Forslag til beslutning - B7-0033/2010Forslag til beslutning
B7-0033/2010

FORSLAG TIL BESLUTNING om en EU-strategi for Donauregionen

18.1.2010

på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0240/2009
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

Eva Lichtenberger, Michael Cramer, Elisabeth Schroedter, Barbara Lochbihler, Daniel Cohn-Bendit, Rebecca Harms for Verts/ALE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0031/2010

Procedure : 2009/2812(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0033/2010
Indgivne tekster :
B7-0033/2010
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B7‑0033/2009

Europa-Parlamentets beslutning om en EU-strategi for Donauregionen

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse af 3. december 2009 til Kommissionen om EU-strategien for Donauregionen (O-0150/09 – B7-0240/2009),

–   der henviser til artikel 192 og artikel 265, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 18.-19. juni 2009, hvori Kommissionen opfordredes til inden udgangen af 2010 at udarbejde en EU-strategi for Donauregionen,

–   der henviser til Rådets program, der er udarbejdet af de spanske, belgiske og ungarske formandskaber,

–   der henviser til Parlamentets Donauforum og dettes arbejde,

–   der henviser til Regionsudvalgets udtalelse fra oktober 2009 om en EU-strategi for Donauområdet,

–   der henviser til erklæringen om vandbeskyttelse, Espookonventionen, Aarhuskonventionen og Bernerkonventionen om miljøbeskyttelse,

–   der henviser til Beogradkonventionen om sejlads på Donau,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at floden Donau forbinder ti europæiske lande - Tyskland, Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Serbien, Rumænien, Bulgarien, Moldova og Ukraine - hvoraf seks er EU-medlemsstater,

B.  der henviser til, at staterne langs Donau med mere end 200 mio. indbyggere repræsenterer et vigtigt socioøkonomisk potentiale inden for Europa;

C.  der henviser til, at Donauregionen er et vigtigt krydsfelt mellem programmerne under EU's samhørighedspolitik, foranstaltningerne til fordel for ansøgerlandene og mulige ansøgerlande samt programmerne til fordel for de lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik,

D.  der henviser til, at der skal udarbejdes en EU-strategi for Donauregionen inden for følgende samarbejdsområder: social udvikling og beskyttelse, bæredygtig økonomisk udvikling og turisme, landbrug og fiskeri, transport- og energiinfrastruktur, miljøbeskyttelse, kultur og uddannelse,

E.  der henviser til, at EU-strategien for Donauregionen kan bidrage væsentligt til at forbedre koordinationen mellem de regionale og lokale myndigheder og organisationer, der arbejder i Donauregionen, og vil fremme velstand, bæredygtig udvikling, jobskabelse og sikkerhed i området,

F.  der henviser til, at EU-strategien for Donauregionen, hvis den følger samme mønster som EU-strategien for Østersøregionen, har potentiale til at fremme regionalt og grænseoverskridende samarbejde med henblik på yderligere økonomisk vækst og til at finde fælles svar på fælles udfordringer,

G.  der henviser til, at Donauregionen er et betydningsfuldt historisk forbindelsesled, der forener det vestlige og det østlige EU;

H.  der henviser til, at der er en lang tradition for samarbejde i Donauregionen, idet Den Europæiske Donaukommission, der blev grundlagt den 30. marts 1856 og oprindeligt havde hovedsæde i Galaţi (Rumænien), var en af de første tværeuropæiske institutioner og i dag har sit hovedsæde i Budapest,

I.  der henviser til, at floden Donau næsten er blevet en indre vandvej i EU efter udvidelsen i 2007, og til, at Donauregionen ved at respektere flodens naturlige løb i høj grad kan bidrage til at afspejle de ændringer, der har fundet sted siden EU-udvidelsen,

J.  der henviser til, at Donauregionen som én stor makroregion vil bidrage til at overvinde de regionale forskelle med hensyn til økonomiske resultater og til at opretholde en integreret udvikling,

K.  der henviser til, at Donaudeltaet siden 1991 har været klassificeret som UNESCO-verdenskulturarv, og at Donauregionen omfatter adskillige særligt beskyttede områder og særlige bevaringsområder inden for Natura 2000-netværket, der henviser til, at Donau og Donaudeltaet har et unikt og skrøbeligt økosystem, som er hjemsted for sjældne plantearter, der er truet af forureningen,

1.  opfordrer Kommissionen til snarest muligt at påbegynde brede høringer i alle lande langs Donau og til at forelægge EU's strategi for Donauregionen senest ved udgangen af 2010;

2.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge et forslag til en EU-strategi for Donauregionen med henblik på at dække forskellige aspekter af regionalt samarbejde horisontalt, fremme synergier, skabe et tæt samarbejde med de forskellige aktører på lokalt og regionalt plan og undgå overlapning mellem forskellige regionale organers og organisationers arbejde;

3.  mener, at regionale og lokale organer, som er tæt på befolkningerne og lydhøre over for deres behov, såvel som selve civilsamfundet bør spille en væsentlig rolle i udformningen, gennemførelsen og den videre udvikling af EU-strategien;

4.  støtter Donauregionens økonomiske og sociale udvikling og fremme af en mere dybtgående regional integration i Donauregionen som en dynamisk del af et større europæisk økonomisk og politisk område;

5.  opfordrer til forbedring af Donaus nuværende økologiske status som forurenet flod og til foranstaltninger med henblik på at mindske forureningen og undgå yderligere udledning af olie og andre giftige og skadelige stoffer;

6.  bemærker, at ansvaret for forureningen af Donauregionen ligger hos medlemsstaterne såvel som de andre lande, Donau løber igennem; understreger, at beskyttelsen af miljøet i Donaubækkenet er et vigtigt aspekt, der har stor betydning for udviklingen af regionens landbrug og landdistrikter, og opfordrer derfor alle involverede parter til at implementere en fælles aftale om beskyttelse af Donau mod forurening som foreslået i den såkaldte Helsingforskonvention[1];

7.  understreger behovet for at beskytte og forbedre fiskebestandene i Donau; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende plan for bevarelse og genopbygning af de naturlige bestande af stører i Donau;

8.  understreger, at det er nødvendigt at sikre en koordineret indsats med henblik på en mere effektiv og bedre udnyttelse af de disponible EU-midler i staterne langs Donau, hvis vi skal nå strategiens mål;

9.  understreger, at Donaustrategien bør omfatte foranstaltninger, der skal gennemføres af EU, medlemsstaterne og alle lande langs Donau;

10.  understreger, at det er nødvendigt som led i kampen mod klimaændringer at træffe foranstaltninger, der kan sikre, at den naturlige overløbskapacitet i Donau-bækkenet bevares, og forhindre gentagne oversvømmelser;

11.  understreger behovet for at sikre en spredning af de vedvarende energikilder og opfordrer Kommissionen og alle stater langs floden til at intensivere samarbejdet på dette område;

12.  opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og alle lande langs Donau til at fremme og gennemføre fælles projekter vedrørende energibesparelser og vedvarende energikilder i lyset af regionens potentiale som bioenergikilde og til at tilskynde til brugen af biomasse, sol-, vind- og vandenergi;

13.  understreger, at der bør opstilles krav om reelle vurderinger af de strategiske og øvrige miljømæssige indvirkninger, herunder vurderinger af indvirkningerne på flodens samlede økosystem, i forbindelse med alle transport- og energirelaterede infrastrukturprojekter for at sikre, at de internationale standarder for miljøbeskyttelse er opfyldt, og krav om forudgående høring af de partnere, der måtte blive berørt af disse beslutninger;

14.  understreger, at direktiverne om Natura 2000, vilde fugle og habitater samt vandrammedirektivet bør respekteres i forbindelse med beslutningstagning om såvel som planlægning og udvikling af infrastrukturprojekter i Donauregionen;

15.  minder om den rolle, Donau spiller som en samlende faktor i regionen; foreslår at lette grænsepassagen i regionen;

16.  foreslår, en integration af EU's transportsystem og systemerne i EU's nabolande i Donauregionen; understreger vigtigheden af at muliggøre intermodalitetsprojekter, der kan sikre en bedre kombination af jernbanerne og de indre vandveje; opfordrer Kommissionen og alle andre involverede parter til altid at prioritere naturorienterede løsninger og anvendelser af Donau og til ikke at ændre flodens løb med dæmninger eller andre tekniske foranstaltninger af økonomiske, transportmæssige eller andre årsager;

17.  betragter det navigationssystem, som de indre vandveje udgør, som et vigtigt aspekt af transportudviklingen i regionen, men erkender samtidig, at sejladsen ad indre vandveje er faldende, hovedsagelig på grund af den kraftige økonomiske afmatning, og understreger betydningen af at støtte intermodale logistikkoncepter, der kombinerer jernbane og vandveje, fremme skibe, der er tilpasset flodsejlads og Donaus lave vandstand, og sikre bedre udstyr i flodhavnene;

18.  foreslår, at de transeuropæiske net opgraderes for at forbedre intermodaliteten i hele regionen og for at styrke forbindelserne til Sortehavet gennem en kombination af flodtransport og forbedrede jernbaneruter og -tjenester;

19.  mener, at bæredygtig turisme er et vigtigt instrument til fremme af den økonomiske vækst i regionen, idet der bl.a. kan henvises til økoturismens muligheder og det økonomiske potentiale, der er forbundet med den cykelsti, der løber langs næsten hele Donau, dvs. rute 6 i Eurovelo-nettet;

20.  påpeger den usædvanligt store indbyrdes økonomiske afhængighed mellem staterne i Donauregionen og understreger, hvor vigtigt det er at investere i intermodal kommunikationsteknologi og udvikle små og mellemstore virksomheder, hvis man ønsker at skabe en bæredygtig og effektiv vækst og stimulere den grønne økonomi i hele makroregionen Donau;

21.  støtter programmer, som har til formål at forbedre det multikulturelle miljø i Donauregionen ved at fremme tværnational mobilitet og kulturel dialog, skabe kunst og kommunikation og beskytte den kulturelle og historiske arv;

22.  støtter universiteternes udvekslingsprogrammer i regionen og foreslår, at universiteterne i regionen opretter netværk med henblik på at skabe ekspertisecentre, der kan konkurrere på internationalt plan;

23.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre de administrative ordninger med det formål at mindske de administrative byrder, som er forbundet med at udvikle og gennemføre EU's Donaustrategi;

24.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at finde frem til, hvilke projekter der skal prioriteres gennemført i Donauregionen;

25.  ordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med Europa-Parlamentet om fastsættelsen af prioriteringerne for udvikling af EU-strategien for Donauregionen, under hensyntagen til debatten om makroregionernes betydning i den fremtidige samhørighedspolitik, og om strategiens gennemførelse;

26.  foreslår, at der hvert andet år afholdes et EU-Donau-topmøde med inddragelse af lokale og regionale interessenter såvel som civilsamfundet, og at konklusionerne herfra forelægges Det Europæiske Råd og Parlamentet;

27.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de øvrige relevante institutioner.