Forslag til beslutning - B7-0154/2010Forslag til beslutning
B7-0154/2010

FORSLAG TIL BESLUTNING om gennemsigtighed i og status for ACTA-forhandlingerne

4.3.2010

på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7‑0154/2010
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5

Carl Schlyter, Eva Lichtenberger, Christian Engström, Jan Philipp Albrecht, Franziska Keller for Verts/ALE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0154/2010

Procedure : 2010/2572(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0154/2010
Indgivne tekster :
B7-0154/2010
Vedtagne tekster :

B7‑0154/2010

Europa-Parlamentets beslutning om gennemsigtighed i og status for ACTA-forhandlingerne

Europa-Parlamentet,

–    der henviser til EUF-traktatens artikel 218,

 

–    der henviser til sin beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen for den næste valgperiode (B7 0091/2010),

 

–    der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 med Parlamentets holdning ved førstebehandling om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (omarbejdning) (KOM(2008)0229 – C6-0184/2008 – 2008/0090(COD)),

 

–    der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 om betydningen af varemærkeforfalskning for den internationale handel (2008/2133(INI)),

 

–    der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse af 22. februar 2010 om EU's forhandlinger om handelsaftalen om bekæmpelse af forfalskning (ACTA),

 

    der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 8,

 

–    der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009,

 

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel),

 

–   der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

 

A.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i henhold til EUF-traktatens artikel 218, stk. 10, straks skal underrettes fuld ud om alle faser i proceduren for forhandlinger om internationale aftaler,

B. der henviser til, at Den Europæiske Union og andre OECD-lande i 2008 har indledt forhandlinger om en ny multilateral aftale, der har til formål at styrke håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) og bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering (handelsaftalen om bekæmpelse af forfalskning (ACTA)),

C.  der henviser til, at Parlamentet i sin betænkning af 11. marts 2009 opfordrede Kommissionen til omgående at gøre alle dokumenter, der omhandler de igangværende internationale forhandlinger om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA), offentligt tilgængelige,

D.  der henviser til, at Kommissionen den 27. januar 2010 har afgivet løfte om et tættere partnerskab med Parlamentet, i overensstemmelse med Parlamentets beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, hvori der krævedes øjeblikkelig udlevering af fuldstændige oplysninger til Parlamentet på alle trin i forhandlinger om internationale aftaler (....), især om handelsspørgsmål og andre forhandlinger, der er omfattet af godkendelsesproceduren, på en sådan måde, at EUF-traktatens artikel 218 får størst mulig virkning,

E.   der henviser til, at Kommissionen som traktatens vogter, er forpligtet til at opretholde den gældende fællesskabsret, når der forhandles om internationale aftaler, der berører lovgivningen i EU,

F.   der henviser til, at ACTA-forhandlingerne ifølge lækkede dokumenter blandt andet kom ind på endnu ikke vedtaget EU-lovgivning vedrørende håndhævelse af IPR (COD/2005/0127), strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPRED-II)) og den såkaldte "telekompakke", og den eksisterende EU-lovgivning om e-handel og databeskyttelse,

G.  der henviser til, at EU's igangværende bestræbelser på at harmonisere IPR‑håndhævelsesforanstaltninger ikke bør omgås ved handelsforhandlinger, der falder uden for EU's normale beslutningsprocesser,

H.  der henviser til, at det også er afgørende at sikre, at IPR-håndhævelsesforanstaltningerne gennemføres på en måde, som ikke står i vejen for innovation og konkurrence, underminerer IPR-begrænsningerne og beskyttelsen af personoplysninger, begrænser den fri udveksling af information eller belaster den lovlige samhandel urimeligt, og at Parlamentet bør få en mere central placering i bekæmpelsen af forfalskninger,

I.    der henviser til, at enhver aftale, som Den Europæiske Union indgår om ACTA, skal overholde de juridiske forpligtelser, der påhviler EU med hensyn til privatlivets fred, ytringsfrihed og databeskyttelse, som bl.a. er fastlagt i direktiv 95/46/EF, direktiv 2002/58/EF og retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen,

 

K.  der henviser til, at EU's optræden på den internationale scene i henhold til EU-traktatens artikel 21 bygger på principperne om menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed,

 

1.   udtrykker sin største bekymring over den manglende gennemsigtighed i ACTA-forhandlingerne, hvilket er i modstrid med EUF-traktatens ånd og bogstav;

 

2.   er af den opfattelse, at der ikke findes legitime argumenter for den manglende offentliggørelse med hensyn til internationale forhandlinger om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder eller lignende spørgsmål, som i deres grundsubstans er et lovgivningsspørgsmål, og som har indvirkning på de grundlæggende rettigheder; fastholder, at EU's eller andre parters forhandlingsposition ikke begrænses, hvis oplysninger om forhandlingerne stilles til rådighed for Europa-Parlamentet og offentligheden;

 

3.   beklager parternes valg om ikke at forhandle gennem veletablerede internationale organer, som WIPO og WTO, som har etablerede rammer for offentlig information og høringer;

 

4.   anmoder Kommissionen om at give Parlamentet adgang til alle primære tekster om ACTA, især ACTA-forhandlingsmandatet fra Rådet, protokollen fra ACTA-forhandlingsmøderne, forslag til kapitler i ACTA, og bemærkningerne fra ACTA‑deltagerne om forslag til kapitler;

 

5.   erkender, at der ikke blot er en klar juridisk forpligtelse til at underrette Parlamentet, men at ACTA-dokumenterne også bør stå til rådighed for offentligheden i EU og i de øvrige lande, som deltager i forhandlingerne; forstår den brede offentlige kritik af fortroligheden omkring ACTA-forhandlingerne som et klart signal om den valgte forhandlingsprocedures manglende politiske holdbarhed;

 

6.   opfordrer Kommissionen til proaktivt at gå sammen med ACTA-forhandlingsparterne med henblik på at annullere enhver tidligere formel eller uformel intern aftale om den fortrolige karakter af forhandlingsforløbet og til rettidigt at informere Parlamentet om sine initiativer i denne henseende; forventer, at Kommissionen fremsætter forslag allerede før den næste forhandlingsrunde i New Zealand i april 2010, og kræver, at spørgsmålet om gennemsigtighed sættes på dagsordenen for dette møde;

 

7.   minder Kommissionen om, at hvis den ikke i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 218 straks underretter Parlamentet fuldt ud om forhandlingerne før den næste forhandlingsrunde i april, vil Parlamentet ikke have noget andet valg end at anlægge traktatovertrædelsessag ved EU-Domstolen i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 263;

 

8.   opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af konsekvenserne af gennemførelsen af ACTA for grundlæggende rettigheder og databeskyttelse, de igangværende EU‑bestræbelser på at harmonisere IPR-håndhævelsesforanstaltninger, e-handel og ACTA's eventuelle konsekvenser for de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet i tredjelande – især udviklingslande – forud for en EU-godkendelse af en konsolideret ACTA-traktattekst, og til rettidigt at rådføre sig med Parlamentet om resultaterne af denne analyse;

 

9.   glæder sig over Kommissionens bekræftelse af, at enhver ACTA-aftale vil være begrænset til håndhævelse af eksisterende IPR'er, med forbehold for udviklingen af den materielle IP-lovgivning i Den Europæiske Union; betragter den fulde overholdelse af denne bekræftelse som en forudsætning for en eventuel godkendelse af ACTA-aftalen;

 

10. opfordrer Kommissionen til at sikre, at håndhævelsen af ACTA-bestemmelser – især dem om håndhævelsesprocedurer for copyright i det digitale miljø – er i fuld overensstemmelse med ånd og bogstav i gældende fællesskabsret, og ikke indebærer "selvregulerende" foranstaltninger for private virksomheder uden for rammerne af den demokratiske beslutningsproces; mener ikke, at internetudbydere bør være ansvarlige for data, de fremsender eller lagre via deres tjenester, i et omfang, der ville indebære forudgående overvågning eller filtrering af sådanne data;

 

11. understreger, at privatlivets fred og databeskyttelse er centrale værdier i Den Europæiske Union, som er anerkendt i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK) og artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og som skal respekteres i alle de politikker og regler, der vedtages af EU i henhold til EUF-traktatens artikel 16;

 

12. påpeger, at enhver foranstaltning, der sigter mod at styrke beføjelserne til grænseoverskridende kontrol og beslaglæggelse af varer, ikke må skade den globale adgang til lovlige, økonomisk overkommelige og sikre lægemidler;

 

13. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og regeringerne og parlamenterne i de stater, der er parter i ACTA-forhandlingerne.