Europa-Parlamentet,

–   der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,

–   der henviser til de tidligere resolutioner om Syrien fra Rådet (udenrigsanliggender), senest af 22. juli 2013,

–   der henviser til de tidligere erklæringer fra EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen om Syrien,

–   der henviser til FN's Generalforsamlings resolutioner om Syrien, især resolution 67/262 af 15. maj 2013, 66/253B af 3. august 2012 og 66/253 af 16. februar 2012,

–   der henviser til sin beslutning af 22. maj 2013 om situationen for syriske flygtninge i nabolandene(1),

–   der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 60/1 af 24. oktober 2005, særlig punkt 138–148 om ansvar for at beskytte befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden,

–   der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–   der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne til dem,

–   der henviser til protokollen om forbud mod til krigsbrug at anvende kvælende, giftige eller lignende gasarter samt bakteriologiske krigsmidler, der blev undertegnet i Genève den 17. juni 1925,

–   der henviser til konvention om forbud mod udvikling, fremstilling og oplagring af bakteriologiske (biologiske) våben og toksinvåben samt om disse våbens tilintetgørelse – åbnet for undertegnelse i London, Moskva og Washington den 10. april 1972,

–   der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder, den valgfri protokol hertil om inddragelse af børn i væbnede konflikter og konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, som alle er blevet tiltrådt af Syrien,

–   der henviser til rapporterne af 4. juni, 22. marts og 5. februar 2013 fra den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Syrien, der blev nedsat den 22. august 2011 af FN's Menneskerettighedsråd,

–   der henviser til den fælles meddelelse af 25. maj 2011 fra Kommissionen og den højtstående repræsentant til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget "En ny tilgang til nabolande i forandring",

–   der henviser til den kortfattede rapport fra den internationale humanitære donorkonference på højt plan for Syrien, der fandt sted i Kuwait den 30. januar 2013,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A. der henviser til, at urolighederne og blodsudgydelserne i Syrien nu pågår på tredje år og at der ikke er nogen umiddelbar udsigt til, at de vil ophøre;

B.  der henviser til, at de civile optøjer og de syriske myndigheders brutale undertrykkelse af det syriske folk har kastet landet ud i en tilstand af borgerkrig, hvilket igen medfører risiko for en regional konflikt;

C. der henviser til, at mere end 100 000 syrere har mistet livet siden kampene begyndte;

D.  der henviser til, at det samlede antal registrerede syriske flygtninge nu sat til mere end to millioner, og at omkring fire millioner syrere er blevet fordrevet;

E.  der henviser til, at præsident Assad har siddet utallige henstillinger fra det internationale samfund om at sætte en stopper for den forfærdelige vold i Syrien overhørig;

F.  der henviser til, at volden, f.eks. brug af tungt artilleri og bombardementer mod beboede områder og gruopvækkende drab udført af den syriske hær, sikkerhedsstyrker og Shabiha, såvel som af forskellige oppositionsstyrker, hele tiden er taget til;

G. der henviser til, at der har været adskillige massakrer og målrettede massedrab (på nært hold) af mænd, kvinder og børn;

H. der henviser til, at tilfælde af tortur, masseanholdelser og omfangsrige ødelæggelser af befolkede områder er steget dramatisk i de seneste måneder;

I.   der henviser til, at FN's flygtningehøjkommissær har anført, at den syriske konflikt er meget mere end en humanitær krise, og at den risikerer at brede sig til hele regionen og eskalere til en politisk, sikkerhedsmæssig og humanitær katastrofe, der fuldstændig vil overvælde det internationale beredskab;

J.   der henviser til, at tusindvis af syrere dagligt flygter fra kampene til nabolandene i håb om sikkerhed og beskyttelse, blot for at forblive sårbare i flygtningelejre;

K. der henviser til, at de lande, der er mest intenst berørt af konflikten og flygtningestrømmen, er Libanon, Jordan og Tyrkiet;

L.  der henviser til, at det østlige Ghuta den 21. august 2013 blev bombarderet og at beboerne øjeblikkeligt rapporterede om symptomer som kramper, kvælningsfornemmelser og manglende muskelkontrol som følge af brugen af kemiske våben;

M. der henviser til, at angrebet forårsagede 1 300 dødsfald, herunder ca. 400 børn, og flere hundrede sårede, og at området allerede har været udsat for daglige bombardementer fra regimets styrker, hvad der har gjort det umuligt at skaffe hundredetusindvis af indbyggere de mest basale livsfornødenheder, jf. rapporter fra centret for dokumentation af overgrebene i Syrien;

N. der henviser til, at mange uafhængige rapporter bekræfter brugen af kemiske våben i angrebet på det østlige Ghuta;

O. der henviser til, at brugen af kemiske våben er en krigsforbrydelse, der er forbudt i henhold til Genèveprotokollen og Romstatutten for den Internationale Straffedomstol;

P.  der henviser til, at selv om Syrien er et af de lande, der fortsat ikke har undertegnet FN's konvention om kemiske våben, så kan der ikke desto mindre argumenteres for, at konventionens bestemmelser alligevel er gældende i henhold til folkeretlig sædvaneret;

Q. der henviser til, at et hold af FN-våbeninspektører tilbragte fire dage i Syrien for at efterforske brugen af kemiske våben den 21. august 2013 i det østlige Ghuta med et mandat til at fastslå, hvorvidt der var blevet brugt kemiske våben, men ikke hvem der havde brugt dem;

R.  der henviser til, at Den Arabiske Liga den 27. august 2013 udsendte en udtalelse, der fordømte det syriske regime og anklagede præsident Assad for folkemord, og som i usædvanligt hårde vendinger anførte, at regimet havde "det fulde ansvar for denne modbydelige forbrydelse" og krævede, at "alle gerningsmændene til denne afskyelige forbrydelse retsforfølges i internationalt regi";

S.  der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 30. august 2013 ikke formåede at nå til enighed om de nødvendige interventionsskridt over for præsident Assads overtrædelser af internationale normer under den syriske krise;

T.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 18. december 2008 om udviklingsperspektiver for freds- og nationsopbygning efter konflikter(2) klart anfører, at det "understreger, at beskyttelsesansvar bør opfattes som et middel til at fremme menneskers sikkerhed; understreger, at det primære ansvar for at forhindre, at en befolkning udsættes for folkemord, krigsforbrydelser, etniske udrensninger og forbrydelser mod menneskeheden, ligger hos staten selv, og fremhæver derved de enkelte regeringers ansvar for at beskytte deres egne borgere; mener dog, at hvor regeringerne er ude af stand eller uvillige til at give en sådan beskyttelse, da bliver ansvaret for at træffe passende foranstaltninger det internationale samfunds kollektive ansvar; bemærker endvidere, at en sådan indsats bør være både forebyggende og reaktiv og bør kun indebære tvangsindgreb ved anvendelse af militær magt som en absolut sidste udvej";

1.  beklager dybt den vold, intimidering og tortur, der er blevet begået mod mænd, kvinder og børn af personerne indblandet i den interne konflikt i Syrien;

2.  fordømmer på det kraftigste massedrabene på civile med kemiske våben den 21. august 2013; konstaterer med stor bekymring, at dette er det største massedrab med kemiske våben siden angrebet begået af Saddam Husseins styrker, der dræbte omkring 5 000 irakiske kurdere i Halabja i det nordlige Irak i 1988; fremhæver, at brugen af kemiske våben er ulovlig i henhold til folkeretten, at disse overtrædelser skal have alvorlige konsekvenser, og at Syrien er et af meget få lande, som ikke er tiltrådt den internationale konvention om kemiske våben, men er tiltrådt Genèveprotokollen af 1925, der forbyder brugen af kemiske våben;

3.  er af den mening, at brugen af kemiske våben, der tillige med atomvåben og biologiske våben regnes for masseødelæggelsesvåben, må fremkalde en reaktion, og at det internationale samfund, helst ved FN's ledelse, skal overveje alle muligheder, som folkeretten giver, som middel til at reagere på angrebet den 21. august;

4.  mener, at det internationale samfund har en moralsk pligt til at tage affære for at beskytte civilbefolkningen og forebygge risikoen for, at kemiske våben eller andre masseødelæggelsesvåben igen bliver brugt i konflikten;

5.  opfordrer FN til snarest muligt at gennemføre en grundig undersøgelse af massedrabene i Syrien den 21. august 2013 og placere ansvaret;

6.  beklager, at FN's Sikkerhedsråd ikke har formået at gribe til handling som svar på den syriske krise;

7.  opfordrer indtrængende FN's Sikkerhedsråd til at tage skridt vedrørende massedrabene i Syrien og overtrædelsen af de internationale konventioner på basis af konklusionerne fra FN's ekspertpanel og hurtigst muligt reagere på brugen af kemiske våben i Syrien;

8.  opfordrer i særdeleshed Rusland og Kina til, som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, at leve op til deres ansvar og til at foranledige opnåelsen af en fælles holdning til og en løsning på krisen i Syrien; beklager dybt Ruslands og Kinas gentagne anvendelse af deres vetoret som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet i forbindelse med Syrien-situationen, hvorved de har forhindret det internationale samfund i at bringe fred og sikkerhed til regionen som krævet i henhold til FN-pagten;

9.  tager udtalelsen fra Den Arabiske Liga af 27. august til efterretning, hvori det internationale samfund som repræsenteret ved FN's Sikkerhedsråd opfordres til at "overvinde sine interne uoverensstemmelser og skride til handling over for gerningsmændene til denne forbrydelse, som det syriske regime er ansvarlig for";

10. understreger, at situationen i Syrien kræver en sammenhængende og samlet tilgang fra de NATO-allierede, EU's medlemsstater og det internationale samfund i øvrigt; opfordrer derfor EU og dens medlemsstater til at udrede, hvilke foranstaltninger Unionen kan træffe med henblik på at støtte de demokratiske kræfter inden for den syriske opposition og befordre dialog og en fælles tilgang med andre internationale aktører, herunder Den Arabiske Liga, og til at yde yderligere humanitær hjælp til befolkningen i Syrien og i nabolandene;

11. opfordrer det internationale samfund og alle de aktører, der er indblandet i den syriske konflikt, til at arbejde sammen om at indkalde til Genève II-konferencen med det fælles ønske om at nå frem til en politisk løsning på kampene i Syrien; tilskynder endvidere det internationale samfund til at påbegynde konkret planlægning af en demokratisk overgang i Syrien efter Assad;

12. opfordrer til nedsættelse af en international undersøgelseskommission, der side om side med FN's våbeninspektører skal have fri adgang i den hensigt ikke blot at dokumentere og verificere specifikke tilfælde af brugen af kemiske våben, men også til at fastslå, hvilke parter der er ansvarlige for den kriminelle brug af kemiske våben;

13. opfordrer til retsforfølgelse af de ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden og for udbredte, systematiske og voldsomme menneskerettighedsovertrædelser og til, at disse personer af FN's Sikkerhedsråd henvises til anklagemyndigheden med henblik på efter endt efterforskning at blive stillet for den Internationale Straffedomstol i Haag;

14. udtrykker dyb bekymring over den fortsatte humanitære krise i Syrien og konsekvenserne for nabolandene; udtrykker ligeledes bekymring for, at udvandringen af flygtninge fra Syrien fortsætter med at tage til;

15. beklager, at det på det seneste G20-topmøde i Skt. Petersborg ikke lykkedes at nå til enighed om en samlet, international reaktion på angrebet med kemiske våben i Syrien den 21. august;

16. roser regeringerne i nabolandene, især Tyrkiet og Libanon, for deres indsats til at yde humanitær bistand til syriske flygtninge; erkender, at denne støtteindsats har lagt yderligere pres på de eksisterende beredskaber og budgetter i disse lande; opfordrer det internationale samfund til at støtte de berørte lande;

17. deler den bekymring, som FN's vicegeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinering gav udtryk for, nemlig at almindelige mennesker betaler prisen for, at det ikke er lykkes at bringe konflikten til ophør, hvad der til dato har resulteret i to millioner flygtninge og 100 000 døde;

18. bemærker, at præsident Assad som den forfatningsmæssige og juridiske leder af den syriske stat bærer det endelige ansvar for alle handlinger, der udføres af de væbnede styrker i Syrien; opfordrer endvidere indtrængende præsident Assad til at anerkende det syriske folks afvisning af hans styre og til at træde tilbage ud fra hensynet til Syriens interesser og befolkningens enhed;

19. opfordrer alle aktører i Syrien til at tilslutte sig principperne om menneskerettigheder og demokrati og til at træde i forbindelse med det internationale samfund i bestræbelserne på at bringe konflikten til en fredelig afslutning;

20. erkender det presserende behov for at koncentrere de internationale og regionale bestræbelser med henblik på at løse den syriske krise; fortsætter med at opfordre alle medlemmer af FN's Sikkerhedsråd til at stå ved deres ansvar i forbindelse med krisen; opfordrer indtrængende alle lande, der er aktive i at fremme en løsning på krisen, til at støtte disse bestræbelser; mener, at denne proces bør være baseret på principperne i Genèvekommunikéet af 30. juni 2012 og på Sikkerhedsrådets resolution 2042;

21. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Arabiske Ligas generalsekretær, Den Syriske Arabiske Republiks regering og parlament og Syriens nabolandes regeringer og parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0223. (2) EUT C 45 E af 23.2.2010, s. 74.