FORSLAG TIL BESLUTNING om fredsprocessen i Colombia
13.1.2016 - (2015/3033(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
Javier Couso Permuy, Neoklis Sylikiotis, Paloma López Bermejo, Angela Vallina, Marina Albiol, Sofia Sakorafa, Takis Hadjigeorgiou, Fabio De Masi, Rina Ronja Kari, Helmut Schölz, Katerina Konecna, Jiri Mastalka, Marie-Christine Vergiat, Miguel Urban, Tania González, Xabier Benito, Lola Sánchez, Estefanía Torres, Barbara Spinelli, Inês Zuber, Kostas Chrysogonos, Dimitrios Papadimoulis, Stelios Kouloglou for GUE/NGL-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B8-0041/2016
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Colombia,
– der henviser til det fælles kommuniké nr. 60 om aftalen om oprettelse af en særlig domsmyndighed for fred, som blev undertegnet i Havanna den 23. september 2015,
– der henviser til de fælles kommunikéer nr. 61, 62, 63 og især nr. 64 om aftalen om ofrene for konflikten og et samlet system for sandhed, retfærdighed, erstatning og ikkegentagelse, herunder en særlig domsmyndighed for fred, og til aftalen om menneskerettigheder, der blev undertegnet i Havanna den 15. december 2015, samt det fælles udkast med titlen "Punkt 5: en aftale om ofrene for konflikten af samme dato,
– der henviser til Bruxelleserklæringen, som blev vedtaget af venstrefløjens parlamentsmedlemmer i Den Euro-Latinamerikanske Forsamling med henblik på fredsprocessen i Colombia i juni 2016,
– der henviser til punkt 44 i meddelelsen fra Europa-Parlamentets Delegation til Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling (Eurolat) i anledning af det andet topmøde mellem EU og CELAC i Bruxelles om afslutningen på den interne konflikt mellem Colombias regering og Colombias Væbnede Revolutionære Styrke (FARC),
– der henviser til Bruxelleserklæringen, som blev vedtaget ved afslutningen på det andet topmøde mellem EU og CELAC den 11. juni 2015,
– der henviser til redegørelserne fra EU's højtstående repræsentant, Federica Mogherini, af 16. december 2015 om aftalen om ofrene for konflikten, af 24. september 2015 om aftalen om retsopgør i Colombia samt dennes redegørelse af 1. oktober 2015 om udnævnelse af Eamon Gilmore til EU's særlig udsending for fredsprocessen i Colombia,
– der henviser til flerpartshandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side, som blev undertegnet i Bruxelles den 26. juli 2012,
– der henviser til den asturiske delegations ellevte beretning om kontrol af status for menneskerettighederne i Colombia 2015,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at der blev indledt rundbordsforhandlinger mellem Colombias regering og FARC i Havanna, Republikken Cuba, den 19. november 2012 efter undertegnelsen af dokumentet "Acuerdo General para la terminación del conflicto y la construcción de una paz estable y duradera" (Generel aftale om en afslutning på konflikten og om opbygning af stabil og varig fred) af 26. august 2012 i overensstemmelse med det colombianske folks ønske om at leve i fred, og at det i aftalen anerkendes, at opbyggelse af fred er et anliggende for hele befolkningen, at staten har pligt til at fremme menneskerettighederne på hele sit område, og at økonomisk og social udvikling baseret på lighed er garant for fred;
B. der henviser til, at regeringen og FARC i løbet af de forskellige faser af forhandlingerne i Havanna har færdiggjort udkastene til aftalerne med titlerne "Hen imod en forbedring af forholdene på landet i Colombia og en gennemgribende landbrugsreform", "Politisk deltagelse og en demokratisk åbning med henblik på at skabe fred", "En løsning på problemet med ulovlig narkotika" og "En aftale om ofrene for konflikten";
C. der henviser til den sidste delaftale er af afgørende betydning for ofrene, da den ser på muligheden for at oprette en særlig domsmyndighed for fred og en domstol, der kan dømme alle de ansvarlige i konflikten, herunder militære og paramilitære personer, guerillaer og civile, og den er formentlig det vigtigste fremskridt, der er gjort i de tre år, forhandlinger er pågået;
D. der henviser til, at i denne fase vil de vigtigste udestående spørgsmål være de betingelser, under hvilke en bilateral våbenhvile skal indføres, samt den mekanisme, der skal anvendes for på demokratisk vis at godkende de aftaler, der er indgået mellem regeringen og FARC;
E. der henviser til, at forhandlingerne i Havanna blev genoptaget den 13. januar, og at våbenhvilen og indstillingen af fjendtlighederne ifølge udtalelser fra den colombianske regerings chefforhandler bør være bilaterale, gælde på ubestemt tid og kunne kontrolleres, og at dette ville kunne opnås i denne måned;
F. der henviser til, at Colombias regering og FARC den 23. september 2015 meddelte, at de havde indgået en aftale om oprettelse af en særlig domsmyndighed for fred, som skal tilgodese ofrenes rettigheder og bidrage til at skabe en stabil og varig fred, hvortil parterne har indgået en aftale om iværksættelsen af et samlet system for sandhed, retfærdighed, erstatning og ikkegentagelse, som omfatter nedsættelsen af en sandhedskommission for fredelig sameksistens og ikkegentagelse og garantier for, at årsagerne til konflikten og den viktimisering, som forekommer, ikke gentager sig;
G. der henviser til forhandlerne på grundlag af ovennævnte aftaler om den såkaldte domsmyndighed for fred og ofrene for konflikten har taget et væsentligt skridt fremad i retning af fred, som synes at være irreversibel, eftersom begge parter har fastsat en frist på højst seks måneder til at opnå fred fra og med indgåelsen af aftalen om oprettelsen af en særlig domsmyndighed for fred med den 23. marts 2016 som vejledende frist;
H. der henviser til, at erstatningen til ofrene og garantien for ikkegentagelse er centrale elementer for at opnå en retfærdig og varig fred;
I. der henviser til, at oprettelsen af en særlig domsmyndighed for fred imødekommer behovet for at finde en særlig retsordning til i overensstemmelse med folkeretten at straffe de personer, der er ansvarlige for de grove menneskerettighedskrænkelser og alvorlige brud på den humanitære folkeret, der forekom under konflikten, og sikre erstatning til ofrene og samtidig lette våbennedlæggelse;
J. der henviser til, at denne særlige domsmyndighed:
– anerkender, at det er nødvendigt at straffe gerningsmændene bag forbrydelser, der blev begået under konflikten, ved at indføre mekanismer for genoprettende retshåndhævelse sammen med mekanismer for repressiv retshåndhævelse;
– overvejer at indføre et differentieret system for både frihedsbegrænsning og frihedsberøvelse på grundlag af tidlig eller sen erkendelse af sandhed og ansvar for de alvorlige forbrydelser eller manglende erkendelse af et sådant ansvar, således at straffene ved domfældelse varierer mellem henholdsvis fem og otte år og op til 20 år, og således at stederne og betingelserne for håndhævelse af straffene i form af frihedsbegrænsning eller frihedsberøvelse beror på graden af erkendelsen af sandhed og ansvar;
– foreskriver, at den colombianske stat ved indstillingen af fjendtlighederne giver videst mulig amnesti for politiske og lignende forbrydelser i overensstemmelse med den humanitære folkeret, og uden at amnesti kan gives til gerningsmændene bag forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab, alvorlige krigsforbrydelser eller andre alvorlige forbrydelser såsom gidseltagning, tortur, tvangsfordrivelser, tvangsforsvindinger, udenretslige henrettelser, bortførelse af børn og seksuel vold;
K. der henviser til, at der i 2014 og i en del af 2015 var en stigning i antallet af tvangsforsvindinger i Colombia; der henviser til, der ikke findes konsoliderede oplysninger om de forsvundne personer i landet, som når op på 21 000 personer ifølge det nationale register over forsvundne personer, 44 841 personer ifølge det fælles register over ofre og 69 000 personer ifølge den nationale anklagemyndighed; der henviser til manglen på fremskridt i sagerne om tvangsforsvindinger, idet undersøgelserne i mere end 80 % af anmeldelserne befinder sig i en forberedende fase uden betydelige fremskridt;
L. der henviser til, at paramilitarismen i dag fortsat anvendes som den gældende formel for udøvelse af økonomisk, politisk og social dominans over det colombianske folk; der henviser til, at disse væbnede paramilitære grupper er blevet udnyttet og udnyttes af den colombianske politiske og økonomiske elite og udenlandske multinationale selskaber, som med disses hjælp har formået at gennemføre økonomiske projekter forbundet med udvindingsvirksomhed (omfattende minedrift), ekstensivt dyrehold og monokultur, gennem fratagelse og tvangssalg af jord, hvilket skaber massive fordrivelser af befolkninger i f.eks. Stillehavsområdet;
M. der henviser til, at Colombia efter Afghanistan er det land i verden med det næststørste antal civile ofre for personelminer, og at en effektiv og hurtig minerydning i landet er afgørende, når der er opnået fred med henblik på at undgå flere ofre og fjerne signalerne om konflikt;
N. der henviser til, at EU og Colombia siden 2013 har haft en flerpartshandelsaftale, som har ført til kritik og modstand fra sociale bevægelser og fagforeninger i både Latinamerika og Den Europæiske Union;
O. der henviser til, at Colombia med mere end 47 millioner indbyggere, herunder 102 oprindelige folk, der taler 64 officielle sprog på deres områder, 4,4 millioner afro-colombianere og omkring 5 000 romaer er et af de mest ulige lande i verden ifølge UNDP, og at ulighederne har tendens til at vokse som følge af virkningen af frihandelsaftalerne og investeringsprojekterne inden for minedrift og energi;
P. der henviser til, at den økonomiske vækst i landet, som langt fra kommer flertallet af befolkningen til gode, øger den sociale konflikt, eftersom fattigdomsraten overstiger 30,7 %; der henviser til, den historiske udelukkelse og ulighed sammen med volden fra statens side er nogle af de direkte kilder til den væbnede konflikt;
Q. der henviser til, at det konstateres, at den sociale konflikt i landet tager til som følge af regeringens beslutninger om at udstede licenser til store investeringsprojekter uden nogen form for gennemsigtighed og offentlig information om de miljømæssige og sociale konsekvenser og uden forudgående høring af byer og kommuner, som det foreskrives i ILO's konvention nr. 169;
R. der henviser til, at de multinationale selskaber fungerer som mellemled for de voldsomme plyndringer i landet ved at anvende retlige mekanismer i ledtog med institutioner, som legaliserer tvangssalg af jord, vilkårlige anholdelser og retsprocesser på grundlag af udpegelse;
S. der henviser til, at tilbagegivelsen af den jord, som blev frataget med vold, går langsomt som følge af manglende politisk vilje på lokalplan, hvor de personer, som har frataget jorden, bibeholder den politiske og væbnede kontrol;
T. der henviser til, at forfølgelsen af fagforeningsmedlemmer fortsætter på forskellige måder i landet, og at de oprørsbekæmpende magtindehaveres egen "fagforeningsfjendtlige kultur", der har befæstet fordommen om, at arbejdstagere, som er fagforeningsmedlemmer, udgør en intern trussel mod landets stabilitet; der henviser til, at Colombia er det land i verden, hvor der myrdes flest fagforeningsfolk – siden 1986 er antallet ifølge CUT nået op på omkring 4000 – samt et stort antal ledende bønder; der henviser til, at bølgen af sociale demonstrationer i de seneste år er blevet mødt med repressive og i nogle tilfælde brutale reaktioner og i nogle tilfælde fra politiets side;
U. der henviser til, at Colombia har et konstant årligt antal tvangsfordrivelser, med mere end seks millioner fordrevne personer, hvilket gør det til det land i verden med den andenstørste humanitære krise, kun overgået af Syrien ifølge oplysninger fra UNHCR;
V. der henviser til, at der ifølge det fælles register over ofre blev fordrevet ca. 2 520 000 mindreårige mellem 1985 og 2012, og at ulovlige væbnede grupper i de sidste 20 år har rekrutteret omkring 13 000 børn;
1. gentager sin fulde støtte til fredsprocessen mellem Colombias regering og FARC-guerillaen; mener, at dette er et væsentligt skridt fremad i retning af at opnå en endelig aftale, der kan gøre en ende på den interne væbnede konflikt i Republikken Colombia;
2. støtter en politisk løsning på konflikten, der sikrer ofrene retfærdighed og erstatning, herunder en løsning på problemet med adgang til jord, som er den strukturelle årsag til konflikten, med henblik på at opnå en stabil, varig fred baseret på social retfærdighed og garantier for ikkegentagelse;
3. håber, at forhandlingerne afsluttes i den nærmeste fremtid, eftersom man er blevet enige om alle spørgsmål, der vedrører til erstatning til ofre og retfærdighed;
4. opfordrer regeringen og FARC til snarest muligt at blive enige om en våbenhvile for at skabe et gunstigt klima for den endelige aftale i tråd med forskellige udtalelser fra den colombianske social bevægelse;
5. opfordrer både regeringen og FARC til at afstå fra at anvende vold og våben i den politiske indsats og til at forsvare deres idéer og forhåbninger ved hjælp af demokratiske regler og respekt for retsstatsprincippet;
6. anerkender den store politiske indsats og ihærdighed, som Colombias regering og FARC udviser, og den vigtige rolle, som organisationerne for ofre og sociale bevægelser spiller, hvormed de har formået at bringe modstridende holdninger tættere på hinanden og gradvist skabe et rum for kompromiser, der har gjort det muligt at gøre fremskridt i fredsforhandlingerne;
7. opfordrer til, at den igangværende proces udvides til at omfatte ELN, eller at man om nødvendigt indleder en parallel forhandlingsproces;
8. gentager sin overbevisning om, at denne fredsproces bør inddrage hele det colombianske folk, og at ikke alene de to forhandlingsparter, men også de colombianske sociale bevægelser inddrages i processen;
9. anerkender ligeledes den vigtige rolle, som Cuba og Norge samt Chile og Venezuela har spillet som henholdsvis garanter for og ledsagende lande i fredsprocessen;
10. mener, at selv om en aftale mellem regeringen og FARC er en grundlæggende og uomgængelig forudsætning for at opnå fred i landet, går konflikten meget dybere end en konfrontation mellem guerillaen og regeringen, og for virkelig at skabe fred i landet vil det kræve mange nødvendige foranstaltninger til at mindske ulighederne og fremme en fredskultur efter konflikten;
11. udtrykker sin bekymring over den fortsatte paramilitære vold, som udøves i ledtog med den økonomiske elite i landet og med udenlandske multinationale selskaber, herunder europæiske; understreger, at det er nødvendigt at nedbryde paramilitarismen i Colombia som et væsentligt element for at opnå fred;
12. minder den colombianske stat om sit ansvar for at beskytte sin befolkning og især sociale og politiske aktivister, fagforeningsfolk og menneskerettighedsforkæmpere mod de trusler, de udsættes for som følge af deres aktiviteter;
13. opfordrer indtrængende alle colombianske styrker og sociale organisationer og bevægelser til at samarbejde fuldt ud med henblik på at opnå forsoning og fredelig sameksistens;
14. glæder sig over beslutningen om at give omfattende amnesti eller bevilge benådning for politiske og lignende forbrydelser i relation til konflikten og opfordrer den colombianske regering til at vedtage en lov, som tydeligt fastlægger, hvad der menes med almindelige forbrydelser, og som skaber klarhed over andre almindelige forbrydelser såsom narkotikahandel og dens forbindelse til politiske forbrydelser;
15. påpeger med tilfredshed, at fredsaftalen – ved at udelukke forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og alvorlige krigsforbrydelser fra enhver amnesti eller benådning – er i overensstemmelse med den internationale strafferet, den humanitære folkeret og de internationale instrumenter og normer, der gælder på menneskerettighedsområdet;
16. mener, at det er afgørende, at de domme, som afsiges mod gerningsmændene bag forbrydelserne, bidrager til målet om erstatning til ofrene og politisk forsoning, og støtter derfor tanken om at oprette mekanismer for genoprettende retshåndhævelse for dem, der er ansvarlige for alvorlige forbrydelser, der erkender sandheden og ansvaret, således at de kan bidrage til erstatning til ofrene og genoprette deres forbindelser til samfundet;
17. gentager sin forkastelse af flerpartshandelsaftalen mellem EU og Colombia og Peru, da den ikke er til gavn for befolkningerne, men tværtimod indebærer flere fratagelser af jord og øget fattigdom blandt de colombianske arbejderklasser samt forfølgelse af fagforeningsmedlemmer og ledende bønder; mener, at denne aftale reelt bør være betinget af respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincippet som fastsat i aftalens artikel 1, hvilket ikke er tilfældet.
18. mener, at enhver form for finansiel støtte fra EU til fredsprocessen bør gives under to betingelser: den konkrete undertegnelse af en samlet fredsaftale og oprettelsen af mekanismer for international overvågning af aftalens reelle gennemførelse;
19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU's roterende formandskab, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, UNASUR og CELAC samt til regeringen og kongressen i Republikken Colombia.