Forslag til beslutning - B8-0041/2018Forslag til beslutning
B8-0041/2018

HENSTILLING TIL AFGØRELSE om ikke at modsætte sig udkast til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register

11.1.2018 - (D054274-02 – 2017/3013(RPS))

jf. forretningsordenens artikel 106, stk. 4, litra d), og artikel 105, stk. 6

Julie Girling for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

Procedure : 2017/3013(RPS)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B8-0041/2018
Indgivne tekster :
B8-0041/2018
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B8‑0041/2018

Forslag til Europa-Parlamentets afgørelse om ikke at modsætte sig udkast til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register

(D054274-02 – 2017/3013(RPS))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til udkast til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register (D054274-02),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, særlig artikel 12 og 19[1],

–  der henviser til udtalelse af 30. november 2017 fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 23, stk. 1, i ovennævnte direktiv,

–  der henviser til Kommissionens skrivelse af 5. december 2017, hvori den anmoder Parlamentet om at erklære, at det ikke vil modsætte sig udkastet til forordning,

–  der henviser til skrivelse af 11. januar 2018 fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed til Udvalgsformandskonferencens formand,

–  der henviser til artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen[2],

–  der henviser til henstilling til afgørelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 4, litra d), og artikel 105, stk. 6,

A.  der henviser til, at det for at beskytte den miljømæssige integritet af EU's emissionshandelssystem ("EU ETS") er forbudt for luftfartøjsoperatører og andre operatører i EU ETS at anvende kvoter, der er udstedt af en medlemsstat, i forhold til hvilken der er forpligtelser, som ophører for luftfartøjsoperatører og andre operatører, og at de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i denne henseende bør vedtages;

B.   der henviser til, at artikel 19 i direktiv 2003/87/EF tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage foranstaltninger for så vidt angår det standardiserede og sikrede registersystem i overensstemmelse med forskriftsproceduren med kontrol (RPS);

C.  der henviser til, at Kommissionen den 8. december 2017 formelt forelagde Parlamentet udkastet til Kommissionens forordning om ændring af Kommissionens forordning nr. 389/2013 om oprettelse af et EU-register ("udkastet til foranstaltning under forskriftsproceduren med kontrol"), hvilket var indledningen af den tremåneders behandlingsperiode, hvor Parlamentet kan gøre indsigelse mod det pågældende udkast til retsakt;

D.  der henviser til, at beskyttelsesforanstaltningerne i udkastet til foranstaltning under forskriftsproceduren med kontrol bør træde i kraft så hurtigt som muligt, således at foranstaltningerne kan få virkning, så kvoterne kan tildeles gratis, modtages til gengæld for internationale kreditter eller bortauktioneres i 2018, og til, at en fuld udnyttelse af den tremåneders behandlingsperiode, Parlamentet har til rådighed, ikke ville levne tilstrækkelig tid til, at udkastet til foranstaltning under forskriftsproceduren med kontrol ville kunne træde i kraft, inden kvoterne for 2018 udstedes;

1.  erklærer, at det ikke modsætter sig udkastet til Kommissionens forordning;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Kommissionen og, til orientering, til Rådet.

 

Seneste opdatering: 15. januar 2018
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik