FORSLAG TIL BESLUTNING om status i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige

11.12.2017 - (2017/2964(RSP))

som afslutning på debatten om status i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

Tim Aker for EFDD-Gruppen

B8‑0676/2017

Europa-Parlamentets beslutning om status i forhandlingerne med Det Forenede Kongerige

(2017/2964(RSP))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Det Forenede Kongeriges premierministers meddelelse til Det Europæiske Råd den 29. marts 2017, jf. artikel 50, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–  der henviser til artikel 25 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020[1],

–  der henviser til artikel 47 i traktaten om Den Europæiske Union, hvori Unionens status som juridisk person fastslås,

–  der henviser til rapporten fra Overhusets EU-udvalg om Brexit og EU-budgettet, som blev offentliggjort den 4. marts 2017 (dokument 125 fra Overhuset),

–  der henviser til kravet i artikel 50 om, at forhandlingerne om bestemmelserne for statens udtræden skal ske "under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen",

_  der henviser til FN's pagt og til FN's Generalforsamlings resolution 25/2625 af 24. oktober 1970 om "folkeretlige principper om venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med FN-pagten",

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at 51,8 % af de britiske vælgere (17,4 millioner mennesker) den 23. juni 2016 stemte for at forlade Den Europæiske Union;

B.  der henviser til, at alle Det Forenede Kongeriges økonomiske forpligtelser over for EU i henhold til folkeretten ophører ved udløbet af opsigelsesfristen i henhold til artikel 50, medmindre andet aftales;

C.  der henviser til, at Det Forenede Kongerige er EU's næststørste nettobidragyder, idet det har været nettobidragyder i alle sine år som medlem (med undtagelse af 1975);

D.  der henviser til, at EU er en toldunion med en fælles toldtarif over for tredjelande og dermed ikke er et frihandelsområde;

E.  der henviser til, at EU med termen "det indre marked" betegnes som ét samlet område uden indre grænser eller andre lovgivningsmæssige hindringer for den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser, men at dette langtfra er gennemført, især hvad tjenesteydelser angår;

 

1.  noterer sig Den Europæiske Unions langvarige engagement til fordel for en "stadigt snævrere union" og den accept af den gældende fællesskabsret, som er forudsætningen herfor;

2.  anerkender dette mål, men også at dette måske ikke anses som det rette valg blandt dem, der ønsker at bevare den nationale suverænitet og har en anden vision om en konføderation af nationalstater;

3.  mener, at subsidiaritetsbegrebet ikke har været i stand til at slå bro over denne kløft mellem to forskellige visioner; mener, at resultatet af Det Forenede Kongeriges folkeafstemning udgør et legitimt valg om at udtræde af Unionen for en medlemsstat, hvor flertallet ikke deler troen på en "stadigt snævrere Union";

4.  mener, at Det Forenede Kongeriges udtræden kan og bør være til gavn for alle parter, i og med at millioner af mennesker, som ikke deler Unionens vigtigste mål, dermed forsvinder;

5.  mener, at der i alle nye aftaler mellem det udtrædende Forenede Kongerige og resten af Den Europæiske Union skal tilstræbes gensidighed, da alt andet vil give anledning til nag og skabe problemer for fremtiden;

6.  opfordrer derfor til en positiv holdning til det langsigtede mål om, at de nye aftaler bør øge udsigterne for demokrati, velstand og stræben efter lykke både i hele Europa og, så vidt muligt, hele verden;

7.  bemærker, at EU's "sparepolitikker" har varet i årevis uden tilsyneladende at levere det opsving og den fornyede velstand, som man håbede på;

8.  konkluderer derfor, at Den Europæiske Union, selv om mange af dens centrale politikker lader borgerne i stikken, nægter at tilbyde andre alternativer end "mere af det samme";

9.  bemærker, at den britiske regerings standpunkt – i modsætning til, hvad der ofte hævdes – faktisk både er klart og ligefremt, nemlig at Det Forenede Kongerige ønsker:

•  fri bevægelighed for kapital, varer og tjenesteydelser (hvilket er det, "frihandel" reelt betyder)

•  frihed for at følge Den Europæiske Unions Domstols afgørelser

•  frihed til at indgå handelsaftaler med tredjelande

•  frihed til at kontrollere sine grænser (herunder dets territorialfarvand og eksklusive økonomiske zone)

•  ingen fri bevægelighed for personer, eftersom dette indebærer: i) adgang til offentlige tjenester, ret til ydelser og arbejdstagerrettigheder (på grund af de massive problemer, der opstår, når hundredvis af millioner af mennesker fra lande med meget anderledes levestandarder får adgang hertil), og ii) at flygtninge og asylansøgere påtvinges medlemsstater, hvis befolkninger ikke ønsker at modtage dem;

10.  noterer sig og støtter FN's Generalforsamlings resolution 25/2625 af 24. oktober 1970, og heri navnlig: a) princippet om pligten til i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt ikke at gribe ind i anliggender, der henhører under en stats jurisdiktion, b) princippet om folkenes ligeret og selvbestemmelse, c) princippet om staternes suveræne ligeberettigelse, og d) princippet om, at medlemsstaterne i god tro skal opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig i henhold til De Forenede Nationers pagt;

11.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

 

• [1]  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.