Forslag til beslutning - B7-0033/2011Forslag til beslutning
B7-0033/2011

FORSLAG TIL BESLUTNING om den påståede krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i Litauen

12.1.2011

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B7-0669/2010, B7‑0803/2010 оg B7‑0804/2010
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

Simon Busuttil, Véronique Mathieu for PPE-Gruppen

Procedure : 2010/2981(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0033/2011
Indgivne tekster :
B7-0033/2011
Vedtagne tekster :

B7‑0033/2011

Europa-Parlamentets beslutning om den påståede krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i Litauen

Europa-Parlamentet,

- der henviser til EU’s bestemmelser om grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 11 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder om ikke-forskelsbehandling og pressefrihed,

- der henviser til de internationale og europæiske forpligtelser med hensyn til menneskerettighederne, herunder de forpligtelser, der fremgår af FN's konventioner om menneskerettigheder og af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

- der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at det litauiske parlament den 12. november 2010 besluttede at indlede behandlingen af ændringsforslaget til den litauiske forvaltningslov, hvorefter offentlig propaganda for homoseksuelle forbindelser skal straffes med bøde,

B. der henviser til, at de foreslåede ændringer til forvaltningsloven er blevet taget af dagsordenen for Seimas’ plenarmøde, fordi de ikke er blevet behandlet af de relevante udvalg og stadig undersøges af de litauiske nationale myndigheder,

C. der henviser til, at den foreslåede ændring af forvaltningsloven har fået en negativ bedømmelse af Seimas’ juridiske afdeling og af afdelingen for EU-ret under justitsministeriet,

D. der henviser til, at den foreslåede ændring af forvaltningsloven i det udkast til regeringsafgørelse, der er udarbejdet af justitsministeriet, bedømmes negativt, idet det anføres, at den strider mod folkeretten, EU-retten og litauisk forfatningsret,

1. værner om de ideer og principper, som EU bygger på, navnlig respekt for menneskerettighederne, herunder alle mindretals rettigheder;

2. bekræfter på ny, at det er vigtigt for EU at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling, og navnlig forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering;

3. gør opmærksom på, at det litauiske parlaments plenarforsamling endnu ikke har stemt om de foreslåede ændringer, og at de stadig undersøges af de litauiske nationale myndigheder;

4. understreger endnu en gang, at det er vigtigt at respektere ethvert demokratis ret til – under fuld overholdelse af menneskerettighederne og princippet om forbud mod forskelsbehandling – at diskutere, ændre og vedtage nationale love og bestemmelser uden at blande sig i nationale parlamenters debatter;

5. glæder sig over de litauiske myndigheders plan om at revidere de foreslåede ændringer, som er blevet anset for at stride mod EU-retten, navnlig i forhold til princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering;

6. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter samt Republikken Litauens præsident.