Forslag til beslutning - B7-0733/2010Forslag til beslutning
B7-0733/2010

    FORSLAG TIL BESLUTNING om oprettelse af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet

    14.12.2010

    på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B7-0659/2010
    jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

    Sharon Bowles for Økonomi- og Valutaudvalget


    Procedure : 2010/2987(RSP)
    Forløb i plenarforsamlingen
    Dokumentforløb :  
    B7-0733/2010
    Indgivne tekster :
    B7-0733/2010
    Forhandlinger :
    Vedtagne tekster :

    B7‑0733/2010

    Europa-Parlamentets beslutning om oprettelse af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet

    Europa-Parlamentet,

    –   der henviser til artikel 121, 122, 126, 136 og 148 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF),

    –   der henviser til sin beslutning af 7. juli 2010 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende krisestyring i banksektoren[1] (i det følgende benævnt Ferreira-betænkningen),

    –   der henviser til sin beslutning af 7. juli 2010 om den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme og fremtidige aktioner[2],

    –   der henviser til sin forespørgsel af 24. juni 2010 til Kommissionen om den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme og fremtidige aktioner[3],

    –   der henviser til sin betænkning af 30. juni 2010 om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 479/2009 for så vidt angår kvaliteten af de statistiske data til brug ved proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud[4],

    –   der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 22. september 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed[5] (i det følgende benævnt Garcia-Margallo-betænkningen),

    –   der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om forbedring af EU's økonomiske forvaltning og rammer for stabilitet, navnlig i euroområdet[6] (i det følgende benævnt Feio-betænkningen),

    –   der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning)[7] (i det følgende benævnt Berès-betænkningen),

    –   der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne i euroområdet af 25. marts 2010,

    –   der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (ØKOFIN) den 9.-10. maj 2010,

     

    –   der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme[8],

    –   der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. maj 2010 om styrket samordning af de økonomiske politikker (KOM(2010)250),

    –   der henviser til dokument af 10. juni 2010 om styrkelse af den økonomiske styring i euroområdet fra Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt ECB),

    –   der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. juni 2010 om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU (KOM(2010) 367/2),

    –   der henviser til seks lovgivningsmæssige forslag af 29. september 2010 fra Kommissionen om den økonomiske styring i EU (i det følgende benævnt lovgivningspakken om økonomisk styring – KOM(2010)522, KOM(2010)523, KOM(2010)524, KOM(2010)525, KOM(2010)526 og KOM(2010)527),

    –   der henviser til ECB's afgørelse 2010/624/EU af 14. oktober 2010 om administration af låntagnings- og långivningstransaktioner indgået af Unionen under den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme[9],

    –   der henviser til rapport fra Taskforcen om Økonomisk Styring til Det Europæiske Råd af 21. oktober 2010 om styrkelse af den økonomiske styring i EU,

    –   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 28.-29. oktober 2010,

    –   der henviser til Eurogruppens redegørelse af 28. november 2010,

    –   der henviser til forespørgsel B7-0199/2010 til Kommissionen om oprettelse af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet,

    –   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2, og artikel 115, stk. 5,

    A. der henviser til, at en omfattende og integreret løsning på euroområdets gældskrise er nødvendig, da en fragmenteret tilgang hidtil ikke har fungeret,

    B.  der henviser til, at Rådet og medlemsstaterne på den ekstraordinære samling i Rådet (ØKOFIN) den 9.-10. maj 2010 blev enige om en midlertidig ordning for at bevare den finansielle stabilitet på i alt 750 mia. EUR, herunder en stabiliseringsfond til hurtige indgreb (den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, i det følgende benævnt EFSM), med en samlet volumen på op til 60 mia. EUR, og den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet (i det følgende benævnt EFSF) med en samlet volumen på op til 440 mia. EUR, der skal suppleres med IMF-midler på op til 250 mia. EUR,

    C. der henviser til, at EFSM er baseret på EUF-traktatens artikel 122, stk. 2, og en mellemstatslig aftale mellem medlemsstaterne, og til, at iværksættelsen er pålagt mange klausuler i form af fælles EU/IMF-støtte og vilkår og betingelser, der svarer til IMF's, tilpasset de særlige økonomiske karakteristika i de lande, hvor iværksættelsen skal ske, og i forhold til udviklingsdagsordenen,

    D. der henviser til, at EFSF er sat op som en særlig SPV-facilitet, der garanteres pro rata af de deltagende medlemsstater på en koordineret måde i overensstemmelse med deres andel af kapitalindskuddet i ECB og i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige krav, og at den udløber efter 3 år,

    E.  der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse af 12. maj 2010 udtalte, at krisen har vist, at en solid ramme for krisestyring er et nødvendigt supplement til gennemførelsen af den forbedrede stabilitets- og vækstpagt samt den nye makroøkonomiske overvågningsmekanisme, der skal forhindre en negativ udvikling i budgetstillingen og konkurrenceevnen,

    F.  der henviser til, at ECB i sit dokument af 10. juni 2010 stillede forslag til en ramme for gældskrisestyring, der skal yde finansiel støtte til medlemsstater i euroområdet, hvis adgang til private lån forringes,

    G. der henviser til, at stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde den 28.-29. oktober 2010 blev enige om behovet for, at medlemsstaterne etablerer en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed (den europæiske stabilitetsmekanisme, i det følgende benævnt ESM),

    H. der henviser til, at ESM skal supplere den nye ramme for styrket økonomisk styring med henblik på at skabe en effektiv og streng økonomisk overvågning og koordinering, som vil fokusere på forebyggelse, og som i væsentlig grad vil nedbringe sandsynligheden for, at der opstår en krise i fremtiden,

    I.   der henviser til, at Europa-Parlamentet er overbevist om behovet for en permanent krisemekanisme til sikring af euroens finansielle stabilitet, og i Feio-betænkningen har opfordret til oprettelse af en europæisk monetær fond (i det følgende benævnt EMF),

    J.   der henviser til, at Parlamentet også tidligere har konstateret, at der er behov for en krisemekanisme for banksektoren (se Garcia-Margallo- og Ferreira-betænkningerne), som et nødvendigt supplement til de nye myndigheders (ESA) tilsynsbeføjelser for at sikre tilsynet med Unionens finansielle system,

    K. der henviser til, at formanden på Eurogruppens møde den 6. december 2010 foreslog indførelse af pan-europæiske obligationer for at støtte lande, som løber ind i finansielle problemer, men at forslaget ikke blev drøftet, da nogle af landene havde indvendinger mod denne idé,

    L.  der henviser til, at markederne, siden Kommissionen fremlagde lovforslagene om økonomisk styring for Europa-Parlamentet og Rådet den 29. september 2010, har oplevet flere kriser, bl.a. den irske gældskrise, der skal tages i betragtning af Europa-Parlamentet og Rådet,

    M. der henviser til, at det er afgørende at forenkle de nuværende processer for samordning af den økonomiske politik og fjerne overlapninger for at sikre, at EU-strategien er forståelig for markedsaktørerne og borgerne, samt gå i retning af mere integrerede fremgangsmåder og skabe en forandring i beslutningsprocessen,

    N. der henviser til, at Det Europæisk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) er ansvarligt for makrotilsynet med det finansielle system i Unionen med det formål at forebygge systemiske risici i det finansielle system, undgå perioder med omfattende finansiel uro, bidrage til et velfungerende indre marked og sikre, at finanssektoren yder et betydeligt bidrag til økonomisk vækst,

    1.  opfordrer Det Europæiske Råd til snarest muligt at specificere, hvilke traktatændringer der er nødvendige med henblik på at etablere en permanent ESM;

    2.  minder om, at det har bifaldet indførelsen af en mekanisme til finansiel stabilitet, der gør det muligt at håndtere risikoen for statsbankerot, delvis ved anvendelse af EUF-traktatens artikel 122 som retsgrundlag for denne plan, og at det har bemærket det demokratiske underskud og den manglende ansvarlighed i Rådets krisepakkeafgørelser, som Europa-Parlamentet ikke har haft mulighed for at afgive udtalelse om; kræver, at Europa-Parlamentet inddrages som medlovgiver i fremtidige forslag og afgørelser om krisepakker;

    3.  understreger, at ud fra en rationel, praktisk og demokratisk synsvinkel, kan behandlingen af lovgivningspakken om den økonomiske styring ikke adskilles fra Det Europæiske Råds afgørelse om at oprette en permanent krisemekanisme;

    4.  ønsker som medlovgiver at understrege nødvendigheden af at oprette en permanent EMF på grundlag af fællesskabsmetoden; bemærker, at ESM og/eller EMF under alle omstændigheder bør være baseret på solidaritet, underlagt strenge betingelser og finansieret, blandt andre kilder, af de bøder, medlemsstaterne pålægges som resultatet af en procedure for behandling af uforholdsmæssigt store underskud, overdreven gæld eller store ubalancer;

    5.  mener, at der bør vedtages en permanent krisemekanisme, der er troværdig, robust, varig og baseret på de væsentlige tekniske realiteter, efter den almindelige lovgivningsprocedure og inspireret af fællesskabsmetoden med henblik på at styrke inddragelsen af Europa-Parlamentet for at forbedre den demokratiske ansvarlighed og udnytte ekspertisen, uafhængigheden og upartiskheden i Kommissionen; henstiller på den baggrund indtrængende til Det Europæiske Råd at tilvejebringe et passende retsgrundlag inden for rammerne af den relevante ændring af EUF-traktaten;

    6.  opfordrer Kommissionen til at forelægge en meddelelse, der samler de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (EUF-traktatens artikel 121, stk. 2) samt retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken (EUF-traktatens artikel 148, stk. 2) til behandling under debatten om "det europæiske halvår" for at mindske de meningsløse og endeløse diskussioner; opfordrer Kommissionen til at sikre større inddragelse af Europa-Parlamentet på alle trin i denne debat for at styrke den demokratiske ansvarlighed og øge den offentlige profil;

    7.  mener, at den politiske reaktion på de specifikke henstillinger til medlemsstaterne inden for rammerne af det europæiske halvår specifikt bør tages i betragtning ved gennemførelsen af det lovgivningsmæssige forslag om økonomisk styring, der i øjeblikket drøftes af Parlamentet og Rådet;

    8.  bemærker, at ESRB bør arbejde tæt sammen med Kommissionen, Rådet og Parlamentet om at indkredse systemiske risici og sikre en velfungerende ESM, især hvad angår solvensevalueringen af det pågældende land;

    9.  opfordrer Kommissionen til at forelægge en meddelelse efter samråd med ECB, som indeholder en omfattende beskrivelse af ESM, afklarer placeringen af investorer, sparere og markedsdeltagere og udtrykkeligt angiver, at ESM vil være i fuld overensstemmelse med IMF's politik og IMF-praksis, hvad angår den private sektors inddragelse, med henblik på at afværge markedets bekymringer;

    10. bemærker, at den permanente krisemekanisme bør gennemføres så hurtigt som muligt for at sikre stabilitet på markederne og for at afværge usikkerhed, for så vidt angår obligationer, der er udstedt i henhold til den midlertidige ordning, men som skal tilbagebetales, efter at den permanente kriseordning er blevet etableret;

    11. erkender, at det ganske vist er i alle medlemsstaternes interesse, at der etableres en brugbar krisemekanisme, men at ikke alle medlemsstater vil være medlemmer af eller kandidater til euroområdet på det tidspunkt, hvor en sådan mekanisme etableres, og bemærker, at deres særlige situationer bør præciseres, især for dem, der bevæger sig i retning af euroområdet, og som har statsgæld i euro; minder om, at ikke-eurolande drage fordel af betalingsbalancefaciliteten i henhold til EUF-traktatens artikel 143;

    12. bemærker derfor, at medlemsstaterne uden for euroområdet bør inddrages i etableringen af en sådan mekanisme, og at de medlemsstater, der er villige til at deltage i ordningen, skal have sådan en mulighed;

    13. bemærker, at ESM under alle omstændigheder bør være underlagt strenge betingelser og finansieret, blandt andre kilder, af innovative finansieringsværktøjer og/eller de bøder, medlemsstaterne pålægges som resultatet af en procedure for behandling af uforholdsmæssigt store underskud, overdreven gæld eller store ubalancer, såfremt de er omfattet af den lovgivning, der for tiden er til behandling, og i overensstemmelse med den form, de får;

    14. understreger, at finansieringen af den permanente krisemekanisme skal være baseret på princippet om, at forureneren betaler, hvilket betyder, at medlemsstater, der skaber større risici ved deres underskud og gældsbyrder, bør finansiere en større del af de samlede aktiver;

    15. understreger, at denne strenge og trinvise konditionalitet bør tjene til at genskabe en bæredygtig vækst og ikke bør opnås på bekostning af de mest sårbare og derfor ikke bør være ensbetydende med at sænke mindstelønnen og forværre fattigdom og ulighed;

    16. insisterer på, at den private sektor inddrages i byrdefordelingen, og at der i denne forbindelse bør ske en tilpasning af reglerne for at sørge for, at kreditorer fra den private sektor deltager fra sag til sag i fuld overensstemmelse med IMF's politik;

    17. understreger behovet for en høj grad af gennemsigtighed i oplysningerne vedrørende nationalregnskaber, herunder alle aktiviteter uden for balancen; bemærker, at dette skal bakkes op af eksterne revisioner, pålidelige data og ansvarlighed; bifalder Eurostats øgede beføjelser og minder om, at Parlamentet tidligere har anmodet om, at Eurostat skal kunne foretage uanmeldte inspektioner af en medlemsstats regnskaber som en foranstaltning til at forbedre den finanspolitiske overvågning;

    18. opfordrer Kommissionen til at forelægge en meddelelse med en omfattende beskrivelse af klausuler og betingelser for EFSM, samt andre EU-instrumenter og -pakker for finansiel bistand, der ydes som en reaktion på krisen;

    19. anmoder Kommissionen om at orientere det om de anslåede konsekvenser for EU's kreditværdighed som følge af a) oprettelsen af den finansielle stabilitetsmekanisme og b) anvendelsen af hele lånerammen;

    20. anmoder Kommissionen om at prioritere udgifterne i EU's budget for hvert år, hvor EFSM eksisterer, for at fastsætte i hvilken rækkefælge budgettet må stryges, i tilfælde af at der skal tilbagebetales op til 60 mia. EUR;

    21. pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Rådet, formanden for Eurogruppen, Kommissionen, ECB og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.