FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Hviderusland (2012/2581(RSP))
13.3.2012
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Vytautas Landsbergis, Jacek Protasiewicz, Jacek Saryusz-Wolski, Peter Šťastný, Arnaud Danjean, Krzysztof Lisek, Ioannis Kasoulides, Cristian Dan Preda, Andrzej Grzyb, Tunne Kelam, Filip Kaczmarek, Lena Kolarska-Bobińska for PPE-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0178/2012
B7‑0181/2012
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Hviderusland (2012/2581(RSP))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Hviderusland, navnlig beslutningerne af 15. februar 2012, 13. september 2011, 12. maj 2011, 10. marts 2011, 20. januar 2011, 10. marts 2010 og 17. december 2009,
– der henviser til konklusionerne af 1.-2. marts 2012 fra Det Europæiske Råd, hvori det udtrykker dyb bekymring over den yderligere forværring af situationen i Hviderusland,
– der henviser til afgørelse 2012/126/CFSP af 28. februar 2012 fra Rådet (udenrigsanliggender) om restriktive foranstaltninger over for regimet i Hviderusland,
– der henviser til erklæringen af 28. februar 2012 fra Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, vedrørende de hviderussiske myndigheders beslutning om at kalde EU’s delegationschef og den polske ambassadør tilbage til Minsk,
– der henviser til afgørelsen fra Rådet (udenrigsanliggender) af 23. januar 2012 om restriktive foranstaltninger over for Hviderusland,
– der henviser til Europarådets beslutning af 25. januar 2012 1857(2012) om situationen i Hviderusland, som fordømmer den fortsatte forfølgelse af medlemmer af oppositionen og chikanen af civilsamfundsaktivister, uafhængige medier og menneskerettighedsforkæmpere i Hviderusland,
– der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 17. juni 2011, som fordømmer menneskerettighedskrænkelserne før, under og efter præsidentvalget i Hviderusland og opfordrer den hviderussiske regering til at bringe "forfølgelsen" af oppositionsledere til ophør,
– der henviser til erklæringen fra topmødet for det østlige partnerskab, der blev vedtaget i Prag den 7.-9. maj 2009, og erklæringen om situationen i Hviderusland, der blev vedtaget under det østlige partnerskabs topmøde i Warszawa den 30. september 2011,
– der henviser til afgørelsen på Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) årskongres i Bern i maj 2009 om at tildele Hviderusland værtskabet for IIHF’s verdensmesterskab i 2014 til trods for forfølgelsen af Aleksandr Lukasjenkos politiske modstandere og udbredte menneskerettighedskrænkelser i Hviderusland,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at Prag-erklæringen fra det østlige partnerskabs topmøde på ny bekræfter forpligtelsen, bl.a. for Hviderusland, til at overholde principperne i folkeretten og de grundlæggende værdier, herunder demokrati, retsstatsprincippet samt respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;
B. der henviser til, at den politiske situation i Hviderusland er blevet alvorligt forværret siden præsidentvalget den 19. december 2010 med repressive foranstaltninger over for medlemmer af den demokratiske opposition, de frie medier, civilsamfundsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere på trods af gentagne opfordringer fra det internationale samfund til omgående at standse disse foranstaltninger;
C. der henviser til, at en diplomatisk konflikt mellem EU og Hviderusland af hidtil uset omfang optrappedes, efter de hviderussiske myndigheder bad EU’s ambassadør og Polens ambassadør om at forlade landet og kaldte deres egne ambassadører hjem fra Bruxelles og Warszawa som reaktion på Rådets afgørelse af 28. februar 2012;
D. der henviser til, at Aleksandr Lukasjenko i denne forbindelse fulgte op med et personligt angreb på Tysklands udenrigsminister, som overskred enhver form for diplomatisk etikette;
E. der henviser til, at en afdelingschef i anklagemyndigheden den 1. marts 2012 erklærede, at ”personer, der opfordrer fremmede magter og internationale organisationer til at pålægge Hviderusland økonomiske eller andre former for sanktioner, risikerer at blive mødt med et midlertidigt udrejseforbud og endda strafferetlig forfølgelse” og til, at nogle menneskerettighedsforkæmpere, oppositionspolitikere og uafhængige journalister efterfølgende er blevet nægtet tilladelse til at forlade Hviderusland eller er blevet afvist ved EU’s grænser;
F. der henviser til, at det hviderussiske justitsministerium den 14. februar 2012 traf beslutning om indtil videre for fjerde gang at nægte at registrere Hvideruslands Kristelige Demokratiske Parti uden lovlig grund, samtidig med at medlemmer af Hvideruslands Kristelige Demokratiske Parti for første gang modtog trusler om fysisk vold, hvis ikke de trækker deres underskrifter som partistiftere tilbage;
G. der henviser til, at alle ambassadører i Minsk fra EU’s medlemsstater blev kaldt hjem til samtaler i deres hovedstæder, og at alle EU’s medlemsstater har indkaldt de hviderussiske ambassadører til deres udenrigsministerier;
H. der henviser til, at EU-medlemsstaternes beslutning er et klart signal om EU’s solidaritet og enhed i udenrigsanliggender, om effektiviteten af EU’s aktioner samt om, at det er lykkedes at udbrede de europæiske værdier både i og uden for EU, og til, at en vellykket gennemførelse afhænger af EU’s urokkelige vilje til at agere i fællesskab;
I. der henviser til, at en forbedring af de bilaterale forbindelser med Den Europæiske Union også er betinget af, at alle politiske fanger løslades, og at Hvideruslands regering gør fremskridt med hensyn til at efterleve sine OSCE-forpligtelser og respekten for grundlæggende menneskerettigheder, retsstatsprincippet og de demokratiske principper;
J. der henviser til, at EU's Ministerråd har besluttet at udvide listen over personer, der er genstand for sanktioner, som følge af det hviderussiske regimes tiltagende undertrykkelse af befolkningen;
K. der henviser til, at USA i henhold til loven fra 2011 om demokrati og menneskerettigheder i Hviderusland (”the Belarus Democracy and Human Rights Act”), som blev undertegnet af præsident Barack Obama den 3. januar, opfordrer IIHF til at suspendere planerne om at afholde 2014-verdensmesterskabet i Hviderusland, indtil Hvideruslands regering frigiver alle politiske fanger;
1. understreger, at beslutningen om at hjemkalde alle EU-medlemsstaternes ambassadører fra Hviderusland beviser, at de hviderussiske myndigheders forsøg på at splitte Den Europæiske Union i forbindelse med beslutninger om sanktioner er slået fejl;
2. understreger, at en urokkelig vilje i alle EU-medlemsstater og i andre demokratiske lande til at agere i fællesskab i vanskelige tider kan fremme en vellykket udbredelse af universelle værdier i lande som Hviderusland og bringe disse lande nærmere vejen mod omstilling til demokrati;
3. fordømmer den fornærmende retorik, Aleksandr Lukasjenko anvendte over for den tyske udenrigsminister;
4. understreger, at Minsk i stedet for at vælge i stigende grad at isolere sig burde træffe det rigtige valg for sin befolkning og åbne sig mod demokrati;
5. fordømmer den fortsatte forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere og medlemmer af den demokratiske opposition samt chikanen af civilsamfundsaktivister og de uafhængige medier i Hviderusland af politiske grunde;
6. kræver øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle politiske fanger; gentager, at der ikke kan ske fremskridt i dialogen mellem EU og Hviderusland, uden at Hviderusland gør fremskridt med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, og før alle politiske fanger, blandt andre Ales Bialiatski, formand for menneskerettighedscentret ”Viasna” og næstformand for Det Internationale Menneskerettighedsforbund, de to tidligere præsidentkandidater, Nikolaj Statkevitj og Andrei Sannikau, lederne af præsidentkampagnerne for de demokratiske oppositionskandidater, Pavel Seviarynets og Dimitrij Bandarenko, samt Sergej Kovalenko, en politisk fange, der tilbageholdes for en påstået overtrædelse af sin husarrest, og som har gennemført en langvarig sultestrejke, der har ført til en kritisk forværring af hans helbred, som direkte truer hans liv, alle løslades betingelsesløst og generhverver deres borgerrettigheder fuldt ud;
7. anmoder de nationale ishockeyforbund i EU-medlemsstaterne og i alle andre demokratiske nationer om indtrængende at opfordre IIHF, bl.a. når de mødes ved den kommende kongres i maj i Helsinki, Finland, til at genoverveje dets tidligere beslutning og overdrage værtskabet for IIHF’s verdensmesterskab i 2014 i Hviderusland til et andet værtsland, indtil alle politiske fanger, der af internationale menneskerettighedsorganisationer er anerkendt som ”samvittighedsfanger”, er blevet løsladt, og indtil regimet udviser tydelige tegn på vilje til at respektere menneskerettighederne og retsstatsprincippet;
8. glæder sig over Rådets afgørelse af 28. februar 2012 om at styrke de restriktive foranstaltninger og føje yderligere 21 personer, der er ansvarlige for undertrykkelsen af civilsamfundet og den demokratiske opposition i Hviderusland, til listen over dem, der skal rammes af indrejseforbud og indefrysning af aktiver;
9. opfordrer Rådet til at gøre status over den seneste udvikling i de diplomatiske forbindelser mellem EU og Hviderusland samt over den yderligere forværring af situationen vedrørende menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i landet, og anmoder det om at vedtage en passende afgørelse om yderligere restriktive foranstaltninger, herunder også økonomiske sanktioner;
10. understreger, at Den Europæiske Union og Hviderusland bør have gode naboskabsforbindelser, og at disse støttes kraftigt gennem EU’s tætte kontakt med det hviderussiske civilsamfund og den demokratiske opposition samt dets støtte til det hviderussiske folks ønske om demokrati;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN’s generalsekretær, OSCE's Parlamentariske Forsamling, Europarådets Parlamentariske Forsamling, sekretariatet for Fællesskabet af Uafhængige Stater samt parlamentet og regeringen i Belarus.