FORSLAG TIL BESLUTNING om forberedelserne af Det Europæiske Råd den 19. - 20. december 2013
9.12.2013 - (2013/2626(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2
Marisa Matias, Alda Sousa, Patrick Le Hyaric, Willy Meyer for GUE/NGL-Gruppen
B7‑0565
Europa-Parlamentets beslutning om forberedelserne til Det Europæiske Råds møde den 19. og 20. december 2013
Europa-Parlamentet,
– der henviser til erklæringen fra euroområdetopmødet af 29. juni 2012,
– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 24.-25. oktober 2013,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2013 med titlen "Hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union – Forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik" (COM (2013)0166) og "Hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union – Indførelse af et instrument for konvergens og konkurrenceevne" (COM (2013)0165),
– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 7. februar 2013 om et ungdomsbeskæftigelsesinitiativ,
– der henviser til den politiske aftale, der blev indgået i Rådet den 28. februar 2013 om en rådshenstilling om indførelse af en ungdomsgaranti,
– der henviser til artikel 77, 78, 79 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om øget solidaritet mellem EU-landene på asylområdet[1],
– der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om migrationsstrømmene i Middelhavsområdet, navnlig tragedien ved Lampedusa[2],
– der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for overvågning af de ydre søgrænser inden for rammerne af det operative samarbejde, der samordnes af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (COM(2013)0197),
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at Den Europæiske Union på grund af sin historie har en bindende forpligtelse til at være en pålidelig og ikke-voldelig aktør og mægler på globalt plan, der kun bestræber sig på at finde civile og fredelige løsninger på konflikter, og til i internationale sammenhænge at fremme udryddelse af fattigdommen gennem bæredygtig udvikling, våbenkontrol og nedrustning og arbejde for at fremme afbalancerede økonomiske forbindelser, fair trade og en retfærdig fordeling af verdens ressourcer og rigdomme for at sikre stabiliteten og velstanden i EU og resten af verden;
B. der henviser til, at anvendelsen af den militære magt, sådan som EU har udformet den – navnlig siden Saint Malo-erklæringen fra 1998, udarbejdelsen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FUSP) i 2003 og efter starten på gennemførelsen af Lissabontraktaten – ikke kun betragtes som en sidste udvej, der kun kan komme på tale under ekstraordinære omstændigheder, men snarere ses som værende nyttig i forbindelse med en lang række "stille" sikkerhedsopgaver, der rækker langt videre end forsvarsopgaver og omfatter efterretningsarbejde, rekognoscering, masseovervågning, afskrækkelse og brug af rummet i militært øjemed;
C. der henviser til, at internationale tænketanke (herunder dem, der leder European Global Strategy[3]) og næstformanden/den højtstående repræsentant selv er fortalere for, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kan få konkrete former på et sådant geografisk område, at det er ensbetydende med et neokolonialistisk europæisk imperium, da de går ind for, at "Europa bør tage større ansvar for sin egen sikkerhed og sikkerheden i naboområderne […] EU bør være i stand til gennem den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik at genskabe sikkerheden, i partnerskab med andre, hvor det er muligt, men på egen hånd, hvor det er nødvendigt, og herunder med direkte interventioner. Strategisk selvstændighed skal først realiseres i EU's nabolande […] naboerne til vores naboer er i stigende grad berørt, f.eks. i Sahel og på Afrikas horn, der er to områder, hvor EU leder fem krisestyrende missioner[4];
D. der henviser til, at det ifølge den europæiske sikkerhedsstrategi ikke kun er militære sikkerhedstrusler for EU, der kan begrunde militære indsatser, men at det går så vidt som til også at kunne begrundes med energisikkerhed, migrationsstrømme og klimaforandringer;
E. der henviser til, at den nuværende økonomiske og sociale krise er blevet stærkt forværret af den økonomiske politik, der er blevet ført i Den Europæiske og Monetære Union, og af denne unions struktur, af EU's neoliberale politikker, der fremmer en deregulering af finansmarkederne, liberaliseringen af markedet for varer og tjenesteydelser, den stigende finansialisering af økonomien og foranstaltningerne til begrænsning af offentlige investeringer samt den øgede deregulering af arbejdsmarkedet;
F. der henviser til, at disse politikker i høj grad har bidraget til at øge arbejdsløsheden generelt set og især ungdomsarbejdsløsheden, hvilket har skabt yderligere social udstødelse og fattigdom og derved ført til stor social tilbagegang;
G. der henviser til, at de pengepolitiske transmissionsmekanismer i høj grad er fordrejede, og at Den Europæiske Centralbanks (ECB) politik, hvor renten er ekstrem lav, kun er brænde til spekulanternes bål på finansmarkederne; der henviser til, at der kun gives lån til realøkonomien i begrænset omfang, og at et deflationspres truer;
H. der henviser til, at "skyggebanker" stadig driver virksomhed i EU og står i vejen for ethvert økonomisk opsving;
I. der henviser til, at bankunionsprojektet ikke vil ændre den måde, hvorpå finansmarkedet og aktørerne på det opererer; der henviser til, at det haster med betydelige ændringer i bankstrukturerne med henblik på at tilvejebringe en bæredygtig og socialt afbalanceret økonomisk genopretning;
J. der henviser til, at båndene mellem finanskriserne og statsgældskriserne stadig eksisterer, og at bankerne stadig høster enorme gevinster på bekostning af almindelige lønmodtagere;
K. der henviser til, at nogle medlemsstater fortsat er blinde for de åbenbare makroøkonomiske ubalancer i EU, som selv Kommissionen nu erkender, og fortsætter med at føre deflationistiske løn- og arbejdsmarkedspolitikker, der rammer de mest sårbare i Europa; der henviser til, at den foreslåede mindsteløn i Tyskland kun er spil for galleriet og ikke er en reel løsning på problemet;
L. der henviser til, at EU's, ECB's og IMF's ("trojkaen") reaktion på den økonomiske krise har været både politisk og økonomisk forkert; der henviser til, at i modstrid med prognoserne forværres den økonomiske situation til stadighed, hvilket fører til en udbredt ond cirkel af recession, fattigdom, social udstødelse og arbejdsløshed;
M. der henviser til, at demokratiske strukturer, herunder de nationale parlamenters gode virke, har været alvorligt forstyrret på grund af den "markedsdisciplin" og de nedskæringer, som EU, trojkaen og medlemsstaternes regeringer har gennemtvunget; der henviser til, at krisestyringsinstitutionerne ("trojkaen") og de europæiske finansieringsmekanismer (herunder den europæiske stabilitetsmekanisme og den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet) mangler demokratisk kontrol;
N. der henviser til, at de nye forslag fra Kommissionen om forudgående samordning af de økonomiske reformer og indførelse af et konvergens- og konkurrenceevneinstrument uddyber de neoliberale økonomiske politikker og tager sigte på yderligere at fjerne de politiske valg fra medlemsstaterne, da de reducerer mulighederne for at gribe ind og føre alternative politikker;
O. der henviser til, at den årlige vækstundersøgelse og den tilknyttede rapport om varslingsmekanismen fortsat anbefaler den forkerte behandling ud fra tvivlsomme antagelser;
P. der henviser til, at den nylige tragedie ved Lampedusa forårsagede døden for mindst 400 migranter, mens mange flere savnes;
Q. der henviser til, at mindst 20 000 personer er døde til søs siden 1993 ifølge Den Internationale Organisation for Migration, som på ny minder om nødvendigheden af at gøre sit yderste for at redde personer, der befinder sig i livsfare, og om nødvendigheden af, at medlemsstaterne overholder deres internationale forpligtelser, hvad angår redningsaktioner til søs;
Om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
1. ønsker et klart tilsagn om at føre en ubetinget civil udenrigspolitik og ønsker denne gennemført, idet de vigtigste mål bør være udryddelse af fattigdom, bæredygtig udvikling og gennemførelse af millenniumudviklingsmålene, våbenkontrol, traktaten om ikke-spredning af kernevåben, fuld nedrustning af nukleare og konventionelle våben, fredelig konfliktløsning, fremme af afbalancerede økonomiske forbindelser, fair trade og en retfærdig fordeling af verdens ressourcer og rigdomme for at sikre stabiliteten og velstanden i EU og resten af verden;
2. fordømmer den yderligere militarisering af EU, EU's fuldstændige afhængighed af NATO, skabelsen af en militær union og ambitionerne om militær uafhængighed gennem stigende investeringer i våben og militære anlæg for at sikre de økonomiske og geostrategiske interesser og ekspansionistiske projekter, som EU, de største europæiske hovedstæder og de største medlemsstater ønsker fremmet;
3. beklager den manglende politiske vilje til at fremme civile konfliktløsninger, mens der i stedet fokuseres på EU's forsvar, interventioner, militarisering og overvågning; fordømmer i denne henseende, at der fokuseres på følgende centrale punkter, der gentagne gange er blevet taget op i de årlige FSFP-rapporter og andre relevante rapporter fra Europa-Parlamentet:
• pengeafpresningen, der består i at hævde, at en nedskæring af forsvarsbudgetterne vil udgøre en risiko for Europas sikkerhed, idet det påstås, at Europa vil kommer under tredjemagters tvang og kontrol;
• ønsket om at oprette et fælles forsvarsmarked, oprustningssamarbejde, sammenlægning og deling, det overordnede ønske om at optrappe forskningen inden for forsvar og sikkerhed, navnlig i forbindelse med FSFP-missioner, og den øgede investering i civil forskning i militært øjemed, navnlig gennem Horisont 2020;
• styrkelsen af EU's forsvarssektor og militære sektor, tilskyndelsen til civil-militært samarbejde og den yderligere udvikling og styrkelse af det militære industrikompleks gennem det europæiske forsvars teknologiske og industrielle basis (EDTIB);
• den stigende anvendelse af udviklingsbistand (Den Europæiske Udviklingsfond) til finansiering af sikkerhed/FSFP-operationer og missioner og underordning af politikområder som handel og udviklingspolitik under FSFP;
• et bindende permanent struktureret samarbejde som grundlag for en EU-dækkende ordning og garanti for forsyningssikkerhed;
• anmodningen om EU-finansiering af militære operationer (opstartsfinansiering) og behovet for at øge Athena-mekanismen;
• støtten til et stærkt europæisk forsvarsagentur (EDA) og EU-hovedkvarter med efterretningskapaciteter hinsides demokratisk parlamentarisk eller offentlig kontrol, for derigennem centralt at udvikle EU's militærpolitiske kapacitet og udstyr;
• opfordringen til at anvende kampgrupperne og anmodningen om indsatsberedte stående kampstyrker, hvori indgår land-, luft-, sø- og specialstyrker i betydningsfuldt omfang, hvilket i bund og grund er en EU-hær;
4. opfordrer til, at der tages fra både EU's og de nationale forsvarsbudgetter for at opfylde folkets sociale og økonomiske behov, navnlig i krisetider, stop for stramme økonomiske politikker, investeringer i den civile industri og udvikling og skabelsen af arbejdspladser;
5. fremhæver, at investeringer i militæret trækker store veksler på økonomien og er en meget ineffektiv måde at skabe arbejdspladser på; opfordrer til, at der tages fra både EU's og de nationale forsvarsbudgetter for at opfylde folkets sociale og økonomiske behov, navnlig i krisetider, stop for stramme økonomiske politikker, investeringer i den civile industri og udvikling og skabelsen af arbejdspladser;
Om bankunionen
6. opfordrer på ny til skabelsen af en stærk offentlig banksektor og til stærk offentlig kontrol med finanssektoren og til mindskelse af denne sektors størrelse, så den ikke længere udgør en trussel for samfundet og i sidste ende gavner realøkonomien;
7. fordømmer stærkt de svigagtige metoder, som nogle finansinstitutioner har anvendt, og anmoder medlemsstaterne om at forpligte bankerne til at arbejde for den almene interesse i stedet for at maksimere indtjeningen til gavn for enkelte aktionærer;
8. fordømmer forslagene om bankunionen, da de fuldstændigt er ude af stand til at tackle finanssektorens indgroede problemer; opfordrer Rådet til at tage den politiske holdning over for finanssektoren op til en omfattende fornyet overvejelse;
9. er dybt bekymret over Den Europæiske Centralbanks politik, der hidtil kun har gavnet den finansielle sektor og kapitalmarkederne på bekostning af almindelige borgere; opfordrer Det Europæiske Råd til at iværksætte seriøse drøftelser om en reform af Den Europæiske Centralbank, så den endelig kan tjene befolkningerne i EU og ikke finansmarkederne;
Om uddybelse af ØMU'en
10. er overbevist om, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter såvel som arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet bør spille en rolle i udformningen af alle økonomiske politikker;
11. minder om, at gældsniveauet er steget i EU fra 18 % i 2008 til 25 % i 2012, samtidig med at de rige er blevet endnu rigere; fordømmer EU's stramme økonomiske politik og kræver, at Det Europæiske Råd ændrer den; mener, at de eksisterende redskaber til samordning af de økonomiske politikker er aldeles utilstrækkelige til at afhjælpe krisen og omdanne EU-medlemsstaterne til demokratiske og inklusive samfund til gavn for alle borgere;
12. fordømmer den implicitte "gulerod og pisk-logik", der er forklædt som en solidaritetsmekanisme, i det såkaldte instrument for konvergens og konkurrenceevne, og som kun har til formål at bestikke folk til at nå til enighed om forkerte politiske foranstaltninger, der sigter mod at underminere arbejdstagernes rettigheder og de sociale rettigheder, og som yderligere vil øge forskellen mellem rig og fattig; forkaster enhver form for aftaler, der i endnu højere grad vil fjerne medlemsstaternes muligheder for at føre alternative og progressive økonomiske politikker;
13. kræver en annullering af de såkaldte aftalememoranda mellem medlemslandene og "trojkaen" samt af de foranstaltninger, der hidrører fra disse memoranda; kræver desuden, at "trojkaen" opløses; er af den stærke opfattelse, at medlemsstaterne bør omlægge og genforhandle deres statsgæld;
14. kræver, at bankernes gæld ikke igen placeres på befolkningens skuldre, og insisterer på, at der ikke gennemføres yderligere bankpakker med offentlige midler, og at eventuelle fremtidige ESM-interventioner gennemføres under fuld demokratisk kontrol; understreger, at der er behov for at afvikle "skyggebankerne", og at en offentlig bank med fuld adgang til refinansiering fra Den Europæiske Centralbank bør sikre finansiering af realøkonomien;
Om beskæftigelse og de sociale aspekter i ØMU'en
15. opfordrer til at bryde med promoveringen af neoliberale strukturreformer på arbejdsmarkedet og til at udarbejde en europæisk beskæftigelsesstrategi, der er baseret på begrebet "godt arbejde" og ILO’s dagsorden om anstændigt arbejde med et stærkt fokus på skabelse af bæredygtige arbejdspladser af høj kvalitet, udfasning af usikre former for beskæftigelse, afskaffelse af aktiveringsordninger, fremme af kvalitet i arbejdet, forbedring af den sociale sikring, forøgelse af arbejdstagernes rettigheder, fremme af kortere kollektive arbejdstider uden lønnedgang og bedre balance mellem arbejde og privatliv;
16. mener, at strukturreformer på arbejdsmarkedet bør skabe et rummeligt arbejdsmarked, fremme kvalitet i arbejdet, forbedre uddannelsesniveauet og udvide erhvervsuddannelsesprogrammerne, forbedre ligestillingen mellem kønnene og integrationen af kvinder, unge arbejdstagere og ældre arbejdstagere og andre dårligt stillede grupper på arbejdsmarkedet;
17. opfordrer EU og medlemsstaterne til at fremme nedsættelse af arbejdstiden over hele linjen uden tab af løn for arbejdstagere og skabelse af nye arbejdspladser for at undgå en øget arbejdsbyrde; mener, at dette eventuelt kan understøttes med formindsket bistand til erhvervslivet i en overgangsperiode i økonomiske stagnationstider;
18. fremfører, at en Europæisk Union for alle borgerne ikke kun kan realiseres gennem Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union, men også forudsætter en social union;
Om taskforcen vedrørende Middelhavet
19. bemærker Kommissionens meddelelse af den 4. december 2013 om arbejdet i Taskforcen vedrørende Middelhavet (COM(2013)0869) og beklager den fornyede politiske strategi med styrket grænsekontrol, der fører til et Fort Europa og er skyld i tragedier til havs; er dybt bekymret over, at taskforcens prioriteter for at forebygge dødsfald på åbent hav hovedsageligt består i en yderligere udbygning af tiltagene i tredjelande, der ikke overholder internationale menneskerettighedsstandarder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at påtage sig EU's ansvar for tragedierne til søs;
20. opfordrer Det Europæiske Råd, medlemsstaterne og Kommissionen til at afstå fra samarbejde om grænsekontrol, udveksling af oplysninger og styring af migrationsstrømmene med tredjelande, der ikke fuldt ud overholder menneskerettighederne og respekterer flygtninges rettigheder;
21. bifalder undersøgelsen af nye muligheder for beskyttet indrejse i EU som en fremtidig prioritet i de indre anliggender, navnlig hvad angår strategien for visa af humanitære grunde og pilotprojektet om den fælles behandling af ansøgninger om beskyttelse; advarer dog om de risici, som behandlingen af ansøgninger uden for EU's område kan medføre, navnlig angående beskyttelsesforanstaltninger; understreger, at EU's solidaritet bør understøttes af konkrete mekanismer til deling af ansvaret for flygtninge og asylansøgere;
22. mener, at EU bør tillade mere indvandring i forbindelse med lovligt arbejde og undersøge migrationskanalerne og tillade migranter, der ønsker et bedre liv, at arbejde under lovlige og sikre forhold; mener, at denne tilgang vil sikre, at migranterne kan bidrage positivt til vores samfund og i høj grad nedbringe antallet af ofre for menneskesmugling og menneskehandel;
23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.
- [1] EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 16.
- [2] P7_TA(2013)0448.
- [3] European Global Strategy er en tænketanksdrevet proces, der er beregnet til at stimulere debatten om EU's fremtidige relationer udadtil. EU's globale indflydelse vil i stigende grad være bestemt af dens aktioner i dens strategiske nærhed […] EU bør også være forberedt på selvstændigt at lede alle former for civile og militære missioner i dens strategiske nærhed under overholdelse af international ret, hvor og når dette er nødvendigt for at beskytte vitale europæiske interesser. Dette omfatter både civil og militær kapacitet. 2013, side 11f.
- [4] Tale af næstformand/højtstående repræsentant og leder af EU-Udenrigstjenesten Catherine Ashton på Det Europæiske Forsvarsagenturs årlige konference i Bruxelles den 21. marts 2013, s. 2 og 5.