FORSLAG TIL BESLUTNING om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten
4.4.2011
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
Antonyia Parvanova, Marietje Schaake, Marielle De Sarnez, Ramon Tremosa i Balcells, Kristiina Ojuland, Sarah Ludford, Giommaria Uggias, Edward McMillan-Scott, Sonia Alfano for ALDE-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0244/2011
B7‑0246/2011
Europa-Parlamentets beslutning om brugen af seksuel vold under konflikter i Nordafrika og Mellemøsten
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder,
– der henviser til sin beslutning af 17. januar 2008 om situationen i Den Demokratiske Republik Congo og voldtægt som krigsforbrydelse[1],
– der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om situationen i Egypten,
– der henviser til sin beslutning af 10. marts 2011 om de sydlige nabolande, navnlig Libyen,
– der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, på Den Europæiske Unions vegne om den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder den 25. november 2010,
– der henviser til erklæringen fra den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, på Den Europæiske Unions vegne om kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2011,
– der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retlige instrumenter vedrørende menneskerettigheder, navnlig kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og princippet om non-refoulement,
– der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wienerklæringen og ‑handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på FN's verdenskonference om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder (A/RES/48/104),
– der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147),
– der henviser til rapporterne fra de særlige rapportører fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om vold mod kvinder samt den generelle henstilling nr. 19 fra FN’s Komité til Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (11. samling, 1992),
– der henviser til Beijing-erklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutninger af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet, af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskvindekonference – Handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10)[2] og af 25. februar 2010 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (Beijing +15),
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,
– der henviser til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol, som blev vedtaget i 1998, særlig artikel 7 og 8, hvori voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet og tvungen sterilisation samt enhver anden form for seksuel vold defineres som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser og ligestilles med en form for tortur og alvorlige krigsforbrydelser, uanset om disse forbrydelser begås systematisk eller ej i internationale eller interne konflikter,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at kvinder har taget aktivt del i opstandene for mere demokrati, flere rettigheder og mere frihed i Nordafrika og Mellemøsten,
B. der henviser til, at de siddende regimer i Libyen og Egypten har tyet til seksuelle overgreb som en del af konflikten under disse revolutioner, og at disse overgreb især har været rettet mod kvinder og gjort dem sårbare,
C. der henviser til, at seksuel vold tilsyneladende bruges systematisk til at intimidere og nedværdige kvinder,
D. der henviser til, at en libysk kvinde, Iman al-Obeidi, der på et hotel i Tripoli fortalte journalister, at hun var blevet gruppevoldtaget og mishandlet af soldater, den 26. marts 2011 blev tilbageholdt på et ukendt sted og nu er blevet anklaget for bagvaskelse af de mænd, hun har anklaget for voldtægt,
E. der henviser til, at kvindelige demonstranter i Egypten påstår, at de er blevet udsat for mødomstest af militæret, efter at være blevet pågrebet på Tahrir-pladsen den 9. marts 2011 og efterfølgende tortureret og voldtaget, og at mødomstestene blev udført og fotograferet under tilstedeværelse af mandlige soldater,
F. der henviser til, at nogle egyptiske kvinder vil blive retsforfulgt ved militærdomstole, hvis det viser sig, at de ikke er jomfruer,
1. opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer til i kraftige vendinger at tage afstand fra brugen af seksuelle overgreb, intimidering og anden fremfærd særligt rettet mod kvinder i Libyen og Egypten;
2. henstiller, at der indledes en uafhængig undersøgelse med henblik på at stille de ansvarlige personer til ansvar, navnlig hvad angår den efterforskning af forbrydelser begået af Gaddafi, som finder sted i Den Internationale Straffedomstols regi;
3. understreger, at enhver bør kunne give udtryk for sine synspunkter om sit hjemlands demokratiske fremtid uden at blive tilbageholdt, tortureret eller udsat for nedværdigende og diskriminerende behandling;
4. er af den faste overbevisning, at de forandringer, der finder sted i Nordafrika og Mellemøsten, vil bidrage til at bringe forskelsbehandlingen af kvinder til ophør og til at sikre dem fuld deltagelse i samfundet på lige fod med mænd i overensstemmelse med FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW);
5. understreger, at det er nødvendigt generelt at sikre kvinders rettigheder inden for de nye demokratiske og retlige strukturer i disse samfund;
6. påpeger, at den rolle, som kvinderne spiller i revolutionerne, herunder de trusler, de udsættes for, og den måde, de kan forsvare deres rettigheder på, skal anerkendes;
7. understreger behovet for at integrere menneskerettighederne i den europæiske naboskabspolitik (ENP) og for aktivt af dele ud af EU's erfaringer vedrørende kønsbaseret vold og ligestilling som en integreret del af demokratiseringsprocessen;
8. understreger, at der er behov for at integrere ligestillingsaspektet og støtte specifikke tiltag for at opnå en effektiv og systematisk model for kønsmæssig ligestilling i ENP-landene; henstiller indtrængende til regeringerne og civilsamfundet at øge den samfundsmæssige inddragelse af kvinder, bekæmpe analfabetisme blandt kvinder og fremme kvinders beskæftigelse for at sikre en betydningsfuld repræsentation af kvinder på alle niveauer;
9. opfordrer næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at sætte EU's politiske prioriter vedrørende ophævelsen af dødsstraf, respekten for menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder, og for de grundlæggende frihedsrettigheder såvel som ratificeringen af en række internationale juridiske instrumenter, bl.a. Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol og konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling, øverst på dagsordenen for drøftelserne med de sydlige ENP-lande;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.