Forslag til beslutning - B8-0389/2015Forslag til beslutning
B8-0389/2015

FORSLAG TIL BESLUTNING om ødelæggelse af kulturelle mindesmærker begået af ISIS/Daesh

27.4.2015 - (2015/2649(RSP))

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B8-0115/2015 og B8-0116/2015
jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5

Andrew Lewer, Charles Tannock, Ryszard Antoni Legutko, Ryszard Czarnecki, Tomasz Piotr Poręba, Geoffrey Van Orden, Angel Dzhambazki, David Campbell Bannerman, Branislav Škripek, Jana Žitňanská, Beatrix von Storch for ECR-Gruppen

Procedure : 2015/2649(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B8-0389/2015
Indgivne tekster :
B8-0389/2015
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

B8‑0389/2015

Europa-Parlamentets beslutning om ødelæggelse af kulturelle mindesmærker begået af ISIS/Daesh

(2015/2649(RSP))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til Rådets konklusioner af 16. marts 2015,

–       der henviser til resolution 2170 (2014) og 2199 (2015) fra FN's Sikkerhedsråd,

–       der henviser til udtalelsen fra formaden for FN's Sikkerhedsråd, Liu Jieyi, om ødelæggelsen af religiøse og kulturelle genstande begået af ISIS/Daesh,

–       der henviser til udtalelsen af 9. marts 2015 fra formanden for UNESCO's udvalg for verdenskulturarv, Marie Böhmer, og af 13. april 2015 fra UNESCO's generalsekretær, Irina Bokova, om ødelæggelsen af kulturelle mindesmærker begået af ISIS/Daesh;

–       der henviser til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 116/2009 af 18. december 2008 om udførsel af kulturgoder,

–       der henviser til den fælles meddelelse af 6. februar 2015 fra den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen og Kommissionen "Elementer til en regional EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra DA'ESH",

–       der henviser til FN-erklæringen fra 1981om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,

–       der henviser til EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

–       der henviser til FN's konventioner om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, om bekæmpelse af ulovlig handel med kulturgenstande, om beskyttelse af den immaterielle kulturarv og om beskyttelse af verdens kulturarv;

–       der henviser til UNIDROIT-konventionen fra 1995 om stjålne eller ulovligt udførte kulturgenstande,

–       der henviser til artikel 8, stk. 2, litra b), nr. ix), i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol,

–       der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Irak og Syrien og om truslen fra ISIS/Daesh,

–       der henviser til FN's #Unite4Heritage-kampagne,

–       der henviser til forespørgslerne til Rådet og Kommissionen om ødelæggelse af kulturelle mindesmærker begået af ISIS/Daesh (O-000031/2015 – B8-0115/2015 og O-000032/2015 – B8-0116/2015),

–       der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.     der henviser til, at der i de områder af Irak og Syrien, som kontrolleres af ISIS/Daesh, foregår omfattende plyndringer og ødelæggelser af uvurderlige genstande fra gamle kulturmindesmærker; der henviser til, at nogle af de angrebne kulturmindesmærker er opført på UNESCO's verdensarvsliste;

B.     der henviser til, at de militante ISIS/Daesh-aktivisters handlinger truer med at bringe årtusinders sameksistens i Mellemøsten til ophør og kan betragtes som et eksempel på kulturel udrensning, der bringer områdets og verdens kulturelle og religiøse arv i fare;

C.     der henviser til, at ISIS/Daesh-styrkernes fremmarch i Irak og Syrien har ført til fordrivelse af tusindvis af kristne og mennesker med en anden religion samt etniske mindretal fra deres oprindelsesområder; der henviser til, at der også er forlydender om tvangskonverteringer;

D.     der henviser til, at tvangskonvertering af medlemmer af religiøse og etniske mindretal og ødelæggelse af kulturelle og religiøse mindesmærker kan betragtes som en krigsforbrydelse og/eller en forbrydelse mod menneskeheden;

E.     der henviser til, at ISIS/Daesh anvender plyndringer og salg af historiske, kulturelle og religiøse genstande til at generere indtægter, der bruges til at støtte rekruttering og deres evne til at udføre yderligere terrorhandlinger;

F.     der henviser til, at der på trods af internationale og europæiske bestemmelser om forbud mod import af kulturgoder med oprindelse i Syrien og Irak fortsat foregår ulovlig handel med stjålne genstande i Europa, som fremmes af organiserede kriminelle netværk;

G.     der henviser til, at bekæmpelse af ulovlig handel med kulturelle og religiøse genstande ikke specifikt henhører under Den Europæiske Unions kompetence; der henviser til, at samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelande gennem anvendelse af eksisterende national og international lovgivning er afgørende for at bekæmpe denne handel;

H.     der henviser til, at varig fred og stabilitet i området er afgørende for at beskytte religiøse, historiske og kulturelle mindesmærker mod yderligere ødelæggelse og plyndring og med henblik på at bevare den gamle kulturarv;

I.      der henviser til, at EU har foreslået at afsætte 1 mia. EUR til at yde en afgørende kollektiv indsats for gennemførelsen af EU's regionale strategi for Syrien og Irak og imødegåelse af truslen fra ISIS/Daesh;

J.      der henviser til, at store internationale kulturorganisationer har oprettet en kulturarvs-taskforce i samarbejde med den midlertidige syriske regering for at hjælpe syrerne med at beskytte deres kulturarv mod ødelæggelse;

K.     der henviser til, at borgerkrigen i Syrien også har ført til ødelæggelse af nogle af verdens mest betydningsfulde kunstværker, bygninger og monumenter, hvilket yderligere truer områdets kulturelle og religiøse arv;

1.      mener, at kultur og kulturarv kan bidrage til at genforene folk, skabe forståelse og tolerance og fungere som et nøgleelement i fredsskabelsesprocessen;

2.      bakker op om UNESCO's holdning, at kulturarv er et vigtigt element i samfunds, gruppers og enkeltpersoners kulturelle identitet og i den sociale samhørighed, og at den forsætlige ødelæggelse heraf kan have skadelige konsekvenser for den menneskelige værdighed og menneskerettighederne;

3.      fordømmer plyndringen og ødelæggelsen af gamle religiøse og kulturelle mindesmærker i Syrien og Irak begået af ISIS/Daesh og andre ekstremistiske grupper;

4.      mener, at en sådan kulturel udrensning skal betragtes som ekstremisternes forsætlige og systematiske forsøg på at udrydde områdets rige kulturarv, historie og traditioner, herunder sameksistensen mellem religiøse grupper og andre mindretal, som strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden; mener desuden, at sådanne handlinger kan undergrave bestræbelserne på at skabe varig fred og sikkerhed i området;

5.      erkender, at plyndring og ødelæggelse af historiske mindesmærker og genstande ikke er noget nyt fænomen, men giver ikke desto mindre udtryk for sin alvorlige bekymring over ISIS/Daesh-ekstremisternes handlinger og deres konsekvenser for området, dets folk og kultur;

6.      udtrykker bekymring over den voksende ulovlige handel med kulturelle og religiøse genstande, der er plyndret fra steder, som kontrolleres af ISIS/Daesh i Irak og Syrien; opfordrer desuden det internationale samfund til at samarbejde inden for rammerne af UNESCO for at forhindre denne handel og beskytte områdets kulturarv;

7.      erkender, at import af varer samt told og afgifter samt den tilknyttede lovgivning i alt væsentligt henhører under de enkelte EU-medlemsstaters og tredjelandes kompetence, men giver ikke desto mindre udtryk for sin bekymring over, at de love, der har til hensigt at forhindre import og salg af stjålne genstande, i visse lande er utilstrækkelig til at håndtere denne krise;

8.      opfordrer Rådet til at blive enige om en fælles handlingsplan for at sætte en stopper for den ulovlige handel med kulturgenstande fra Syriens og Iraks område og dermed undgå, at disse bliver en finansieringskilde for terroraktiviteter;

9.      støtter ønskerne i de forskellige FN-konventioner og internationale traktater, der har til hensigt at beskytte den kulturelle og religiøse arv;

10.    opfordrer til en effektiv gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2199 og vedtagelsen af juridisk bindende foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig handel med antikviteter og kulturgenstande fra Irak og Syrien;

11.    tilskynder til en mere effektiv anvendelse af Interpols database over stjålne kunstværker med henblik på bekæmpelse af ulovlig handel med kulturgenstande; roser desuden de nationale politistyrkers bestræbelser, bl.a. Metropolitan Police's afdeling for kunstværker og antikviteter i Det Forenede Kongerige, i forbindelse med bekæmpelsen af kriminalitet på dette område;

12.    mener, at mere informationsudveksling og bedre koordination mellem de retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne og i tredjelande kan spille en afgørende rolle i forbindelse med identificering og retsforfølgning af kriminelle grupper, der er involveret i ulovlig handel med genstande, som er plyndret fra kulturmindesmærker;

13.    minder om betydningen af at sikre respekt for folkeretten og menneskerettighederne, når man forsøger at imødegå truslen fra ISIS/Daesh og skabe varig fred og stabilitet i området;

14.    tilskynder til koordinerede internationale bestræbelser på at beskytte kulturelle, historiske og religiøse mindesmærker og genstande mod plyndring og ødelæggelse;

15.    minder Syriens og Iraks nabolande om, at de er frontlinjestater, når det gælder om at standse den ulovlige handel med genstande, der er plyndret fra historiske mindesmærker; minder desuden disse lande om, at handelen bidrager direkte til finansiering af terrorisme, som truer deres egen fred og sikkerhed; mener, at EU, Den Arabiske Liga og andre internationale aktører bør overveje at hjælpe disse lande med at øge kapacitetsopbygningen i området;

16.    pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, UNESCO's generaldirektør, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, Iraks regering og parlament samt Den Arabiske Ligas generalsekretær.