Forslag til beslutning - B8-0224/2014Forslag til beslutning
B8-0224/2014

FORSLAG TIL BESLUTNING om den humanitære situation i Sydsudan

5.11.2014 - (2014/2922(RSP))

på baggrund af redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
forretningsordenens artikel 123, stk. 2

Joachim Zeller, Davor Ivo Stier, Lorenzo Cesa, Mariya Gabriel, Elisabetta Gardini, Philippe Juvin, Luděk Niedermayer, Stanislav Polčák, Maurice Ponga, Jiří Pospíšil, Cristian Dan Preda, Pavel Svoboda, Michaela Šojdrová for PPE-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B8-0213/2014

Procedure : 2014/2922(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B8-0224/2014
Indgivne tekster :
B8-0224/2014
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

B8‑0224/2014

Europa-Parlamentets beslutning om den humanitære situation i Sydsudan

(2014/2922(RSP))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til sine tidligere beslutninger om Sydsudan, navnlig den fra 16. januar 2014 om situationen i Sydsudan[1],

–       der henviser til redegørelsen fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton af 10. maj 2014 om aftalen om Sydsudan, der blev indgået i Addis Abeba,

–       der henviser til erklæringerne fra næstformandens/den højtstående repræsentants talsmand om Sydsudan af 28. og 31. oktober 2014,

–       der henviser til Rådets afgørelse 2014/449/FUSP af 10. juli 2014 om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Sydsudan[2],

–       der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2155 (2014),

–       der henviser til interimsrapporten fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Sydsudan, som blev omdelt til drøftelse af panelet til den 27. samling i FN's Menneskerettighedsråd,

–       der henviser til situationsrapport nr. 59 af 23. oktober 2014 om krisen i Sydsudan fra FN 's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA),

–       der henviser til forhandlingerne om situationen i Sydsudan, som fandt sted på minitopmødet i Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD), der afholdtes i Juba den 22. oktober 2014,

–       der henviser til den samlede sudanesiske fredsaftale fra 2005,

–       der henviser til køreplanen for Sudan og Sydsudan som beskrevet i kommunikéet fra Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd af 24. april 2012, som støttes fuldt ud af EU,

–       der henviser til interimsrapporten fra Den Afrikanske Unions om Sydsudan, som blev forelagt den 26.-27. juni 2014 i Malabo, Ækvatorialguinea,

–       der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–       der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–       der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at den politiske konflikt startede, efter at Salva Kiir, landets præsident og medlem af den etniske Dinka-gruppe, anklagede sin afsatte vicepræsident, Riek Machar, en etnisk nuer, for at have planlagt et statskup mod ham; der henviser til, at Riek Machar har nægtet at have forsøgt et kup;

B.     der henviser til, at der bør findes en demokratisk politisk løsning på den aktuelle konflikt, for at bane vejen for demokratisk vedtagne institutioner for at etablere den nye stat, som opstod efter folkeafstemningen om uafhængighed; der henviser til, at det civile samfund har krævet en fredelig politisk løsning på problemet;

C.     der henviser til, at parterne i konflikten i Sydsudan indledte forhandlinger den 7. januar 2014 i Addis Abeba under IGAD’s auspicier; der henviser til, at indstilling af fjendtlighederne, åbningen af humanitære korridorer, spørgsmålet om politiske fanger og beskyttelse af civile vil være de vigtigste punkter på dagsordenen under forhandlingerne;

D.     der henviser til, at ustabiliteten, kampene og mobiliseringen af væbnede styrker til trods for de igangværende fredsforhandlinger fortsætter;

E.     der henviser til, at Rådets afgørelse 2014/449/FUSP indfører begrænsninger for og indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende personer, der hindrer den politiske proces i Sydsudan, herunder gennem voldshandlinger eller brud på våbenhvileaftaler, og personer, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Sydsudan; der henviser til, at der stadig er en gældende våbenembargo mod Sydsudan;

F.     der henviser til, at der i FN's Sikkerhedsråds resolution 2155 (2014) udtrykkes dyb bekymring over den omfattende fordrivelse af personer og den stadig forværrede humanitære krise;

G.     der henviser til, at 1,4 millioner mennesker ifølge den førnævnte OCHA-rapport stadig er internt fordrevne i Sydsudan, og at ca. 470 000 er flygtet fra Sydsudan og søger tilflugt i Etiopien, Kenya, Sudan og Uganda; der henviser til, at børn navnlig er udsatte i forbindelse med borgerkrigen, og at 500 000 er blevet fordrevet, 50 000 er truet af død, sult eller sygdom, og 9 000 er blevet rekrutteret som børnesoldater;

H.     der henviser til den generelle situation i Sydsudan fortsat er anspændt og uforudsigelig med indberetninger om fornyede væbnede aktioner i Doleib Hill og Bentiu; der henviser til, at næsten 80 % af al sundhedspleje og basale tjenester i Sydsudan leveres af ikke-statslige organisationer, og at adgangen til humanitær bistand stadig er hindret af igangværende fjendtligheder og angreb på hjælpearbejdere og aktiver;

I.      der henviser til, at de aktive fjendtligheder udgør den største udfordring for adgangen for humanitær bistand; der henviser til, at folk rundt omkring i landet fortsat har begrænset adgang til fødevarer, og at der navnlig er behov for distribution af basale fødevareforsyninger i Bor og Bentiu; der henviser til, at vold og fordrivelse har resulteret i tab af levebrød, som især påvirker fødevarekilder, og at dette i sidste ende kan resultere i en fødevarekrise;

J.      der henviser til, at EU's civilbeskyttelsesordning efter FN's anmodning om assistance blev aktiveret den 4. januar 2014 for at støtte Sydsudan med bistand i naturalier i tilvejebringelsen af husly, medicinsk udstyr, medicin, velfærdsmateriel og fødevarer;

K.     der henviser til, at FN har erklæret Sydsudan for at være i en nødsituation på niveau tre, det værste niveau for humanitære kriser, og at landet ligger på andenpladsen i ECHO’s endelige indeks over vurdering af global sårbarhed og kriser (efter Den Centralafrikanske Republik);

L.     der henviser til, at den fortsatte vold i Sydsudan har ubærlige humanitære omkostninger, hvor FN anslår, at der er behov for 1,8 mia. USD i humanitær bistand i 2014;

M.    der henviser til, at Kommissionen i september 2014 har oplyst, at det vil øge sin livreddende bistand til den humanitære indsats i Sydsudan med yderligere 20 mio. EUR; der henviser til, at disse nye midler bringer Kommissionens humanitære bistand i Sydsudan for 2014 op på mere end 120 mio. EUR, herunder bistand til sydsudanesiske flygtninge i nabolandene; der henviser til, at midlerne til humanitær bistand fra EU – medlemsstaterne og Kommissionen - til at tackle krisen er på mere end 245 mio. EUR;

N.     der henviser til, at høsten på grund af oversvømmelser, tørke og fordrivelse er blevet afbrudt, og fødevareproduktion er reduceret; der henviser til, at 7 millioner mennesker fødevaremæssigt er i en ustabil situation, hvoraf 3,9 millioner af dem lider under alvorlig fødevareusikkerhed, og op til 50 000 børn kan dø som følge af fejlernæring, hvis de ikke modtager bistand;

O.     der henviser til, at den humanitære situation forværres som følge af uforudsigelige oversvømmelser og udbrud af kolera og andre sygdomme (malaria, kala-azar, hepatitis);

P.     der henviser til, at mere end halvdelen af landet er som følge af regntiden nu er utilgængeligt på land;

Q.     der henviser til, at statsopbygning og indsatsen for at overvinde struktursvaghed kræver et langsigtet perspektiv og et holdbart, pålideligt og stabilt engagement fra det internationale samfunds side;

1.      fordømmer kraftigt kampene i Sydsudan og opfordrer alle parter til at nedlægge deres våben og straks stoppe volden, som har forårsaget dødsfald, personskader og materielle skader blandt civilbefolkningen og har fordrevet mere end hundrede tusinder af mennesker siden begyndelsen af krisen i december 2013;

2.      udtrykker sin stærke bekymring over den humanitære situation i Sydsudan (et land, der allerede er skrøbeligt og ustabilt), hvilket kunne destabilisere hele den østafrikanske region; er især bekymret over den etniske dimension af konflikten; understreger, at det er i modstrid med den demokratiske retsstat og i strid med folkeretten at stræbe efter magt ved hjælp af vold eller opsplitning mellem etniske grupper;

3.      opfordrer indtrængende begge parter i konflikten til at nå frem til en aftale og støtter fuldt ud den igangværende forhandlingsproces i Addis Abeba, der kræver en øjeblikkelig våbenhvile og indsats for at finde en vej til varig fred og stabilitet; opfordrer indtrængende regeringen og oprørerne til at engagere sig i ubetingede, inkluderende og helhedsorienterede politiske drøftelser i god tro med henblik på en vellykket afslutning af forhandlingerne; glæder sig over Den Afrikanske Unions og IGAD's bestræbelser på at fremme åben dialog og mægling;

4.      glæder sig over det konstituerende møde af 12. marts 2014 i Den Afrikanske Unions undersøgelseskommission og indledningen af dens arbejde som afgørende trin i en uafhængig og offentlig overvågning, undersøgelse og rapportering af menneskerettigheder; glæder sig over, at mulighederne for at gennemføre undersøgelser på menneskerettighedsområdet er blevet styrket i FN's mission i Sydsudan (UNMISS) med støtte fra Kontoret for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder;

5.      fordømmer de rapporterede krænkelser af menneskerettigheder og overgreb; opfordrer alle parter til øjeblikkeligt at standse alle krænkelser af menneskerettighederne, herunder dem, der påvirker flygtninge og fordrevne, kvinder og personer, der tilhører udsatte grupper, samt journalister, og opfordrer til, at de ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne holdes ansvarlige;

6.      opfordrer indtrængende alle parter til at overholde den humanitære folkeret og menneskerettighederne, at sikre adgang til og beskyttelse af de humanitære organisationer, der yder bistand til den nødlidende civilbefolkning, og at åbne humanitære korridorer for levering af forsyninger og udstyr; bemærker, at en række udenlandske hjælpeorganisationer allerede har trukket sig tilbage fra Sydsudan, og at de resterende fortsat kæmper for at imødekomme behovene hos fordrevne civile; bemærker også, at disse hjælpeorganisationer stadig er i stand til at nå mange områder, hvor det menes, at titusindvis af mennesker stadig venter på hjælp eller søger efter denne form for hjælp; opfordrer indtrængende til uhindret adgang for hjælpeorganisationer samt et øjeblikkeligt ophør af ulovlig beskatning, afpresning og chikane af hjælpearbejdere;

7.      fastholder, at den humanitære indsats vil gøre det muligt både internationale og ikke-statslige organisationer at give flygtninge og internt fordrevne basal støtte til livets opretholdelse, herunder adgang til rent vand og sanitet, fødevarer, sundhedspleje og væsentlige husholdningsartikler, forebyggelse og behandling af kønsbaseret vold, afgørende ydelser for at behandle fejlernæring, distribution af frø, værktøj og fornødenheder til opretholdelse af eksistensgrundlaget, arbejdsmarkedsuddannelse og programmer til at beskytte børn, herunder uddannelse og indsats for at forene familier, der er adskilt som følge af fordrivelser;

8.      opfordrer til, at landets rigdomme direkte stilles til rådighed for at forbedre den sydsudanesiske befolknings velfærd i stedet for at blive brugt til at købe nye våben og dermed overlade det til det internationale samfund at finansiere udgifterne til den sociale og humanitære indsats;

9.      opfordrer alle Sydsudans nabolande og regionale kræfter til at arbejde tæt sammen for at forbedre sikkerhedssituationen i landet og regionen samt at finde frem til en fredelig, varig politisk løsning på den nuværende krise;

10.    opfordrer til en våbenembargo, der skal vedtages på regionalt og internationalt plan; opfordrer til ansvarlighed, herunder fra Den Afrikanske Unions undersøgelseskommissions side;

11.    opfordrer til sanktioner, som direkte påvirker de vigtigste medlemmer af konfliktens parter, og tilskynder med henblik på at styrke virkningen de regionale og internationale partnere til at vedtage tilsvarende foranstaltninger såsom visumforbud og indefrysning af aktiver;

12.    opfordrer til etablering af en kontaktgruppe med deltagelse af vigtige aktører i Sydsudan som en måde til at styrke arbejdet i IGAD og sikre international samhørighed;

13.    gentager sin holdning om, at EU uden en udpeget særlig EU-repræsentant for Sudan/Sydsudan vil komme til at se til fra sidelinjen i forbindelse med internationale forhandlinger og tiltag; opfordrer næstformanden og den højtstående repræsentant til på ny at udnævne en særlig EU-repræsentant for Sudan/Sydsudan;

14.    opfordrer det internationale samfund til at opfylde deres tilsagn om finansiering til Sydsudan og tilvejebringe midler for øjeblikkeligt at reagere på den forværrede humanitære situation i Sydsudan;

15.    udtrykker bekymring over den omfattende korruption i landet; er også bekymret over, at korruption skader udsigterne til et frit og retfærdigt demokrati, stabilitet, bæredygtig udvikling og økonomisk vækst;

16.    understeger, at overgangen til en postkonfliktsituation formodentlig vil tage flere år og kræve en fortsat og langsigtet forpligtelse fra det internationale samfund;

17.    pålægger sin formand er at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Sydsudans regering, Sydsudans menneskerettighedskommissær, Sydsudans Nationale Lovgivende Forsamling, Den Afrikanske Unions institutioner, Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og FN's generalsekretær.