FORSLAG TIL BESLUTNING om demokratisk beslutningstagning i ØMU'en

10.6.2013 - (2013/2672(RSP))

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2

Derk Jan Eppink for ECR-Gruppen

B7‑0272/2013

Europa-Parlamentets beslutning om demokratisk beslutningstagning i ØMU'en

(2013/2672(RSP))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens meddelelser "Forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik" (COM(2013)166) og "Indførelse af et instrument for konvergens og konkurrenceevne" (COM(2013)165),

–   der henviser til traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union af 2. marts 2012, i det følgende benævnt "finanspagten",

–  der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 13.-14. december 2012,

–   der henviser til Kommissionens plan for en udbygget og egentlig ØMU af 28. november 2012,

–   der henviser til rapporten fra formanden for Det Europæiske Råd "Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union" af 5. december 2013,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordninger (EU) nr. 1176/2011 og (EU) nr. 1175/2011 af 16. november 2011, i det følgende benævnt "sixpack",

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet samt til forordning (EU) nr. …2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet i euroområdet, i det følgende benævnt "twopack",

–   der henviser til artikel 5, 6 og 7 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at en tættere europæisk integration nødvendigvis bør omfatte effektive institutionelle kontrolmekanismer for at sikre større demokratisk legitimitet, ansvarlighed, gennemsigtighed og opbakning fra befolkningen;

B.  der henviser til, at en tættere europæisk integration bør omfatte øget inddragelse af parlamenterne, både på nationalt plan og på EU-plan;

C. der henviser til, at der er behov for at styrke den demokratiske legitimitet for så vidt angår Kommissionens projekt om "en udbygget og egentlig ØMU" som fremhævet i planen ved fuldt ud at inddrage både de nationale parlamenter, navnlig fra euroområdet, og Europa-Parlamentet gennem den relevante juridiske procedure i den igangværende lovgivningsproces og i udformningen af alle fremtidige traktatændringer;

D. der henviser til, at krisen afslørede et betydeligt demokratisk underskud inden for de økonomiske og finansielle politikker, som er europæiske politikområder af særlig betydning for borgerne; der henviser til, at visse medlemsstater nu er underlagt sparepolitikker, som deres parlamenter aldrig ville have fastlagt selv, mens andre medlemsstater er tvunget til at yde store lån eller garantier for at undgå et opbrud af euroen; der henviser til, at deres nationale parlamenter på grund af de afsmittende virkninger, som nationale afgørelser inden for den økonomiske politik og finanspolitikken har på økonomien i andre medlemsstater i euroområdet, reelt er frataget deres budgetautonomi;

E.  der henviser til, at der bør tages behørigt hensyn til de gensidige afsmittende virkninger af ØMU'en og andre lande, som ikke er medlem af euroområdet;

F.  der henviser til, at tiltagene i retning af indførelse af en udbygget og egentlig ØMU bør respektere holdningerne hos de medlemsstater, der har en fravalgsordning for indførelsen af euroen for at bevare deres respektive nationale valutaer;

G. der henviser til, at Unionens og medlemsstaternes politiske beslutningstagere og parlamentarikere løbende bør orientere borgerne om fordelene og eventuelle ulemper ved en fælles valuta, herunder de omkostninger og risici, der er forbundet med et opbrud af euroområdet;

H. der henviser til, at Unionens institutioner og medlemsstaternes stats- og regeringschefer generelt og især euroområdets medlemsstaters stats- og regeringschefer ligger inde med nøglen til på en troværdig måde at genoprette den hårdt tiltrængte tillid ved at sikre større gennemsigtighed i og demokratisk legitimitet samt inddragelse af parlamenterne i de politiske beslutninger, der er foreslået i Kommissionens plan;

I.   der henviser til, at de nationale regeringer og EU-institutionerne for at afhjælpe den økonomiske og finansielle krise og som reaktion på strukturelle mangler i Den Økonomiske og Monetære Unions opbygning traf en lang række foranstaltninger for at sikre den finansielle stabilitet og forbedre den økonomiske styring;

J.   der henviser til, at en del af disse bestræbelser kun vedrører euroområdets medlemsstater, f.eks. visse specifikke regler om finansielle sanktioner i sixpack'en og oprettelsen af ESM og twopack'en; der henviser til, at euroområdet og seks medlemsstater uden for euroområdet har vedtaget europluspagten, og at euroområdet og otte medlemsstater uden for euroområdet har indgået traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union; der henviser til, at to medlemsstater har en fravalgsordning for indførelsen af euroen;

K. der henviser til, at artikel 123 i TEUF forbyder monetær finansiering af regeringer; der henviser til, at der ikke er offentlig opbakning til oprettelsen af et formelt system for budgetoverførsler inden for Den Økonomiske og Monetære Union;

1.  gentager på ny, at forvaltningen i ØMU ikke må gribe ind i de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets beføjelser, navnlig når der forudses overdragelse af suverænitet; understreger, at ordentlig legitimitet og ansvarlighed kræver demokratiske beslutninger og skal sikres på det relevante nationale plan og EU-plan af hhv. de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet; tilskynder til afholdelsen af folkeafstemninger i medlemsstaterne for at øge den demokratiske legitimitet, hvis forfatningsbestemmelserne giver mulighed herfor;

2.  noterer sig Kommissionens meddelelse om forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik (COM(2013) 166); beklager, at Kommissionen blot fastlægger en meget begrænset parlamentarisk ansvarlighed i forbindelse med trufne beslutninger; anmoder om en omhyggelig udformning af den proces, gennem hvilken Kommissionen bør forelægge sin udtalelse om større reformer af den økonomiske politik for parlamentet i den berørte medlemsstat efter dennes anmodning og begrunde alle sine anbefalinger om ændringer af de foreslåede reformer, før parlamentet i den berørte medlemsstat træffer en simpel flertalsafgørelse om denne udtalelse for at vedtage eller forkaste den;

3.  noterer sig Kommissionens meddelelse om indførelse af et instrument for konvergens og konkurrenceevne (COM(2013)165) som en mulighed for at øge ejerskabet og effektiviteten af økonomisk politik; understreger, at deltagelse i ethvert sådant instrument bør være på et rent frivilligt grundlag, både for medlemsstater i euroområdet og uden for euroområdet; foreslår, at artikel 352 i TEUF skal udgøre retsgrundlaget for alle finansielle støttemekanismer for ethvert sådant instrument;

4.  opfordrer Kommissionen til at anføre, hvilken fremtidig institutionel udvikling der efter dens mening er nødvendig i de næste tolv måneder for at fastlægge en stærkere ØMU-opbygning, og til omgående at orientere lovgiverne om dem, således at nationale parlamenters øgede ret til at kontrollere, om disse forslag er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, sikres;

5.  understreger, at gennemførelsen af allerede godkendte foranstaltninger skal have højere prioritet end eventuelt nye forslag; opfordrer indtrængende Kommissionen til med en uafhængig ekstern konsekvensanalyse at begrunde merværdien af eventuelle nye forslag på området for økonomisk styring, navnlig når der forudses overdragelse af suverænitet;

6.  bemærker, at Eurogruppen bestående af finansministre er blevet mindre effektiv som forum for samordning af de økonomiske politikker, idet dens arbejdsmetoder er blevet formaliseret med etableringen af et permanent sekretariat og et tidsbegrænset formandskab; er følgelig imod yderligere formalisering, herunder forslaget om at oprette en permanent formand på fuld tid for Eurogruppen;

7.  mener, at EU og ØMU'en ikke kan være demokratisk holdbare uden en decentralisering af beføjelser til de nationale parlamenter; foreslår som tilføjelse til det eksisterende system med "gule kort" et system med "røde kort", således at nationale parlamenter kan få Kommissionen til at trække uønskede lovgivningsmæssige forslag tilbage;

 

8.  glæder sig over den igangværende oprettelse af én fælles tilsynsmyndighed, der dækker euroområdet og er åben for alle andre EU-medlemsstater; mener, at den foreslåede "bankunion" for at afhjælpe de iboende strukturelle mangler ved ØMU'en og effektivt fjerne den udbredte moralske hasard bør baseres på den tidligere reform af EU's sektor for finansielle tjenesteydelser, herunder oprettelsen af EBA, ESMA, EIOPA og ESRB, samt den styrkede økonomiske styring, navnlig i euroområdet, og de nye budgetrammer i det europæiske semester for at sikre den europæiske banksektor større modstandskraft og konkurrenceevne, skabe større tillid til sektoren samt give den øgede kapitalreserver for at hindre, at medlemsstaternes offentlige budgetter skal afholde udgifterne til redningsaktioner for bankerne i fremtiden;

9.  mener, at såfremt en medlemsstat, der har euroen som valuta, ikke ønsker at afgive yderligere finanspolitisk suverænitet, bør den have mulighed for at forlade euroområdet; opfordrer Kommissionen og Eurogruppen, der samarbejder med ECB, til i en sådan situation at bistå den pågældende medlemsstat med de praktiske foranstaltninger til at sikre en så gnidningsfri udtræden af euroområdet som muligt;

10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.