FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Tunesien
26.1.2011
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2
Marie-Christine Vergiat, Jacky Hénin, Patrick Le Hyaric, Willy Meyer, Ilda Figueiredo, Rui Tavares, Gabriele Zimmer, Eva-Britt Svensson, Elie Hoarau for GUE/NGL-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0078/2011
B7‑0080/2011
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Tunesien
Europa-Parlamentet,
– der henviser til erklæring af 17. januar 2011 fra Europa-Parlamentets formand om situationen i Tunesien,
– der henviser til Euro-Middelhavsassocieringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tunesien, som trådte i kraft den 1. marts 1998,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. maj 2004 om EU’s naboskabspolitik og Kommissionens handlingsplan EU-Tunesien, som trådte i kraft den 4. juli 2005,
– der henviser sin betænkning af 14. maj 2010 om EU-politikker til fordel for menneskerettighedsforkæmpere,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettighedssituationen i Tunesien,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at der er tale om en opstand hos det tunesiske folk, som er forbitret over manglen på frihed, social retfærdighed og demokrati og over tegnene på en korruption uden sidestykke til fordel for en familie- og politisk klan,
B. der henviser til, at Tunesien ifølge handlingsplanen EU-Tunesien inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik over for EU har givet tilsagn om at styrke demokrati og politisk pluralisme ved at udvide deltagelsen i det politiske liv og tilslutte sig alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
C. der henviser til, at de tunesiske myndigheder ikke har overholdt nogen af tilsagnene med hensyn til demokrati og menneskerettigheder og med hensyn til social retfærdighed; EU har for sjældent og kun meget tøvende mindet den tunesiske regering om sine forpligtelser i henhold til aftalen mellem EU og Tunesien; der er indledt forhandlinger om et tættere forhold mellem Tunesien og EU, selv om tunesiske og internationale ngo’er regelmæssigt beretter om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder fra det tidligere tunesiske regimes side, og selv om der er sket en betydelig og vedvarende forværring af den demokratiske og sociale situation i Tunesien i adskillige år og navnlig siden det sidste præsidentvalg,
D. der henviser til, at den faktor, der udløste den tunesiske revolution, var da den unge arbejdsløse akademiker Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv,
E. der henviser til, at regeringens repressive reaktion på folkeopstanden, som førte til de blodige sammenstød den 8. og 9. januar med et stort antal dræbte, navnlig i byen Kasserine, og til indførelsen af undtagelsestilstanden den 14. januar, ikke har forhindret en øget mobilisering fra de progressive kræfters side med henblik på indførelse af en retsstat,
F. der henviser til, at antallet af dræbte ligger mellem 78, som er regeringens officielle tal, og over 100 ifølge ngo’erne og FN, og at antallet af sårede fortsat er uvist,
G. der henviser til, at overgangsregeringen har løsladt adskillige samvittighedsfanger,
H. der henviser til, at mobiliseringen fortsætter med uformindsket styrke med krav om overgangsregeringens afgang, navnlig fordi præsidenten, premierministeren og flere af de vigtigste ministre indtil for nylig var medlemmer af RDC,
I. der henviser til, at de forskellige strukturtilpasningspolitikker, der er blevet pålagt af IMF og andre internationale organisationer i flere årtier, spiller en stor rolle i forbindelse med de sociale og økonomiske problemer, der har ført til folkeopstanden,
J. der henviser til, at Frankrig indtil sidste øjeblik støttede Ben Alis diktatoriske regime og bl.a. tilbød at hjælpe med at slå folkeopstanden ned,
K. der henviser til, at EU, og navnlig visse medlemsstater, som i flere årtier har støttet Zine El Abidine Ben Alis regime, har et særligt ansvar for den aktuelle krise,
1. glæder sig over, at det tunesiske folk er fast besluttet på at genvinde friheden og få sat en stopper for den tidligere præsident Zine El Abidine Ben Alis regime; udtrykker sin solidaritet med alle de progressive tunesere, der har bekæmpet regimet siden begyndelsen; understreger, at den aktuelle opstand i Tunesien giver håb for alle Maghreb-landene og andre lande;
2. håber, at der bliver indført en ægte retsstat i Tunesien;
3. ønsker således, at der inden for rimelig tid afholdes frie, ægte og gennemsigtige parlaments- og præsidentvalg;
4. fordømmer den statslige vold, udnyttelsen og beslaglæggelsen af magten og institutionerne til fordel for et oligarki fra Zine El Abidine Ben Alis side;
5. understreger behovet for, hvis det tunesiske folk anmoder herom, at yde den nødvendige finansielle støtte, ikke alene til de iværksatte reformer, men også til at opfylde den tunesiske befolknings økonomiske og sociale behov;
6. kræver, at der nedsættes en uafhængig og upartisk undersøgelseskommission, der skal undersøge de begåede krænkelser af menneskerettighederne, herunder de udenretslige henrettelser og vilkårlige anholdelser, og finde frem til de ansvarlige og sørge for, at de bliver retsforfulgt, og for, at der ydes erstatning til ofrene og/eller deres familier; kræver endvidere, at der kastes lys over tredjelandes ansvar for støtte og medvirken til Zine El Abidine Ben Alis regime;
7. noterer sig med tilfredshed, at det er blevet bebudet, at der vil blive oprettet tre kommissioner vedrørende begivenhedernes forløb, korruption og reformeringen af institutioner og love, som skal sammensættes af uafhængige og alment anerkendte personer fra civilsamfundet; understreger, at de skal kunne handle i fuld uafhængighed;
8. anmoder det internationale samfund om at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at identificere og indefryse aktiver, der hidrører fra korruption i Tunesien;
9. kræver, at alle demonstranter, der blev anholdt under optøjerne, løslades øjeblikkeligt, og at alle samvittighedsfanger løslades, og forlanger, at eventuelle verserende sager mod politiske modstandere straks bringes til ophør;
10. støtter det tunesiske folks krav om, at foreningsfriheden genindføres, idet man afskaffer ordningerne med forudgående godkendelse af politiske partier, foreninger og fagforeninger og holder op med at blande sig i, hvordan de fungerer,
11. fremhæver de fremskridt, der er gjort med hensyn til genindførelse af presse- og kommunikationsfriheden;
12. støtter ligeledes folkets ønske om at sætte en effektiv stopper for forbindelserne mellem statsapparatet og RCD, hvilket indebærer, at der ikke længere stilles embedsmænd til rådighed for partiet, og at de ejendomme, der tilhører staten, men er blevet givet til RCD, tages tilbage;
13. støtter det tunesiske folks ønske om at få en ny overgangsregering, der har befolkningens tillid, hvilket nødvendigvis indebærer en udelukkelse af de personer, der har de tætteste forbindelser til det gamle regime, navnlig fra nøgleministerierne;
14. kræver en øjeblikkelig ophævelse af de frihedskrænkende love, navnlig loven om kontrol med pressen og ændringen af artikel 61a i den tunesiske straffelov;
15. støtter det tunesiske folks legitime krav om, at arbejdsløsheden og fattigdommen nedbringes, og at man lever op til befolkningens økonomiske og sociale forventninger;
16. fordømmer den støtte, EU og navnlig visse medlemsstater igennem årtier har ydet Zine El Abidine Ben Alis regime;
17. fordømmer navnlig Frankrigs såvel økonomiske som politiske indblanding i forhold til Tunesien; fremhæver den velvilje og medvirken fra de store vestlige magters og EU’s side, som det gamle tunesiske regime nød godt af under foregivende af at være et ”bolværk mod islamisme”; understreger, at den aktuelle opstand er dybt folkelig og frem for alt verdslig, social og demokratisk;
18. modsætter sig derfor på det kraftigste ethvert forsøg på indblanding i Tunesiens anliggender udefra og ethvert forsøg på at destabilisere den demokratiske proces, der er i gang;
19. anmoder EU om at udvikle et ægte partnerskab af gensidig interesse for udvikling på alle niveauer, for samarbejde til fordel for beskæftigelse og uddannelse, i stedet for de såkaldte associeringsaftaler, der hovedsagelig bygger på oprettelse af frihandelszoner af hensyn til multinationale virksomheder og privat kapital gennem udnyttelse af arbejdstagere uden egentlige sociale rettigheder;
20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt Tunesiens regering og parlament.