Forslag til beslutning - B7-0193/2014Forslag til beslutning
B7-0193/2014

FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Irak

19.2.2014 - (2014/2565(RSP))

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
forretningsordenens artikel 110, stk. 2

Willy Meyer, Patrick Le Hyaric, Nikolaos Chountis, Marie-Christine Vergiat GUE/NGL-Gruppen

Procedure : 2014/2565(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B7-0193/2014
Indgivne tekster :
B7-0193/2014
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

B7‑0193/2014

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Irak

(2014/2565(RSP))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Irak på den anden side,

–       der henviser til sin beslutning af 17. januar 2013 om partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Irak[1],

–       der henviser til det første møde i EU-Irak-samarbejdsrådet den 20. januar 2014,

–       der henviser til erklæring af 5. september 2013 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, om den seneste tids vold i Irak og af 5. februar 2014 om de seneste angreb i Irak,

–       der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak, navnlig af 14. marts 2013 om Irak: den vanskelige situation for mindretal, herunder irakiske turkmenere[2], og af 10. oktober 2013 om den seneste tids vold i Irak[3],

–       der henviser til Rådets konklusioner af 10. februar 2014 om Irak,

–       der henviser til erklæringer fra FN's særlige repræsentant for Irak, Nickolay Mladenov,

–       der henviser til erklæringer fra FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, særlig efter hans seneste besøg i landet i januar 2014,

–       der henviser til Kommissionens dokument om en fælles strategi for Irak (2011-2013),

–       der henviser til rapport offentliggjort i april 2013 med titlen: "Environmental characteristics and prevalence of birth defects among children in post-war Iraq: implications for policies on rebuilding the Iraqi education system",

–       der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om uranvåben (våben af forarmet uran) og deres indflydelse på menneskers sundhed og på miljøet - hen imod et globalt forbud mod anvendelse af sådanne våben[4],

–       der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1956 (2010), 1957 (2010) og 1958 (2010) af 15. december 2010,

–       der henviser til FN's erklæring fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–       der henviser til FN's konvention mod korruption, som Irak ratificerede i 2008,

–       der henviser til FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966, som Irak er tiltrådt,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.     der henviser til, at hele Iraks befolkning er rystet af krigen, der medførte mere end 1 mio. tab og ødelagde store dele af Iraks infrastruktur, og af den deraf følgende stigning i voldshandlinger i landet med et alarmerende antal terrorangreb og menneskeretskrænkelser;

B.     der henviser til, at den seneste markante stigning i voldshandlingerne i landet har medført tabstal, der ikke er set siden 2008; der henviser til, at udviklingen i Anbar-provinsen har ført til et stort antal internt fordrevne, der er på flugt fra de konfliktramte områder;

C.     der henviser til, at det af tabstal for november 2013 fra UNAMI (FN’s bistandsmission for Irak) fremgår, at vold fortsat giver anledning til store bekymringer i Irak, da der uforandret foregår vilkårlig vold, og til, at 979 irakere er blevet dræbt og 1.902 såret i terror- og voldshandlinger alene i oktober 2013;

D.     der henviser til, at de ti års besættelse har efterladt landet fattigere, mens analfabetismen er steget, og flere mennesker dør af sult; der henviser til, at 88 % af Iraks befolkning af ramt af fattigdom, og at ca. 6 mio. irakere lever under fattigdomsgrænsen; der henviser til, at selv om Irak har formået at bringe sin olieproduktivitet tilbage til næsten fuld kapacitet, øges den sociale ulighed, da den irakiske stat fortsat ikke formår at sikre landets befolkning basale tjenester såsom regelmæssig elektricitet om sommeren, rent vand og sundhedspleje;

E.     der henviser til, at USA og dets allierede i stedet for at hjælpe Irak med at komme videre gennem de seneste år har ladet landet synke tilbage til et dybt splittet samfund; der henviser til, at der i de seneste få år har været en betydelig forringelse af situationen i Irak, og at de etniske sammenstød mellem shiitter og sunnier er taget til; der henviser til, at 20 % af Iraks olieressourcer befinder sig i Kirkuk-regionen;

F.     der henviser til, at situationen i Irak siden invasionen og koalitionstroppernes besættelse er blevet dramatisk forværret, og at vold, menneskeretskrænkelser, tortur og etniske sammenstød er blevet almindelig praksis i landet; der henviser til, at de aktuelle daglige bombninger og skyderier gør de fleste irakere usikre med hensyn til fremtiden og gør det umuligt at fremme social og økonomisk integration af den irakiske befolkning som helhed;

G.     der henviser til, at der til dato ifølge FN's højkommissær for flygtninge er 1 500 000 fordrevne i landet, hvoraf 500 000 er hjemløse, og at 230 000 har søgt tilflugt i nabolande, især i Syrien og Jordan;

H.     der henviser til, at den syriske konflikt har mange negative indvirkninger på regionen og har skabt nye store flygtningestrømme på over 220 000 flygtninge og hjemvendte i Irak, som lever under yderst sårbare forhold i Irak;

I.      der henviser til, at mere end 1.300 mennesker menes at være blevet dødsdømt i Irak siden 2004; der henviser til, at den irakiske lovgivning giver mulighed for dødsstraf for omkring 50 forskellige forbrydelser, herunder terrorisme, kidnapning og mord, men også for handlinger som skade på offentlig ejendom;

J.      der henviser til, at Irak ifølge Transparency International har den mest korrupte regering i Mellemøsten; der henviser til, at korruption er et strukturelt problem i regionen, da der ikke er nogen effektiv parlamentarisk kontrol og retssystemet er inaktivt, hvilket er symptomer på en fejlslagen stat; der henviser til, at 800 000 000 USD ifølge USA's særlige generalinspektør for genopbygning af Irak hver uge ulovligt føres ud af Irak;

K.     der henviser til, at den langvarige konflikt i Kirkuk om olieeksporten fra regionen gennem en ny rørledning endnu ikke er blevet løst;

L.     der henviser til, at mindst ti journalister blev dræbt i 2013; der henviser til, at Irak med 100 mord på journalister inden for de seneste ti år og ikke en eneste domfældelse er det land i verden, hvor der sker flest mord på journalister, som hverken bliver retsforfulgt eller efterforsket;

M.    der henviser til, at den spanske journalist José Couso blev myrdet i april 2003 under et amerikansk angreb sammen med Taras Protsyuk og Tareq Ayubde, der også var journalister; der henviser til, at en spansk domstol har krævet, at tre amerikanske soldater, der er under mistanke for at være involveret i denne sag, arresteres; der henviser til, retfærdigheden stadig ikke er sket fyldest; der henviser til, at USA har obstrueret arrestordrerne, og at Interpol har undladt at behandle dem;

N.     der henviser til, at USA og Det Forenede Kongerige har brugt betydelige mængder af ammunition med forarmet uran i Irak, hvilket har ført til en tragisk stigning i kræft blandt børn og medfødte misdannelser;

O.     der henviser til, at manglen på information fra USA's side om restforekomster af forarmet uran i alvorlig grad hindrer dekontaminering, kontrol og bevidsthedsskabende foranstaltninger, der kan gøre befolkningen mindre udsat for disse rester;

P.     der henviser til, at antallet af henrettelser i Irak er stigende, hvilket står i grel modsætning til tendensen i retning af afskaffelse af dødsstraf i resten af verden; der henviser til, at mindst 150 mennesker ifølge internationale presserapporter blev henrettet i Irak i 2013;

Q.     der henviser til, at blandt andre FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillary, har udtrykt bekymringer over, at retssager, der fører til dødsstraf, ikke er i overensstemmelse med internationale garantier for en retfærdig rettergang, herunder mangel på gennemsigtighed i retsbehandlingen og tilfælde, hvor "tilståelser" blev opnået under tortur eller andre former for mishandling af de tiltalte; der henviser til, at dødsstraf er en grusom og umenneskelig behandling, som bør afskaffes;

R.     der henviser til, at der er planlagt parlamentsvalg i Irak til afholdelse den 30. april 2014;

1.      gentager sin kraftige fordømmelse af koalitionsstyrkernes militære intervention i Irak og, at denne invasion krænkede folkeretten, og understreger dens ulovlige karakter; understreger, at det primære resultat af USA's invasion af Irak har været et næsten totalt sammenbrud af retsstaten og en stigning i den religiøse ekstremisme i landet;

2.      gentager sin fordømmelse af denne krænkelse af folkeretten; mener, at de ansvarlige for denne ulovlige krig og disse forbrydelser mod menneskeheden skal stilles for en international domstol;

3.      erindrer om, at folkenes selvbestemmelsesret betyder fuld uafhængighed både på politisk og økonomisk plan; fordømmer enhver tidligere, nuværende og fremtidig indblanding i Iraks indre anliggender; understreger, at Irak for at opnå virkelig uafhængighed bør have fuld kontrol over sin egen økonomi, herunder landets naturressourcer; understreger, at olieindtægterne bør anvendes som et redskab og en mulighed for en bæredygtig social og økonomisk genopbygning til gavn for det irakiske samfund som helhed; opfordrer den irakiske regering til at sikre, at landets ressourcer anvendes på en gennemsigtig og ansvarlig måde til gavn for hele det irakiske folk;

4.      mener, at de lande, der deltog i invasionen af Irak, herunder flere medlemsstater, bør bede det irakiske folk om tilgivelse for en krig, der blev udkæmpet på grundlag af løgne; erkender, at denne ulovlige krig har ødelagt landet og øget volden i hele området; fordømmer den udplyndring af irakiske naturressourcer, som olieselskaber som Royal Dutch Shell Oil Company, BP og Exxon Mobil står bag;

5.      fordømmer alle former for vold mod sociale, politiske og religiøse grupper; beklager det store antal dræbte eller sårede; fordømmer alle drab og henrettelser siden begyndelsen af krigen i 2003; udtrykker dyb bekymring over de stadig flere voldelige angreb; udtrykker medfølelse med ofrenes og de såredes familier; henstiller til et omgående ophør af volden; mener, at gerningsmændene til disse forbrydelser skal retsforfølges;

6.      gør opmærksom på det presserende behov for at løse de humanitære problemer, som den irakiske befolkning står over for; understreger behovet for at sikre, at de tiltag, der samordnes mellem de irakiske myndigheder og internationale hjælpeorganisationer, som arbejder på stedet, træffes med henblik på at bistå udsatte befolkningsgrupper, herunder flygtninge og fordrevne, og sikre, at disse mennesker beskyttes, og at der skabes rimelige betingelser for deres sikkerhed og værdighed;

7.      bemærker, at mere end 200 000 syriske flygtninge ifølge UNHCR har søgt tilflugt i den kurdiske del af Irak siden krigens begyndelse; opfordrer EU til at give tilsagn om bistand til disse mennesker; minder om vigtigheden af fuldt ud at respektere den humanitære folkeret og beskyttelse af civile og opfordrer de irakiske myndigheder til at sikre ydelse af basale tjenester og de humanitære organisationers adgang til områder, der er berørt af kampene; udtrykker sin bekymring over den utilstrækkelige bistand til de syriske flygtninge;

8.      beklager, at landet er dybt plaget af korruption, især i hæren og politiet, hvilket skaber alvorlige problemer for Iraks sikkerhedsapparat; beklager, at denne korruptionskultur infiltrerer selv det højeste regeringsniveau;

9.      beklager den dramatiske stigning i henrettelser og brugen af "tilståelser", der opnås under tortur eller anden mishandling, som beviser mod fanger;

10.    fordømmer dødsstraf under alle omstændigheder; opfordrer den irakiske regering til som et første skridt at afskaffe dødsstraffen og til omgående at bekendtgøre og indføre et moratorium for henrettelser;

11.    henstiller, at der indledes en international undersøgelse under FN's ledelse for at få afdækket den udbredte brug af tortur og forekomsten af hemmelige fængsler eller andre torturcentre i Irak og for at få fastslået de involverede parters troværdighed og få straffet de ansvarlige;

12.    fordømmer alle former for vold mod sociale, politiske eller religiøse grupper, fordømmer alle drab og henrettelser siden begyndelsen af krigen i 2003 og beklager den seneste bølge af terrorangreb;

13.    erindrer om betydningen af principperne om retfærdighed, sandhed og erstatning; mener, at alle de ansvarlige for denne ulovlige krig og de forbrydelser mod menneskeheden, den er resulteret i, skal stilles for en domstol; insisterer på nødvendigheden af at sikre, at retfærdigheden sker fyldest i sagen om de tre journalister Couso, Protsyuk og Ayub, således at disse mord ikke forbliver ustraffede;

14.    forkaster partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Republikken Irak; mener, at de vigtigste målsætninger for EU's samarbejde med Irak må være at bringe volden til ophør og bidrage til social og økonomisk udvikling, fuld overholdelse af menneskerettighederne og genskabelse af velfærd for irakerne og ikke indførelse og udbygning af EU-olieindustri i landet;

15.    fordømmer brugen af ammunition med forarmet uran i krigen, særlig fra USA's og Det Forenede Kongeriges side; henstiller til EU at udvikle en fælles EU-holdning om begrænsning af eller forbud mod brug af ammunition med forarmet uran og til at udvikle programmer for rensning af de forurenede områder;

16.    opfordrer de irakiske myndigheder til at vedtage foranstaltninger, der sikrer fuld respekt for ligestilling mellem mænd og kvinder samt for kvinders rettigheder;

17.    opfordrer Iraks parlament og regering til at sikre respekt for FN's konvention om barnets rettigheder og til at bekæmpe børnearbejde, børneprostitution og menneskehandel;

18.    pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råds formand, Kommissionens formand, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, formændene for medlemsstaternes parlamenter samt til Republikken Iraks regering og det irakiske Repræsentanternes Råd.