Forslag til beslutning - B7-0474/2012Forslag til beslutning
B7-0474/2012

FORSLAG TIL BESLUTNING om valget i Georgien

17.10.2012 - (2012/2816(RSP))

på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

Jaromír Kohlíček for GUE/NGL-Gruppen

Procedure : 2012/2816(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0474/2012
Indgivne tekster :
B7-0474/2012
Vedtagne tekster :

B7‑0474/2012

Europa-Parlamentets beslutning om valget i Georgien

(2012/2816(RSP))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til erklæringen om foreløbige resultater og konklusioner fra den internationale valgobservationsmission den 2. oktober 2012,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at den internationale valgobservationsmission udtalte, at det demokratiske parlamentsvalg den 1. oktober var et vigtigt skridt i bestræbelserne på at konsolidere gennemførelsen af demokratiske valg i overensstemmelse med OSCE's og Europarådets forpligtelser, selv om visse spørgsmål stadig skal behandles, og at valget var korrekt med aktiv deltagelse af borgere i hele kampagnen, herunder i fredelige massemøder, og at forholdene dog var polariserede og spændte og kendetegnet ved brug af hård retorik og visse voldelige handlinger, og at kampagnen ofte var fokuseret på fordelene ved de siddende magthavere på den ene side og private finansielle aktiver på den anden side, snarere end på konkrete politiske platforme og programmer;

B.  der henviser til, at den georgiske befolkning stemte for politisk forandring;

C. der henviser til, at der er et presserende behov for at håndtere situationen i de georgiske fængsler, navnlig torturen af fanger i et fængsel i Tbilisi, som spillede en betydelig rolle i valgkampen;

1.  lykønsker den georgiske befolkning med gennemførelsen af frie og retfærdige valg; glæder sig over de betydelige fremskridt, som Georgien har gjort med demokratiske reformer;

2.  opfordrer de politiske kræfter, der er valgt til det nye parlament, til at opfylde den georgiske befolknings forventninger til ændringer, navnlig med hensyn til den sociale situation og landets politiske forhold, situationen for demokrati og menneskerettigheder og også den tidligere regerings politik for sikkerhedsspørgsmål i Sydkaukasus;

3.  opfordrer den georgiske regering til yderligere at forbedre de fysiske forhold i fængsler og tilbageholdelsescentre, fortsat at yde sin fulde støtte til Georgiens offentlige forsvarer, der har ansvaret for at overvåge krænkelser af menneskerettighederne, og at overveje at fremme mulighederne for, at civilsamfundets og ikke-statslige menneskerettighedsorganisationer får adgang til at besøge personer i fængsler og tilbageholdelsescentre;

4.  håber, at der efter valget vil være fornyet fokus på løsning af regionale problemer; opfordrer Georgien og Rusland til at indgå i direkte forhandlinger uden forhåndsbetingelser, om en række emner, med mægling, hvis det er nødvendigt, ved en gensidigt acceptabel tredjepart, som bør supplere og ikke erstatte den eksisterende Genèveproces;

5.  gentager sin støtte til de igangværende forhandlinger om en associeringsaftale og det europæiske perspektiv, som Georgien stræber efter; fastholder, at forbindelserne mellem EU og Georgien bør være til fordel for den georgiske befolkning og EU og bør ikke underlægges geopolitiske eller økonomiske interesser;

6.  pålægger sin formand at sende denne beslutning med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Georgiens regering og parlament.