FORSLAG TIL BESLUTNING om e-justice-handlingsplanen for 2014-2018
16.10.2013 - (2013/2852(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5
Klaus-Heiner Lehne, Juan Fernando López Aguilar for Retsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender
B7‑0465/2013
Europa-Parlamentets beslutning om e-justice-handlingsplanen for 2014-2018
Europa-Parlamentet,
– der henviser til handlingsplanen for 2009-2013 vedrørende europæisk e-justice,
– der henviser til forespørgslen til Rådet om e-justice-handlingsplan for 2014-2018 (O‑000111/2013 – B7‑0521/2013),
– der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at den første flerårige europæiske e-justice-handlingsplan dækkede perioden 2009-2013 og havde til formål at give borgerne bedre adgang til retfærdighed og retssystemet og forbedre den gensidige forståelse mellem retsvæsenets aktører og forvaltningerne ved at levere elektroniske værktøjer til information og samarbejde;
B. der henviser til, at e-justice-portalen blev lanceret i 2010;
C. der henviser til, at tiden er nu inde til at træffe afgørelse om e-justice-handlingsplanen for 2014-2018;
D. der henviser til, at e-justice-handlingsplanen bør baseres på åben adgang, og at alle medlemsstater bør tilskyndes til at deltage;
E. der henviser til, at kendskabet til EU's civilretlige instrumenter og grænseoverskridende procedurer er relativt begrænset, og at 73% af borgerne mener, at der er behov for yderligere foranstaltninger for at hjælpe dem med at få adgang til de civile domstole i andre medlemsstater[1];
1. mener, at e-justice er et middel til at give både borgerne og fagfolk bedre adgang til juridiske og retslige oplysninger og til retslige og administrative procedurer;
2. mener, at e-justice kan spille en vigtig rolle med at fremme gensidig tillid og forståelse og dermed understøtte den gensidige anerkendelse af retsafgørelser og administrative afgørelser, hvilket er et vigtigt princip i EU's retssystem;
3. påpeger, at e-justice-systemer i sagens natur har tendens til at mindske omkostningerne ved retslige og administrative procedurer, navnlig gennem automatisering af udveksling af oplysninger, forkyndelse af dokumenter og oversættelse af bestemte sagsakter; mener, at dette er til gavn for alle aktører i retssystemet; er af den opfattelse, at projekterne ud fra omkostningseffektivitetshensyn fortsat bør være frivillige;
4. glæder sig over udviklingen af e-justice-værktøjer til at lette brugen af visse EU-instrumenter, såsom det europæiske betalingspåkrav og småkravsproceduren, og informationssystemer på området retlige og indre anliggender, navnlig det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) og Schengen-informationssystem (SIS) II;
5. gør opmærksom på e-justice's betydning for levering af flersprogede standardformularer og dermed for en nedbringelse af det grænseoverskridende bureaukrati;
6. opfordrer til brug af elektroniske applikationer, elektroniske dokumenter og videokonferencer og øget sammenkobling af retslige og administrative registre for yderligere at reducere omkostningerne i forbindelse med retssager og lignende procedurer;
7. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at arbejde videre med det elektroniske samarbejde på retsområdet, navnlig ved at udvide de applikationer, der er tilgængelige på e-justice-portalen; mener, at man bør give den nødvendige opmærksomhed til udvikling af e-læringsværktøjer for retsvæsenet;
8. påpeger, at EU's program for retlige anliggender for perioden 2014-2020 bør give mulighed for finansiering af vellykkede europæiske og nationale e-justice-projekter, som bør give en reel europæisk merværdi for borgerne; mener, at det lovgivningsmæssige arbejde, e-justice-projekterne og finansieringsprogramplanlægningen bør strømlines;
9. understreger, at e-justice-portalen er vigtig for bestræbelserne på at opbygge en ægte europæisk retskultur, idet den giver onlineredskaber til uddannelse af aktører i retsvæsenet og fungerer som et instrument til forvaltning og sammenkobling af viden;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
- [1] Europa-Kommissionen, Special Eurobarometer 351 (Civil Justice), oktober 2010, spørgsmål 3.