FORSLAG TIL BESLUTNING om modstandsdygtighed som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil
24.5.2017 - (2017/2594(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5
Linda McAvan for Udviklingsudvalget
B8‑0381/2017
Europa-Parlamentets beslutning om modstandsdygtighed som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 208, 210 og 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, som blev offentliggjort i juni 2016,
– der henviser til Kommissionens meddelelse "EU's strategi til styrkelse af resiliens: Anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser" af 3. oktober 2012 (COM(2012)0586) og arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med titlen "Action plan for resilience in crisis-prone countries 2013-2020" af 19. juni 2013 (SWD(2013)0227),
– der henviser til Rådets konklusioner om EU's strategi til styrkelse af resiliens af 28. maj 2013,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 70/1 af 25. september 2015 "Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling",
– der henviser til afgørelse 1/CP.21 fra partskonferencen vedrørende ikrafttrædelse af Parisaftalen om klimaændringer,
– der henviser til Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030, som blev vedtaget på FN's tredje verdenskonference om reduktion af katastroferisici, der blev afholdt fra den 14. til den 18. marts 2015 i Sendai, Japan,
– der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med titlen "Handlingsplan for Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030: En katastroferisikobaseret tilgang til alle EU-politikker" af 17. juni 2016 (SWD(2016)0205),
– der henviser til rapporten fra De Forenede Nationers generalsekretær om resultatet af det humanitære verdenstopmøde (A/71/353) af 23. august 2016,
– der henviser til Kommissionens meddelelse "Et værdigt liv: fra afhængighed af bistand til selvhjulpenhed: Tvangsfordrivelse og udvikling" af 26. april 2016 (COM(2016)0234),
– der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig beslutningen af 11. december 2013 om EU's strategi til styrkelse af resiliens og nedbringelse af katastroferisici i udviklingslande: Anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser[1], af 16. december 2015 om forberedelse til det humanitære verdenstopmøde: udfordringer og muligheder for humanitær bistand[2] og af 14. februar 2017 om revisionen af den europæiske konsensus om udvikling[3],
– der henviser til forespørgsel til Kommissionen om modstandsdygtighed som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil (O-0000/2017 – B8-0000/2017),
– der henviser til forslag til beslutning fra Udviklingsudvalget,
– der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) lever 1,6 milliarder mennesker i 56 lande, der er identificeret som skrøbelige[4]; der henviser til, at skrøbelige situationer i vid udstrækning er menneskeskabt; der henviser til, at skrøbelige situationer øger befolkningers sårbarhed som følge af forskellige faktorer, herunder konflikter og manglende sikkerhed, manglende adgang til sundhedsydelser, tvangsfordrivelser, ekstrem fattigdom, ulighed, fødevareusikkerhed, økonomiske chok, dårlig regeringsførelse og svage institutioner, korruption og straffrihed og naturkatastrofer, der forværres af virkningerne af klimaændringer; der henviser til, at fremme af modstandsdygtighed især er vigtig i skrøbelige situationer, som OECD definerer ud fra fem forskellige, men indbyrdes forbundne dimensioner – økonomiske, miljømæssige, politiske, sikkerhedsmæssige og samfundsmæssige;
B. der henviser til, at begrebet modstandsdygtighed er blevet anvendt i EU's og andre internationale organisationers politikker i en række år og ser ud til at brede sig; der henviser til, at modstandsdygtighed ifølge Rådets konklusioner fra 2013 defineres som den evne, man finder hos personer, i en husholdning, et samfund, et land eller en region, til at tilpasse sig og hurtigt komme på fode igen efter belastninger og voldsomme begivenheder uden at bringe de langsigtede udviklingsperspektiver i fare;
C. der henviser til, at den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik identificerer "staters og samfunds modstandsdygtighed øst og syd for os" som en af de fem prioriteter for EU's optræden udadtil og definerer modstandsdygtighed som "staters og samfunds evne til at reformeres og således modstå og overvinde interne og eksterne kriser"; der henviser til, at den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik fastslår, at et modstandsdygtigt samfund med demokrati, tillid til institutionerne og bæredygtig udvikling er selve kernen i en modstandsdygtig stat;
D. der henviser til, at det i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik endvidere fastslås, at EU vil vedtage en fælles tilgang til sine politikker for humanitær bistand, udvikling, migration, handel, investering, infrastruktur, uddannelse, sundhed og forskning og bl.a. vil forfølge skræddersyede politikker med henblik på at støtte en inklusiv og ansvarlig regeringsførelse, fremme menneskerettighederne, følge lokalt ejede rettighedsbaserede tilgange til reform af retsvæsenet, sikkerhedssektoren og forsvarssektoren og støtte skrøbelige stater, bekæmpe fattigdom og ulighed og fremme en bæredygtig udvikling, udbygge forbindelserne med civilsamfundet, fremme politikker til reform af energi- og miljøsektoren og støtte bæredygtige tilgange til fødevareproduktion og anvendelse af vand;
E. der henviser til, at en mangesidet tilgang til modstandsdygtighed er nødvendig i EU's optræden udadtil, og til, at denne kan fremmes ved at øge – i overensstemmelse med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens – navnlig udviklingsbistand og, hvor det er relevant, humanitær bistand sammen med miljørelaterede politikker, med et klart fokus på at mindske sårbarheden og katastroferisikoen som et afgørende middel til at mindske behovet for humanitær bistand; der henviser til, at EU's udenrigspolitik også spiller en central rolle med hensyn til at fremme modstandsdygtigheden, navnlig ved at fremme bæredygtig udvikling, menneskerettigheder og politisk dialog parallelt med systemer til tidlig varsling og ved at arbejde for at forebygge sociale og økonomiske chok, f.eks. sult, en stigning i uligheden, krænkelser af menneskerettighederne og voldelige konflikter, og for at løse disse, når de indtræffer;
F. der henviser til, at EU bør fremme en integreret tilgang til EU's optræden udadtil og samtidig styrke dets bidrag til bæredygtig udvikling og anerkende den enkelte politiks mandat og målsætninger, således som de er anerkendt i traktaterne; der henviser til, at dette er særlig vigtigt i krisesituationer og i forbindelse med EU's humanitære indsats, som ikke kan betragtes som et krisehåndteringsinstrument og nøje bør følge humanitære bistandsprincipper, således som det afspejles i den europæiske konsensus om humanitær bistand, og bør være rettet mod en sammenhængende, effektiv humanitær indsats af høj kvalitet; der henviser til, at EU bør fortsætte med at fremme menneskerettighederne og princippet om, at alle parter i en konflikt skal overholde den humanitære folkeret;
G. der henviser til, at den humanitære indsats bør følge et sæt internationalt anerkendte standarder og principper, således som de er sammenfattet i "adfærdskodeksen for katastrofehjælp for Den Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse og ikke-statslige organisationer" og i det store og hele indarbejdet i det humanitære charter;
H. der henviser til, at fremme af modstandsdygtighed skal forstås som en langsigtet indsats som led i fremme af bæredygtig udvikling, som kun vil være holdbar, hvis den er modstandsdygtig over for chok, belastninger og forandring; der henviser til, at fremme af modstandsdygtighed som led i EU's udenrigspolitik og udviklingssamarbejdsprogrammer skal være kontekstbestemt og søge at bidrage til at styrke de nationale modstandsdygtighedsstrategier, der er udarbejdet af partnerlandenes regeringer, som også er ansvarlige over for deres befolkninger;
I. der henviser til, at risikoforståelse, bedre risikostyring og investering i systemer til tidlig varsling og tidlig indsats, forebyggelse og nedbringelse af katastroferisici, i overensstemmelse med prioriteterne i Sendairammen, er afgørende for at opnå modstandsdygtighed og derfor afgørende for at opfylde målene for bæredygtig udvikling;
J. der henviser til, at fokus på mennesker bør forblive et centralt element i EU's tilgang til modstandsdygtighed, herunder ved, når det er muligt, at samarbejde med organer og opbygge kapacitet for at støtte dette fokus på nationalt, regionalt og lokalt plan og ved at anerkende og støtte civilsamfundsorganisationernes og lokalsamfundenes centrale rolle;
K. der henviser til, at naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer påvirker kvinder og mænd, piger og drenge forskelligt, og at kønsbaserede uligheder forværrer virkningen af belastninger og chok og hindrer bæredygtig udvikling;
L. der henviser til, at kvinder og piger lider mest under kriser og konflikter; der henviser til, at kvinder og piger i uforholdsmæssig høj grad er udsat for risiko, med et øget tab af levebrød, sikkerhed og sågar menneskeliv, under og efter katastrofer; der henviser til, at kvinder og piger udsættes for øgede risici som følge af fordrivelse og sammenbrud inden for de normale beskyttelsesstrukturer og støttesystemer; der henviser til, at i kriserelaterede sammenhænge øger risikoen for voldtægt, seksuel udnyttelse og risikobetonet adfærd i høj grad risikoen for uønsket graviditet, seksuelt overførte sygdomme og komplikationer vedrørende reproduktiv sundhed;
M. der henviser til, at styrkelse af kvinders indflydelse og status er afgørende for at fremme modstandsdygtigheden; der henviser til, at hvis programmer skal være effektive, omfattende og bæredygtige, er de nødt til at opbygge og styrke modstandsdygtigheden og skal inddrage kvinder, samtidig med at de tager sigte på specifikke evner og håndteringsmekanismer;
N. der henviser til, at familien udgør en vigtig institution, der udfører væsentlig produktion, forbrug, reproduktion og akkumuleringsfunktioner, der er forbundet med den sociale og økonomiske inddragelse af mennesker og samfund; der henviser til, at familier og deres medlemmer opbygger støtte- og omsorgssystemer, og deres robuste adfærd kan komme til udtryk i vedligeholdelse af en normal udvikling af optimisme, opfindsomhed og beslutsomhed trods modgang; der henviser til, at disse styrker og ressourcer sætter mennesker i stand til at reagere effektivt på kriser og udfordringer;
O. der henviser til, at EU's strategi for modstandsdygtighed i dets optræden udadtil bør tage særligt hensyn til de mest sårbare dele af befolkningen, herunder de fattigste, mindretal, tvangsfordrevne befolkninger, kvinder, børn, migranter, personer med HIV, LGBTI-personer, personer med handicap og ældre;
1. glæder sig over anerkendelsen af, at det er vigtigt at fremme modstandsdygtighed i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik ved at gøre den til en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil; udtrykker tilfredshed med det positive bidrag, som øget politisk, diplomatisk og sikkerhedsmæssig vægt på fremme af modstandsdygtighed kan have i partnerlande, men understreger, at modstandsdygtighed ikke kan reduceres til disse aspekter;
2. bekræfter nødvendigheden af, at EU's medlemsstater overholder deres tilsagn om officiel udviklingsbistand og styrker modstandsdygtigheden gennem deres strategi og planlægningsprocesser med hensyn til udvikling og humanitær bistand; understreger i denne sammenhæng vigtigheden af OECD's ramme for analyse af modstandsdygtighed, der bidrager til at omsætte strategier til mere effektive tværsektorielle og flerdimensionelle programplaner;
3. mener, at EU's nuværende tilgang til styrkelse af modstandsdygtighed, herunder tilsagn om at imødegå de underliggende årsager til kriser og sårbarheder, jf. Kommissionens meddelelse fra 2012 og Rådets konklusioner fra 2013, stadig grundlæggende er gældende og bør fortsættes, men anerkender samtidig behovet for at indarbejde erfaringerne fra gennemførelsen af denne politik i den nye fælles meddelelse; vil gerne vide, hvordan der i meddelelsen vil blive taget hensyn til elementer fra evalueringer, idet en større evaluering først er planlagt til at finde sted i 2018; mener, at handlingsplanen for modstandsdygtighed 2013-2020 bør gennemføres fuldt ud;
4. understreger den flerdimensionelle – menneskelige, økonomiske, miljømæssige, politiske, sikkerhedsmæssige og samfundsmæssige – karakter af modstandsdygtighed og glæder sig over, at dette begreb er blevet vigtigt i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingssamarbejde og humanitære bistand; understreger, at de forskellige mandater og mål for hver enkelt politik skal respekteres, samtidig med at der tilskyndes til større sammenhæng mellem politikkerne med sigte på bæredygtig udvikling; minder om vigtigheden af princippet om sikring af udviklingsvenlig politikkohærens i alle EU's eksterne foranstaltninger ved at sikre, at EU's politikker ikke underminerer udviklingslandenes bestræbelser på at nå målene for bæredygtig udvikling;
5. understreger især den særlige situation for humanitær bistand, da denne udelukkende skal baseres på behov og gennemføres med den største respekt for de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og respekt for menneskerettighederne, der er knæsat i Genève-konventionerne og de dertil knyttede tillægsprotokoller; understreger, at respekten for de humanitære principper er afgørende for at kunne få adgang til nødlidende befolkningsgrupper og for beskyttelsen af humanitære aktører;
6. glæder sig over, at EU's og medlemsstaternes levering af bistand ikke bør underlægges restriktioner indført af andre partnerdonorer vedrørende nødvendig lægelig behandling, herunder adgang til sikre aborter for kvinder og piger, der er ofre for voldtægt i forbindelse med væbnede konflikter, men i stedet bør være i overensstemmelse med den humanitære folkeret;
7. fremhæver, at opbygning af resiliens i partnerlandene er en langsigtet proces, og at den derfor skal integreres i udviklingsprogrammer, som er inkluderende for de mest udsatte befolkningsgrupper, og i deres finansielle forpligtelser; understreger, at den nye fælles meddelelse bør anerkende dette og fremme modstandsdygtighed som et væsentligt element i de bæredygtige udviklingsstrategier i partnerlandene, især i skrøbelige stater; bemærker, at disse strategier skal være kontekstbestemte og i overensstemmelse med internationalt aftalte principper for udviklingseffektivitet: partnerlandes ejerskab af udviklingsprioriteter, der modtager støtte (herunder tilpasning til nationale udviklingsstrategier), fokus på resultater, omfattende partnerskaber, gennemsigtighed og ansvarlighed; understreger i denne forbindelse den vigtige rolle, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og civilsamfundet spiller for så vidt angår overvågning og kontrol;
8. opfordrer indtrængende Kommissionen til at integrere modstandsdygtighed og dens flerdimensionale karakter som et centralt element i den politiske dialog med udviklingslandene;
9. understreger den overordnede betydning af EU's fælles programmering af resiliensrelaterede foranstaltninger inden for dets humanitære og udviklingsmæssige bistand for at sikre mest mulig komplementaritet og mindre opsplitning af bistanden og for at sikre, at kortsigtede foranstaltninger skaber grundlaget for mellemsigtede og langsigtede interventioner;
10. understreger betydningen af at tilvejebringe teknisk bistand til de mindst udviklede lande (LDC-landene) og skrøbelige stater, navnlig på områderne bæredygtig arealforvaltning, bevarelse af økosystemer og vandforsyning, som er grundlæggende for at opnå gevinster for både miljøet og de mennesker, der er afhængige af det;
11. minder om, at fattige befolkningsgrupper er dem, der er mest tilbøjelige til at føle de betydelige konsekvenser af katastrofer i form af indkomst og velstand; insisterer på, at det primære og overordnede mål for EU's udviklingssamarbejde derfor er udryddelse af fattigdom i forbindelse med bæredygtig udvikling for at sikre et værdigt liv og en værdig tilværelse for alle;
12. understreger betydningen af katastrofeforebyggelse i opbygningen af modstandsdygtighed; opfordrer EU til at sikre, at dets fremme af modstandsdygtighed i den nye fælles meddelelse er i overensstemmelse med tilsagnene og målene i Sendairammen for katastrofeforebyggelse, og at det gennemføres gennem Europa-Kommissionens Sendai-handlingsplan, der fremmer integrering af katastroferisikoaspekter, og til at sikre, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til denne prioritet; understreger, at risikostyring er af afgørende betydning for bæredygtig udvikling, og opfordrer til udvikling af inklusive lokale og nationale strategier for reduktion af katastroferisici og udvikling af en tilgang, der dækker hele samfundet og alle former for risici i forbindelse med katastroferisikostyring, med henblik på at mindske sårbarheden og øge modstandsdygtigheden; opfordrer til, at sammenhængen mellem katastrofeforebyggelse, tilpasning til klimaforandringer og bypolitikker og -initiativer styrkes;
13. opfordrer til, at personers og samfunds modstandsdygtighed og fokus på sårbare grupper – herunder de fattigste i samfundet, minoriteter, kvinder, børn, migranter, personer med HIV, LGBTI-personer, personer med handicap og ældre – skal være af afgørende betydning for at fremme modstandsdygtigheden i forbindelse med EU's optræden udadtil; fremhæver den centrale rolle, som civilsamfundsorganisationer og lokale samfund spiller i opbygningen af modstandsdygtighed; understreger også vigtigheden af at indsamle og formidle kønsopdelte data for at forstå og håndtere sårbare gruppers situation;
14. påpeger, at en effektiv opbygning af modstandsdygtighed skal anerkende vigtigheden af familier og støtte deres evne til at absorbere chok;
15. opfordrer til kønsspecifik programmering, som styrker kvinders deltagelse og tager fat på kvinders problemer med at udvikle deres robusthed over for katastrofer og klimaændringer, og som sikrer kvinders rettigheder, herunder ejendomsrettigheder og sikkerhed for jordbesiddelse, herunder hvad angår vand, skove, bolig og andre aktiver;
16. opfordrer til, at der gøres yderligere bestræbelser på at øge kvinders og pigers adgang til sundheds- og seksualundervisning, familieplanlægning, svangerskabsrådgivning samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, navnlig for at tage hånd om det stort set ikke-opfyldte 2015-mål 5 om mødres sundhed, herunder for at nedbringe spædbørns- og børnedødeligheden og undgå højrisikofødsler;
17. understreger vigtigheden af adgang til sundhedspleje og -tjenester samt vand, sanitet og hygiejne, nødsituationer samt langsigtet sundhedsplanlægning i lokalsamfundene;
18. noterer sig den særlige udfordring, som tvangsfordrivelse og langvarig fordrivelse udgør for mange skrøbelige og konfliktramte lande og deres naboer; understreger, at beskyttelsen af fordrevne personer bør garanteres ubetinget, og at opbygning af modstandsdygtighed og selvhjulpenheden hos de berørte befolkninger og deres værtssamfund er af allerstørste betydning, således som det er beskrevet i Kommissionens meddelelse "Et værdigt liv"; minder om vigtigheden af at kunne klare sig selv for at skabe værdighed og modstandsdygtighed;
19. understreger nødvendigheden af at udvide flygtningekonventionen og Kampalakonventionen for at beskytte og bistå fordrevne mennesker rundt om i verden samt personer, der er berørt af andre former for vold, f.eks. menneskehandel og kønsspecifik vold, da de kan have en velbegrundet frygt for forfølgelse eller risiko for alvorlig skade;
20. anerkender statslig modstandsdygtighed som et vigtigt led i opnåelsen af modstandsdygtighed og understreger, at landes modstandsdygtighed og stabilitet er direkte afledt af respekt for menneskerettighederne, demokratiets styrke, retsstatsforhold og god regeringsførelse, tillid til institutionerne og ansvarligheden over for deres egne borgere, men frem for alt inddragelse af de enkelte borgere og sammenslutninger med hensyn til at finde mulige løsninger – mål, som alle sammen skal fremmes og forsvares i gennemførelsen af den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik; understreger betydningen af at fremme grundlæggende offentlige tjenester såsom uddannelse, sundhed, vand og sanitet med henblik på at øge modstandsdygtigheden;
21. understreger, at modstandsdygtigheden i EU's optræden udadtil bør fastholde et globalt geografisk anvendelsesområde; bemærker, at fremme af modstandsdygtighed bør være et mål for fremme af menneskerettighederne og bæredygtig udvikling i partnerlandene og ikke være begrænset til geografiske områder med sikkerhedskriser med direkte virkning på EU; understreger, at fremme af modstandsdygtighed under alle omstændigheder bør prioritere og lægge særlig vægt på de mindst udviklede lande, skrøbelige stater og lande, der er genstand for tilbagevendende og sæsonbetonede kriser, samtidig med at man tackler de årsager, der ligger til grund for kriserne, navnlig gennem støtte til forebyggelses- og beredskabsaktiviteter;
22. understreger betydningen af systemer til tidlig varsling og tidlig indsats som en mekanisme til fremme af modstandsdygtighed og opfordrer EU til at øge sin indsats på dette område, navnlig ved at fremme et tættere samarbejde mellem de forskellige aktører i marken, navnlig i EU-delegationerne, og udvikling af fælles analyser i skrøbelige sammenhænge og udvekslinger inden for regioner, som ofte rammes af naturkatastrofer, og som står over for lignende risici, hvilket vil muliggøre en bedre forståelse og en mere koordineret indsats på tværs af EU's politikker og mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne;
23. opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige midler til fremme af modstandsdygtighed i overensstemmelse med dens position som en af EU's strategiske prioriteter; ville hilse strategiske overvejelser velkommen forud for den næste flerårige finansielle ramme for, hvordan EU kan bruge eksisterende eksterne finansieringsinstrumenter og innovative mekanismer mere effektivt, samtidig med at de fortsat bringes i overensstemmelse med internationalt aftalte principper for udviklingseffektivitet, med henblik på systematisk at forankre modstandsdygtighed i strategier og programmer for udvikling og bistand; understreger, at aktioner kan finansieres via forskellige instrumenter, der arbejder på en komplementær måde, og understreger, at midler fra instrumenter for udviklingssamarbejde skal bevare fattigdomsbekæmpelse som deres centrale mål;
24. understreger behovet for at styrke og udvikle uddannelse i forbindelse med katastrofer og kriser og forbedre fordelingen, indsamlingen og formidlingen af oplysninger og viden, som kan hjælpe med at opbygge samfundsresiliens og fremme adfærdsændringer og en katastrofeberedskabskultur;
25. opfordrer til øget samarbejde mellem den offentlige og den private sektor om modstandsdygtighed; minder i denne forbindelse om betydningen af Kommissionens meddelelse om "Styrkelse af den private sektors rolle i indsatsen for at opnå inklusiv og bæredygtig vækst i udviklingslandene"; opfordrer Kommissionen til yderligere at fremme inddragelsen af den private sektor ved at skabe incitamenter og det rigtige miljø for private enheder, således at de kan blive involveret i opbygningen af modstandsdygtighed og nedbringelsen af risici i partnerlandene;
26. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
- [1] EUT C 468 af 15.12.2016, s. 120.
- [2] Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0459.
- [3] Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0026.
- [4] OECD (2016), States of Fragility 2016: Understanding violence, OECD publishing, Paris.