Forslag til beslutning - B7-0363/2010Forslag til beslutning
B7-0363/2010

FORSLAG TIL BESLUTNING om handel med torturredskaber

14.6.2010

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B7-0304/2010 og B7-0303/2010
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

Laima Liucija Andrikienė for PPE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0360/2010

Procedure : 2010/2685(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0363/2010
Indgivne tekster :
B7-0363/2010
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B7‑0363/2010

Europa-Parlamentets beslutning om handel med torturredskaber

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til det absolutte forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som er et forbud, der gælder i alle tilfælde og, som en bindende folkeretlig regel, for alle stater,

 

–   der henviser til, at dette forbud er nedfældet i en række internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter og ‑dokumenter, herunder verdenserklæringen om menneskerettigheder[1], den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR)[2], De Forenede Nationers konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (torturkonventionen), den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder[3] og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder[4],

–   der henviser til sin beslutning af 3. oktober 2001, hvori det indtrængende opfordrer Kommissionen til at handle hurtigt for at få etableret en hensigtsmæssig EU-mekanisme, hvorved der nedlægges forbud mod fremme af, handel med og eksport af politi- og sikkerhedsudstyr, hvis anvendelse i sig selv er grusom, umenneskelig eller nedværdigende[5],

–   under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf[6], som trådte i kraft den 30. juli 2006,

–   der henviser til retningslinjerne for en EU-politik over for tredjelande med hensyn til tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der vedtoges i 2001 og ajourførtes i 2008[7],

–   der henviser til 2008-rapporten 2008 fra Rådets Generalsekretariat om gennemførelsen af retningslinjerne om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf[8],

–   der henviser til handling i andre lande efter udarbejdelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, især ændringer i USA's eksportkontrollovgivning foreslået af US Bureau of Industry and Security i august 2009, som afspejler og i nogle tilfælde går ud over nogle af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005[9],

–   der henviser til aftalememorandum mellem Europarådet og Den Europæiske Union, som opfordrer Komitéen til Forebyggelse af Tortur under Europarådet (CPT) til at styrke sit samarbejde med relevante EU-institutioner, og den 17. almindelige beretning om Komitéen til Forebyggelse af Torturs virksomhed, i hvilken Europarådet opfordres til at overveje den rolle, som CPT kunne spille for så vidt angår gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005,

–   der henviser til rapporter fra Amnesty International og Omega Research Foundation i 2007 og 2010, der fremhæver bestemte svagheder i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 og udtrykker bekymring over den utilstrækkelige gennemførelse af forordningen i visse EU-medlemsstater[10],

A. der henviser til, at torturkonventionen pålægger staterne særlige forpligtelser til at forebygge tortur og anden mishandling, at undersøge dens forekomst, at retsforfølge gerningsmændene samt give erstatning til ofrene[11],

B. der henviser til, at kun syv medlemsstater har offentliggjort årlige aktivitetsrapporter som krævet i forordningens artikel 13, stk. 3[12],

C. der påpeger, at der på trods af de nævnte forpligtelser stadig praktiseres tortur og anden mishandling i hele verden, og at en bred vifte af politi- og sikkerhedsudstyr er blevet anvendt til dette formål,

D. der henviser til, at FN's særlige rapportør om tortur har fastslået, at kontrollen med handelen med sådant udstyr indgår i enhver stats forpligtelser i henhold til FN's torturkonvention[13],

E. der henviser til, at EU ifølge retningslinjerne for en EU-politik over for tredjelande med hensyn til tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf vil opfordre tredjelande til at forebygge brug, produktion og handel med udstyr, der er konstrueret til at blive anvendt til tortur og andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og forebygge misbrug af andet udstyr til dette formål[14],

F. der henviser til, at det i 2008-rapporten fra Rådets Generalsekretariat om EU-tiltag til fremme af forpligtelserne til bekæmpelse af tortur og anden mishandling i tredjelande hedder, at "vedtagelsen af forordningen om handel med torturredskaber er det første eksempel på en EU-forordning, som er vedtaget i overensstemmelse med retningslinjerne for menneskerettigheder. FN's særlige rapportør har hilst dette skridt velkommen og givet udtryk for, at det kan tjene som model for globale bestemmelser om dette emne. Dette indebærer, at EU skal vurdere gennemførelsen af forordningen",

G. der henviser til rapporter fra Amnesty International, Omega Research Foundation og Inter-Press Service, ifølge hvilke EU-baserede virksomheder i visse medlemsstater har importeret kropsbårne, stødgivende fastholdelsesanordninger, som i alt væsentlig har samme virkning som de stødgivende elektriske bælter, der er omfattet af importforbuddet i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005,

H. der henviser til, at visse EU-medlemsstater siden ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 har givet tilladelse til eksport af produkter såsom benfastholdelsesanordninger, kemiske irritationsmidler og stødgivende elektriske anordninger, der er omfattet af forordningens kontrolbestemmelser, til lande med en ringe status på menneskerettighedsområdet,

I. der henviser til, at kun tolv medlemsstater pr. 29. august 2006 havde indført straffelovgivning som krævet i artikel 17 i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005,

J. der henviser til, at kun syv medlemsstater har udarbejdet en eller flere årlige aktivitetsrapporter med oplysninger om deres afgørelser om eksporttilladelser som krævet i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, og at nogle af de rapporter, der er offentliggjort, ikke har været tilstrækkeligt detaljerede til at kunne give et meningsfuldt overblik over disse afgørelser,

K. der henviser til, at listen over genstande og udstyr, som det er forbudt at handle med i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, ikke omfatter visse former for politi- og sikkerhedsudstyr, som i øjeblikket handles internationalt, og som ikke har nogen anden praktisk anvendelse end tortur og anden mishandling, herunder pigstave, visse væg- eller gulvfastholdelsesanordninger, visse benfastholdelsesanordninger, fingermanchetter, tommelmanchetter, tommelskruer, og andre kropsbårne stødgivende anordninger end stødgivende bælter,

L. der henviser til, at listen over genstande og udstyr, som er omfattet af handelskontrollen i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, ikke omfatter visse former for politi- og sikkerhedsudstyr, som i øjeblikket handles internationalt, og som kan anvendes i legitimt retshåndhævelses- eller straffeøjemed, når det sker under overholdelse af internationale menneskerettighedsforpligtelser og bedste praksis-standarder for retshåndhævelse, men som i vid udstrækning misbruges til tortur og anden mishandling, herunder håndjern, stave og andre håndholdte slagvåben, stærkt stødgivende elektriske våben med en driftsspænding på under 10 000 V samt specialdesignede komponenter og tilbehør til kontrolleret og forbudt udstyr,

M. der henviser til, at det næste møde i Udvalget om Fælles Regler for Vareeksport er berammet til den 29. juni 2010,

1.  opfordrer alle medlemsstaterne til omgående at underrette Kommissionen om de relevante sanktioner, de har indført for overtrædelse af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, sådan som de er forpligtet til i henhold til artikel 17 i forordningen;

2.  opfordrer Kommissionen og Udvalget om Fælles Regler for Vareeksport til at yde medlemsstaterne vejledning og bistand til at styrke sådanne sanktioner, i de tilfælde hvor de er utilstrækkelige eller ikke er blevet indført;

3.  erindrer om, at alle medlemsstater i henhold til artikel 13, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 er forpligtet til rettidigt at udarbejde offentlige årlige aktivitetsrapporter, og opfordrer Kommissionen til at skrive til de medlemsstater, der ikke har givet Kommissionen disse rapporter, at de skal overholde deres forpligtelser;

4.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at deres årlige aktivitetsrapporter indeholder tilstrækkelige oplysninger til meningsfuld offentlig kontrol og således som et minimum indeholder følgende: antallet af modtagne ansøgninger, hvilke genstande og bestemmelseslande, hver ansøgning omhandler, de afgørelser, der er truffet vedrørende hver af disse ansøgninger, samt i påkommende tilfælde rapporter om "ingen aktivitet";

5.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle en skabelon for medlemsstaternes årlige aktivitetsrapporter med henblik på at gøre det lettere for alle medlemsstaterne at udarbejde disse rapporter og for at sikre, at de er ensartede;

6.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at iværksætte en formel revision, med bistand fra Det Rådgivende Udvalg for den Fælles Udførselsordning (som hjemlet i forordningens artikel 15 og 16), af medlemsstaternes anvendelse af forordningen og den hermed forbundne forvaltning af eksportgodkendelser, herunder en gennemgang af alle medlemsstaternes årlige aktivitetsrapporter; og til at offentliggøre denne revision sammen med de årlige aktivitetsrapporter, der er indsendt af de enkelte medlemsstater, siden forordningen trådte i kraft;

7.  opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at de procedurer, der er fremhævet i artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, med henblik på at udveksle oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen om afgørelser vedrørende eksporttilladelser og om gennemførelsesforanstaltninger, enten gennem den mekanisme til meddelelse af afslag, som allerede er etableret for COARM's afslag til militær eksport, eller gennem andre effektive procedurer, gennemføres korrekt;

8.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at underrette Parlamentet om de foranstaltninger, der til dato er truffet for at lette medlemsstaternes opfyldelse af artikel 13;

9.  anmoder Kommissionen om at offentliggøre og forelægge Parlamentet de oplysninger, den har modtaget fra de enkelte medlemsstater hvert år, siden forordningen trådte i kraft, herunder specifikt meddelelser om afslag på ansøgninger om tilladelse i henhold til forordningens artikel 11; detaljer om de relevante sanktioner, som hver medlemsstat har indført for overtrædelser af forordningen; og det fulde indhold af medlemsstaternes årlige aktivitetsrapporter;

10.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at Udvalget om Fælles Regler for Vareeksport mødes regelmæssigt, udarbejder en klar tidsplan for en formel revision af forordningen og fastlægger en procedure for rettidige undersøgelser af eventuelle overtrædelser af forordningen;

11.  opfordrer medlemsstaterne til, med henblik på at bidrage til forebyggelsen af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, at overvåge den tekniske assistance til tredjelande for at undgå, at den misbruges til fremstilling af genstande til brug ved henrettelser eller tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;

12.  fordømmer på det kraftigste ethvert forsøg fra medlemsstaterne eller selskaber inden for EU på at importere stødgivende elektriske bælter, som det er forbudt at importere i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, eller andre kropsbårne, stødgivende fastholdelsesanordninger, som i alt væsentlig har samme virkning, og opfordrer Kommissionen til at gennemføre en hurtig undersøgelse for at fastslå, om og i givet fald hvornår stødgivende elektriske bælter eller dele dertil, andre kropsbårne, stødgivende fastholdelsesanordninger, teknisk bistand eller uddannelse er blevet overført til nogen medlemsstat før eller efter indførelsen af forordningen; og til at afgøre, om disse anordninger har været anvendt af en retshåndhævelses- eller fængselsmyndighed i disse lande, og at forelægge resultaterne heraf for Parlamentet;

13.  opfordrer Kommissionen til at revidere og opdatere listen over forbudte varer i bilag II til Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, så den også omfatter pigstave, væg- eller gulvfastholdelsesanordninger, fodlænker og lignende, tommelmanchetter, fingermanchetter, tommelskruer, stødgivende manchetter og andre kropsbårne stødgivende anordninger;

14.  opfordrer Kommissionen til at revidere og opdatere listen over forbudte varer i bilag III til Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, så den også omfatter håndjern, stave og andre håndholdte slagvåben og bærbare stødgivende anordninger med en spænding på under 10 000 V;

15.  opfordrer endvidere Kommissionen til at opstille en specifik procedure for regelmæssig revision af listerne over varer i bilag II og III, som foreskrevet i betragtning 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005;

16.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge et forslag til, at der i forordningen hurtigst muligt indføjes en klausul om tortur som særligt anvendelsesformål, hvormed medlemsstaterne på baggrund af forudgående oplysninger har ret til at give tilladelse og dermed til at forbyde eksport af genstande, som det med føje kan frygtes vil blive anvendt af slutbrugerne til henrettelse, tortur eller anden mishandling;

17.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge et forslag om, at der i forordningen hurtigst muligt indføjes et forbud mod, at nogen EU-baseret fysisk eller juridisk person optræder som mellemmand i transaktioner hvor som helst, hvor der sker internationale overførsler med henblik på finansiering af handel med torturinstrumenter, herunder salg og eksport, af genstande, der ikke har andet praktisk formål end henrettelse, tortur eller anden mishandling, og som er opført i bilag II til forordningen; og kræver af medlemsstaterne, at de indfører effektive mekanismer til kontrol med formidling af transaktioner, der omfatter overførsel af en eller flere af de varer, der er opført i bilag III i forordningen;

18.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om så hurtigt som muligt at indføre et krav i forordningen om, at importører skal indhente en importtilladelse for indførelse i EU af genstande, som er opført i bilag III til forordningen, og at medlemsstaterne skal nægte at udstede sådanne importtilladelser, når der er rimelig grund til at tro, at dette udstyr kan anvendes til tortur eller anden mishandling enten inden for EU eller efter videresalg til lande uden for EU;

19.  opfordrer indtrængende Udvalget om Fælles Regler for Vareeksport til at overveje måder til at fjerne fritagelsen fra kravet om import- eller eksporttilladelse for varer opført i bilag III, der fragtes i transit gennem EU;

20.  minder om ajourføringen i 2008 af retningslinjerne for en EU-politik over for tredjelande med hensyn til tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og opfordrer Rådet og Kommissionen til i overensstemmelse med disse retningslinjer at fremme Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 som et eksempel på bedste praksis i møder med tredjelande; og til at tilskynde tredjelande, der eksporterer udstyr, som er omfattet af importforbuddet i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, til at gøre erhvervsdrivende i disse lande bekendt med forordningens forbud;

21.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme international kontrol med handelen med udstyr, der kan bruges til henrettelse, tortur og anden mishandling, på internationalt plan og især at arbejde på at udvide FN's Generalforsamlings årlige opfordring "til at forhindre og forbyde produktion, handel, eksport og anvendelse af udstyr, der er specielt designet til tortur", således at den også opfordrer alle stater til at regulere produktion, handel, eksport og anvendelse af udstyr, der ikke er specielt designet, men almindeligvis misbruges til tortur eller anden mishandling;

22.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.