FORSLAG TIL BESLUTNING om Det Europæiske Råd den 8.-9. december 2011 (2011/2546(RSP))

11.1.2012

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

Daniel Cohn-Bendit for Verts/ALE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0003/2012

B7‑0005/2012

Europa-Parlamentets beslutning om Det Europæiske Råd den 8.-9. december 2011 (2011/2546(RSP))

 

Europa-Parlamentet,

 

–   der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 9. og 10. december 2011,

 

–   der henviser til erklæringen fra euroområdets stats- og regeringschefer af 9. december 2011,

 

–   der henviser til den såkaldte ”six-pack” og til Kommissionens to forslag om en yderligere styrkelse af den finanspolitiske disciplin[1],

 

–   der henviser til situationen i forhandlingerne om udkastet til international aftale om en styrket økonomisk union,

 

–   der henviser til den redegørelse, Parlamentets repræsentanter i ad hoc-arbejdsgruppen har fremlagt på dets vegne,

 

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

 

1.  betvivler nødvendigheden af en sådan mellemstatslig aftale, idet de vigtigste af dens målsætninger kan opfyldes bedre og mere effektivt via EU-lovgivning, der gør det muligt at opnå en solid, hurtig og varig løsning på såvel den aktuelle finansielle og økonomiske krise som den sociale krise i mange EU-medlemsstater; er ikke desto mindre indstillet på at arbejde for en konstruktiv løsning;

 

2.  udtaler sin støtte til den redegørelse, som er udarbejdet af de medlemmer, der blev valgt af Formandskonferencen til at repræsentere Parlamentet i ad hoc-arbejdsgruppen; beklager, at udkastet til aftale af 10. januar 2012 ikke afspejler Europa-Parlamentets forslag, og understreger, at mange medlemsstater støttede en række af de forslag, som blev stillet på mødet den 12. januar 2012; vil genoverveje sin holdning, når det har modtaget det endelige udkast, som forventes at foreligge den 18. januar 2012;

 

3.  er fuldstændig overbevist om, at kun via fællesskabsmetoden kan Den Monetære Union udvikle sig til en egentlig økonomisk og finanspolitisk union; erindrer om, at EU er et politisk projekt baseret på fælles værdier, stærke fælles institutioner og respekt for fælles regler;

 

4.  fremhæver endvidere følgende:

 

–   den nye aftale skal utvetydigt og udtrykkeligt anerkende fællesskabsrettens forrang frem for aftalens bestemmelser;

–   alle foranstaltninger til gennemførelse af aftalen skal træffes i henhold til de relevante procedurer i EU-traktaterne;

–   aftalen skal være i overensstemmelse med EU-retten, især hvad angår tallene i stabilitets- og vækstpagten, og såfremt kontraherende parter ønsker at fastsætte mål, der afviger fra EU-retten, skal dette ske ved anvendelse af EU's eksisterende retlige procedurer og må ikke føre til etablering af dobbeltstandarder;

–   den demokratiske kontrol skal respekteres via øget inddragelse af såvel Europa-Parlamentet som de nationale parlamenter i alle aspekter af den europæiske økonomiske samordning og styring;

–   samarbejdet mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet skal foregå inden for rammerne af EU-traktaterne og i overensstemmelse med artikel 9 i protokol nr. 1 til traktaten;

–   den nye aftale skal indeholde en retligt bindende forpligtelse for de kontraherende parter til at tage alle nødvendige skridt for at sikre, at aftalens væsentligste punkter indarbejdes i traktaten inden for en frist på maksimalt fem år;

 

5.  opfordrer på ny til en union baseret både på stabilitet og bæredygtig vækst; er af den overbevisning, at selv om finanspolitisk disciplin er en forudsætning for bæredygtig vækst, vil det ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at skabe et økonomisk opsving, og at aftalen skal sende et klart budskab om, at Europas ledere agter at gøre en lige stærk indsats på begge fronter, og understreger derfor, at aftalen skal indeholde et tilsagn fra de kontraherende parter om at iværksætte foranstaltninger, som skal fremme en større grad af konvergens og konkurrencedygtighed, samt forslag om en redningsfond, projektobligationer, en skat på finansielle transaktioner med grundlag i EU-retten og en køreplan for indførelse af stabilitetsobligationer kombineret med sikring af den finanspolitiske disciplin;

 

6.  understreger, at de samme institutionelle, juridiske og politiske aspekter gør sig gældende i forbindelse med andre multilaterale aftaler vedrørende finanskrisen, f.eks. den europæiske stabilitetsmekanisme, og kræver derfor at blive inddraget på samme måde i disse forhandlinger;

 

7.  forbeholder sig ret til at bruge alle de politiske og juridiske instrumenter, det har til sin rådighed, til at forsvare EU-retten og EU-institutionernes rolle, især hvis dele af den endelige aftale er i modstrid med EU-retten;

 

8.  minder Kommissionen om, at den har pligt til i enhver henseende at udøve sin institutionelle rolle som traktaternes vogter;

 

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til stats- og regeringscheferne, Rådets formand, Eurogruppens formand, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

• [1]  Forordning om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater, COM(2011) 819, og forordning om fælles bestemmelser og evaluering af udkast til budgetplaner, COM(2011) 821.