FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Irak
19.2.2014 - (2014/2565(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2
Véronique De Keyser, Libor Rouček, Ana Gomes, Silvia Costa, Pino Arlacchi for S&D-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B7-0188/2014
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak, navnlig den af 10. oktober 2013 om den seneste tids vold i Irak[1],
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side og til sin beslutning af 17. januar 2013 om partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak[2],
– der henviser til Kommissionens dokument om en fælles strategi for Irak (2011-2013),
– der henviser til den rapport om menneskerettighederne i Irak (januar–juni 2012), der blev forelagt af FN’s bistandsmission for Irak (UNAMI) og Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder den 19. december 2012,
– der henviser til FN’s tabstal for september 2013, der blev offentliggjort den 1. oktober 2013,
– der henviser til FN-erklæringen fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Irak er part i,
– der henviser til redegørelsen af 5. september 2013 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om den seneste tids vold i Irak,
– der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,
A. der henviser til, at Irak fortsat står over for alvorlige politiske, sikkerhedsmæssige og socioøkonomiske udfordringer, og at det politiske landskab i landet er dybt fragmenteret og plaget af vold og sekterisk politik, hvilket i alvorlig grad modarbejder det irakiske folks legitime forhåbninger om fred, velstand og en reel overgang til demokrati;
B. der henviser til, at der var flere, der blev dræbt i Irak i 2013, end på noget andet tidspunkt siden 2008, da den sekteriske vold var på sit højeste; der henviser til, at de områder, der er hårdest ramt af vold er Bagdad, Ninewa, Divala, Salahuddin og Anbar; der henviser til, at det er lykkedes det kurdiske samfund at skabe dets egen autonome region i den nordlige del af landet;
C. der henviser til, at grupper med tilknytning til al‑Qaeda er begyndt at reorganisere sig siden de amerikanske troppers tilbagetrækning, og at antallet af terrorangreb – hovedsagelig rettet mod shiamuslimske mål og regeringsmål – atter er steget;
D. der henviser til, at de sunnimuslimske organisationer er blevet endnu mere militante efter udbruddet af konflikten i Syrien, hvor den syriskbaserede Jabhat al-Nusra og den irakiskdominerede Islamiske stat Irak og Sham (ISIS) har fået territorielt fodfæste;
E. der henviser til, at Nuri al-Malikis regering ikke har formået at imødegå det sunnimuslimske mindretals bekymringer i tilstrækkelig grad; der henviser til, at politikken for oprydning efter Baath‑partiets styre, der henhører under loven om retlige anliggender og ansvarlighed, har ført til, at hovedsagelig sunnimuslimske embedsmænd er blevet afskediget, hvilket har styrket opfattelsen af, at regeringen følger en sekterisk dagsorden; der henviser til, at mindretallenes rettigheder, herunder de kristnes, bør respekteres;
F. der henviser til, sunnimuslimer – som reaktion på den stadig mere udbredte følelse af at blive marginaliseret – igangsatte en fredelig protestbevægelse ved udgangen af 2012; der henviser til, at al-Malikis regering den 30. december 2013 besluttede med magt at opløse en protestlejr, der havde ligget i Ramadi i over et år; der henviser til, at denne beslutning fremkaldte den voldelige konfrontation i Anbarprovinsen; der henviser til, at Fallujah og andre byer i Anbarprovinsen som følge heraf har oplevet kampe mellem regeringsstyrker og militante aktivister med tilknytning til al‑Qaeda siden december 2013;
G. der henviser til, at de alvorlige sociale og økonomiske problemer – udbredt fattigdom, høj arbejdsløshed, økonomisk stagnation, miljøforringelse og mangel på basale offentlige ydelser – fortsat berører en stor del af befolkningen;
H. der henviser til, at vold og sabotage har lagt hindringer i vejen for den indsats, der er gjort for på ny at sætte skub i en økonomi, der i årtier har været lammet af konflikt og sanktioner; der henviser til, at Irak har de tredjestørste råoliereserver i verden, men at angreb, korruption og smugleri har lammet eksporten;
I. der henviser til, at den irakiske forfatning garanterer lighed for loven for alle borgere, tillige med "administrative, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder for de forskellige nationaliteter";
J. der henviser til, at det i partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak, især i menneskerettighedsklausulen heri, fremhæves, at den politiske dialog mellem EU og Irak bør fokusere på menneskerettighederne og på at styrke de demokratiske institutioner;
1. fordømmer på det kraftigste de seneste terrorhandlinger og den øgede sekteriske vold, der indebærer en fare for, at landet falder tilbage i sekteriske stridigheder, og skaber frygt for en større sekterisk konflikt i hele regionen; påpeger, at årsagerne til volden – selv om den foregår mellem sekteriske grupperinger – er politiske snarere end religiøse;
2. opfordrer Iraks regering til at gøre sit yderste for at få nedbragt volden på kort sigt, navnlig ved at forhandle lokale våbenhvileaftaler på plads i de provinser, der er hårdest ramt af volden, såsom Anbar, med henblik på sammen med styrkerne fra de lokale stammer at prioritere bekæmpelsen af ISIS og al‑Qaeda;
3. opfordrer den irakiske regering til at tage fat på de langsigtede spørgsmål, der medvirker til at skabe ustabilitet i landet, herunder det sunnimuslimske mindretals legitime bekymringer, ved at etablere en inklusiv, national dialog om reformen af loven om retlige anliggender og ansvarlighed, afstå fra at komme med provokerende sekteriske udtalelser og gennemføre foranstaltninger, der sigter mod national forsoning;
4. opfordrer Iraks regering til at gøre sig store bestræbelser på at holde Irak ude af borgerkrigen i Syrien ved at afstå fra at støtte nogen af parterne i konflikten og ved at forhindre såvel sunni‑ som shiamuslimer i at rejse ind i Syrien for at deltage i kampene, navnlig ved at samarbejde med de lokale styrker i Anbarprovinsen;
5. fordømmer vold og tilskyndelse til væbnede konflikter som et middel til at hævde det sunnimuslimske mindretals rettigheder; afviser opfordringer til at oprette en sunnimuslimsk føderal region i Irak som en løsning på den igangværende konflikt, da dette sandsynligvis vil føre til øget sekterisme og vold;
6. opfordrer den irakiske regering og alle de politiske ledere til at tage de nødvendige skridt til at sørge for sikkerhed og beskyttelse for hele det irakiske folk og særligt medlemmerne af udsatte mindretal; opfordrer den irakiske regering til at sikre, at sikkerhedsstyrkerne overholder retsstatsprincippet og de internationale normer; opfordrer den irakiske regering til at reformere sikkerhedsstyrkerne på en inklusiv måde, således at etniske og religiøse grupper er repræsenteret deri;
7. opfordrer det internationale samfund og EU til at støtte den irakiske regering ved at fremme initiativer til national dialog, konsolidering af retsstatsprincippet og sikring af basale offentlige ydelser, i den hensigt at opbygge et sikkert, stabilt, forenet, velstående og demokratisk Irak, hvor der værnes om menneskerettighederne og de politiske rettigheder for alle borgere;
8. opfordrer de irakiske myndigheder til, i betragtning af at sikkerhedssituationen har forværret problemerne for de mere udsatte grupper såsom kvinder, unge og borgerrettighedsaktivister, snarest muligt at tage skridt til at afsætte flere ressourcer til programmer til forbedring af situationen;
9. opfordrer de irakiske myndigheder til at støtte de ngo'er, der arbejder på at beskytte menneskerettighederne;
10. mener, at det kunne være til strategisk gavn for stabiliseringen af Irak at involvere Iran i en fælles kamp mod ekstremistiske sunnimuslimske grupper såsom ISIS og al‑Qaeda; mener desuden, at Iran – i betragtning af den indbyrdes politiske og religiøse sammenhæng mellem konflikterne i regionen – bør inddrages som en regional aktør i bestræbelserne på at stabilisere Mellemøsten i bredere forstand, navnlig gennem deltagelse i Genèveforhandlingerne om Syrien;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, den irakiske regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, Kurdistans regionale regering, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd.
- [1] Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0424.
- [2] Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0022.