FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Libyen
1.2.2016 - (2016/2537(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
Javier Couso Permuy, Sabine Lösing, Paloma López Bermejo, Neoklis Sylikiotis, Fabio De Masi, Ángela Vallina, Sofia Sakorafa, Kostas Chrysogonos, Stelios Kouloglou, Kostadinka Kuneva for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentet,
– der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 2009 (2011) af 16. september 2011, 1973 (2011) af 17. marts 2011, 2017 (2011) af 31. oktober 2011, 2022 (2011) af 2. december 2011, 2040 (2012) af 13. marts 2012, 2174 (2014) af 27. august 2014, 2238 (2015) af 10. september 2015 og 2259 (2015) af 23. december 2015 om Libyen,
– der henviser til udnævnelsen den 4. november 2015 af Martin Kobler som FN-generalsekretærens særlige repræsentant for Libyen,
– der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner af 30. august, 20. oktober, 17. og 18. november og 15. december 2014, af 19. januar, 9. februar, 16. marts og 12. oktober 2015 og af 18. januar 2016,
– der henviser til redegørelserne om Libyen fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, af 30. april, 26. og 27. maj, 30. juni, 12. juli, 17. august, 13. og 22. september, 9. oktober og 19. og 26. november 2015 og af 7. januar 2016 samt til hendes erklæring om undertegnelsen af den libyske politiske aftale den 17. december 2015,
– der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne hertil fra 1977 og parternes forpligtelse til under væbnede konflikter at overholde og sikre overholdelse af humanitær folkeret under alle forhold,
– der henviser til erklæringerne fra FN's støttemission i Libyen (UNSMIL), til UNSMIL's og FN's Menneskerettighedskontors fælles rapport af 4. september 2014 om krænkelserne af internationale menneskerettigheder og humanitær folkeret under den aktuelle vold i Libyen og til opdateringerne af denne af 27. december 2014 og af 12. januar og 16. november 2015,
– der henviser til Rådets afgørelse 2013/233/FUSP af 22. maj 2013 om Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya)[1],
– der henviser til den libyske politiske aftale, der blev undertegnet den 17. december 2015 og bl.a. indeholder en aftale om en national enhedsregering,
– der henviser til sine beslutninger af 15. september 2011[2], 18. september 2014[3] og 15. januar 2015[4] om situationen i Libyen,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at NATO's intervention, herunder udsendelsen til Libyen af franske soldater og Det Forenede Kongeriges "Special Air Service" i 2011, forårsagede tab af uskyldige civiles liv, en humanitær krise og omfattende ødelæggelser, hvilket har ført til en fuldstændig destabilisering af den libyske stat; der henviser til, at optrapningen af volden har bragt Libyen i en tilstand af kaos og total krig med en negativ indvirkning på nabolandene;
B. der henviser til, at der siden konflikten i landet har været to rivaliserende regeringer, der begge har hævdet at være den legitime regering, nemlig Den Almindelige Nationalkongres, som blev valgt i 2012 og er baseret i Tripoli, og Repræsentanternes Hus, som blev valgt i juni 2014 og flyttede til Tobruk, efter at militsstyrkerne havde overtaget kontrollen med landets to største byer, og som anerkendes af størstedelen af det internationale samfund;
C. der henviser til, at de to parter efter 14 måneder med FN-støttede forhandlinger den 17. december 2015 undertegnede den libyske politiske aftale om bl.a. dannelse af en national samlingsregering med base i Tripoli; der henviser til, at den FN-støttede regering blev forkastet den 25. januar 2016 af det libyske Repræsentanternes Hus;
D. der henviser til, at væbnede konflikter, andre voldshandlinger i hele landet og overtrædelser og krænkelser af internationale menneskerettigheder og humanitær folkeret fortsætter og forårsager hundredvis af døde, massefordrivelser og humanitær krise i mange områder; der henviser til, at der ifølge FN er over 2,4 mio. mennesker, som har behov for omgående humanitær bistand, ca. 435 000 libyere, der er blevet internt fordrevet af kamphandlingerne, og yderligere 150 000 mennesker, herunder mange vandrende arbejdstagere, der har forladt landet for at søge tilflugt i nabolande som f.eks. Tunesien, hvilket lægger pres på landets kapaciteter;
E. der henviser til, at mange migranter, især fra Afrika syd for Sahara, af forskellige væbnede grupper i landet er blevet udsat for vilkårlige tilbageholdelser; der henviser til, at tusindvis af migranter og flygtninge, der er flygtet fra volden i Libyen, skal være omkommet under deres forsøg på at krydse Middelhavet på vej til Europa;
F. der henviser til, at den såkaldte Islamiske Stat (IS) og grupper, der har svoret troskab over for den, Ansar al-Sharia og andre væbnede grupper med tilknytning til al-Qaeda, er vokset frem af dette kaos og drager fordel af spredningen af våben i landet efter den militære intervention og det langvarige magttomrum i landet;
G. der henviser til, at en eskalerende kamp om olieopbevaringsdepoter og oliehavne finder sted i den olierige østlige del af landet, der er hjemsted for den tiendestørste påviste oliereserve i verden og den største reserve i Afrika; der henviser til, at IS-krigere den 21. januar 2016 satte ild til olietanke i et angreb på Libyens Ras Lanuf-terminal; der henviser til, at der ved sammenstød to uger forinden mellem IS og olieanlæggets vagtkorps, Petroleum Facilities Guard, som kontrollerer området omkring Es Sider og Ras Lanuf, blev beskadiget syv olietanke på grund af brand, og mindst 18 vagter blev dræbt;
H. der henviser til, at det amerikanske militær har erklæret, at en hurtig og effektiv militær indsats er påkrævet for at standse IS' fremgang i Libyen; der henviser til, at nabolande som f. eks. Algeriet modsætter sig flere udenlandske militære interventioner i Libyen; der henviser til, at mange vestlige lande synes at presse på for at få dannet en national samlingsregering, ikke fordi de er interesseret i at finde en politisk løsning på situationen, men for at retfærdiggøre en yderligere udenlandsk militær intervention i landet, denne gang under påskud af at bekæmpe IS;
I. der henviser til, at endnu en militær intervention vil forværre ødelæggelserne i landet og destabiliseringen af regionen; der henviser til, at enhver udenlandsk militær intervention vil blive udnyttet af IS med henblik på yderligere rekruttering;
J. der henviser til, at omkring 3 000 tunesere og hundredvis af marokkanere menes at have sluttet sig til jihadisterne i Libyen; der henviser til, at IS for nylig har bebudet, at den forsøger at rekruttere flere jihadister fra nordafrikanske lande for at øge sin indflydelse i dette kontinent; der henviser til, at hundredvis af marokkanere uden lovligt ophold i Libyen er blevet standset af de algeriske myndigheder som reaktion på en massiv og usædvanlig tilstrømning af marokkanere fra Casablanca på vej mod Libyen gennem Algeriet; der henviser til, at Algeriet lige har aflyst alle kommercielle flyvninger til Libyen;
K. der henviser til, at de våben, der blev leveret til de såkaldte oprørere, i mellemtiden er blevet spredt ud over hele Nordafrika og er blevet brugt i konflikter og til destabilisering af lande som Den Centralafrikanske Republik og Mali og også er dukket op i Algeriet;
L. der henviser til, at nogle NATO-medlemmer i 2011 ydede betydelig støtte til en part i borgerkrigen i Libyen – hvilket udgør et brud på folkeretten – idet de hævdede, at flyveforbudszonen og levering af våben til (såkaldte) oprørere ville være i overensstemmelse med konceptet om beskyttelsesansvar;
M. der henviser til, at Libyen stadig er omfattet af den internationale våbenembargo, som FN's Sikkerhedsråd indførte i 2011; der henviser til, at NATO-medlemmer og allierede (nemlig USA, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater) på trods af dette har overtrådt våbenembargoen; der henviser til, at der trods våbenembargoen fortsat strømmer våben ind i Libyen;
N. der henviser til, at Rådet i sine konklusioner af 18. januar 2016 erklærede, at EU er rede til at støtte de libyske myndigheder, der er resultatet af aftalen om en national samlingsregering, med en reform af sikkerhedssektoren; der henviser til, at EU i maj 2013 oprettede EU-grænsebistandsmissionen i Libyen (EUBAM Libya) med henblik på at yde militær støtte til de libyske myndigheder i forbindelse med beskyttelse og kontrol af grænserne; der henviser til, at denne missions hovedformål er at forhindre tilstrømningen af flygtninge og migranter til Europa og at anbringe oliefelter og -anlæg under statslig kontrol; der henviser til, at EUBAM Libya med en udgift på 30 mio. EUR er den dyreste mission, EU nogensinde har oprettet; der henviser til, at halvdelen af budgettet bliver brugt på private sikkerhedsfirmaer;
O. der henviser til, at den libyske stats enhed står på spil, og at der er en reel risiko for opsplitning, hvis ikke der snart gennemføres en kompromisløsning samt en inklusiv forsoningsproces;
P. der henviser til, at 80 % af Libyens BNP afhænger af oliesektoren; der henviser til, at olieproduktionen var på 1,6 millioner tønder pr. dag inden NATO’s intervention, og at den nu ligger på cirka 360 000 tønder pr. dag og sandsynligvis vil falde endnu mere som et resultat af de seneste angreb på olietanke og -infrastruktur; der henviser til, at Libyen ifølge skøn fra National Oil Corporation (NOC) alene siden 2013 er gået glip af over 68 mia. USD i tabte olieindtægter;
1. noterer sig undertegnelsen af den libyske politiske aftale om dannelse af en national samlingsregering; bemærker med bekymring, at denne regering allerede er blevet forkastet af det libyske Repræsentanternes Hus;
2. er dybt bekymret over den aktuelle økonomiske og politiske opløsning af landet, som forværrer befolkningens skrøbelige situation; gentager sin fordømmelse af den militære intervention i Libyen i 2011 under ledelse af Frankrig, Det Forenede Kongerige, USA og Canada, inden for rammerne af NATO og under påberåbelse af den såkaldte doktrin om beskyttelsesansvar, som har ført til den nuværende situation; er overbevist om, at denne udenlandske militære intervention har dannet grobund for den nuværende situation i Libyen og destabiliseringen af regionen;
3. er dybt bekymret over IS' tilstedeværelse i Libyen, navnlig omkring Sirte; fordømmer samtlige terrorhandlinger, der begås i Libyen af grupper, som har svoret troskab over for IS, herunder dem, der begås af enkeltpersoner eller grupper med tilknytning til IS eller Al-Qaeda;
4. er stærk modstander af enhver yderligere ekstern militær intervention i landet; er dybt bekymret over forlydenderne om, at USA, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Italien planlægger en yderligere militær intervention i landet; advarer mod konsekvenserne af en ny udenlandsk intervention; gentager, at det fuldt ud støtter Libyens suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet;
5. afviser brugen af begrebet "beskyttelsesansvar", idet det overtræder folkeretten og ikke giver et tilstrækkeligt retsgrundlag til at retfærdiggøre ensidig magtanvendelse, i mange tilfælde med regimeændring som mål; fordømmer, at NATO eller magtfulde stater som USA ensidigt har påtaget sig rollen som verdens politibetjent; fordømmer også de såkaldte selektive bombninger og indsættelsen af udenlandske landtropper; fordømmer NATO's forsøg på at erstatte de freds- og stabilitetsopgaver, som kun kan gennemføres på grundlag af en bred konsensus inden for rammerne af FN's Generalforsamling;
6. beklager dybt den vedvarende vold i Libyen; fordømmer brugen af vold, der har medført, at et stort antal civile er blevet såret, dræbt eller fordrevet; opfordrer til, at de ansvarlige for krænkelser eller overtrædelser af menneskerettighederne eller overtrædelser af den humanitære folkeret stilles til ansvar for deres handlinger;
7. opfordrer indtrængende alle parter til at afholde sig fra at krænke folkeretten, især alle handlinger, der kan betegnes som krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, herunder vilkårlige angreb, angreb på lægebehandlingsfaciliteter, tvungne forsvindinger, mord, gidseltagning, tortur og anden mishandling; påpeger over for samtlige parter, der er involverede i stridighederne i Libyen, at de er bundet af de relevante bestemmelser i den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret; minder om, at alle parter skal overholde forbuddet mod direkte angreb på civile og civile faciliteter, såsom hospitaler, skoler, lufthavne og havne;
8. tilskynder landene i regionen, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union til at støtte fortsættelsen af en konstruktiv dialog mellem parterne for at nå frem til en løsning; opfordrer især Sahel-, Maghreb- og Mashreqstaterne til at samordne deres indsats for at forhindre terrorgrupper i at krydse grænserne og søge tilflugt i Sahelregionen; opfordrer disse stater til at styrke samarbejdet og samordningen med henblik på at udvikle inklusive og effektive strategier for at forhindre disse grupper i at vokse og forhindre spredning af alle våben og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, herunder narkotikahandel, i regionen; støtter i denne forbindelse den algeriske regerings opfordring til landene i regionen om at samarbejde yderligere om disse spørgsmål;
9. opfordrer til at ophøre med al våbeneksport og alle våbenleverancer til Libyen og regionen og med at eksportere våben til Golfstaterne og til, at Golfstaterne – og indirekte de vestlige lande – ophører med at finansiere enhver milits, hvilket navnlig indebærer ikke længere at købe olie fra oliefelter, der drives af militser; efterlyser en undersøgelse af overtrædelserne af den våbenembargo, der blev indført i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1970 (2011);
10. gentager sin støtte til alle folkeslags umistelige ret til at få adgang til og kontrol over deres eget lands ressourcer; fordømmer derfor angrebene på vigtige olieinfrastrukturer, som er af afgørende betydning for den libyske befolknings velstand; fordømmer ligeledes enhver deltagelse i direkte eller indirekte handel, navnlig med olie og olieprodukter, modulære raffinaderier og hertil knyttet materiel, herunder kemikalier og smøremidler, med IS eller grupper med tilknytning til IS eller al-Qaeda; minder om, at den libyske olie tilhører det libyske folk og ikke bør forvaltes af nogen anden gruppe;
11. mener, at EU bør ændre sin eksterne politik radikalt, navnlig sin strategi over for det sydlige Middelhavsområde, som led i den aktuelle revision af den europæiske naboskabspolitik (ENP), eftersom denne strategi er slået fejl; opfordrer EU til at skabe en ny ramme for forbindelserne med disse lande og regioner baseret på ikkeindgriben i deres indre anliggender og respekt for deres suverænitet, med det formål at styrke udviklingen i de tilstødende regioner, snarere end på "associeringsaftaler", der hovedsagelig tjener til at etablere frihandelsområder til gavn for erhvervslivets interesser i Europa, eller militære interventioner med sigte på at styrke deres geopolitiske indflydelse i regionen;
12. minder om, at EU, mange af dets medlemsstater og USA, som i årtier støttede Gaddafi, og senere NATO's militære intervention i Libyen har et særligt ansvar for den nuværende situation i Libyen;
13. udtrykker dyb bekymring over den humanitære krise i Libyen, der har tvunget tusindvis af flygtninge til at forlade landet; opfordrer Rådet, Kommissionen og næstformanden/den højtstående repræsentant til at stille alle nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed for at hjælpe flygtningene; understreger behovet for at yde passende humanitær bistand til de fordrevne; afviser planerne om at indsætte EUNAVFOR Sophia-styrker i libyske territorialfarvande; opfordrer EU til omgående at ændre sin politik over for flygtninge fra Nordafrika; gentager sin modstand mod Frontex og mener i overensstemmelse med princippet om non-refoulement, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, at Frontex' virksomhed ikke må føre til tilbagesendelse af personer til Libyen eller ethvert andet land, hvor deres liv er i fare;
14. opfordrer EU til at standse genoptagelsen af EUBAM-missionen i Libyen, da den yderligere militariserer den libyske grænse og fører til dødsfald blandt flygtninge; mener, at EU kun bør sende humanitær og civil bistand til Libyen;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, formanden for Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes ledere og parlamenter, EU's grænsebistandsmission (EUBAM) i Libyen, FN's støttemission i Libyen, Libyens Repræsentanternes Hus og Almindelige Nationalkongres, Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union.
- [1] EUT L 138 af 24.5.2013, s. 15.
- [2] EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 114.
- [3] Vedtagne tekster, P8_TA(2014)0028.
- [4] Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0010.