FORSLAG TIL BESLUTNING om gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben
5.12.2012 - (2012/2890(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
Pino Arlacchi, Maria Eleni Koppa, Ana Gomes, Raimon Obiols for S&D-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0534/2012
B7‑0535/2012
Europa-parlamentets beslutning om gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om nuklear ikkespredning og afrustning, navnlig beslutningen samt af 10. marts 2010 om traktaten om ikkespredning af kernevåben[1],
– der henviser til, at der under gennemgangskonferencen om ikkespredningstraktaten i 1995 blev vedtaget en resolution, der opfordrede til indledning af forhandlinger om oprettelse af en atomvåbenfri zone i Mellemøsten,
– der henviser til rapport af 30. april 1999 fra FN's Nedrustningskommission, der anbefaler en række principper og retningslinjer for oprettelse af en atomvåbenfri zone,
– der henviser til slutdokumentet fra gennemgangskonferencen i 2010 mellem parterne i traktaten om ikkespredning af kernevåben, især til slutdokumentets bind I, Konklusioner og anbefalinger for opfølgningstiltag, pkt. 104 og 116, og kapitel IV om Mellemøsten, især gennemførelsen af 1995-resolutionen om Mellemøsten,
– der henviser til Den Europæiske Unions strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, som Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003,
– der henviser til Rådets afgørelse 2012/422/FUSP af 23. juli 2012 til støtte for en proces, der fører til oprettelse i Mellemøsten af en zone, som er fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben,
– der henviser til resolution af 13. december 2011 fra FN's Generalforsamling om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøstregionen,
– der henviser til rapport af 6. oktober 2010 fra FN's generalsekretær om risikoen for spredning af kernevåben i Mellemøsten,
– der henviser til erklæringen fra talspersonen for Kommissionens næstformand/EU’s højtstående repræsentant Catherine Ashton om udsættelsen af Helsinki-konferencen om oprettelse af en masseødelæggelsesvåbenfri zone i Mellemøsten;
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at spredningen af masseødelæggelsesvåben og tilhørende fremføringsmidler udgør en af de alvorligste trusler mod den internationale fred og sikkerhed, og til, at de mest presserende sikkerhedsprioriteter er at forhindre yderligere stater i at skaffe eller benytte kernevåben, at reducere det nuværende globale arsenal og arbejde sig frem mod en verden uden kernevåben;
B. der påpeger, at oprettelsen af kernevåbenfri zoner, navnlig i konfliktområder såsom Mellemøsten, vil fremme den internationale fred og sikkerhed og bidrage til en styrkelse af den internationale ikkespredningsordning; der finder, at denne proces derfor bør prioriteres højt;
C. der henviser til, at der allerede er etableret en række kernevåbenfrie zoner i andre dele af verden, nemlig Latinamerika og Caribien, Det Sydlige Stillehav, Sydøstasien, Centralasien og Afrika; der henviser til, at Mongoliets selverklærede status som kernevåbenfri zone er blevet anerkendt via vedtagelsen af FN's Generalforsamlings resolution om Mongoliets internationale sikkerhed og kernevåbenfri status; der henviser til, at også andre traktater beskæftiger sig med atomafrustning af bestemte områder, såsom Antarktistraktaten, traktaten om det ydre rum, månetraktaten og traktaten om forbud mod kernevåben på havbunden og i dens undergrund;
D. der henviser til, at det i slutdokumentet fra gennemgangskonferencen for ikkespredningstraktaten (NPT) fra 2010 vedtoges at indkalde en konference i 2012 om oprettelse af en zone i Mellemøsten, der var fri for atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben (WMD);
E. der henviser til, at der siden udnævnelsen af den finske viceudenrigsminister Jaakko Laajava som facilitator har været gjort forberedelser til afholdelsen af denne konference;
F. der henviser til, at Den Russiske Føderation, Det Forenede Kongerige og USA er medsponsorer for NPT-resolutionen om Mellemøsten fra 1995 og depositarstater for traktaten;
G. der henviser til, at Den Europæiske Union sammen med alle medlemmerne af Euro-Middelhavspartnerskabet har tilsluttet sig målsætningen om oprettelse af en WMD-fri zone i Mellemøsten i Barcelona-erklæringen fra 1995; der henviser til, at EU støtter facilitatorens bestræbelser og målsætningen om fremme af etableringen af en WMD-fri zone i Mellemøsten, især via "EU-konsortiet for ikkespredning" og en række seminarer om emnet, som bl.a. blev afholdt i 2008, 2011 og november 2012;
H. der henviser til, at konferencen om oprettelse af en zone i Mellemøsten, der er fri for atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben, som skulle være afholdt i december 2012, er blevet udsat;
I. der henviser til, at oprettelsen af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten længe har været på dagordenen for flere internationale fora såsom FN's Sikkerhedsråd og Generalforsamling og IAEA's Ordinære Konference og Styrelsesråd;
J. der henviser til, at FN's generalsekretær har bekræftet sit stærke engagement i indkaldelsen af konferencen og understreget konferencens betydning som en enestående anledning for alle stater i regionen til at forbedre deres sikkerhed i fællesskab;
1. beklager dybt udsættelsen af konferencen, som skulle have fundet sted i Helsinki i december 2012, og opfordrer kraftigt alle parter til at indkalde konferencen i begyndelsen af 2013;
2. påskønner den utrættelige indsats, facilitatoren har gjort for at skabe grundlag for en vellykket konference på trods af de divergerende holdninger til, hvad der skal stå på dagsordenen, og hvad konferencen skal opnå, og på baggrund af de uroligheder og politiske forandringer, der finder sted i Mellemøsten;
3. noterer sig de arabiske staters frustration over de seneste års manglende implementering af 1995-resolutionen om Mellemøsten, som de gav stærkt udtryk for såvel før som under afholdelsen af NPT-gennemgangskonferencen i 2012;
4. er stærkt bekymret for, at NPT-gennemgangskonferencen i 2015 skal ende uden konsensus, hvis ikke den førnævnte konference indkaldes hurtigst muligt; appellerer til de arabiske stater om at afholde sig fra at true med at trække sig ud af NPT og i stedet fortsætte med at fremme og støtte skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben; opfordrer samtidig Israel til at tiltræde NPT, placere alle sine nukleare anlæg under IAEA's fulde sikkerhedskontrol og deltage konstruktivt i drøftelserne om en kernevåbenfri zone i Mellemøsten;
5. støtter P5+1-landegruppens igangværende bestræbelser for at opnå en hurtig diplomatisk løsning på den internationale bekymring omkring Irans atomprogram baseret på NPT og fuld implementering fra Irans side af resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd og IAEA's Styrelsesråd;
6. er stærkt overbevist om, at oprettelsen af en kernevåbenfri zone i Mellemøstregionen vil være et stort bidrag til international fred og stabilitet;
7. opfordrer Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, til at sikre, at Den Europæiske Union fortsætter sit aktive engagement i denne proces, navnlig via aktive diplomatiske bestræbelser fra alle parters side for at bidrage konstruktivt og med forstærket politiske vilje til forhandlingerne;
8. anmoder Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant, Catherine Ashton, til at holde Parlamentet orienteret om enhver ny udvikling i de igangværende bestræbelser for på ny at indkalde konferencen efter udsættelsen af det møde, som skulle have fundet sted i december 2012;
9. opfordrer indtrængende alle stater i regionen til ikke at tage skridt, som vil undergrave målet om oprettelse af den nævne zone, herunder udvikling, fremstilling, afprøvning eller på anden måde erhvervelse af kernevåben, men i stedet træffe foranstaltninger - herunder tillidsskabelses- og kontrolforanstaltninger - der tager sigte på oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten;
10. bifalder den Alliancefri Bevægelses opfordring til en hurtig oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten som et højtprioriteret skridt i retning af en WMD-fri zone i regionen;
11. finder, at forhandlingerne om nukleare, kemiske og biologiske våben bør føres samtidigt med henblik på at opnå parallelle fremskridt, såvel indholds- som tidsmæssigt, i den proces, som skal føre frem til en fuldstændig afskaffelse af WMD som krævet i erklæringen fra NPT-gennemgangskonferencen om Mellemøsten i 2012; opfordrer derfor alle stater i regionen til at ratificere konventionen om kemiske våben (CWC), konventionen om biologiske våben (BWC) og traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT);
12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Europa-Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, FN's facilitator og Mellemøstens regeringer og parlamenter.
- [1] EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 77.