FORSLAG TIL BESLUTNING om aftalen mellem EU og Marokko vedrørende gensidige liberaliseringsforanstaltninger for landbrugs- og fiskeriprodukter (2012/2522(RSP))
8.2.2012
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
Paul Murphy, Willy Meyer, Patrick Le Hyaric, Nikolaos Chountis, João Ferreira, Jacky Hénin, Sabine Wils, Søren Bo Søndergaard, Younous Omarjee, Sabine Lösing, Marie-Christine Vergiat for GUE/NGL-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0047/2012
B7‑0055/2012
Europa-Parlamentets beslutning om aftalen mellem EU og Marokko om gensidig liberalisering for landbrugsprodukter og fiskevarer (2012/2522(RSP))
Europa-Parlamentet,
- der henviser til forslag til Rådets afgørelse (15975/2010),
- der henviser til udkast til aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om gensidige liberaliseringsforanstaltninger for landbrugsprodukter, forarbejdede landbrugsprodukter og fisk og fiskevarer, udskiftning af protokol nr. 1, 2 og 3 og bilagene hertil og ændring af Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (15974/2010),
- der henviser til FN’s resolution 1754, 1783, 1813 og 1920 samt alle tidligere FN-resolutioner, hvor der henvises til konflikten i Vestsahara som et afkoloniseringsproblem, hvis løsning skal være baseret på det sahrawiske folks ret til selvbestemmelse,
- der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at Barcelonaprocessen, der blev påbegyndt i 1995, førte til associeringsaftaler mellem EU og omtrent et dusin lande i det sydlige Middelhavsområde;
B. der henviser til, at formålet med Barcelonaprocessen var at udbygge dialog og samarbejde og dermed etablere et område med fred, sikkerhed og stabilitet;
C. der henviser til, at Rabat-køreplanen fra 2005 rettede fokus mod at fremme indgåelsen af frihandelsaftaler og yderligere liberalisering, snarere end mod en afbalanceret udvikling af regionen til fordel for arbejdstagere, smålandbrugere og de fattige;
D. der henviser til, at ifølge folkeretten og en lang række FN-resolutioner er Vestsahara ikke en del af Marokko og må hverken udelukkes eller implicit inkluderes i nogen aftale, som EU undertegner med Kongeriget Marokko; der henviser til, at EU-Domstolen har fastslået, at EU er bundet af folkeretten i alle Unionens forehavender og at en inkludering af Vestsahara i aftalen vil udgøre et brud på folkeretten;
E. der henviser til, at de seneste begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten har afsløret EU’s politik over for landene syd for Middelhavet som værende en elementær fiasko;
F. der henviser til, at nøgleretningslinjerne for EU’s handelspolitik over for det sydlige Middelhavsområde skal være at fremme freden, den sociale sikkerhed og stabilitet gennem regional integration, bæredygtig udvikling og ekspansion af økonomierne i landene syd for Middelhavet med henblik på at forbedre deres befolkningers levestandard;
G. der henviser til, at det arabiske forårs revolutioner har vist, at det første, der skal tages hånd om inden for ethvert politikområde mellem EU og landene syd for Middelhavet, er de demokratiske mangler;
H. der henviser til, at suverænitet og fødevaresikkerhed, bevarelsen af økosystemer og styrkelsen af den økonomiske og sociale sammenhængskraft inden for primærsektoren, enten i EU-lande eller i tredjelande, fordrer, at den internationale handel drejes væk fra den konkurrencetænkning, der fører til multinationale selskabers dominans og koncentration af rigdomme hos disse selskaber;
I. der henviser til, at der i forbindelserne med Marokko bør tages hensyn til landets behov, had angår økonomi og udvikling af landdistrikter, navnlig de små og mellemstore producenters behov i både Marokko og EU, med anerkendelse af den betydelige rolle, som familielandbrug og småfiskeri udgør, af behovet for at fremme bæredygtigt landbrug og fiskeri, bevaring af naturressourcer, miljøet i landdistrikter, havmiljøet og fiskebestandene, især gennem en fornuftig vandforvaltning, og af at undgå store monokulturplantager;
J. der henviser til, at der skal skabes bæredygtige jobmuligheder inden for Marokkos landbrug, fiskeri og hertil knyttede sektorer, med understregning af den betydelige rolle, som familie- og bondebrug udgør, af respekten for arbejdstagerrettigheder og af forsøg på at udvide fødevareforarbejdningsindustrien for dermed at øge jobmulighederne, idet dette skal resultere i kvalificerede, sikre, velbetalte og fagforbundsorganiserede arbejdspladser;
K. der henviser til, at der skal vises særligt hensyn til kønsaspektet, idet der skal skabes mere anstændige jobs for kvinder under fremme af løsninger, hvormed familieliv og arbejdsliv for mænd og kvinder kan forliges;
L. der henviser til, at frugt- og grøntsektoren har stor betydning i mange landdistrikter i EU’s sydlige lande, især Spanien, Portugal og Frankrig, hvor den økonomiske og sociale krise har nået et foruroligende omfang;
M. der henviser til, at den bæredygtighedsvurdering om en fuldt udbygget frihandelszone i Middelhavet, som Manchester Universitet udarbejdede på bestilling af GD Handel, forudser voksende social nød og ubæredygtig miljøbelastning;
N. der henviser til, at forlængelsen af protokollen til EU’s fiskeriaftale med Marokko blev afvist af Europa-Parlamentet den 14. december 2011;
1. er modstander af aftalen mellem EU og Marokko om aftalen mellem EU og Marokko vedrørende gensidige liberaliseringsforanstaltninger for landbrugs- og fiskeriprodukter såvel som af ethvert skridt i retning af indgåelse af frihandelsaftaler med landene omkring Middelhavet; er af den mening, at indgåelsen af en frihandelsaftale vil være til ulempe for smålandbrugere, arbejdstagere og unge samt for miljøet i landene i det sydlige Middelhavsområde og i EU;
2. opfordrer indtrængende Kommissionen til at trække den pågældende aftale tilbage og indlede en ny forhandlingsrunde med det formål at opnå, at betingelserne opnås for en bæredygtig økonomisk og social udvikling, fødevaresuverænitet og ‑sikkerhed i både Marokko og EU-landene med sikring af gensidige fordele og undgåelse af konkurrence blandt producenterne på begge sider af Middelhavet;
3. fastholder, at indsatsen skal koncentreres om at styrke nord-syd- og syd-syd-udviklingssamarbejde, når der træffes økonomiske og handelsrelaterede beslutninger; og om at forbedre merværdikæden inden for de forskellige lande, således at der kan skabes rimelige produktions- og forbrugsmønstre;
4. anser det for essentielle elementer i forhandlingerne, at de foregår på lige fod og med inddragelse af alle interessehavere, fagforeninger, små og mellemstore landbrugsorganisationer og småfiskeri-organisationer, hvis der skal skabes vellykkede handelsforbindelser til gavn for arbejdstagerne, smålandbrugerne, fiskerne og de unge; fastholder derfor, at beskyttelsen af naturressourcer, tilstrækkelig betaling til producenter, anstændig løn, skabelse af bæredygtige arbejdspladser som vil skabe stabilitet for de lokale markeder og bevare miljøet udgør nøgleelementer, som resultaterne af en frihandelsaftale skal vurderes i forhold til;
5. udtrykker bekymring over, at 1,5 millioner børn i skolealderen ifølge de seneste UNICEF-rapporter fortsat nægtes retten til uddannelse, og at børnearbejde stadig finder sted, især i landdistrikter, og frygter, at en voksende, eksportorienteret produktion vil kunne underminere alle bestræbelser på at komme denne ulovlige praksis til livs;
6. understreger behovet for flere grundigt gennemførte, uafhængige bæredygtighedsvurderinger, der omfatter alle større interessehavere, fagforeninger, små og mellemstore landbrugeres organisationer og småfiskeri-organisationer, med henblik på at undgå negative følger for befolkningerne i landene syd for Middelhavet og i EU’s mest udsatte økonomier;
7. er af den mening, at Vestsahara i overensstemmelse med folkeretten eksplicit skal udelukkes fra anvendelsesområdet for enhver aftale, som EU indgår med Kongeriget Marokko, samtidig med at der åbnes mulighed for en separat aftale med Vestsaharas folk gennem dettes legitime repræsentanter, såfremt de ønsker dette;
8. understreger atter, at Marokkos suverænitet over Vestsahara aldrig er blevet anerkendt i folkeretten, hvilket fremgår af udtalelsen fra Den Internationale Domstol i Haag af oktober 1975; pointerer, at Marokko ulovligt holder territoriet Vestsahara besat og derfor ikke har nogen legitim suverænitet over territoriets naturressourcer, og anmoder EU om at kræve, at Kongeriget Marokko respekterer folkeretten vedrørende udnyttelse af naturressourcerne i Vestsahara;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, medlemsstaterne, regeringen i Marokko og regeringen i Den Demokratiske Arabiske Republik Sahara.