gensidig forståelse for de nationale retssystemer, en gennemgribende modernisering af universiteternes læseplaner, udvekslinger, studiebesøg og fælles uddannelse med aktiv støtte fra Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og Det Europæiske Retsakademi,

 

P.     der henviser til, at gensidig tillid også afhænger af en løbende evaluering af effektiviteten og resultaterne i de forskellige nationale retsordener, som bør foregå både på nationalt og europæisk plan; der i denne forbindelse henviser til det uvurderlige arbejde, som Den Europæiske Kommission for et Effektivt Retsvæsen (CEPEJ) har udført i Europarådet,

 

Q.     der henviser til, at de europæiske netværk inden for forskellige områder af retssystemet (Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere, Det Europæiske Netværk af Domstolsadministrationer, netværket af præsidenter for de øverste domstole i EU, Eurojustice-netværket af europæiske anklagemyndigheder, Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område samt netværk af praktiserende jurister) må spille en aktiv rolle for yderligere at fremme en europæisk retskultur; der henviser til sin beslutning af 10. september 1991 om oprettelse af et europæisk retsakademi[1], sin holdning af 24. september 2002 om vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk net for retlig uddannelse[2], sin beslutning af 9. juli 2008 om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem[3] og sin henstilling af 7. maj 2009 til Rådet om udvikling af et EU-område for strafferetspleje[4],

 

R.     der henviser til, at cyberkriminalitet er steget markant i de seneste år, hvilket har ført til mere komplekse juridiske udfordringer og lægger stort beslag på domstolenes kapacitet; der henviser til, at det som følge af denne udvikling er nødvendigt at overveje at oprette en europæisk domstol for cybersager, som skal være specialiseret i sager om cyberkriminalitet,

 

Det kommende OFSR i henhold til Lissabontraktaten

1.      bemærker, at det nye flerårige program inden for OFSR formentlig vil blive vedtaget og gennemført inden for de nye retlige rammer, der er fastlagt i Lissabontraktaten, hvorfor det allerede skal omfatte alle nyskabelserne heri:

 

–    Schengensamarbejdet, der værner om fri bevægelighed for personer inden for EU, bekræftes som hovedhjørnestenen i OFSR, og Schengenområdet bør udvides yderligere

 

–    unionsborgerskabet og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder bliver kernen i OFSR-relaterede politikker, og EU-institutionerne vil blive opfordret til at overholde princippet om lighed blandt EU-borgerne

 

–    beslutningsprocessen vil blive styrket gennem anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure under Domstolens tilsyn

 

–    flere garantier vil sikre nøje overholdelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet inden for OFSR, idet et antal nationale parlamenter kan iværksætte en "alarmeringsprocedure", samtidig med at en enkelt medlemsstat får ret til at trække i en "nødbremse", hvis den finder, at et udkast til retsakt inden for det retlige samarbejde i straffesager vil kunne berøre grundlæggende aspekter af det pågældende lands nationale system; anvendelsen af nødbremsen vil normalt føre til et forstærket samarbejde mellem en kernegruppe af stater, som ønsker at integrere deres politikker;

 

2.      bemærker, at EU's indsats vil blive mere troværdig, når den bliver baseret på en ny eller ændret retslig ramme, hvori indgår nye bestemmelser om beskyttelse af grundlægende rettigheder, herunder nationale mindretals rettigheder, nye bestemmelser om forebyggelse af enhver form for ulighed, navnlig mellem mænd og kvinder (EUF-traktatens artikel 8), og af enhver form for forskelsbehandling (EUF-traktatens artikel 10), bestemmelser om fremme af åbenhed i alle EU-institutioner, -organer, -kontorer og - agenturer (EUF-traktatens artikel 16), om konsulær og diplomatisk beskyttelse (EUF-traktatens artikel 23), om fælles politik for asyl og indvandring (EUF-traktatens artikel 77 ff.), om fremme af integrationen af tredjelandsstatsborgere (EUF-traktatens artikel 79, stk. 4) og om fremme af god forvaltningsskik (EUF-traktatens artikel 298);

 

3.      understreger betydningen af, at Domstolens kompetence udvides uden begrænsninger, således at den kan træffe præjudicielle afgørelser om ethvert spørgsmål, der henhører under OFSR, og således at Kommissionen kan indlede traktatbrudssager[5];

 

4.      påpeger, at adgangen til domstolsprøvelse for borgere og virksomheder inden for Europas OFSR gøres mere kompliceret og mindre gennemsigtig af eksistensen af nationale fravalg (opt-outs), og at disse i retfærdighedens, sammenhængens og enkelthedens interesse så vidt muligt bør undgås;

5.      hilser med tilfredshed, at den fælles beslutningsprocedure i henhold til Lissabontraktaten indføres som den almindelige lovgivningsprocedure på de områder inden for OFSR, hvor den ikke er blevet anvendt hidtil, hvorved der sikres parlamentarisk kontrol med de forskellige aspekter af den europæiske politik for retlige og indre anliggender og de foranstaltninger, der træffes i denne forbindelse; mener, at inddragelsen af Europa-Parlamentet i ratificeringen af internationale aftaler blot er et nødvendigt supplement til de beføjelser, det vil få på internt plan, bl.a. på de områder, der falder ind under den nuværende tredje søjle;

 

6.      mener, at princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og Unionen har særlig betydning inden for OFSR og skal blive til en aktiv og obligatorisk solidaritet, særlig i forbindelse med grænsekontrol, indvandring, civilbeskyttelse og solidaritetsbestemmelsen;

Et mere sammenhængende, gennemsigtigt og demokratisk flerårigt program

 

7.      mener, at Stockholmprogrammet især bør:

–    - behandle problemerne med migration ud fra en solidaritetsvinkel

–    - tilstræbe bedre balance mellem borgernes sikkerhed (f.eks. beskyttelse af eksterne grænser, retsforfølgelse af grænseoverskridende kriminalitet) og beskyttelse af deres individuelle rettigheder

–    sikre borgerne fair adgang til domstolene og

–    løse de praktiske problemer, som borgerne møder i Den Europæiske Union i sager, som henhører under forskellige retsordener;

 

8.      mener, at en af de vigtigste målsætninger i forbindelse med gennemførelsen af dette program bør være, at det i en ånd af loyalt samarbejde sikres, at borgerne nyder samme beskyttelse af deres grundlæggende rettigheder, uanset hvor de er, og uanset om de står over for myndighedsudøvelse iværksat af Unionen, herunder agenturer og andre organer, eller af medlemsstaterne, og at alle borgere skal have lige vilkår ved udøvelsen af deres grundlæggende frihedsrettigheder, der gives EU's borgere i overensstemmelse med den tradition for overholdelse af menneskerettigheder og retsstatsprincippet, der er fælles for medlemsstaterne;

 

Interparlamentarisk samarbejde

9.      påpeger, at der inden for de nye retlige og institutionelle rammer, der er opstillet ved Lissabontraktaten, ikke kan udvikles nye tiltag inden for OFSR, uden at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter og civilsamfundet inddrages på behørig vis med henblik på at etablere en åben og vedvarende debat;

 

10.    kræver en mere gennemsigtig lovgivningsproces på EU-plan og på nationalt plan og bifalder anvendelsen af den almindelige lovgivningsprocedure, der sikrer den videst mulige anvendelse af retten til aktindsigt i dokumenter og oplysninger i lovgivningsprocessen, især når et forslag kan berøre enkeltpersoners og borgeres rettigheder, uanset om initiativet kommer fra Kommissionen eller fra en gruppe af medlemsstater;

11.    tilkendegiver, at det – i ønsket om at opnå gennemsigtig lovgivning på et internationalt plan, hvor Kommissionen har opnået fællesskabskompetence, mens Parlamentet blot er tilkendt beføjelse til at afgive samstemmende udtalelse, sådan som det særligt fremgår af udviklingen i forbindelse med Haagerkonferencen om International Privatret – agter at følge udviklingen i Haagerkonferencen om International Privatret tæt; agter at sponsorere skabelsen af et parlamentarisk forum, som skal være åbent for interesserede EP-medlemmer og medlemmer af nationale parlamenter og have til formål at tilbyde parlamentsmedlemmer information om udviklingen i Haagerkonferencen og dens arbejde og resultater og give mulighed for at drøfte de forskellige emner i et offentligt forum;

 

12.   glæder sig over, at der ved Lissabontraktaten er skabt rammer for evaluering af OFSR-politikkerne, og kræver, at der indføres et konkret overvågnings- og evalueringssystem, navnlig på retsområdet, der fokuserer på kvalitet, effektivitet og fairness i de eksisterende retlige instrumenter, i retsplejen og ved beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, og som i vid udstrækning inddrager Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter; fremsætter derfor følgende bemærkninger:

· bemærker, at der i øjeblikket findes flere evalueringssystemer inden for OFSR, og at disse systemer skal konsolideres inden for rammerne af en enkelt sammenhængende ordning, der omfatter alle aspekter fra ex ante-evalueringer til evalueringen af implementering af lovgivning

· mener, at der bør ske en bedre koordinering af de evalueringer, der foretages af forskellige EU-organer

· slår til lyd for, at der indføres et evalueringssystem, der giver Parlamentet og de nationale parlamenter adgang til oplysninger vedrørende de politikker (EUF-traktatens artikel 70) og aktiviteter, der henhører under den stående komité med ansvar for den indre sikkerhed (EUF-traktatens artikel 71) samt Europol (EUF-traktatens artikel 88) og Eurojust (EUF-traktatens artikel 85) samt Frontex, Det Europæiske Asylstøttekontor og Schengen-systemet; mener i denne forbindelse, at Parlamentet bør indrømmes ret til at afgive en bindende udtalelse om udnævnelsen af agenturernes direktører (eftersom Parlamentet også er en del af budgetmyndigheden);

· mener endvidere, at det med henblik på at skabe en ramme for Europa-Parlamentets samarbejde med de nationale parlamenter inden for OFSR ville være hensigtsmæssigt at oprette et permanent forum af politiske repræsentanter (to pr. kammer + to stedfortrædere), som skal træde sammen to gange om året og dele et fælles arbejdsrum, hvor der kan ske tidstro udveksling af alle oplysninger vedrørende OFSR, herunder oplysninger til tjenestebrug; mener endelig, at repræsentanterne for de nationale parlamenter bør gives mulighed for at deltage i Parlamentets arbejde på udvalgsplan og i Europa-Parlamentets årlige debat om fremskridtene med hensyn til OFSR;

 

13.    mener, at det bør prioriteres højt at indsnævre den brede kløft mellem de bestemmelser og politikker, der er vedtaget på europæisk plan, og deres gennemførelse på nationalt plan;

 

14.    kræver en regelmæssig vurdering af resultaterne inden for rammerne af det flerårige program, som gøres til genstand for en årlig debat i Europa-Parlamentet, og som bør inddrage civilsamfundet og fokusere på beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU og bør være baseret på rapporter fra Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder samt på vurderinger og undersøgelser fra uafhængige eksperter og bidrag fra civilsamfundsorganisationer og Parlamentets beslutninger;

 

Et Europa, der sikrer rettigheder

 

15.    mener, at effektiv beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder danner grundlaget for demokrati i Europa og er en væsentlig betingelse for konsolideringen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

 

16.    minder endvidere om, at EU støtter den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og at der derfor straks bør indledes forhandlinger med henblik på EU's tiltrædelse af konventionen;

 

17.    opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle den interinstitutionelle aftale i lyset af Lissabontraktaten og konsekvenserne af forbindelsen mellem den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU's institutioner;

 

18.    minder om, at EU's charter om grundlæggende rettigheder med Lissabontraktaten bliver bindende på lige fod med traktaterne og kommer til at gælde fuldt ud for alle foranstaltninger, der træffes inden for OFSR, og at Domstolen vil kontrollere, at det overholdes; beklager imidlertid indførelsen af den protokol, der begrænser chartrets virkninger i forhold til to medlemsstaters interne lovgivning, og gentager sine bekymringer over den ulighed blandt mennesker, som dette kan afstedkomme;

 

19.    opfordrer til, at der foretages en grundig og upartisk gennemgang af nødvendigheden, proportionaliteten og effektiviteten af de eksisterende foranstaltninger på området med frihed og retfærdighed, herunder deres indvirkning på beskyttelse og fremme af EU's værdier og principper og borgernes grundlæggende rettigheder; kræver, at der i forbindelse med enhver ny politik og ethvert nyt lovgivningsforslag og -program foretages en konsekvensanalyse med hensyn til de grundlæggende rettigheder og EU-værdier, hvori det klart angives, hvilke grundlæggende rettigheder der kan blive berørt, og hvilke foranstaltninger det påtænkes at træffe for at beskytte dem i overensstemmelse med principperne om proportionalitet og nødvendighed; mener, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder bør høres gennem hele den politiske cyklus i forbindelse med lovgivningsmæssige forslag, der har konsekvenser for grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder;

 

20.    anser dødsstraf for at være en grusom, umenneskelig og nedværdigende straf og opfordrer indtrængende Unionen og dens medlemsstater til at arbejde intenst på, at den bliver afskaffet i alle verdens lande;

Bekæmpelse af diskrimination, fremme af integration

 

21.    opfordrer til, at der tages effektive skridt til at oplyse EU-borgerne og personer med bopæl i EU om deres grundlæggende rettigheder, herunder oplysningskampagner rettet både mod det brede publikum og mod udsatte grupper, uformelle uddannelsesinitiativer og indarbejdelse af bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme af ligestilling i formelle uddannelsesforløb, og til, at EU- og medlemsstatsinstitutioner, der deltager i OFSR, gøres mere bevidste om de grundlæggende rettigheders centrale betydning, og at der angives mulige retsmidler enten på nationalt plan eller på EU-plan i de tilfælde, hvor disse rettigheder krænkes;

 

22.    slår til lyd for, at Rådet snarest vedtager det horisontale direktiv om ikke-forskelsbehandling, og at de eksisterende retlige instrumenter implementeres; mener, at forskelligartethed er en rigdom for EU, og at EU skal tilbyde sikre omgivelser, hvor forskelle og nationale følelser respekteres, og de mest udsatte personer beskyttes; understreger derfor, at det bør være en prioriteret målsætning for Stockholmprogrammet aktivt at skabe større opmærksomhed omkring lovgivning om ikke-forskelsbehandling og ligestilling mellem kønnene og at bekæmpe fattigdom, forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, alder, handicap, religion eller tro, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, racisme, antisemitisme, xenofobi eller homofobi og for at beskytte børn og minoriteter; mener, at der målrettet må arbejdes på at sikre en konsekvent anvendelse af de eksisterende instrumenter og foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder; opfordrer derfor det spanske formandskab og de efterfølgende formandskaber til at gøre fremskridt hvad angår den europæiske beskyttelsesordre for at sikre, at ofrene for sådanne forbrydelser nyder godt af det samme beskyttelsesniveau i alle medlemsstater;

 

23.    minder om, at en af de største trusler mod den interne sikkerhed set fra en almindelig borgers synspunkt er social udstødelse; påpeger, at arbejdsløshed og andre indkomstproblemer som f.eks. overdreven gældsætning, forværret af den globale finansielle krise, øger risikoen for udstødelse, og at etniske minoriteter i vid udstrækning er udsatte, idet de også risikerer at blive ofre for forskelsbehandling og racistisk kriminalitet;

 

24.    kræver, at Agenturet for Grundlæggende Rettigheder indsamler og bearbejder troværdige sammenlignelige statistiske oplysninger om alle former for diskrimination, herunder diskrimination af nationale mindretal, at disse forskellige former behandles ens, og at agenturet offentliggør dem i en letforståelig form, og er enig med "rådsformandskabstrioen" (Spanien, Belgien og Ungarn) i, at en eventuel revision af mandatet for Agenturet for Grundlæggende Rettigheder bør foretages snarest muligt, og at en sådan revision vil give mulighed for at uddybe samarbejdet med Europarådet og lejlighed til at overveje en mulig udvidelse af agenturets ansvarsområde, der i øjeblikket går ud på at undersøge situationen vedrørende grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union;

 

25.    bekræfter, at EU og medlemsstaterne skal gøre en samordnet indsats for fuldt ud at integrere sårbare grupper, navnlig romaerne, i samfundslivet ved at fremme deres integration i uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet og ved at træffe foranstaltninger til forebyggelse af vold mod dem;

26.    understreger, at der ikke kan påvises omfattende fremskridt, selv om EU's lovgivere og beslutningstagere har vedtaget en omfattende lovgivning til bekæmpelse af forskellige former for diskrimination af kvinder med mindretalsbaggrund, især romakvinder; opfordrer derfor medlemsstaterne til at foretage en fornyet gennemgang af gennemførelsen af alle politikker i forbindelse med forskellige former for diskrimination;

Stærkere rettigheder knyttet til unionsborgerskabet

 

27.    påpeger, at borgerne med indførelsen af "borgerinitiativet" i Lissabontraktaten vil spille en direkte rolle i udøvelsen af Unionens suveræne magtbeføjelser, idet de for første gang inddrages direkte i initiativtagningen til EU's lovforslag; opfordrer kraftigt til, at dette nye instrument implementeres på en måde, der virkelig tilskynder folk til at anvende det, og opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til alle initiativer, der opfylder de juridiske kriterier;

28.    glæder sig over bestemmelsen i Lissabontraktaten om et borgerinitiativ og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage behørigt hensyn til Parlamentets rolle og den eksisterende ret til at indgive andragender, når den fremsætter et forslag til den praktiske fremgangsmåde for dets gennemførelse;

 

29.    agter at fremsætte et nyt forslag til en grundlæggende reform af den lov, der regulerer valget til Europa-Parlamentet; gentager sit synspunkt om, at Rådet med henblik på at tilskynde de europæiske borgere til at deltage i valget til Europa-Parlamentet på deres bopælssted, i de nærmere regler der skal vedtages, bør sørge for at lette valgretten og valgbarheden;

30.    opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, fuldt ud, således at EU-borgerne kan udøve deres ret til fri bevægelighed sammen med familiemedlemmer og dermed rejse, arbejde, studere, gå på pension, deltage i politik og demokratiske aktiviteter og have et familieliv uden begrænsninger hvor som helst i EU, idet det sikres, at de bevarer retten til alle sociale goder, uanset hvor de bor; mener, at medlemsstaterne bør sikre, at EU's borgere let kan udøve deres ret til at stemme ved kommunalvalg;

31.    opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at princippet om gensidig anerkendelse også finder anvendelse på par af samme køn i EU – navnlig gifte par, partnere eller papirløse par – i det mindste i forbindelse med rettigheder, der vedrører fri bevægelighed;

 

32.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for at lette EU-borgernes frie bevægelighed ved at hjælpe de EU-borgere, der vælger at gøre brug af retten til at integrere sig og engagere sig i det værtsland, de har valgt at emigrere til som led i udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed inden for EU;

 

33.    mener, at udøvelsen af disse frihedsrettigheder skal sikres over de nationale grænser, og at EU-borgerne selv uden for EU skal kunne udøve deres specifikke rettigheder fuldt ud; understreger derfor betydningen af at styrke koordineringen og samarbejdet vedrørende konsulær beskyttelse;

 

34.    opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre deres forpligtelse til at sikre EU-borgerne konsulær og diplomatisk beskyttelse på en retfærdig og konsekvent måde ved gennemførelsen af en aftale om et minimum af konsulær bistand, der tilbydes EU-borgere uden for EU's territorium;

 

35.    opfordrer Rådet og Kommissionen til at prioritere at forbedre gennemsigtigheden og aktindsigten, da dette er afgørende for målet om at opnå et EU, der er orienteret mod borgerne;

 

36.    glæder sig over henvisningen i Stockholmprogrammet til deltagelsen i Den Europæiske Unions demokratiske liv; opfordrer indtrængende Rådet til at medtage et særligt afsnit i Stockholmprogrammet om de nødvendige hensigtsmæssige foranstaltninger til at gøre det muligt for kvinder at deltage i valgkampagner og det politiske liv generelt for at bekæmpe det stadig eksisterende demokratiske underskud, der skyldes kvinders begrænsede deltagelse i kommunale og nationale valg samt valg til Europa-Parlamentet;

Migration

 

37.    mener, at enhver samlet tilgang til indvandring skal tage hensyn til de "pushfaktorer", der driver folk til at forlade deres lande i første omgang, og at der er brug for klare planer for udvikling og investering i oprindelses- og transitlandene, navnlig ved at lette pengeoverførsler fra indvandrere til deres oprindelseslande eller ved at iværksætte handels- og landbrugspolitikker, der fremmer økonomiske muligheder, samt gennem udviklingen af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;

38.    understreger, at en "masseregularisering" af ulovlige indvandrere ikke er en hensigtsmæssig løsning, eftersom en sådan foranstaltning ikke løser de egentlige underlæggende problemer og tilmed risikerer at forstærke det overordnede problem ved at fungere som en "pullfaktor";

39.    understreger behovet for fortsat at udvikle tilstrækkeligt finansierede og ambitiøse regionale beskyttelsesprogrammer i tæt samarbejde med FN’s Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) og de berørte tredjelande;

40.    opfordrer til konsolidering og iværksættelse af en indvandrings- og asylpolitik, i hvilken frihedsrettigheder og offentlig sikkerhed afbalanceres på ordentlig vis; kræver, at integrations-, indvandrings- og asylpolitikkerne baseres på fuldstændig respekt for de grundlæggende rettigheder og hver enkelt persons menneskelige værdighed, og understreger, at det er vigtigt, at fællesskabsretten er fuldt ud forenelig med de folkeretlige regler på området, således at der sikres en konsekvent tilgang og udvikles sammenhængende tiltag, ikke alene som led i bekæmpelsen af ulovlig indvandring, men også for at hjælpe flygtninge i nød; imødeser forebyggende foranstaltninger, der kan minimere tilstrømningen af ulovlige migranter;

 

41.    opfordrer indtrængende til, at der udarbejdes en stærkere indvandringspolitik med tæt tilknytning til andre fællesskabspolitikker, navnlig til beskæftigelsespolitikken, således at lovlig indvandring bliver et alternativ til ulovlig indvandring, og den positive effekt optimeres for både medlemsstaterne og for indvandrernes egen trivsel;

42.    insisterer på behovet for at konsolidere EU's globale tilgang til migration på en sådan måde, at det bliver muligt at søge nye retninger for den politiske dialog og samarbejdet med tredjelande for at forbedre migrationsstrømmene, undgå humanitære tragedier og tilpasse disse strømme til arbejdsmarkedets krav;

43.    understreger behovet for en tæt forbindelse mellem migrations- og udviklingspolitikken samt behovet for, at dialogen med oprindelses- og transitlandene intensiveres, for navnlig at forebygge problemet med ulovlig migration; understreger i denne forbindelse, at medlemsstaterne gennem en effektiv fælles bekæmpelse af ulovlig migration kan skabe bedre forudsætninger for udformningen af lovlig migration;

Asyl

 

44.    opfordrer til, at den europæiske fælles asylordning yderligere udvikles, således at der oprettes et "Europa for asyl", som det fastsættes i den europæiske pagt om indvandring og asyl; mener, at en fælles procedure kan sikre større sammenhæng og bedre kvalitet, når der træffes beslutninger vedrørende asyl i medlemsstaterne, med henblik på at lukke hullerne i beskyttelsen i Europa;

 

45.    opfordrer indtrængende Rådet og medlemsstaterne til at respektere den juridiske definition på en flygtning som nedfældet i De Forenede Nationers konvention om flygtninges retsstilling;

46.    mener, at mens solidaritet fortsat skal stå centralt i en fælles indvandrings- og asylpolitik, skal denne politik også omfatte solidaritet med medlemsstater, der opfylder deres internationale forpligtelser vedrørende beskyttelsen af flygtninge og asylansøgere, og derfor sikre, at ingen medlemsstater undlader dette;

47.    tilskynder til forhandlinger om verserende og kommende forslag til retsakter om EU's asylinstrumenter for at opnå forbedrede standarder og lukke huller i det eksisterende regelsæt;

48.    opfordrer endvidere til solidaritet mellem medlemsstaterne på den ene side og asylansøgere og andre flygtninge på den anden side;

49.    opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig aktivt og fuldt ud i de solidaritetsmekanismer, som Kommissionen har foreslået, heriblandt pilotprojektet for intern omfordeling af personer under international beskyttelse, samt i andre initiativer, der indebærer, at der skabes en egentlig langsigtet solidaritet blandt medlemsstaterne, og til at fremme regionale beskyttelsesprogrammer; mener i denne forbindelse, at der bør indføres et gennemsigtigt system til vurdering af medlemsstaternes modtagelseskapacitet, og at Det Europæiske Asylstøttekontors rolle bør præciseres på dette punkt; slår på denne baggrund til lyd for en åben debat om de forskellige løsningsmodeller, således at der kan indføres en obligatorisk mekanisme for at sikre reel solidaritet, særlig ved hjælp af intern omfordeling;

 

50.    kræver i denne forbindelse, at "princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling" som fastsat i EUF-traktatens artikel 80 snarest formaliseres, hvilket bør omfatte en ordning med obligatorisk og absolut solidaritet kombineret med mere samarbejde med tredjelande og særlig nabolande for at hjælpe med at udvikle deres asyl- og beskyttelsessystemer på en måde, der respekterer grundlæggende rettigheder og internationale beskyttelsesnormer, skaber realistiske forventninger og ikke undergraver eller søger at erstatte adgangen til beskyttelse i Den Europæiske Union;

 

51.    mener, at der er behov for en partnerskabstilgang over for oprindelses- og transitlandene for at sikre, at de spiller en aktiv rolle og bidrager til at styre migrationsstrømme, forebygge ulovlig indvandring via information til potentielle indvandrere om de risici, der er forbundet hermed, og udforme effektiv informationskampagner om mulighederne for at indrejse og/eller arbejde lovligt i EU-medlemsstaterne;

 

52.    understreger, at alle aftaler med oprindelses- og transitlande som f.eks. Tyrkiet og Libyen bør indeholde kapitler om samarbejde om indvandring, idet der skal tages højde for situationen i de medlemsstater, der er mest udsatte for migrationsstrømme, og fokuseres på at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskehandel ved at lette Frontex' arbejde;

 

53.    kræver yderligere samarbejde om styrkelse af foranstaltninger, der skal sikre, at indvandrere med ulovligt ophold, der ikke har behov for beskyttelse, effektivt og hurtigt sendes tilbage, i hvilken forbindelse frivillig tilbagevenden skal prioriteres;

 

54.    kræver, at der vedtages foranstaltninger for at fjerne hindringerne for, at tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i medlemsstaterne kan udøve retten til familiesammenføring;

 

55.    påpeger, at cirkulær migration bør fremmes, men fastslår, at denne strategi ikke må indebære løndumping og social dumping og ikke udelukker, at der er behov for integrationsforanstaltninger;

 

Grænser og visa

 

56.    kræver, at der vedtages en omfattende plan, der fastlægger de overordnede målsætninger og strukturen i EU's integrerede grænseforvaltningsstrategi, for at sikre, at der reelt iværksættes en fælles politik for asyl, indvandring og kontrol ved de ydre grænser i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 67, stk. 2;

57.    kræver en strategisk tilgang på visumpolitikkens område for at bevare sammenhængen mellem aktioner, interne bestemmelser og eksterne forpligtelser, herunder at det sikres, at tredjelande behandler medlemsstaterne lige;

58.    henstiller indtrængende til Kommissionen at gennemføre princippet om gensidighed på visumområdet over for tredjelande på en mere effektiv måde og derved sikre lige behandling af alle EU-borgere i denne forbindelse og til at genopfinde sin strategi ved at anvende alle de redskaber, den har til sin rådighed, som f.eks. sanktioner og inddragelse af dette spørgsmål i dens forhandlinger med de pågældende tredjelande;

 

59.    mener, at Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser (Frontex) – som et meget vigtigt instrument i EU's samlede strategi for indvandring – fuldt ud skal respektere migranters menneskerettigheder; kræver større kontrol fra Parlamentets side med agenturets aktiviteter og er enig i, at dets mandat bør revideres og indbefatte klare retningslinjer for tilbagesendelsesoperationer i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder samt etablering af regionale specialiserede kontorer for at styrke agenturets rolle; mener, at Frontex bør inddrages i forhandlinger med tredjelande om tilbagetagelsesoperationer;

 

60.    understreger, at det er tvingende nødvendigt, at Frontex såvel til koordinering af fælles punktforanstaltninger som til permanente operationer er sikret adgang til de midler, medlemsstaterne har stillet til rådighed;

 

61.    efterlyser initiativer, der har til formål i samarbejde med UNHCR at etablere et system for fælles behandling af asylansøgninger i lande uden for Den Europæiske Union;

62.    opfordrer alle berørte medlemsstater til at løse eventuelle praktiske og/eller juridiske problemer med hensyn til anvendelsen af de ressourcer, som de respektive medlemsstater, der deltager i fælles operationer, stiller til rådighed;

63.    minder om, at det er absolut nødvendigt, at SIS II og VIS kan tages i brug så snart som muligt; mener, at SIS II vil indebære betydelige forbedringer og nye anvendelsesmuligheder som f.eks. indførelse af biometriske data og sammenkobling af indberetninger, hvilket vil bidrage til en bedre kontrol med de ydre grænser og øget sikkerhed;

64.    understreger, at der ikke bør lanceres nye grænseforvaltningsinstrumenter eller omfattende datalagringssystemer, før de eksisterende redskaber er fuldt funktionsdygtige, sikre og pålidelige, og kræver en grundig vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af nye instrumenter i relation til spørgsmål som indrejse/udrejse, programmet for registrerede rejsende, PNR-oplysninger og systemet for forudgående rejsetilladelse;

Beskyttelse af børn

 

65.    understreger betydningen af Lissabontraktaten, som giver bindende retskraft til chartret, hvis artikel 24 specifikt omhandler børns rettigheder og bl.a. fastsætter, at "I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række";

 

66.    finder det afgørende, at alle EU-foranstaltninger på dette område respekterer og fremmer børns rettigheder som fastsat i FN's konvention om barnets rettigheder og anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og opfordrer til en styrket EU-indsats for beskyttelse af børn gennem OFSR;

 

67.    opfordrer medlemsstaterne til at overholde og gennemføre barnets rettigheder som fastsat i konventionen om barnets rettigheder;

68.    opfordrer indtrængende EU til mere målrettet at tackle ethvert misbrug, der begås mod børn, som f.eks. vold, diskrimination, social udstødelse og racisme, børnearbejde, prostitution og menneskehandel, og stimulere en koordineret indsats for at beskytte dem og opretholde deres rettigheder, idet FN's konvention om barnets rettigheder anvendes som en guide for EU-foranstaltninger og fungerer som grundlag for ændring af eksisterende lovgivning;

69.    mener, at det er tvingende nødvendigt at behandle spørgsmålet om beskyttelse af uledsagede og adskilte børn i betragtning af de særlige risici, de er udsat for;

70.    understreger betydningen af, at der som led i indvandringspolitikken tages hensyn til barnets rettigheder og vies børn i særlig sårbare situationer særlig opmærksomhed; mener, at der skal udvikles en ambitiøs EU-strategi på dette område;

 

71.    opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at EU's asyl-, migrations- og menneskehandelspolitikker på dette område først og fremmest behandler børn som børn for at sikre, at de nyder godt af deres rettigheder som børn uden forskelsbehandling; insisterer derfor på, at enhver EU-handlingsplan om uledsagede mindreårige af tredjelandsoprindelse skal sikre, at

 

(a) alle uledsagede mindreårige modtager særlige beskyttelse og bistand, mens de opholder sig i EU,

 

(b) EU finder frem til aktioner, der kan hjælpe medlemsstaterne med at finde en sikker, konkret og varig løsning for hvert enkelt barn, der varetager dets tarv bedst muligt,

 

(c) hvis hjemsendelse til et tredjeland tjener barnets tarv bedst, fastlægges der en hjemsendelses- og reintegrationsplan i samarbejde med hjemsendelseslandet, og

 

(d) EU samarbejder med tredjelande om at forhindre usikker migration og om at sørge for muligheder for børn i de berørte lande;

 

72.    kræver, at man vier mindreårige, uanset om de er uledsagede eller ej, særlig opmærksomhed for at sikre, at de ikke på nogen måde frihedsberøves;

 

73. påpeger, at børn af tredjelandsherkomst kan være særlig udsat for situationer, hvor deres arbejdskraft udnyttes, navnlig i lande, hvor de ikke tildeles den fornødne bistand og beskyttelse på grund af deres udokumenterede status; betoner, at EU-politikker vedrørende arbejdskraft, asyl, migration og menneskehandel skal anerkende og behandle disse faktiske forhold;

Databeskyttelse og datasikkerhed

 

74.    bemærker internettets voksende betydning og konstaterer, at dets globale og åbne karakter kræver globale standarder for databeskyttelse, sikkerhed og ytringsfrihed; opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage initiativ til at etablere en global platform for udarbejdelsen af sådanne standarder; anser det for yderst vigtigt nøje at begrænse, definere og regulere de tilfælde, hvor et privat internetselskab kan anmodes om at oplyse data til de statslige myndigheder, og sikre, at de offentlige myndigheders brug af de pågældende data er underlagt de strengeste standarder for databeskyttelse;

 

75.    insisterer på, at der gives garanti om, at dimensionen vedrørende grundlæggende rettigheder, når det gælder databeskyttelse og retten til privatlivets fred, vil blive respekteret i alle Unionens politikker;

 

76.    understreger behovet for at indarbejde beskyttelse af persondata og privatliv i lyset af teknologiudviklingen og skabelsen af omfattende informationssystemer;

77.    mener, at indbygget databeskyttelse ("privacy by design") må være en afgørende del af enhver udvikling, der risikerer at udsætte enkeltpersoners personlige oplysninger og den offentlige tiltro og tillid til dem, der er i besiddelse af oplysninger herom, for fare;

78.    henleder opmærksomheden på faren for, at princippet om tilgængelighed gør det muligt at udveksle personoplysninger, som ikke er indsamlet på legitim og lovformelig vis, og på, at dette princip bør forankres i fælles regler; tager forbehold med hensyn til befordring af operationelle aktiviteter, der ikke omfatter nogen definition af eller fælles EU-bestemmelser om de pågældende efterforskninger, foranstaltninger til overvågning af borgerne osv.;

79.    mener, at der, inden der påtænkes EU-foranstaltninger på dette område, bør fastlægges klare kriterier for en vurdering af, om begrænsninger af de grundlæggende rettigheder er forholdsmæssige og nødvendige; mener desuden, at der altid bør foretages en grundig konsekvensanalyse af et forslag, inden der træffes afgørelse.

80.    bifalder forslaget om internationale standarder inden for databeskyttelse; understreger, at aftaler om databeskyttelse med tredjelande bør udføres med fuld gennemsigtighed og demokratisk overvågning fra Parlamentet, og at databeskyttelsesstandarder på EU-niveau i tredjelandet er en minimumsforudsætning for, at dataudveksling kan finde sted;

 

81.    glæder sig over forslaget til en omfattende databeskyttelsesordning i EU og med tredjelande; opfordrer til, at der foretages en grundig evaluering af al relevant lovgivning (vedrørende bekæmpelse af terrorisme, politimæssigt og retligt samarbejde, indvandring, transatlantiske aftaler etc.) på området privatlivets fred og databeskyttelse;

82.    glæder sig over, at der i Stockholmprogrammet lægges vægt på betydningen af teknologi som et led i en effektiv beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred;

83.    opfordrer indtrængende Den Europæiske Union til at vise, at den er fast besluttet på at tage hensyn til udsatte menneskers særlige behov i alle dens politikker;

84.    understreger behovet for klarere og snævrere grænser for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og for anvendelsen af fælles EU-registre; mener, at opbygningen af store registre på EU-niveau ellers risikerer at blive en trussel mod den personlige integritet, og at registrene risikerer at blive ineffektive, samtidig med at risikoen for lækage og korruption stiger;

 

85.    opfordrer medlemsstaterne til at styrke den gensidige tillid til hinandens evne til at styrke sikkerheden; mener, at gensidig tillid også afhænger af en effektiv og streng løbende vurdering af effektiviteten og resultaterne af forskellige medlemsstaters aktioner;

Domstolsadgang på det civil- og handelsretlige område for familier, borgere og virksomheder

Bedre domstolsadgang på det civilretlige område for borgere og virksomheder

 

86.    mener, at prioriteringerne på det civilretlige område først og fremmest skal opfylde de behov, som borgere og virksomheder giver udtryk for, samtidig med at det hele tiden forsøges at forenkle retsmaskineriet og skabe mere enkle, klarere og mere tilgængelige procedurer for at sikre, at de grundlæggende rettigheder og forbrugerbeskyttelsen håndhæves på passende måde; roser Kommissionens beslutninger om at fremsætte et forslag om testamenter og arv og præsentere en grønbog om reglerne for formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med separation og skilsmisse, men kræver i dette øjemed,

–       at der træffes yderligere foranstaltninger til at fremme alternativ tvistbilæggelse, navnlig med henblik på at forbedre adgangen til domstolene for forbrugere; indførelse af ordninger for kollektive søgsmål på fællesskabsplan med henblik på at give borgere og virksomheder større søgsmålsadgang, samtidig med at det understreges, at dette ikke må føre til en unødvendig opsplitning af den nationale procesret

 

–       at der fremsættes forslag om et enkelt og selvstændigt europæisk system for udlæg i og andre former for foreløbig sikring af bankindeståender, gensidig anerkendelse og eksekution af officielt bekræftede dokumenter, afskaffelse af krav til legalisering af dokumenter, bestemmelser med henblik på at udfylde de tilbageværende huller i Rom II-forordningen[6] angående individets rettigheder og ærekrænkelser, en definitiv løsning på problemet med bilaterale aftaler om jurisdiktion og anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, om nødvendigt ved hjælp af en protokol til den næste tiltrædelsestraktat, der skal indgås; man skal desuden overveje et forslag til et internationalt instrument, der skal muliggøre en grundig kontrol af alle domme fra tredjelande, før de kan anerkendes og håndhæves i en medlemsstat, og bestemmelser med henblik på at udfylde de huller, Domstolen har fremhævet på det selskabsretlige område, et forslag om beskyttelse af sårbare voksne og et forslag til forordning, om nødvendigt vedtaget ved udvidet samarbejde, om den lovgivning, der finder anvendelse i ægteskabssager og sager om forældremyndighed, på grundlag af børns tarv og ikke-forskelsbehandling af partnere;

 

–       at man gør sig nøje overvejelser om en form for foreløbigt fællesskabsretsmiddel som supplement til de nationale domstoles retsmidler, om forskellene i de nationale retlige fremgangsmåder med hensyn til ejendomsforbehold og andre lignende mekanismer, om anerkendelse af internationale adoptioner og om hele spørgsmålet om gensidig anerkendelse af civilstandsdokumenter

 

–       en EU-konfliktkodeks, der i et instrument samler alle de bestemmelser, der på dette område vedtages af EU-lovgiveren senest i 2013, for at markere 45-årsdagen for Bruxelles-konventionen, hvis indgåelse var en milepæl i den internationale privatret

 

–       at den praktiske anvendelse af den omfattende innovative lovgivning, der til dato er vedtaget inden for europæisk civil retspleje, undersøges med henblik på at forenkle den, hvor det er muligt, og kodificere den til en enkelt retsakt, der samler al fællesskabslovgivning, der er vedtaget på området;

 

87.    insisterer på, at afskaffelsen af fuldbyrdelsesproceduren som led i Bruxelles I-forordningen[7] ikke bør hastes igennem og bør ledsages af passende garantier;

88.    ville med interesse behandle forslag om udarbejdelse af en 28. valgfri ordning for civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende aspekter inden for områder, der berører familieretten, personretten og tingsretten;

89.    understreger behovet for yderligere at fremme EU's internationale tilstedeværelse på lovgivningsområdet gennem globale løsninger og multilaterale instrumenter; mener, at et tæt samarbejde med internationale organisationer som f.eks. Haagerkonferencen om International Privatret og Europarådet er af særlig betydning; mener endvidere, at EU bør tilskynde og støtte tredjelandes, navnlig EU's nabolandes, tiltrædelse af internationale juridiske aftaler, og at dette er af afgørende betydning for især området for familieret og beskyttelse af børn;

Drage fuld fordel af det fælles marked gennem europæisk aftaleret

 

90.    opfordrer Kommissionen til at øge indsatsen vedrørende europæisk aftaleret på grundlag af det akademiske udkast til en fælles referenceramme (DCFR) samt andre akademiske arbejder inden for europæisk aftaleret og til at inddrage Parlamentet fuldt ud i den åbne og demokratiske proces, der skal føre til vedtagelse af en politisk fælles referenceramme (CFR); understreger, at den politiske fælles referenceramme bør munde ud i et frivilligt og direkte anvendeligt instrument, der gør det muligt for parterne i en aftale, herunder virksomheder og forbrugere, frit at vælge europæisk aftaleret som den lovgivning, der gælder for deres transaktion;

 

91.    understreger på ny, at det akademiske udkast til en fælles referenceramme bør stilles til rådighed for Kommissionen på det størst mulige antal relevante sprog sammen med andre videnskabelige arbejder for at sikre, at alle interesserede parter har adgang til dem, og at udkastet allerede nu bør anvendes som et ikke-bindende retligt værktøj for europæiske og nationale lovgivere; kræver, at de relevante bestemmelser i det akademiske udkast til en fælles referenceramme allerede nu gøres til genstand for systematiske og detaljerede overvejelser ved udarbejdelsen af alle kommende kommissionsforslag og konsekvensanalyser med indvirkning på aftaleretten;

92. opfordrer Kommissionen til at forfølge sin nylige tanke om at foreslå standardkontrakter til frivillig brug i bestemte sektorer på grundlag af en politisk fælles referenceramme;

Bedre lovgivning på det retlige område

 

93. understreger, at EU-lovgivningen vedrørende retligt samarbejde i civilsager skal være af højest mulig kvalitet og baseres på behørigt gennemførte konsekvensanalyser, således at borgerne og erhvervslivet gives effektive instrumenter; beklager, at der ikke tidligere foretoges rigtige konsekvensanalyser på dette område; konstaterer dog, at der for nylig er sket en forbedring, og forpligter sig til i den kommende tid at gennemføre en grundig undersøgelse af en af Kommissionens konsekvensanalyser;

 

94. er fast overbevist om, at der, for at sikre et minimum af uafhængig kontrol i forbindelse med udarbejdelsen af konsekvensanalyser, bør oprettes et uafhængigt ekspertpanel, der ved hjælp af stikprøver skal kontrollere kvaliteten af udtalelserne fra Udvalget for Konsekvensanalyse, og at repræsentanter for berørte parter også bør kunne deltage i denne stikprøvekontrol;

95. mener, at retligt samarbejde er nøglen til indbyrdes tilnærmelse af ikke blot de forskellige medlemsstaters civilretlige, men også deres strafferetlige procedurer; finder derfor, at den indbyrdes tilnærmelse af de proceduremæssige rettigheder, som borgerne i de forskellige medlemsstater nyder, bør fremmes i lige grad for civile sagers og straffesagers vedkommende;

Skabelse af en europæisk retskultur

 

96. slår til lyd for, at der etableres en europæisk retskultur, som omfatter alle retlige aspekter; påpeger i denne forbindelse, at:

 

–          netværket af præsidenterne for de øverste domstole, Det Europæiske Netværk af Domstolsadministrationer, sammenslutningen af statsråd og øverste forvaltningsdomstole og Eurojustice-netværket af europæiske anklagemyndigheder, embedsmænd ved domstolene og praktiserende jurister kan yde et kolossalt bidrag ved at koordinere og fremme faglig uddannelse af dommere og anklagere og gensidig forståelse af andre medlemsstaters retssystemer og gøre det lettere at løse grænseoverskridende tvister og problemer, og deres arbejde skal lettes og støttes i tilstrækkeligt omfang; dette skal føre til en fuldt finansieret plan for uddannelse af dommere og anklagere udarbejdet i samarbejde med de ovennævnte retlige netværk, idet det dog i den forbindelse må sikres, at der ikke forekommer nogen unødvendig overlapning af programmer og strukturer, og at bestræbelserne munder ud i etableringen af et europæisk dommerakademi bestående af Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og Det Europæiske Retsakademi

–          der skal føres aktive politikker med henblik på at fremme det gensidige kendskab til og den gensidige forståelse af udenlandsk ret og dermed opnå større retssikkerhed og fremme den gensidige tillid, der er afgørende for gensidig anerkendelse; disse politikker skal omfatte udvekslinger af erfaringer, udvekslinger, besøg og information og kurser for praktiserende jurister og dommere og anklagere samt koordinering af eksisterende nationale ordninger for retlig uddannelse i hele EU og afholdelse af grundkurser i national ret for praktiserende jurister og dommere;

 

97.    opfordrer derfor Kommissionen til at fremme universiteters, andre specialiserede højere læreanstalters og kompetente faglige organisationers etablering af et fælles system med uddannelsespoint for dommere og praktiserende jurister; opfordrer Kommissionen til at oprette et netværk af organer, som tilbyder retlig uddannelse i hele EU, og som er godkendt til at holde grundkurser i national ret, sammenlignende ret og europæisk ret for praktiserende jurister og dommere på stabil, vedvarende basis;

E-justice: et redskab for borgerne, praktiserende jurister og dommere og anklagere

 

98.    kræver en øget indsats for at fremme og udvikle e-justice på fællesskabsplan af hensyn til domstolsadgangen for borgere og virksomheder og mener, at

–       medlemsstater, der samarbejder om bilaterale projekter, bør sikre, at deres arbejde udformes således, at det kan overføres til fællesskabsplan, med henblik på at undgå unødvendigt dobbeltarbejde

 

–       den eksisterende fællesskabslovgivning på det civilretlige område, navnlig på retsplejeområdet, bør gøres mere forenelig med brugen af it, særligt for så vidt angår det europæiske betalingspåkrav og småkravsproceduren, forordningen om bevisoptagelse i civile sager[8] og alternativ tvistbilæggelse, og at der bør træffes foranstaltninger på områderne elektroniske dokumenter og adgang til oplysninger om skyldneres aktiver; målet bør være enklere, billigere og hurtigere grænseoverskridende civile sager

 

–       elektroniske værktøjer som det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) og Schengeninformationssystemet bør videreudvikles;

 

99.    mener, at e-justice-portalen bør forenkle borgernes adgang til retshjælp, gøre retlige procedurer kortere og forbedre effektiviteten af den retslige proces, og henstiller derfor, at den fremtidige flersproglige e-justice-portal kommer til at omfatte adgang til juridiske databaser, elektroniske retsmidler og elektroniske udenretslige midler, intelligente systemer, der kan hjælpe borgerne med at finde ud af, hvordan de skal gribe juridiske problemer an, samt omfattende registre, fortegnelser over retsvæsenets aktører og klare vejledninger om de enkelte medlemsstaters retssystemer;

 

100.    mener, at portalen også bør udformes som et redskab for dommere, embedsmænd ved domstolene, embedsmænd i de nationale justitsministerier og praktiserende jurister, som alle bør gives sikker adgang til den relevante del af portalen; henstiller, at denne del af portalen åbner mulighed for sikker kommunikation, videokonferencer og udveksling af dokumenter mellem domstole og parter (dematerialisering af retssager), for at verificere elektroniske underskrifter og stille passende verificeringssystemer til rådighed og for at udveksle oplysninger;

101.    opfordrer Kommissionen til at sikre, at al fremtidig lovgivning på det civilretlige område udformes således, at den kan anvendes i onlineapplikationer, hvor behovet for at indsætte fri tekst er reduceret til et minimum; henstiller, at der træffes foranstaltninger til sikring af, at der om fornødent kan ydes onlinehjælp på alle officielle sprog og stilles elektroniske oversættelsestjenester til rådighed online; af samme grund bør det, når der er behov for forkyndelse af dokumenter, sikres, at dokumenter kan forkyndes og meddelelser gives pr. e-mail, og at underskrifter kan leveres elektronisk, og når der er behov for mundtlige vidneudsagn, bør der tilskyndes til anvendelse af videokonferencer; mener endvidere, at alle fremtidige forslag bør indeholde en begrundet udtalelse fra Kommissionen om, at det er blevet kontrolleret, at forslaget er e-justice-venligt;

102.  opfordrer til, at det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) giver registre over kønsspecifik vold en fremtrædende plads;

Prioriteter på det strafferetlige område

 

103.    kræver, at der opbygges et EU-område for strafferetspleje, som skal baseres på respekt for de grundlæggende rettigheder, princippet om gensidig anerkendelse og behovet for at bevare sammenhængen mellem nationale strafferetlige systemer og udvikles gennem:

· en ambitiøs retsakt om retsgarantier i straffesager, som er baseret på princippet om uskyldsformodning, og som giver retten til forsvar fuld virkning

· en solid retlig ramme til sikring af det grundlæggende princip om ne bis in idem og til, på baggrund af et højt niveau for garantier og forsvarsrettigheder, at fremme overførslen af straffesager mellem medlemsstaterne og løsningen på konflikter om retternes kompetence og sikre adgang til disse rettigheder og til retlig prøvelse;

●    et omfattende regelsæt, der giver ofre for kriminalitet, navnlig ofre for terrorisme, organiseret kriminalitet, menneskehandel og kønsspecifik vold, den størst mulige beskyttelse, herunder passende erstatning og vidnebeskyttelse, på medlemsstatsniveau

●    et omfattende regelsæt, der giver ofre for kriminalitet den størst mulige beskyttelse

●    minimumstandarder for fængselsvilkår og vilkår under frihedsberøvelse og et fælles sæt rettigheder for indsatte i EU, herunder passende regler om erstatning til personer, der uberettiget er blevet frihedsberøvet eller dømt, suppleret med indgåelse af aftaler mellem EU og tredjelande om tilbagesendelse af disses domfældte statsborgere, med fuldstændig gennemførelse af Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union[9] og med tilvejebringelse af tilstrækkelige EU-midler til såvel opførelsen, som led i regionale sikkerhedsplaner, af nye tilbageholdelsesfaciliteter i medlemsstater med overfyldte fængsler som gennemførelsen af sociale genbosætningsprogrammer og en retsakt om bevisoptagelse og anerkendelse af bevismidler i straffesager;

●    vedtagelse af et europæisk lovgivningsinstrument til beslaglæggelse af internationale kriminelle organisationers udbytte og formue og genanvendelse af disse til sociale formål

· en retsakt om bevisoptagelse og anerkendelse af bevismidler i straffesager;

●      foranstaltninger til sikring af retshjælp via tilstrækkelige budgetbevillinger, og

●      foranstaltninger til bekæmpelse af vold, navnlig vold mod kvinder og børn;

104.    understreger, at arbejdet med ulovlig indvandring skal tage hensyn til bekæmpelsen af menneskehandel og under ingen omstændigheder må gå ud over særligt udsatte ofre for kriminalitet, navnlig kvinder og børn, og deres rettigheder;

105.    understreger, at én ud af fire kvinder i Europa har været eller er udsat for vold begået af en mand; opfordrer derfor Kommissionen til at konsolidere retsgrundlaget inden for den nuværende EU-struktur for at sikre, at der tages fat på alle former for vold mod kvinder via en bred og kønsbaseret definition på vold mod kvinder; anmoder om, der på basis af dette retsgrundlag forelægges et direktiv og en europæisk handlingsplan om vold mod kvinder, der sikrer forebyggelse af vold, beskyttelse af ofre og retsforfølgelse af gerningsmænd; opfordrer medlemsstaterne til at tage behørigt hensyn til den særlige situation, som kvindelige indvandrere befinder sig i, især unge kvinder, som er velintegreret i EU (og ofte har dobbelt statsborgerskab), og som i forholdet mellem barn og forældre eller i intime forhold er ofre for bortførelse, ulovlig indespærring, fysisk og psykisk vold af religiøse, kulturelle eller traditionsmæssige årsager, og til at sikre, at der træffes effektive foranstaltninger for at sikre adgangen til støtte- og beskyttelsesmekanismer;

106.    kræver, at ligestillingsperspektivet tages i betragtning på alle stadier i fastlæggelsen af den politik, der skal føres med henblik på bekæmpelse af menneskehandel;

En sammenhængende flerstrenget sikkerhedsstrategi: Et Europa, der beskytter sine borgere (Bekæmpe kriminalitet, samtidig med at borgernes rettigheder sikres)

 

107.  kritiserer, at der ikke foreligger en omfattende masterplan, der fastsætter de overordnede mål og den overordnede struktur for EU's sikkerheds- og grænseforvaltningsstrategi, eller detaljer for, hvordan alle tilhørende programmer og ordninger (der allerede er på plads, under forberedelse eller i politikudviklingsfasen) skal fungere kollektivt, og hvordan forholdet mellem programmerne kan optimeres; mener i forbindelse med overvejelserne om udformningen af EU's sikkerheds- og grænseforvaltningsstrategi, at Kommissionen allerførst bør analysere, hvor effektive medlemsstaternes nuværende grænseforvaltningssystemer er, for at opnå optimal synergi mellem dem;

 

108.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at kommende EU-tiltag på dette område fuldt ud respekterer den afgørende betydning af grundlæggende rettigheder og friheder og udviser den rette balance mellem sikkerhed og frihed, og at dette mål overvåges og strømlines på passende vis;

 

109.  er inden for de nye institutionelle rammer, der er fastlagt i Lissabontraktaten, fast besluttet på at fokusere på at arbejde sammen med Kommissionen og Rådet om at fremme EU-borgernes frihed i forbindelse med udviklingen af EU-reglerne om straffesager; mener navnlig, at kravet om beskyttelse af borgerne mod terrorisme og organiseret kriminalitet bør støttes med effektive lovgivningsmæssige og operationelle instrumenter, der tager hensyn til disse fænomeners globale dimension, og opfyldes inden for rammerne af en klar lovgivning, der giver EU-borgerne mulighed for fuld udøvelse af deres rettigheder, herunder retten til at anfægte uforholdsmæssige eller uklare regler og en uhensigtsmæssig gennemførelse af reglerne;

 

110.  mener, at medlemsstaterne bør undersøge, i hvilken udstrækning der kan opnås indførelse af EU-regler om straffesager;

111.  opfordrer EU til at anerkende de indirekte terrorofres værdighed, mod og lidelser og understreger, at forsvar og fremme af terrorofres rettigheder og efterfølgende økonomisk erstatning til disse bør prioriteres; anerkender kvinders ekstreme sårbarhed som indirekte terrorofre;

 

112.  opfordrer til, at der vedtages et omfattende regelsæt, der giver ofre en passende beskyttelse og erstatning, navnlig gennem vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse, der ændrer de eksisterende instrumenter til beskyttelse af ofre; mener, at det er af grundlæggende betydning at udvikle en fælles tilgang med en sammenhængende og styrket imødekommelse af alle ofres behov og rettigheder, idet det sikres, at ofre behandles som sådanne og ikke som kriminelle;

113.  glæder sig over, at en af det svenske formandskabs prioriteter er støtte til ofre for forbrydelser, herunder kvinder, der har været udsat for vold og sexchikane; opfordrer indtrængende Rådet til at medtage en omfattende europæisk strategi i Stockholmprogrammet, der tilsigter udryddelse af vold mod kvinder, og hvori indgår forebyggende foranstaltninger (f.eks. bevidstgørelse om mænds vold mod kvinder), politikker til beskyttelse af ofre, herunder et særligt afsnit om de rettigheder, som ofre for forbrydelser har, og til at udvide støtten til ofre for forbrydelser, især til unge piger, som i stadig stigende grad bliver ofre for alvorlige forbrydelser, såvel som konkrete foranstaltninger til retsforfølgelse af gerningsmændene; opfordrer det spanske formandskab til under dets forsæde i fuld udstrækning at gennemføre den handlingsplan, der er fastlagt i Stockholmprogrammet, og at aflægge beretning for Europa-Parlamentet hver måned om de fremskridt, der gøres;

 

114.  mener, at målsætningen om et sikkert Europa er legitim, og er enig i, at det er vigtigt fortsat at udvikle og styrke EU's fælles politik vedrørende bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet, ulovlig indvandring, menneskehandel og seksuel udnyttelse;

 

115.    kræver, at der fastlægges en omfattende tværeuropæisk strategi for bekæmpelse af organiseret kriminalitet gennem en fælles indsats fra medlemsstaternes, EU-institutionernes, særlige EU-agenturers og informationsnetværks side og anvendelse af deres samlede ressourcer; understreger for indeværende, at organiseret økonomisk kriminalitet som f.eks. tobakssmugling medfører indtægtstab, som forværrer den allerede alvorlige situation for de offentlige finanser i mange EU-medlemsstater, og kræver, at der straks vedtages effektive forbyggende foranstaltninger;

116.    mener, at yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme i højere grad bør orienteres mod beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og give tilstrækkelig vidnebeskyttelse, incitamenter for personer, der samarbejder med henblik på at optrævle terrornetværk, og politikker for forebyggelse og integration, der navnlig er rettet mod personer, der tilhører højrisikogrupper; idet der under alle omstændigheder lægges størst vægt på etiske økonomiske og sociale forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til skadesløsholdelse af terrorofre;

117.    finder det særlig vigtigt, at EU gør en kraftig indsats mod menneskehandel, som er et stadigt voksende problem; mener, at denne handel skal bekæmpes både uden og inden for EU’s grænser, og at der skal foretages en kønsanalyse i forbindelse med alle forslag til foranstaltninger; mener, at EU og medlemsstaterne særligt bør tage fat på efterspørgslen efter tjenester fra ofre for menneskehandel ved at indføre sanktioner, undervisningsforanstaltninger og oplysningskampagner; mener i betragtning af, at menneskehandel til seksuelle formål udgør langt størstedelen af denne kriminalitet (79 % ifølge oplysninger fra FN), at sammenhængen mellem efterspørgslen efter køb af sådanne tjenesteydelser og menneskehandel skal tydeliggøres og anerkendes, og at, hvis efterspørgslen efter køb af seksuelle tjenesteydelser bekæmpes, vil menneskehandlens omfang også mindskes;

118.    kræver fremme af gennemsigtighed og integritet og henstiller, at der på grundlag af en målrettet plan og periodisk evaluering af medlemsstaternes antikorruptionsforanstaltninger sker en mere håndfast bekæmpelse af korruption, herunder navnlig håndhævelse af de instrumenter, EU selv har udviklet, og at der i den forbindelse især fokuseres på grænseoverskridende korruption; kræver endvidere, at der fastlægges en omfattende antikorruptionspolitik og foretages periodiske undersøgelser af dennes håndhævelse;

119.    kræver aktiv støtte til såvel overvågning af foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og fremme af integritet i civilsamfundet som af borgernes eget engagement i bekæmpelsen af korruption, ikke blot ved at åbne op for politiske konsultationer og etablere kanaler for direkte kommunikation, men også ved at afsætte ressourcer og indføre programmer til sikring af, at borgerne har let adgang til de rum, der stilles til deres rådighed;

120.    henleder opmærksomheden på stigningen i identitetstyveri og henstiller indtrængende, at der indføres en alsidig EU-strategi til bekæmpelse af internetkriminalitet på dette område, som skal udvikles i samarbejde med internetudbydere og brugerorganisationer, samt at der oprettes et EU-kontor for bistand til ofre for identitetstyveri og identitetsbedrageri;

121.    kræver en tydeliggørelse af reglerne om retternes kompetence og af, hvilket regelsæt der finder anvendelse på internettet, med det formål at fremme grænseoverskridende efterforskninger og samarbejdsaftaler mellem retshåndhævende myndigheder og aktører, navnlig med henblik på at bekæmpe børnepornografi på internettet;

122.    kræver mere effektive og resultatorienterede politikker med henblik på at styrke politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager gennem mere systematisk inddragelse af Europol og Eurojust i efterforskninger, navnlig i sager vedrørende organiseret kriminalitet, bedrageri og korruption og andre alvorlige forbrydelser, som bringer borgernes sikkerhed og EU's finansielle interesser i alvorlig fare;

123.    kræver, at der hvert år offentliggøres en omfattende rapport om kriminalitet i EU, der sammenfatter rapporter vedrørende specifikke områder, såsom trusselsvurderingen af organiseret kriminalitet og Eurojust's årsberetning, og understreger behovet for en tværfaglig tilgang og en omfattende strategi til forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet som menneskehandel og internet-kriminalitet;

124.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde nært sammen for at udveksle bedste praksis og erfaringer indhøstet i forbindelse med politikker til bekæmpelse af radikalisering; mener med hensyn hertil, at lokale og regionale myndigheder er godt placerede til at udveksle bedste praksis, hvad angår imødegåelse af radikalisering og polarisering, og kræver derfor, at de inddrages i fastlæggelsen af strategier til bekæmpelse af terrorisme;

125.    kræver tilskyndelse til politisamarbejde mellem medlemsstaterne gennem fremme af gensidigt kendskab og gensidig tillid, fælles uddannelse og etablering af fælles politisamarbejdsteam og af udvekslingsprogrammer for studerende i samarbejde med Cepol (Det Europæiske Politiakademi);

126.    opfordrer Kommissionen og Det Europæiske Råd til omgående at afhjælpe den juridiske situation, der er opstået som følge af Domstolens domme i de forskellige sager vedrørende sortlistning, navnlig Kadi-sagen[10], og til i denne forbindelse at tage fuldt hensyn til de berørte personers grundlæggende rettigheder, herunder retten til en retfærdig rettergang og klagemuligheder;

 

127.    kræver forbedring af ECRIS for at gøre det muligt at forhindre kriminelle i at begå nye forbrydelser i andre medlemsstater, navnlig forbrydelser mod børn;

128.    opfordrer navnlig Kommissionen til at indlede tidlige drøftelser og konsultationer med de berørte parter, herunder civilsamfundet, om alle aspekter vedrørende oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed til bekæmpelse af lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, således som fastsat i artikel 86 i TEUF;

129.  understreger behovet for, at der udvikles en udførlig europæisk sikkerhedsstrategi på grundlag af medlemsstaternes sikkerhedsplaner, et stærkere solidaritetsprincip og en objektiv evaluering af merværdien af EU-agenturer, netværk og informationsudvekslinger; agter sammen med de nationale parlamenter at følge nøje med i alle aktiviteter fra Rådets side vedrørende operationelt samarbejde om EU's indre sikkerhed;

130.  opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at udvikle sikkerhedsstrategier, der omfatter både interne og eksterne aspekter af international organiseret kriminalitet og terrorisme; insisterer på, at EU vedtager en mere integreret tilgang til den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og til retlige og indre anliggender;

131.  opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at evaluere og revidere nuværende internationale, europæiske og nationale love og politikker vedrørende narkotika og til at fremme politikker til begrænsning af skader, navnlig med henblik på de konferencer om disse spørgsmål, der afholdes i FN-regi;

132.    opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere et tværnationalt retshåndhævelsessamarbejde med inddragelse af agenturer som Frontex og Europol for at bidrage til sikkerheden og den gnidningsløse afvikling af store tværnationale offentlige arrangementer såsom sportsarrangementer (f.eks. De Olympiske Lege i 2012 og EURO 2012);

Operationelle organer og agenturer og tekniske redskaber

 

133.  tillægger en styrkelse af Eurojust og Europol stor betydning og er fast besluttet på sammen med de nationale parlamenter at tage fuld del i arbejdet med at definere, evaluere og kontrollere deres aktiviteter, navnlig med henblik på at udforske mulighederne for at gøre fremskridt med oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed;

134.  opfordrer til revision af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager[11] samt af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger[12] og af artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger[13].

 

135.    opfordrer til et tættere og mere dybtgående samarbejde mellem de nationale forvaltninger, EU-agenturerne og fælles operative team gennem specialiserede netværk (såsom Schengeninformationssystem II (SIS II), visuminformationssystemet (VIS), toldinformationssystemet, Eurodac og de retlige netværk) og til et særligt samarbejde mellem efterretningstjenester og politi på nationalt og europæisk plan i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet: mener, at der bør sikres et mere effektivt europæisk politisamarbejde mellem alle tredjelande og Den Europæiske Unions medlemsstater, ledsaget af behørige sikkerhedsforanstaltninger som garanti for en fyldestgørende beskyttelse af personoplysninger;

136.  beklager de manglende fremskridt i gennemførelsen af det opgraderede SIS II og det nye VIS og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alle forberedelser på deres respektive niveauer bliver styrket, så flere forsinkelser undgås;

137.  understreger behovet for, at der for de store europæiske IT-systemer som SIS II, VIS og Eurodac opbygges en effektiv, bæredygtig og sikker administration, der sikrer, at alle de bestemmelser om formål, adgangsrettigheder og sikkerheds- og databeskyttelsesforanstaltninger, der gælder for disse systemer, finder anvendelse uden indskrænkninger; understreger i denne forbindelse, at det er væsentligt for EU at have et altomfattende ensartet regelsæt til beskyttelse af persondata;

138.  minder om, at oprettelsen af agenturer som f.eks. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Eurojust, Europol, Frontex og asylstøttekontoret på visse områder har været meget nyttig, når det gælder etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; mener, at det på baggrund af, at Schengen er kernen i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, er grundlæggende og meget vigtigt, at der oprettes et europæisk agentur for forvaltning af væsentlige informationssystemer på dette område, nemlig SIS II, VIS og Eurodac, fordi dette er den mest pålidelige løsning;

Hastende anliggender

 

139.    opfordrer Kommissionen til straks at forelægge et forslag til konsolidering af de ca. 1.200 forskellige foranstaltninger, der er vedtaget i relation til OFSR siden 1993, for at skabe sammenhæng på dette politikområde under hensyntagen til EU's nye opgaver og roller og de nye retlige rammer, Lissabontraktaten giver, begyndende med de områder, som det i samråd med Europa-Parlamentet besluttes at prioritere højest; henleder Kommissionens opmærksomhed på, at Parlamentet vil tage dens forpligtelser på dette punkt op til vurdering i forbindelse med de kommende kommissærhøringer;

140.    mener, at hvis en lovgivningsprocedure er indledt i henhold til bestemmelserne i Nicetraktaten, hvorefter Parlamentet blot skal høres, således som det er tilfældet på flere områder, der henhører under OFSR, og Parlamentet har afgivet udtalelse, bør lovgivningsproceduren begynde forfra i henhold til Lissabontraktaten ved førstebehandlingen, således at Parlamentet får lejlighed til at udtale sig med kendskab til sine beføjelser;

 

141.  opfordrer Kommissionen til at forenkle de finansielle programmer, der er udarbejdet for at støtte etableringen af OFSR, og gøre dem mere tilgængelige; understreger i denne forbindelse behovet for finansiel solidaritet ved udarbejdelsen af nye finansielle overslag;

 

142.    forbeholder sig retten til at vende tilbage med specifikke forslag, når det bliver hørt om det lovgivningsmæssige handlingsprogram;

 

143.    kræver, at der senest i begyndelsen af 2012 foretages en midtvejsvurdering og evaluering Stockholm-programmet;

 

o

o o

 

144.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]  EFT C 267 af 14.10.1991, s. 33..
• [2]  EUT C 273 E af 14.11.2003, s. 99.
• [3]  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0352.
• [4]  Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0386.
• [5]  Jf. artikel 10 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser og EUF-traktatens artikel 276.
• [6]  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007, af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).
• [7]  Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1).
• [8]  Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1).
• [9]  EUT L 327 af 5.12.2008, s. 27.
• [10]  Sag C-402/05, Kadi mod Rådet og Kommissionen, Sml. 2008 I, s. 6351.
• [11]  EUT L 350 af 30.12.2008, s. 60.
• [12]  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
• [13]  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.