FORSLAG TIL BESLUTNING om overholdelse af den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed i EU
13.1.2014 - (2013/2960(RSP))
forretningsordenens artikel 110, stk. 2
Manfred Weber, Marian-Jean Marinescu, Véronique Mathieu Houillon, Csaba Őry, Jacek Protasiewicz, Wim van de Camp, Arkadiusz Tomasz Bratkowski, Jan Kozłowski, Danuta Jazłowiecka, Ivo Belet, Edit Bauer, Traian Ungureanu, Andrey Kovatchev, Elena Băsescu, Marco Scurria, Salvatore Iacolino, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Elmar Brok for PPE-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0016/2014
B7‑0025/2014
Europa-Parlamentets beslutning om overholdelse af den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed i EU
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 21, 45, 47 og 151 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 15, 21, 29, 34 og 45 i EU's charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område[1],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen[2],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. november 2013 om fri bevægelighed for EU-borgere og deres familiemedlemmer: fem foranstaltninger, der gør en forskel (COM(2013)0837),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2010 om bekræftelse af arbejdstagernes fri bevægelighed: rettigheder og den vigtigste udvikling (COM(2010)0373),
– der henviser til erklæring af 5. december 2013 fra næstformand Reding til Rådet for Retlige og Indre Anliggender om fri bevægelighed,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at retten til fri bevægelighed er én af de fire primære grundlæggende frihedsrettigheder i EU;
B. der henviser til, at det er dokumenteret, at lovlige mobile EU-arbejdstageres nettobidrag til værtslandets velfærdssystem er identisk med nationale arbejdstageres nettobidrag i mange medlemsstater;
C. der henviser til, at fordelene ved mobile EU-arbejdstageres fri bevægelighed for værtslandets udvikling er synlige i hele Europa, navnlig inden for sundhedssektoren, landbrugssektoren og byggesektoren;
D. der henviser til, at alle medlemsstaterne frit kan fastlægge, hvilke socialsikringsydelser der skal bevilges, og på hvilke betingelser; der henviser til, at EU-reglerne om samordning af socialsikring ikke giver mulighed for begrænsninger af socialsikringsydelser, når det gælder EU-borgere, der er arbejdstagere, eller som er arbejdstageres direkte familiemedlemmer, eller som har deres sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat;
E. der henviser til, at den udvikling, som på det seneste har fundet sted i vores samfund, bl.a. som følge af industrielle forandringer, globaliseringen, nye arbejdsmønstre, ændringerne i befolkningens sammensætning og udviklingen inden for transportmidler, nødvendiggør en højere grad af mobilitet blandt arbejdstagere;
F. der henviser til, at arbejdstagernes fri bevægelighed er en positiv samfundsøkonomisk faktor for både EU og medlemsstaterne og udgør en milepæl for EU-integrationen, den økonomiske udvikling, den sociale samhørighed og individets muligheder for at dygtiggøre sig fagligt og modvirker de negative følger af den økonomiske krise og skaber en stærkere økonomisk magt, der er forberedt på at håndtere de udfordringer, der er forbundet med globale ændringer;
G. der henviser til, at overgangsordningerne for fri bevægelighed for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien pr. 1. januar 2014 er blevet ophævet;
H. der henviser til, at den britiske premierminister David Cameron for nylig har fremsat adskillige populistiske erklæringer, der underminerer retten til fri bevægelighed;
1. opfordrer medlemsstaterne til at overholde deres forpligtelser i henhold til traktaten vedrørende EU-reglerne om fri bevægelighed;
2. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at principperne om ligestilling og den grundlæggende ret til fri bevægelighed gælder for alle medlemsstaterne i Den Europæiske Union;
3. opfordrer medlemsstaterne til at afholde sig fra enhver form for foranstaltninger, der kan påvirke retten til fri bevægelighed, som er baseret på EU's grundlæggende lovgivning;
4. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de arbejdsretlige regler overholdes fuldt ud med henblik på at garantere ligebehandling af alle arbejdstagere i EU og fair konkurrence mellem virksomhederne;
5. minder om, at arbejdstageres fri bevægelighed giver alle EU-borgere, uanset hvor de bor, retten til frit at flytte til andre medlemsstater for at arbejde og/eller bo der til arbejdsformål; minder om, at den beskytter dem mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for så vidt angår adgang til beskæftigelse, arbejds- og beskæftigelsesvilkår, adgang til uddannelse og sociale og skattemæssige fordele;
6. opfordrer medlemsstaterne til ikke at forskelsbehandle mobile EU-arbejdstagere ved uretmæssigt at forbinde retten til fri bevægelighed i arbejdsmæssig sammenhæng med påståede ulovlige krav på socialsikring og social bistand og misbrug af socialsikringsydelser;
7. opfordrer Kommissionen til på en systematisk og grundig måde at overvåge overholdelsen af den grundlæggende ret til fri bevægelighed for lovlige EU-arbejdstagere;
8. minder medlemsstaterne om deres sociale ansvar for at imødegå misbrug af deres sociale velfærdssystemer, uanset om misbruget begås af deres egne borgere eller borgere fra andre medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at overholde bestemmelserne i direktiv 2004/38/EF og til at imødegå eventuelt misbrug;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.