FORSLAG TIL BESLUTNING om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten
4.4.2011
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
Britta Thomsen, Véronique De Keyser, Emine Bozkurt, Richard Howitt, Ana Gomes, Maria Eleni Koppa for S&D-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0244/2011
B7‑0245/2011
Europa-Parlamentets beslutning om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder,
– der henviser til sin beslutning af 17. januar 2008 om situationen i Den Demokratiske Republik Congo og voldtægt som krigsforbrydelse[1],
– der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2010 om tiårsdagen for FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed,
– der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om situationen i Egypten,
– der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om de sydlige nabolande, navnlig Libyen,
– der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, på Den Europæiske Unions vegne om den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder den 25. november 2010,
– der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, på Den Europæiske Unions vegne om kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2011,
– der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retlige instrumenter vedrørende menneskerettigheder og navnlig om kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og princippet om non-refoulement,
– der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wienerklæringen og ‑handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på FN's verdenskonference om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder (A/RES/48/104),
– der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147),
– der henviser til rapporterne fra de særlige rapportører tilknyttet FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om vold mod kvinder samt den generelle henstilling nr. 19 fra FN’s Komité til afskaffelse af diskrimination mod kvinder (11. samling, 1992),
– der henviser til Beijing-erklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutninger af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet, af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder – handlingsprogrammet (Beijing+10)[2] og af 25. februar 2010 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (Beijing +15),
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,
– der henviser til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, som blev vedtaget i 1998, særlig artikel 7 og 8, hvori voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet og tvungen sterilisation samt enhver anden form for seksuel vold defineres som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser og ligestilles med en form for tortur og alvorlige krigsforbrydelser, uanset om disse forbrydelser begås systematisk eller ej i internationale eller interne konflikter,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at kvinder har taget aktivt del i opstandene for mere demokrati, flere rettigheder og mere frihed i Nordafrika og Mellemøsten,
B. der henviser til, at de siddende regimer i Libyen og Egypten har tyet til seksuelle overgreb som en del af konflikten under disse revolutioner, og at kvinder er blevet gjort sårbare ved at være gjort til særligt udsete mål for overgrebene,
C. der henviser til, at seksuel vold tilsyneladende bruges systematisk til at intimidere og nedværdige kvinder, også i flygtningelejre, og til at der er opstået et magttomrum, der kan betyde en forværring af kvinders og pigers status,
D. der henviser til, at en libysk kvinde og jurastuderende, Iman al-Obeidi, der til journalister på et hotel i Tripoli fortalte, at hun var blevet gruppevoldtaget og mishandlet af soldater, den 26. marts blev tilbageholdt på et ukendt sted, og nu er sagsøgt for bagvaskelse af de mænd, hun anklagede for voldtægt,
E. der henviser til, at kvindelige demonstranter i Egypten påstår, at de blev underkastet mødomstests af militæret efter at være blevet pågrebet på Tahrir-pladsen den 9. marts og efterfølgende torteret og voldtaget, og at mødomstestene blev udført og fotograferet under tilstedeværelse af mandlige soldater,
F. der henviser til, at nogle egyptiske kvinder vil blive retsforfulgt ved militærdomstole for ikke at have bestået mødomstesten,
1. opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer til i kraftige vendinger at fordømme brugen af seksuelle overgreb, intimidering og en fremfærd særligt målrettet mod kvinder i Libyen og Egypten;
2. henstiller, at der foretages en international undersøgelse for at stille de ansvarlige enkeltpersoner til ansvar, navnlig hvad angår den efterforskning, der finder sted i Den Internationale Straffedomstols regi af forbrydelser begået af Gaddafi; mener, at alle sikkerheds- og hærstyrker skal have klare instrukser om, at tortur og anden mishandling, herunder tvungne mødomstjek, ikke længere vil blive tolereret og vil blive undersøgt til bunds; mener, at de, der findes ansvarlige for sådanne handlinger, skal stilles til ansvar ved domstolene og de modige kvinder, der stod frem om mishandlingerne, beskyttes mod repressalier;
3. understreger, at enhver bør være i stand til at udtrykke sine synspunkter om sit hjemlands demokratiske fremtid uden at blive tilbageholdt, torteret eller udsat for nedværdigende og diskriminerende behandling;
4. slår stærkt til lyd for, at de forandringer, der finder sted i Nordafrika og Mellemøsten, skal bidrage til at bringe forskelsbehandlingen af kvinder til ophør og til deres fulde deltagelse i samfundet på lige fod med mænd og i overensstemmelse med FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW);
5. understreger behovet for generelt at sikre kvinders rettigheder inden for de nye demokratiske og retslige strukturer i disse samfund; anmoder i denne henseende om en kvote på 25 % kvinder i parlamenter og regeringer, herunder vedrørende deres repræsentation i forfatningsmæssige udvalg, således at deres rolle i den fremtidige organisering af landet øges;
6. fremhæver den rolle, som kvinder kan udfylde i revolutionerne og i den demokratiske proces, men understreger samtidig de specifikke trusler, som kvinder er udsat for, og indskærper behovet for at støtte og værne om deres rettigheder;
7. betoner behovet for at integrere ligestillingsaspektet i den europæiske naboskabspolitik (ENP), der skal være dybt forankret i menneskerettighederne, og understreger nødvendigheden af aktivt at dele ud af EU-erfaringerne vedrørende kønsbaseret vold og ligestilling som en integreret del af demokratiseringsprocessen;
8. fremhæver behovet for at integrere ligestillingsaspektet og støtte specifikke tiltag for at opnå en effektiv og systematisk model for kønsmæssig ligestilling i ENP-landene; opfordrer regeringerne og civilsamfundet til at øge den samfundsmæssige inddragelse af kvinder, bekæmpe analfabetisme blandt kvinder og skadelige traditionelle skikke og fremme kvinders beskæftigelse for at sikre en virkningsfuld tilstedeværelse af kvinder på alle niveauer; mener endvidere, at uddannelse for kvinder og piger skal opprioriteres, herunder skoling i og udbredelse af kendskabet til deres rettigheder; mener, at økonomisk uafhængighed og positive rollemodeller er nøglefaktorer i forbedringen af kvindernes stilling, og kan skabes ved at tilskynde iværksætterånden, muligvis gennem mikrolån;
9. opfordrer den højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at sætte EU's politiske prioriteter vedrørende ophævelsen af dødsstraf, respekt for menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder, og for grundlæggende frihedsrettigheder, såvel som ratificeringen af en række internationale juridiske instrumenter, herunder Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol og konventionen af 1951 om flygtninges retstilling øverst på dagsordenen for deres drøftelser med ENP's sydlige lande;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.