FORSLAG TIL BESLUTNING om den israelske regerings beslutning om nye bosættelser på Vestbredden
10.12.2012 - (2012/2911(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
Charles Tannock, Geoffrey Van Orden, Ryszard Czarnecki, Adam Bielan for ECR-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0561/2012
B7‑0568/2012
Europa-Parlamentets beslutning om den israelske regerings beslutning om nye bosættelser på Vestbredden
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettigheder og demokrati i Israel og Palæstina,
– der henviser til FN's internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) og FN's Sikkerhedsråds resolutioner fra 1979 og 1980,
– der henviser til Rådets konklusioner om fredsprocessen i Mellemøsten af 8. december 2009, 13. december 2010 og 18. juli 2011,
– der henviser til De Forenede Nationers pagt, særligt hvad angår Palæstinas nye status som observatørstat uden fuldgyldigt medlemskab,
– der henviser til FN’s relevante resolutioner: FN's Generalforsamlings resolution 181 (1947) og 194 (1948) og FN's Sikkerhedsråds resolution 242 (1967), 338 (1973), 1397 (2002), 1515 (2003) og 1850 (2008),
– der henviser til de aftaler, der er nedfældet i Oslo I-aftalen,
– der henviser til Mellemøstkvartettens erklæringer, særlig erklæringen af 23. september 2011,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk.2,
A. der henviser til, at den israelske regering i sidste uge meddelte, at den havde til hensigt at bygge 3 000 "bosætterhjem" i Østjerusalem, Judæa, Samaria og E1-området nær Jerusalem som svar på Den Palæstinensiske Myndigheds ensidige initiativ om anerkendelse som stat i FN's Generalforsamling;
B. der henviser til, at den israelske regering hidtil har godkendt opførelsen af store bosætterkomplekser i Østjerusalem og planlægningen af byggerier i E1-området, mens der ikke er blevet godkendt byggerier nogen andre steder;
C. der henviser til, at Storbritannien, Frankrig, Sverige, Spanien, Danmark og USA alle udtalt sig imod opførelsen af "bosætterhjem";
D. der henviser til, at Palæstina nu er FN-observatørstat uden fuldgyldigt medlemskab og følgelig kan ansøge om at blive medlem af internationale organer;
E. der henviser til, at Israel fortsat har forpligtet sig til at søge en forhandlingsløsning på konflikten med palæstinenserne, der er baseret på en tostatsløsning, og gentagne gange har opfordret til en genoptagelse af de direkte forhandlinger;
F. der henviser til, at Israel engang fastfrøs sit bosættelsesprogram i ni måneder som en forudsætning for en genoptagelse af forhandlingerne med Den Palæstinensiske Myndighed;
1. understreger Israels fortsatte ret til selvforsvar og sikkerhed; erkender, at spørgsmålet om bosætterhjem er adskilt fra de voldshandlinger, der finder sted under Hamas' ledelse, og understreger, at ingen af disse spørgsmål bør udgøre en væsentlig hindring for genoptagelsen af de direkte forhandlinger;
2. bemærker, at de israelske bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden betragtes som ulovlige i henhold til folkeretten, den fjerde Genève-konventionen og FN Sikkerhedsråds resolutioner om bosættelser fra 1979 og 1980;
3. er bekymret over, at Den Palæstinensiske Myndigheds ensidige initiativ i forhold til FN's Generalforsamling er i strid med aftalen om at søge en "forhandlingsløsning", som er nedfældet i Osloaftalerne;
4. er alvorligt foruroliget over opførelse af nye israelske boliger i udpegede "palæstinensiske områder" og minder de israelske myndigheder om deres forpligtelser i henhold til Oslo I-aftalen; opfordrer de israelske myndigheder til at annullere udvidelsen af bosættelserne for at lette genoptagelsen af direkte forhandlinger;
5. opfordrer i denne forbindelse præsident Abbas til at genoptage de direkte forhandlinger med Israel uden yderligere forsinkelse;
6. gentager i denne forbindelse sin støtte til en tostatsløsning, som israelere og palæstinensere er blevet enige om og respekterer, baseret på grænsedragningen fra 1967, med aftalt udveksling af land for fred, med en levedygtig palæstinensiske stat, der omfatter både Vestbredden og Gaza, og hvor den israelske stat kan leve i fred og sikkerhed; minder om, at dette kun kan opnås ved hjælp af direkte forhandlinger under FN-Kvartettens auspicier og ikke gennem ensidige foranstaltninger;
7. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formanden for FN’s Generalforsamling, regeringer og parlamenter i de lande, der er medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, Mellemøstkvartettens udsending, Knesset og Israels regering, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd.