Procedure : 2016/2936(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : B8-1132/2016

Indgivne tekster :

B8-1132/2016

Forhandlinger :

PV 26/10/2016 - 17
CRE 26/10/2016 - 17

Afstemninger :

Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0424

FORSLAG TIL BESLUTNING
PDF 276kWORD 75k
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B8-1122/2016
19.10.2016
PE589.732v01-00
 
B8-1132/2016

på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2


om nuklear sikkerhed og ikke-spredning (2016/2936(RSP))


Urmas Paet, Petras Auštrevičius, Dita Charanzová, Gérard Deprez, Fredrick Federley, Ivan Jakovčić, Ilhan Kyuchyuk, Valentinas Mazuronis, Louis Michel, Javier Nart, Jozo Radoš, Marietje Schaake, Pavel Telička, Hilde Vautmans for ALDE-Gruppen

Europa-Parlamentets beslutning om nuklear sikkerhed og ikke-spredning (2016/2936(RSP))  
B8-1132/2016

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om traktaten om ikke-spredning af kernevåben(1),

–  der henviser til sin beslutning af 17. januar 2013 om henstillingerne fra gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten (NPT) vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben(2),

–  der henviser til EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,

–  der henviser til, at det på NPT-gennemgangskonferencen i 2015 ikke lykkedes at nå til enighed om et slutdokument;

–  der henviser til Rådets konklusioner om niende gennemgangskonference mellem parterne i traktaten om ikke-spredning af kernevåben (8079/15),

–  der henviser til de dokumenter, der blev godkendt i foråret 2016 på topmødet om nuklear sikkerhed i Washington,

–  der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016) om 20-årsdagen for traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT),

–  der henviser til Tbilisi-erklæringen af 1977, der blev enstemmigt vedtaget af OSCE’s parlamentariske forsamling,

–  der henviser til G7-erklæringen af 11. april 2016 om ikke-spredning og nedrustning, der blev afgivet i Hiroshima, Japan,

–  der henviser til resolution af 13. december 2011 fra FN's Generalforsamling om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøstregionen (A/RES/66/61),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2012/422/FUSP af 23. juli 2012 til støtte for en proces, der fører til oprettelse i Mellemøsten af en zone, som er fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben(3),

–  der henviser til resolution A/RES/70/33 af 7. december 2015 fra FN's Generalforsamling om videreførelse af den multilaterale nukleare nedrustning og til den rapport fra den åbne arbejdsgruppe (OEWG), der blev vedtaget den 19. august 2016 (A/71/371),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at det sikkerhedsmæssige klima i Den Europæiske Unions nabolag er blevet væsentligt forringet og er blevet mindre forudsigeligt; der bemærker, at truslerne er både konventionelle og ikke-konventionelle og skabes af både statslige og ikke-statslige regionale og globale aktører;

B.  der henviser til, at den internationale fred, sikkerhed og stabilitet trues alvorligt af forskellige udviklinger, bl.a. det forværrede forhold mellem kernevåbenstater som f.eks. Den Russiske Føderation, USA, Indien, Pakistan og Israel, og af Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (DRPK) videreudvikling af nukleart potentiel;

C.  der henviser til, at spredningen af biologiske og kemiske former for masseødelæggelsesvåben er ved at blive nedbragt til et minimum og gradvis standses ved hjælp af en effektiv international gennemførelse af det forbud og de forpligtelser, der indgår i konventionen om forbud mod biologiske våben og toksinvåben (BTWC) fra 1972 og konventionen om kemiske våben (CWC);
der imidlertid henviser til, at spredningen af nukleare masseødelæggelsesvåben og de dertil hørende fremføringsmidler fortsat er en af de alvorligste bekymringer for verdenssamfundet;

D.  der henviser til, at der pr. januar 2016 var ni stater - USA, Rusland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Den Demokratiske Folkerepublik Korea - der var i besiddelse af i alt ca. 15.395 nukleare våben i sammenligning med omkring 15.850 i 2015;

E.  der henviser til, at det er en prioritet at forhindre terrororganisationer og alle yderligere stater i at få eller anvende kernevåben, at reducere og eliminere alle atomarsenaler og bevæge sig i retning af en verden uden kernevåben;

F.  der henviser til, at der ikke er gjort noget fremskridt med hensyn til de konkrete foranstaltninger til nuklear nedrustning, der blev opnået enighed om på NPT-gennemgangskonferencen i 2015; der henviser til, at NPT-gennemgangskonferencen satte fornyet fokus på de humanitære konsekvenser af kernevåben;

G.  der henviser til, at der fortsat skal lægges vægt på at styrke de centrale målsætninger for ikke-spredning og nedrustning under ikke-spredningstraktatens tre søjler, nemlig ikke-spredning, nedrustning og samarbejde om den fredelige anvendelse af kerneenergi;

H.  der henviser til, at visse kernevåbenstater, der har undertegnet ikke-spredningstraktaten, moderniserer og øger deres kernevåbenarsenaler og udsætter foranstaltninger til reduktion eller eliminering af deres kernevåbenarsenaler og til at gå bort fra en militærdoktrin med nuklear afskrækkelse;

I.  der henviser til, at Rusland og USA fortsat gennemfører den nye traktat om reduktion af strategiske våben (START), der udløber i 2012; der henviser til, at USA’s formelle forslag om at indlede forhandlinger om en aftale efter den nye START-traktat ikke er blevet besvaret af Den Russiske Føderation, og at der hidtil ikke er blevet forhandlet om nogen sådan opfølgningsaftale, der skulle have til formål at reducere både ikke-strategiske og strategiske nukleare våben med henblik på endelig afskaffelse af dem;

J.  der henviser til, at prøveaffyringer af kernevåben og/eller andre nukleare eksplosioner udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed og underminerer den globale nukleare afrustnings- og ikke-spredningsordning; der henviser til, at traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger er den mest effektive formelle måde til at forbyde prøveaffyringer af kernevåben og andre atomsprængninger; der henviser til, at det i 2016 er tyve år siden, at undertegnelsen af traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) blev indledt den 24. september 1996;

K.  der henviser til, at på trods af alle bestræbelser på at indkalde til en konference om etablering af zone fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten senest i december 2012, i overensstemmelse med de aftaler, der enstemmigt blev indgået af ikke-spredningstraktatens signatarstater under gennemgangskonferencen, er en sådan konference ikke blevet afholdt;

L.  der henviser til, at sikkerheden i forbindelse med de amerikanske kernevåben, der er udstationeret i Tyrkiet, er kommet under øget kontrol som følge af den væbnede konflikt i Syrien;

M.  der henviser til, at aftaler om våbenkontrol og ikke-spredning er en vigtig del af Europas sikkerhedssystem efter den kolde krig, som nu i stigende grad tager sig skrøbelig ud i lyset af den russiske aggression i Ukraine;

N.  der henviser til, at den 5. december 2015 markerede 20-året for undertegnelsen af Budapest-memorandummet; der henviser til, at Ukraine har overholdt alle dets bestemmelser og har indtaget en proaktiv holdning til spørgsmålene om nuklear nedrustning og ikke-spredning i modsætning til Den Russiske Føderation, som har overtrådt sine forpligtelser ved at besætte en del af Ukraines territorium (Krim) og ved at iværksætte et væbnet angreb i den østlige del af Ukraine; der henviser til, at denne situation har skabt en farlig præcedens, hvorved en stat, der havde garanteret Ukraines sikkerhed som svar på Ukraines beslutning om at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen som en stat uden kernevåben, har krænket Ukraines suverænitet og territoriale integritet og har undermineret og påført ikke blot dette instruments troværdighed som helhed alvorlig skade, men også de negative sikkerhedsgarantier, som kernevåbenstaten har afgivet samt selve ikke-spredningsaftalen og tanken om at fremme global nuklear nedrustning og ikke-spredning på grundlag af folkeretten og multilaterale traktater;

O.  der henviser til, at Rusland har udstationeret kortdistancemissiler af Iskander-typen, som kan bære kernevåben, i Kaliningrad med henblik på at gennemføre øvelser og overflyvninger med systemer, der kan udstyres med kernevåben, og at Ruslands beslutning om at suspendere den såkaldte Plutonium Disposition and Management Agreement (aftale om bortskaffelse og forvaltning af plutonium), der blev indgået med USA i 2000, har øget bekymringen for, at Rusland i stigende grad satser på kernevåben;

P.  der henviser til, at EU spiller en vigtig rolle som part i den fælles omfattende handlingsplan, der er indgået med Iran, herunder dets rolle som fuldgyldigt medlem af den fælles kommission, der fører tilsyn med gennemførelsen af aftalen;

Q.  der henviser til, at Nordkorea den 9. september 2016 gennemførte sin femte atomprøvesprængning kun måneder efter prøvesprængningen den 6. januar 2016; der henviser til, at denne prøvesprængning, som Nordkorea erklærede var en ”vellykket brintbombeprøvesprængning”, er klart i strid med landets internationale forpligtelser i henhold til FN’s Sikkerhedsråds resolutioner og den fælles erklæring afgivet af Sydkorea og Nordkorea om atomnedrustning på den koreanske halvø, hvoraf det fremgår, at de to lande ikke vil udvikle eller besidde kernevåben; der henviser til, at spredning af masseødelæggelsesvåben, men især kernevåben og deres fremføringsmidler, udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed; der henviser til, at Nordkorea i 2003 meddelte, at det trak sig ud af ikke-spredningstraktaten (NPT), og at det har gennemført atomprøvesprængninger siden 2006, og at det i 2009 officielt erklærede, at det havde udviklet kernevåben til afskrækkelse, hvilket betyder, at truslen mod Nordkoreas naboer i det nordøstlige Asien og mod den regionale og internationale fred og sikkerhed er blevet forøget;

R.  der henviser til, at det af den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003 fremgik, at spredningen af masseødelæggelsesvåben potentielt er den største trussel mod vores sikkerhed, herunder muligheden for et kapløb med masseødelæggelsesvåben, og at EU sætter sig stærkt ind for at opnå universel tilslutning til multilaterale traktater og for at styrke traktaterne og deres kontrolbestemmelser; der henviser til, at EU’s globale strategi fra 2016 ikke indeholder nogen reference til masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og våbenkontrol;

S.  der henviser til, at EU forud for gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015 desværre ikke kunne opnå enighed om en fælles holdning til atomnedrustning og for første gang måtte indrømme, at der fandtes ”forskellige opfattelser” af konsekvenserne af at bibeholde kernevåben, og at gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015 ikke var i stand til at vedtage et slutdokument på grund af uoverensstemmelser om, hvorvidt man skulle fortsætte de regionale bestræbelser på at etablere en zone i Mellemøsten, der var fri for masseødelæggelsesvåben;

T.  der henviser til, at EU har forpligtet sig til at gøre brug af alle disponible instrumenter for at forhindre, afskrække fra, standse og om muligt eliminere spredningsprogrammer, der vækker bekymring på globalt plan, som det klart kommer til udtryk i EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003;

1.  er dybt bekymret over forringelsen af den regionale og internationale sikkerhed, atomvåbnenes fornyede rolle i den forbindelse og den manglende gennemførelse af effektive foranstaltninger til nedrustning og ikke-spredning;

2.  opfordrer alle kernevåbenstater til at træffe konkrete foreløbige foranstaltninger til at nedbringe risikoen for kernevåbensprængninger bl.a. ved at reducere atomvåbnenes operationelle status og flytte kernevåben væk fra udstationering til oplagring, formindske kernevåbens rolle i de militære doktriner og hurtigt reducere alle typer af kernevåben;

3.  udtrykker dyb bekymring over de potentielle krænkelser af traktaten om mellemdistancekernevåben (INF);

4.  støtter topmødet om nuklear sikkerhed i 2016 i erkendelse af, at ulovlig handel med og anvendelse af nukleare materialer er en umiddelbar og alvorlig trussel mod den globale sikkerhed, og ser frem til at opnå total sporing og fysisk sikring af alt materiale, der kan anvendes til våben;

5.  glæder sig over afslutningen af FN’s åbne arbejdsgruppes (OEWG) arbejde med at fremme de multilaterale nedrustningsforhandlinger i overensstemmelse med resolution A/RES/70/33 fra FN’s Generalforsamling; glæder sig over henstillingerne til FN’s Generalforsamling, der indgår i OEWG’s afsluttende rapport (A/71/371) , og som blev godkendt med omfattende støtte den 19. august 2016, om at indkalde til en konference i 2017, der er åben for alle stater, med henblik på at forhandle om et retlig bindende instrument om forbud mod kernevåben, der kan føre til fuldstændig afskaffelse af dem; erkender, at dette vil styrke målene for ikke-spredning og nedrustning og forpligtelserne i ikke-spredningstraktaten og bidrage til at skabe betingelserne for global sikkerhed og en verden uden kernevåben;

6.  opfordrer EU’s medlemsstater til at støtte indkaldelsen af en sådan konference i 2017 og til at tage konstruktivt del i forhandlingerne på den og opfordrer HR/NF Federica Mogherini og EU-Udenrigstjenesten til at yde et konstruktivt bidrag til forhandlingerne på konferencen i 2017;

7.  minder om, at det er 20 år siden, at undertegnelsen af traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) blev indledt den 23. september 1996, og understreger, at et universelt, international og effektivt kontrolleret forbud mod atomprøvesprængninger er den mest effektive måde til at forbyde kernevåbenprøvesprængninger og alle andre atomsprængninger;

8.  opfordrer indtrængende de resterende stater i bilag II til CTBT, og hvis ratifikation er påkrævet, for at traktaten kan træde i kraft, til at undertegne og/eller ratificere CTBT hurtigst muligt for at give dette vigtige internationale instrument fuld retlig virkning uden yderligere forsinkelse, og glæder sig i denne forbindelse over vedtagelsen af FN’s Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016);

9.  udtrykker sin påskønnelse af det betydelige fremskridt, som Den Forberedende Kommission for CTBT har opnået med hensyn til at fuldstændiggøre og anvende sit effektive internationale overvågningssystem, der, selv om traktaten ikke er trådt i kraft, bidrager til regional stabilitet som en betydelig tillidsskabende foranstaltning, styrker den nukleare ikke-sprednings- og nedrustningsordning og giver staterne yderligere videnskabelige og civile fordele; er overbevist om, at Den Forberedende Kommission for CTBTO fortsat kan regne med finansieringsbidrag fra stater til den videre drift af overvågningssystemet;

10.  opfordrer indtrængende kernevåbenstater til at indstille al fremtidig planlægning, der er baseret på anvendelse af nuklear kapacitet; opfordrer til en udvidelse af dialogen med alle kernevåbenstater med henblik på at følge en fælles dagsorden, der har til formål at opnå gradvis reduktion af lagre af nukleare sprængladninger; støtter især de skridt, der er taget af USA og Rusland til at reducere deres udstationerede kernevåben som aftalt i den nye START-traktat;

11.  erkender, at fjernelse af nukleare sprængladninger til kortdistancebrug eller taktisk anvendelse fra europæiske territorium kunne bidrage positivt til at skabe betingelser for etablering af yderligere kernevåbenfrie zoner og derved bidrage til at opfylde betingelserne om ikke-spredning og nedrustning i ikke-spredningsaftalen og i mellemtiden skabe præcedens for yderligere nuklear nedrustning;

12.  henstiller, at der etableres kernevåbenfri zoner som et positivt indledende skridt i retning af en kernevåbenfri verden; mener i denne forbindelse, at en kernevåbenfri zone i Mellemøsten ville være af afgørende betydning, hvis der skal opnås en varig og altomfattende fredsløsning i regionen; udtrykker i denne forbindelse stor skuffelse over fiaskoen med at afholde den i ikke-spredningsaftalen forudsete konference om etablering af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten i 2012;

13.  støtter yderligere bestræbelser på at styrke Den Internationale Atomenergiorganisations (IAEA) mandat, herunder generaliseringen af tillægsprotokollerne til IAEA’s sikkerhedsaftaler og andre skridt, der har til formål at udvikle tillidsskabende foranstaltninger;

14.  mener, at den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA), også kendt som atomaftalen med Iran, var et bemærkelsesværdigt resultat for det multilaterale diplomati, og især for det europæiske diplomati, som ikke bare bør muliggøre en væsentlig forbedring af forbindelserne mellem EU og Iran, men også bør bidrage til at fremme stabilitet i hele regionen; mener, at alle parter nu er ansvarlige for at sikre, at aftalen gennemføres nøje og fuldstændigt; glæder sig over oprettelsen af den fælles kommission bestående af repræsentanter for Iran og E3/EU+3 (Kina, Frankrig, Tyskland, Den Russiske Føderation, Det Forenede Kongerige og De Forenede Stater) sammen med NF/HR; støtter fuldt ud NF/HR i hendes rolle som koordinator for den fælles kommission, der er oprettet under JCPOA, og mener, at en nøje og fuldstændig gennemførelse af aftalen fortsat er af allerstørste betydning;

15.  fordømmer de seneste nukleare prøvesprængninger, som Nordkorea har foretaget, og landets afvisning af de forskellige resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, herunder den seneste fra den 2. marts 2016 (2070); opfordrer indtrængende Nordkorea til at afstå fra yderligere provokerende handlinger ved at opgive sine nukleare og ballistiske missilprogrammer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde, indstille alle relaterede aktiviteter og straks efterkomme alle sine internationale forpligtelser, herunder FN’s Sikkerhedsråds og IAEA’s styrelsesråds resolutioner samt andre internationale normer for nedrustning og ikke-spredning og vende tilbage til forhandlingsbordet; opfordrer Nordkorea til omgående at undertegne og ratificere traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger; bekræfter sit ønske om en diplomatisk og politisk løsning på det nukleare problem i Nordkorea; opfordrer Kina til i sin egenskab af permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd at lægge vedvarende pres på Nordkorea;

16.  bifalder indarbejdelsen af klausuler om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben i EU's aftaler med tredjelande og handlingsplaner; gør opmærksom på, at sådanne foranstaltninger skal gennemføres af alle EU’s partnerlande uden undtagelse;

17.  glæder sig over forelæggelsen af EU’s globale strategi og opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til som en opfølgende foranstaltning at opdatere og udvide EU’s strategi fra 2003 mod spredning af masseødelæggelsesvåben og de nye aktionslinjer fra 2009 under hensyntagen til de ovenfor beskrevne spørgsmål og problemer med henblik på at gøre EU til en ledende kraft med hensyn til at styrke og fremme aftaler om multilateral nuklear nedrustning og ikke-spredning;

18.  glæder sig over, at disse emner regelmæssigt drøftes i EU's konsortium for ikke-spredning og andre civilsamfundsorganisationer og tænketanke, og opfordrer EU's konsortium for ikke-spredning til at udvide sin dagsorden og inddrage nedrustningsovervejelse på lige vilkår;

19.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaterne, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, FN’s generalsekretær, FN’s højkommissær for nedrustningsanliggender, Organisationen for Traktaten om et Altomfattende Forbud mod Atomprøvesprængninger og generaldirektøren i IAEA.

(1)

EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 77.

(2)

EUT C 440 af 30.12.2015, s. 97.

(3)

EUT L 196 af 24.7.2012, s. 67.

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik