Forslag til beslutning - B7-0426/2013Forslag til beslutning
B7-0426/2013

FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Syrien

10.9.2013 - (2013/2819(RSP))

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2

José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Mairead McGuinness, Elmar Brok, Cristian Dan Preda, Ria Oomen-Ruijten, Arnaud Danjean, Jacek Protasiewicz, Gunnar Hökmark, Hans-Gert Pöttering, Roberta Angelilli, Eleni Theocharous, Eduard Kukan, Tokia Saïfi, Tunne Kelam, Bernd Posselt, Anne Delvaux, Lena Kolarska-Bobińska for PPE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0413/2013

Procedure : 2013/2819(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0426/2013
Indgivne tekster :
B7-0426/2013
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

B7‑0426/2013

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Syrien

(2013/2819(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,

 der henviser til erklæringerne fra den højtstående repræsentant/næstformand Catherine Ashton om de seneste rapporter af 21. august 2013 om brugen af kemiske våben i Damaskus, af 23. august 2013 om betydningen af hurtigt at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien, og rapporten af 7. september 2013, der afspejler EU's samlede holdning med hensyn til Syrien,

 der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.  der henviser til, at aktivister har hævdet, at Damaskus' forstæder Ain Tarma, Zamalka og Jobar den 21. august blev ramt af raketter med kemiske agenser under et kraftigt bombardement fra regeringsstyrkers side inden daggry;

B.  der henviser til, at næsten 100 000 mennesker, hovedsageligt civile, ifølge De Forenede Nationer er blevet dræbt, siden de voldelige angreb på fredelige demonstranter begyndte i Syrien i marts 2011;

1.  fordømmer kraftigt massedrabene på civile med kemiske våben den 21. august 2013, som ifølge vestlige efterretningstjenester resulterede i, at mindst 1400 mennesker omkom, hvoraf 400 var børn;

2.  mener, at brugen af kemiske våben, som er et middel til atomar, biologisk og kemisk masseødelæggelse, kræver en reaktion, og at det internationale samfund har en moralsk forpligtelse til at reagere for at beskytte civilbefolkningen;

3.  Bifalder FN's udsendelse af et inspektørhold til eftersporing af kemiske våben i Syrien; opfordrer De Forenede Nationer til at fuldende undersøgelserne og fastlægge ansvaret; opfordrer til, at inspektørholdets rapport snarest muligt sendes til FN's Sikkerhedsråd; opfordrer medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at drøfte massedrabene i Syrien på grundlag af konklusionerne fra FN's ekspertpanel og vurdere, hvilke foranstaltninger der kunne vedtages som reaktion på brugen af kemiske våben i Syrien;

4.  Bifalder EU's holdning angående Syrien, som blev vedtaget på det uformelle møde mellem EU's udenrigsministre den 7. september 2013; understreger, at situationen i Syrien kræver en sammenhængende og fælles tilgang fra medlemsstaternes side; opfordrer EU og dets medlemsstater til yderligere at drøfte situationen i Syrien inden for rammerne af Rådet (udenrigsanliggender) og vurdere, hvilke foranstaltninger EU vil kunne træffe for at støtte de demokratiske styrker i den syriske opposition, lette en dialog og en fælles tilgang med andre medlemmer af det internationale samfund, såsom De Forenede Stater, Rusland, Tyrkiet og Den Arabiske Liga, og levere yderligere humanitær bistand til befolkningen i Syrien og dets nabolande;

5.  mener, at det internationale samfund som helhed burde fastlægge en politisk løsning for Syrien, der kan standse voldshandlingerne, forebygge yderligere brug af kemiske våben og fremme en demokratisk overgang;

6.  opfordrer i særdeleshed Rusland og Kina til, som permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, at leve op til deres ansvar og til at foranledige opnåelsen af en fælles holdning til og en diplomatisk løsning på krisen i Syrien;

7.  Understreger, at hvis der kan forelægges beviser, der bekræfter Assad-regimets brug af sådanne masseødelæggelsesvåben, bør der omgående udstedes et ultimatum til regimet om at sætte sit lager af kemiske agenser under international kontrol - hvilket kunne involvere Rusland; understreger, at regimet også betingelsesløst bør gå med til at tilslutte sig den politiske fredsproces i Genève;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær samt alle parter, der er involveret i konflikten i Syrien.