FORSLAG TIL BESLUTNING om EU-2020 – opfølgning på Det Europæiske Råds uformelle møde den 11. februar 2010
4.3.2010
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,
Ilda Figueiredo, Patrick Le Hyaric, Kyriacos Triantaphyllides, Nikolaos Chountis for GUE/NGL-Gruppen
B7‑0165/2010
Europa-Parlamentets beslutning om EU-2020 – opfølgning på Det Europæiske Råds uformelle møde den 11. februar 2010
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 24. november 2009 om høring om fremtidens "EU 2020"-strategi (KOM(2009)0647),
- der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 2. februar 2010 om evaluering af Lissabonstrategien (SEK(2010)0114),
- der henviser til erklæring af 11. februar 2010 fra Den Europæiske Unions stats- og regeringschefer om Grækenland,
– der henviser til forespørgsel af 23. februar 2010 til Kommissionen om landbruget og den fremtidige "EU 2020"-strategi (O-0023/2010 – B7-0000/2010),
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,
I. Om evalueringen af Lissabonstrategien (2000 - 2010) og høringen om fremtidens "EU 2020"-strategi
1. tager Kommissionens dokument om evalueringen af Lissabonstrategien (2000 - 2010) til efterretning, men beklager fraværet af en dybdegående offentlig debat om emnet, og at Rådet ikke omhandler evalueringen af Lissabonstrategien i sine konklusioner;
2. mener dog, at en bred offentlig høring og grundig evaluering af Lissabonstrategiens resultater er en forudsætning for at kunne drage de konklusioner, der er nødvendige for at udvikle en ny EU 2020-strategi, der på rimelig vis afspejler negative såvel som positive resultater af de tiltag, der er gennemført i det forgangne årti, og gør det muligt at udarbejde nye løsninger for det kommende årti;
3. beklager, at den offentlige høring om Kommissionens dokument om fremtidens EU 2020-strategi allerede sluttede den 15. januar 2010, hvilket medførte klager fra aktører i civilsamfundet over, at de ikke fik tilstrækkelig tid til reelt at kunne forholde sig til de komplicerede spørgsmål, der var til behandling;
4. påpeger, at ngo'er inden for det sociale og miljømæssige område og fagforeninger har anført, at deres synspunkter og bidrag til den offentlige høring ikke var tilstrækkeligt repræsenteret i Kommissionen første oversigt over høringssvarene;
5. påpeger, at Det Europæiske Råds uformelle møde den 11. februar 2010 oprindeligt blev indkaldt med henblik på en bred drøftelse om en "vision" for EU frem til 2020, herunder økonomisk strategi og klimaændringer, men i sidste instans blot strejfede spørgsmålet om en opfølgning af den globale klimakonference i København i december 2009, som burde være af afgørende betydning for EU's udvikling, og i stedet hovedsageligt fokuserede på underskudsproceduren i forhold til Grækenland;
6. mener, at en anden, bredere og mere vidtfavnende høring er nødvendig vedrørende Kommissionens nye forslag om en EU 2020-strategi, der blev fremlagt i marts 2010, således at civilsamfundet i højere grad inddrages i udformningen af den nye agenda;
II. Om EU's exitstrategi og følgerne heraf - ikke kun for Grækenland
7. advarer mod at misbruge exitstrategier til igen at sætte strukturel deregulering af arbejdsmarkederne og velfærden på dagsordenen; påpeger, at politikkerne til nedskæring af velfærd, lønninger, arbejdsløshedsunderstøttelse, pensioner, offentlige tjenester og jobbeskyttelse såvel som politikkerne til forhøjelse af pensionsalderen, arbejdstagernes socialsikringsbidrag og momsen undergraver de offentlige investeringer og den indenlandske efterspørgsel og dermed forlænger den økonomiske afmatning; finder det stærkt kritisabelt, at disse neo-liberale politikker nu igen anvendes i mange EU-medlemsstater inden for rammerne af EU's exitstrategi og påtvinges Ungarn, Letland og Rumænien som en del af fælles EU-IMF-redningspakker med katastrofale økonomiske og sociale konsekvenser;
8. er bekymret over, at den globale økonomiske krise, der fortsat kan skade EU's økonomier, og bemærker, at nogle medlemsstater, som Grækenland, er særligt ramt og lider under en stor gældsbyrde, høj arbejdsløshed og forringelse af levestandarden;
9. kritiserer, at EU fastholder underskudskriteriet og kravet om foranstaltninger indført med Maastricht-traktaten og bekræftet af Lissabon-traktaten, der risikerer at trække den græske økonomi ned i en dyb recession og kan få meget negative konsekvenser ikke kun for den græske befolkning, men også for de øvrige europæiske økonomier; understreger, at det er uansvarligt at kræve Grækenlands offentlige underskud reduceret så hurtigt, og at dette blot vil forværre krisen;
10. påpeger, at det forhold, at Det Europæiske Råds seneste beslutning (11. februar 2010) er baseret på artikel 126, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, indebærer, at der er tale om sidste skridt før en beslutning om sanktioner mod Grækenland, hvilket er en hidtil uset foranstaltning; påpeger, at kravet om, at Kommissionen, ECB og IMF skal føre tilsyn med den græske økonomi, og den restriktive økonomiske politik, ECOFIN-rådet har foreskrevet, fører den græske økonomi ind i en dyb recession;
11. understreger, at selv om den græske gældsætning er højt (12,7 % for 2009), er dette også tilfældet for andre lande, såsom Det Forenede Kongerige (12 %), Irland (14,7 %) og Spanien (10 %); understreger, at næsten alle lande i euroområdet har overskredet de kriterier, der er opstillet i stabilitets-og vækstpagten, hvilket logisk set må betyde, at stabilitets-og vækstpagten ikke har fungeret efter hensigten; påpeger, at den enorme finansiering til redning af bankerne, økonomiske genopretningsprogrammer og faldende skatteindtægter efterlader dybe huller i budgetterne overalt;
12. fordømmer integrationen af IMF i den økonomiske virkelighed i euroområdet og erklærer, at denne handling fører til en strengere gennemførelse af stabilitets-og vækstpagten og skaber en negativ institutionel præcedens;
13. er bekymret over investeringsbankers (Goldman Sachs, JP Morgan osv.), hedgefondes og kreditvurderingsbureauers spekulative angreb på græske statsobligationer; opfordrer til en fælles og koordineret indsats i hele EU og alle medlemsstater mod disse angreb; understreger i denne sammenhæng at det er nødvendigt at sikre en stram kontrol med hedgefonde og privat egenkapital inden for EU og forbyde den såkaldte over-the-counter-handel;
14. er stærkt bekymret over den hidtil usete kampagne mod Grækenland og det græske folk, hvor landets vanskelige situation bliver brugt til at puste nyt liv i gamle fordomme; er også bekymret over, at Grækenland kritiseres i medierne og i politisk sammenhæng, fordi landet sammen med Portugal, Italien, Irland og Spanien, udgør en del af "PIIGS"; understreger, at denne kampagne er i strid med de grundlæggende principper om europæisk solidaritet;
15. tager afstand fra det forhold, at Grækenlands vanskeligheder udnyttes af de finansielle markeder, Kommissionen og neoliberale EU-regeringer, der ønsker at presse velfærdsnedskæringer igennem; mener, at det generelle mål for disse angreb er markant at svække den græske arbejderbevægelse, lette lønnedskæringer og forhøje pensionsalderen;
16. understreger behovet for at løse de enorme ubalancer i EU på makroniveau; understreger, at visse EU-lande såsom Tyskland, der har store overskud, bør fremme deres indenlandske efterspørgsel, mens virksomhederne i disse lande bør opgive deres aggressive eksport strategier; gentager, at der på G -20 topmøde i Pittsburgh allerede blev vedtaget en forpligtelse for overskudslande til at nedbringe ubalancerne ved at styrke deres indenlandske efterspørgsel;
III. Om den økonomiske og sociale situation i EU og kravene til en ny EU-strategi frem til 2020
17. understreger, at den nuværende økonomiske og sociale krise også er resultatet af EU's nyliberale politik - forankret i Lissabontraktaten og i den gamle Lissabonstrategi - med fremme af deregulerede finansielle markeder, liberaliserede markeder for varer og tjenesteydelser og stigende "finansialisering" af erhvervslivet, mindskede offentlige investeringer, øget udnyttelse gennem massiv lønudhuling og deregulering af arbejdsmarkedsrelationerne samt krav om liberalisering og privatisering af offentlige tjenester;
18. påpeger, at sådanne politikker har fremmet de store økonomiske og finansielle koncerners akkumulering af enorme fortjenester og dannelsen af store oligopoler under højkonjunkturfaserne, og at deres overskud ikke blev geninvesteret i "realøkonomien", men førte til yderligere spekulationer på de liberaliserede finansielle markeder, indtil spekulationsboblerne brast; mener derfor, at kernen i den nuværende økonomiske krise er en grundlæggende uretfærdig fordelingspolitik;
19. mener, at det fokus på "konkurrenceevne" og "omkosningsnedskæringer", der ligger til grund for Lissabon-strategien, også forværrede de alvorlige økonomiske ubalancer i euroområdet (lande med store eksportoverskud mod lande med store betalingsbalanceunderskud) og i EU mere generelt ved at underminere EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed;
20. påpeger, at Kommissionens optimistiske forventninger om et selvbærende opsving i fjerde kvartal af 2009 og yderligere momentum i 2010 hidtil ikke er blevet indfriet; understreger derfor, at yderligere finanspolitiske incitamenter er nødvendige for at imødegå den nuværende tendens til stagnation eller endog deflation inden for EU, eftersom den private sektor (husholdninger og virksomheder) stadig er dybt forgældet og ikke er i stand til at føre an i investeringerne; finder det også nødvendigt at fastsætte budgetstøtteforanstaltninger til fordel for lande i en mere alvorlig situation, især i form af tildeling af EU-midler uden krav om tilsvarende nationale midler;
21. kritiserer på det kraftigste det forhold, at der ikke findes nogen egentlig europæisk koordinering af de forskellige nationale genopretningsplaner, men at man i stedet anvender en "beggar thy neighbour-politik" med konkurrerende nationale ordninger; opfordrer Kommissionen og Rådet til at udarbejde et supplerende europæisk investeringsprogram for en bæredygtig udvikling, beskæftigelse og social integration på mindst 1 % af EU’s BNP som en akut foranstaltning, ved at benytte EU-instrumenter (EIB, EBRD, EU's budget, osv.), som bør suppleres af tilsvarende offentlige investeringsprogrammer i medlemsstaterne for at stabilisere økonomien, imødegå klimaændringerne og fremme fuld beskæftigelse med job af høj kvalitet og sociale rettigheder;
22. mener, at der er behov for en ny strategi, som fremmer en økonomisk, socialt og miljømæssig forsvarlig og bæredygtig udvikling på EU-plan og bidrager til håndteringen af globale problemer: en integreret EU-strategi for social retfærdighed, bæredygtighed og solidaritet baseret på gensidigt understøttende økonomiske, sociale og miljømæssige søjler, som skal styres af en demokratisk og participatorisk proces for socio-økonomisk styring;
23. påpeger, at kernen i den nye strategi bør være et alternativt program, der sikrer omlægning og styrkelse af de økonomiske genopretningsprogrammer i medlemsstaterne og koordinering af disse i forhold til et systemisk europæisk genopretningsinitativ til fordel for retfærdighed, fuld beskæftigelse med "godt arbejde", grønnere økonomi, social velfærd, udryddelse af fattigdom og social udstødelse og større social og territorial samhørighed i EU – et program, som også inddrager hensynet til ligestilling i alle dets bestanddele;
24. fremhæver, at den nye integrerede strategi ikke kun vil kræve en intern dimension (EU og medlemsstaterne), men også at den eksterne dimension (udenrigspolitik, handel, naboskabspolitik) rettes mod de samme mål som den interne dimension – hvor den neoliberale dagsorden til fordel for et "globalt Europa" opgives;
25. understreger behovet for at fastsætte ambitiøse mål, benchmarks og indikatorer for de forskellige dele af den nye strategi: der bliver brug for indikatorer, der rækker ud over BNP, herunder flere indikatorer for trivsel, udryddelse af fattigdom og social udstødelse, ligestilling, retfærdighed og lighed for alle (også mellem regionerne, og forsøg på at overvinde ulighed baseret på indkomst og formue) samt forbrug af energi, brug af naturressourcer og belastning af økosystemer; påpeger, at det vil være nødvendigt at bruge den lovgivningsmæssige kapacitet i EU i denne henseende og sikre en ny udformning af og et nyt fokus for EU's instrumenter (f.eks finansiel regulering, strukturfondene osv.) i stedet for udelukkende at anvende frivillige procedurer, såsom den åbne koordinationsmetode;
26. understreger, at denne nye strategi for EU kræver en makroøkonomisk ramme, der understøtter en bæredygtig udvikling, styrket miljøvenlig intern efterspørgsel baseret på progressive lønninger, fuld beskæftigelse med rettigheder og social og økonomisk samhørighed; kræver i denne forbindelse en vækst - og beskæftigelsesfremmende penge- og finanspolitik, der fører til en kombineret, fleksibel og koordineret ekspansiv finanspolitik for EU og dets medlemsstater, der er baseret på:
i) en lempelse af ECB's pengepolitik og en institutionel reform heraf, der bygger på demokratisk ansvarlighed, politisk kontrol og økonomiske og sociale hensyn, omsættes i konkrete vækst- og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og indføres sideløbende med en ændring i den overordnede målsætning om prisstabilitet
ii) annullering af stabilitets- og vækstpagten parallelt med udarbejdelsen af en beskæftigelses- og vækstpagt, der fremmer offentlige investeringer, øger den interne efterspørgsel, støtter mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder og fastlægger specifikke økonomiske, sociale og miljømæssige kriterier, der er tilpasset hver enkelt medlemsstats særlige behov, og som særligt sigter mod at nedbringe arbejdsløsheden;
iii) tablering af en monetær kompensationsfond i euroområdet, der kan anvendes i tilfælde af asymmetriske økonomiske kriser;
27. opfordrer til fastlæggelse af en ny socialpolitisk dagsorden, hvis mål bør være følgende:
i) udvikling af et rummeligt og sammenhængende samfund, hvilket forudsætter foranstaltninger til fordel for stabil beskæftigelse og respekt for arbejdstagernes rettigheder
ii) fremme af et samfund baseret på ligestilling mellem kønnene og bekæmpelse af alle former for diskrimination
iii) fordelingen af den skabte velstand for at styrke trivsel for alle, hvilket forudsætter offentlige universelle velfærdssystemer og garanteret universel adgang til offentlige serviceydelser af høj kvalitet inden for bl.a. sundheds-, uddannelses- og boligsektorerne
iv) en socialpolitik, der tager hensyn til alle grupper
v) repræsentativt demokrati som et element i de forskellige sociale og beskæftigelsesmæssige politikker;
28. opfordrer til fastlæggelse af en ny miljøpolitisk dagsorden, hvis mål bør være følgende:
i) ophævelse af koblingen mellem økonomisk vækst og vækst i forbruget af energi, naturressourcer og råmaterialer og nedbringelse af sidstnævnte
ii) støtte til medlemsstaternes lovgivningsmæssige rammer og overvågningssystemer, der forhindrer eksterne økonomiske og miljømæssige virkninger, navnlig forurening og udledning af drivhusgasser
iii) støtte til investeringer, der fremmer reduktion af affald, genbrug og genanvendelse af materialer, samt begrænsning og behandling af farligt industriaffald og giftigt affald
iv) fremme af renere og sikrere transportsystemer, med investering i offentlig transport af høj kvalitet
v) investeringer i miljøvenlige teknologier, øko-innovation og øko-effektivitet;
29. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.