FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Libyen
1.2.2016 - (2016/2537(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
Barbara Lochbihler, Igor Šoltes, Ernest Urtasun, Bronis Ropė, Klaus Buchner, Bodil Valero for Verts/ALE-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B8-0146/2016
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Libyen, særligt beslutning af 15. januar 2015[1],
– der henviser til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner om Libyen, herunder resolution 2259 af 23. december 2015,
– der henviser til rapporter og erklæringer fra FN-generalsekretærens særlige repræsentant og chef for FN's støttemission i Libyen (UNSMIL),
– der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om Libyen,
– der henviser til de seneste redegørelser om Libyen fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Libyen har gennemgået flere på hinanden følgende dramatiske politiske, institutionelle og sikkerhedsmæssige kriser, siden oprørsgrupper med hjælp fra NATO-styrker styrtede Muammar Gaddafi i 2011;
B. der henviser til, at eskalerende kampe har hærget landet siden sommeren 2014, hovedsagelig mellem to løst sammensatte og opsplittede rivaliserende grupper, nemlig styrkerne i den såkaldte "Operation Dignity" under den tidligere general Khalifa Haftar, som er allieret med militser fra byen Zintan, og den såkaldte Libysk Daggry-koalition, der fortrinsvis er sammensat af militser fra byen Misrata og Amazigh-mindretallet sammen med islamistiske grupper og lokale militser fra andre byer i det vestlige Libyen;
C. der henviser til, at begge rivaliserende lejre har modstridende beretninger og krav til legitimitet med to rivaliserende regeringer og parlamenter baseret henholdsvis i Tripoli og Tobruk; der henviser til, at begge stridende parter angiveligt modtager støtte fra eksterne magter;
D. der henviser til, at militsgrupper, som er knyttet til den såkaldte Islamiske Stat, har benyttet sig af borgerkrigen og magttomrummet til at udvide deres tilstedeværelse i landet og i stigende omfang har gennemført terrorhandlinger og brutalt misbrug over for lokalbefolkningen; der henviser til, at disse grupper tidligt i januar 2016 iværksatte en offensiv mod de store olieanlæg på den midterste og østlige del af Libyens kyst, samtidig med at de gennemførte det mest dødbringende terrorangreb i Libyen siden 2011 og dræbte snesevis af politiaspiranter i Zliten; der henviser til, at terrorist- og forbrydernetværk i Libyen er i færd med at udvikle tættere bånd til Mali og det nordlige Nigeria, hvor de er involveret i våbensalg og narkotikahandel samt andre form for ulovlig handel;
E. der henviser til, at repræsentanter for de to rivaliserende parlamenter og for kommuner og civilsamfundet den 17. december 2015 undertegnede en aftale om deling af magten, der var kommet i stand ved FN's mellemkomst; der henviser til, at der på grundlag af denne aftale blev udnævnt et præsidentråd bestående af ni medlemmer, der skulle ledes af forretningsmanden Fayez el-Sarraj som premierminister, og som skulle have til opgave at udvælge en national samlingsregering;
F. der henviser til, at det internationalt anerkende parlament med sæde i Tobruk den 25. januar 2016 forkastede den regering, der var blevet dannet af præsidentrådet, og gav rådet en frist på ti dage til at danne en ny mindre regering eller trække sig tilbage;
G. der henviser til, at menneskerettighedssituationen og den humanitære situation er blevet alvorligt forværret, siden Libyen er gledet ind i en borgerkrig; der henviser til, at der rapporteres om, at alle krigsførende parter har begået en lang række krænkelser af internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret, hvilket har forårsaget hundredvis af dødsfald, massefordrivelser og en humanitær krise i mange områder; der henviser til, at snesevis af politiske aktivister og menneskerettighedsforkæmpere, mediefolk og andre offentlige skikkelser er blevet bortført eller truet; der henviser til, at FN har modtaget rapporter om vilkårlig tilbageholdelse og tortur og mishandling begået af begge parter;
H. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 26. februar 2011 indbragte situationen i Libyen for Den Internationale Straffedomstol (ICC); der henviser til, at ICC fortsat har kompetence til at undersøge overtrædelser af menneskerettighederne, der er begået i Libyen, og til at forfølge de ansvarlige; der henviser til, at ICC den 27. juni 2011 udstedte tre arrestordrer på Muammar Gaddafi, Saif al-Islam Gaddafi og Abdullah al-Senussi for forbrydelser mod menneskeheden; der henviser til, at de øvrige mistænkte ikke er i domstolens varetægt; der henviser til, at de libyske myndigheder har insisteret på, at de skal stilles for en domstol inden for det libyske nationale retssystem;
I. der henviser til, at UNSMIL skønner, at mindst 400.000 libyere er blevet internt fordrevet af den seneste bølge af kampe, og at yderligere 150.000, herunder mange migrantarbejdere, har forladt landet; der henviser til, at udenlandske nødhjælpsarbejdere og diplomater, herunder personale fra EU og UNSMIL, er blevet evakueret fra Libyen; der henviser til, at massetilstrømningen af libyske flygtninge til nabolandet Tunesien fortsat sætter dette lands ressourcer og dets egen stabilitet under stort pres;
J. der henviser til, at Libyen er et vigtigt transitland og afrejsepunkt for migranter, især for afrikanere fra Afrika syd for Sahara, i deres forsøg på at nå til Europa;
K. der henviser til, at salget af olie plejede at udgøre 95% af Libyens statslige indtægter og 65% af landets BNP; der henviser til, at Libyen har de største oliereserver i Afrika og de femtestørste reserver i verden; der henviser til, at olieindtægterne er faldet brat, siden kontrollen med oliefelter, rørledninger og eksportfaciliteter i hele landet er blevet overtaget af militser;
L. der henviser til, at adskillige EU-medlemsstater, herunder Italien, Det Forenede Kongerige og Tyskland, har givet tilsagn om at træne den fremtidige samlingsregerings nye sikkerhedsstyrker;
M. der henviser til, at libyske beslutningstagere fra forskellige lejre gentagne gange har afvist enhver form for udenlandsk militær intervention;
N. der henviser til, at de EU-medlemsstater, som deltog i krigen i 2011, og EU som helhed har et særligt ansvar for at bistå den libyske befolkning og støtte bestræbelserne på at opnå fred og stabilitet i landet;
O. der henviser til, at - efter hvad der fremgår af lækkede informationer - den tidligere FN-repræsentant Bernadino León, der bidrog til at formidle aftalen om deling af magten, under sin mandatperiode hemmeligt forhandlede om en senere lukrativ post med De Forenede Arabiske Emirater, som støtter parlamentet i Tobruk;
1. glæder sig over undertegnelsen af den libyske politiske aftale i december 2015 som et opmuntrende første skridt på vej til en politisk løsning på konflikten i Libyen, men udtrykker alvorlig bekymring over de hindringer, der stadig forsinker dannelsen af en national samlingsregering;
2. opfordrer de rivaliserende grupperinger til at udvise lederskab og til at blive enige om dannelsen af denne samlingsregering med henblik på at imødegå den alarmerende liste over landets udfordringer af forvaltningsmæssig, økonomisk, humanitær og sikkerhedsmæssig art; gentager i denne forbindelse sin fulde støtte til FN's og navnlig den særlige repræsentant Martin Koblers bestræbelser på at fremme processen; insisterer på, at der skal gives behørig opmærksomhed til inddragelsen af kvinder og mindretal;
3. opfordrer det internationale samfund til at lægge pres på dem, der blokerer de politiske fredsforhandlinger, og til effektivt at håndhæve FN's våbenembargo mod Libyen;
4. udtrykker alvorlig bekymring over Islamisk Stats (IS) ekspansion i Libyen, der bør imødegås hurtigst muligt; insisterer imidlertid på, at alle libyske og internationale bestræbelser på at bremse og knuse grupper med tilknytning til IS skal gennemføres i overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret;
5. mener, at det mest effektive svar på den radikale islamiske tilstedeværelse i Libyen i sidste ende er at etablere integrerende nationale institutioner, der kan værne om retsstatsprincippet, tilvejebringe offentlige tjenesteydelser og lokal sikkerhed og effektivt bekæmpe de grupper, der truer stabiliteten i landet og regionen som helhed;
6. opfordrer HR/NF, medlemsstaterne og Kommissionen til omgående at udvikle et samlet program for afvæbning, demobilisering og reintegration og en reform af sikkerhedssektoren, der skal iværksættes, når fredsaftalen er vedtaget; understreger, at det er af afgørende betydning at annullere EU's tidligere programmer for reform af sikkerhedssektoren i landet, som havde et meget snævert virkefelt med hensyn til grænseforvaltning og migrationskontrol; er overbevist om, at kun et virkeligt storstilet program, hvis virkefelt omfatter grænsevagter, og som dækker hele landet og får bevilliget passende finansielle ressourcer, har mulighed for at igangsætte en positiv udvikling i Libyen; stiller sig meget tvivlende over for den nuværende britisk-italienske militære bistandspakke, der omfatter 1.000 britiske og 5.000 italienske soldater, der skal træne de libyske væbnede kræfter, som har ansvaret for at beskytte den nye regering;
7. er bekymret over presseberetninger om, at USA, Det Forenede Kongerige, Italien og Frankrig i øjeblikket optrapper omfanget af observationsflyvninger og indsamlingen af efterretninger, og er bekymret over disse landes villighed til at intervenere militært i Libyen mod IS-kæmpere uden godkendelse fra de libyske myndigheder eller et udtrykkelig mandat fra FN's Sikkerhedsråd; advarer mod enhver form for ensidig eller flersidig militær intervention, der mangler ethvert retsgrundlag eller politisk samtykke fra den fremtidige samlingsregering;
8. er ligeledes bekymret over den udtalelse, der for nyligt blev fremsat af den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, om nødvendigheden af at operere militært i libysk kystfarvand for effektivt at bekæmpe menneskesmuglere og -handlere; understreger de mange negative udtalelser fra libyske beslutningstagere vedrørende planerne om at indsætte EUNAVFOR Sophia-styrker i libysk territorialfarvand; minder om, at en sådan militær aktion uden samtykke fra libyske myndigheder eller et FN-mandat i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers pagt må betragtes som ulovlig og som en angrebshandling; er bekymret over, hvorvidt denne fremgangsmåde overhovedet vil være effektiv, i betragtning af nylige erfaringer til lands i forbindelse med EUNAVFOR Atalanta i Somalia, den mulige kollaterale skade og de lidelser, som kystbefolkningen påføres, samt over den kendsgerning, at en sådan uhensigtsmæssig og ulovlig militær aktion fra EU-medlemsstaters side kunne medføre øget støtte til voldelige ekstremistbevægelser som IS;
9. giver udtryk for sin alvorlige bekymring over migranter, asylansøgere og flygtninge i Libyen, hvis allerede usikre situation fortsat forværres; opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at hjælpe Italien i landets bestræbelser på at håndtere de stadigt voksende migrations- og flygtningestrømme fra Nordafrika, især fra Libyen; opfordrer alle medlemsstater og navnlig Italien, til strengt at overholde EU-retten og den internationale lovgivning om flygtninge, herunder overholdelse af princippet om non-refoulement og vurdering af de enkeltes situationer; opfordrer de libyske myndigheder og militser til at sikre adgang for eksterne aktører til tilbageholdelsescentre, især centre for migranter;
10. er dybt bekymret over de nylige IS-angreb på olieterminaler og dermed forbunden infrastruktur på steder som Ras Lanuf og indvirkningen heraf på lokalbefolkningens sundhed og miljøet;
11. fordømmer den himmelråbende interessekonflikt og manglende etik, der prægede FN's tidligere særlige udsending Bernardino Leóns manøvrer med hensyn til at sikre sig en lukrativ stilling som leder af diplomatakademiet i De Forenede Arabiske Emirater, samtidig med at han stadig varetog sit mandat som fredsmægler i en konflikt, som hans fremtidige arbejdsgiver var direkte involveret i; minder om, at Bernadino León havde haft adskillige højtstående poster i den spanske og EU's diplomatiske tjeneste; opfordrer HR/NF til at finde midler til at undgå lignende hændelser med hensyn til EU's særlige udsendinge eller EU-støttede internationale udsendinge, herunder ved at indføre strenge karensperioder; beslutter at foretage en undersøgelse af denne sag;
12. fordømmer den fortsatte vold og krænkelserne af den humanitære folkeret, der begås af de krigsførende parter i hele landet; er stadig alvorligt bekymret over den fortsatte forværring af menneskerettighedssituationen, herunder tilfælde af vilkårlige tilbageholdelser, bortførelser, ulovlige drab og tortur, samt vold mod journalister, politiske aktivister, menneskerettighedsforkæmpere og mindretal, herunder indbyggere fra Tawergha;
13. understreger, at det er nødvendigt at sikre ansvarliggørelse for alle krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret; gør opmærksom på erklæringen fra UNSMIL om, at mange af de overtrædelser og krænkelser, der er begået i Libyen, henhører under ICC's jurisdiktion, og opfordrer til, at sidstnævnte tildeles de nødvendige politiske, logistiske og økonomiske ressourcer til, at den kan efterforske disse forbrydelser; mener, at en styrkelse af de internationale ansvarliggørelsesmekanismer kan afskrække militser fra at begå yderligere overgreb og krænkelser, og opfordrer til, at det overvejes at etablere en FN-undersøgelseskommission eller en tilsvarende mekanisme til at undersøge krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret;
14. opfordrer medlemsstaterne til at bistå Tunesien med at bekæmpe de destabiliserende virkninger af afsmitningen af den libyske krise, bl.a. ved at hjælpe med at opbygge ansvarlige sikkerhedsinstitutioner;
15. understreger, at det er nødvendigt at bevare neutraliteten i vigtige libyske institutioner, navnlig centralbanken, National Oil Corporation og den statslige investeringsfond, som er godkendt af FN til at modtage olieindtægter fra udlandet; opfordrer i denne forbindelse til oprettelse af en international overvågningsmekanisme til at indefryse disse indtægter – bortset fra udgifter til lønninger – indtil der er dannet en national samlingsregering, som et incitament til de stridende grupperinger til at blive enige om et politisk kompromis;
16. opfordrer de libyske myndigheder til at forpligte sig til høje standarder for gennemsigtighed inden for landets ekstraktive sektor, således at Libyens naturressourcer kommer hele befolkningen til gavn, og navnlig til at forpligte sig til de krav, der er indeholdt i gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) så hurtigt som muligt; gentager sin opfordring til europæiske selskaber, der er involveret i Libyen, om at oplyse om deres finansielle forretninger i energisektoren;
17. opfordrer EU og dets medlemsstater til at øge deres humanitære bistand for at reagere på den libyske befolknings lidelser, især i de mest berørte områder, og til at være klar til at reagere på enhver yderligere forværring af situationen; insisterer i denne forbindelse på, at det er vigtigt at tilvejebringe konkret støtte til lokale våbenhviler; opfordrer indtrængende EU til at støtte styrkelsen af civilsamfundsorganisationer, især kvindegrupper, som søger at finde ikke-voldelige løsninger på de mange kriser i landet;
18. udtrykker bekymring over rapporterne vedrørende det svigtende retssystem i Libyen og alvorlige mangler, for så vidt angår opretholdelsen af standarderne for retfærdig rettergang; opfordrer de libyske myndigheder til at samarbejde fuldstændigt med ICC ved at bistå den i dens efterforskninger og efterkomme dens afgørelser; udtrykker sin bekymring over, at de libyske myndigheder ikke har formået at give Abdullah al-Sanussi og Saif al-Islam Gaddafi, som er sigtet af Den Internationale Straffedomstol, grundlæggende behørige procesrettigheder; minder om, at det er stærkt imod dødsstraf i alle tilfælde, uanset den begåede forbrydelses karakter, og opfordrer Libyen til at afskaffe dødsstraffen;
19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, til næstformanden for Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, det libyske Repræsentanternes Hus, FN’s Sikkerhedsråd, FN’s Generalforsamling, FN's Menneskerettighedsråd, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union.
- [1] Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0010.