FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Venezuela
5.2.2018 - (2018/2559(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
Francisco Assis, Ramón Jáuregui Atondo, Elena Valenciano for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentet,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,
– der henviser til det interamerikanske demokratiske charter, vedtaget den 11. september 2001,
– der henviser til Venezuelas forfatning, særlig artikel 298,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Venezuela, navnlig beslutning af 27. februar 2014 om situationen i Venezuela[1], af 18. december 2014 om forfølgelse af den demokratiske opposition i Venezuela[2], af 12. marts 2015 om situationen i Venezuela[3], af 8. juni 2016 om situationen i Venezuela[4] og af 27. april 2017 om situationen i Venezuela[5],
– der henviser til erklæring af 12. juli 2017 fra formændene for Udenrigsudvalget, MERCOSUR-delegationen og Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling om situationen i Venezuela,
– der henviser til sin beslutning af 13. september 2017 om EU's politiske forbindelser med Latinamerika[6],
– der henviser til erklæring fra den højtstående repræsentant på EU's vegne om visse tredjelandes tilslutning til de restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela;
– der henviser til Rådets konklusioner om Venezuela af 13. december 2017,
– der henviser til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 2018/88 af 22. januar 2018 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 2017/2063 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela[7],
– der henviser til den fjerde erklæring fra Lima-gruppen af 23. januar 2018,
– der henviser til erklæring af 26. januar 2018 fra den højtstående repræsentant på EU's vegne om den seneste udvikling i Venezuela,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Venezuelas nationale forfatningsgivende forsamling (ANC) den 23. januar 2018 meddelte, at den havde godkendt et dekret, hvori den anmodede det nationale valgråd (CNE) om at afholde et præsidentvalg inden den 30. april 2018;
B. der henviser til, at ANC's dekret, hvori der opfordredes til afholdelse af valg inden udgangen af april 2018, ifølge menneskerettighedsorganisationer strider mod artikel 298 i den venezuelanske forfatning, der klart fastsætter, at den lov, der regulerer valgprocessen ikke kan ændres på nogen måde i perioden mellem valget og de seks måneder umiddelbart forud for det;
C. der henviser til, at Lima-gruppen den 23. januar 2018 fremsatte en erklæring om afvisning af den ensidige beslutning om at udskrive valg i første kvartal af 2018; der henviser til, at EU ikke har anerkendt ANC;
D. der henviser til, at Venezuelas højesteret har forbudt den største oppositionskoalition MUD (Democratic Unity Roundtable) at opstiller en kandidat til det kommende valg; der henviser til, at Leopoldo López og Henrique Capriles har fået forbud mod af stille op; der henviser til, at MUD blev tildelt Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed i 2017;
E. der henviser til, at datoen for og processen forud for valget var to af de vigtigste emner i Santo Domingo-drøftelserne mellem regeringen og oppositionen; der henviser til, at alle væsentlige politiske beslutninger såsom beslutningen om at gennemføre valg i utide, bør træffes inden for rammerne af en national dialog; der henviser til, at deltagelse i disse valg bør finde sted på lige, rimelige og gennemsigtige betingelser, under tilsyn af et afbalanceret CNE med tilstrækkelige garantier for alle deltagere, herunder tilstedeværelsen af uafhængige internationale observatører;
F. der henviser til, at den venezuelanske regering og dele af oppositionen siden december 2017 har ført en dialog i Den Dominikanske Republik under tilstedeværelse af højtstående internationale observatører og Den Dominikanske præsident med henblik på at finde en løsning på den politiske krise i Venezuela; der henviser til, at der i øjeblikket afholdes en ny runde drøftelser på samme sted;
G. der henviser til, at MERCOSUR den 5. august 2017 anvendte sin demokratiklausul og suspenderede Venezuela fra blokken; der henviser til, at USA efter valget til ANC indførte nye økonomiske sanktioner og rejserestriktionerne over for Venezuela; der henviser til, at Canada og Mexico også har indført sanktioner mod venezuelanske embedsmænd; der henviser til, at EU den 22. januar 2018 vedtog målrettede sanktioner mod syv højtstående embedsmænd i den venezuelanske regering;
H. der henviser til, at den venezuelanske regering efter EU-sanktionerne gjorde gengæld ved at udvise den spanske ambassadør i Caracas;
I. der henviser til, at den humanitære situation fortsat forværres; der henviser til, at næsten 2 mio. venezuelanere er flygtet ud af landet; der henviser til, at værtslandene kommer under stigende pres for så vidt angår at sørge for bistand og tjenesteydelser til nyankomne;
J. der henviser til, at den akutte fejlernæring i landet ifølge Caritas Venezuela nu udgør en humanitær nødsituation; der henviser til, at 15 ud af 100 børn er alvorligt underernærede; der henviser til, at medicinmanglen skønnes at ligge på 91-95 %; der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har kategoriseret Venezuela som det land, der bidrager mest til malariaproblemet i Nord-, Syd- og Mellemamerika; der henviser til, at difteri er på vej til at gøre comeback, og at hiv-patienter ikke har adgang til nogen form for medicin;
1. udtrykker sin solidaritet med og sin fulde støtte til den venezuelanske befolkning, som lider under følgerne af en alvorlig humanitær krise; opfordrer både regeringen og oppositionen til at nå til enighed om en plan, der giver adgang for humanitær bistand til landet; opfordrer EU-institutionerne til at gøre deres yderste for at sikre, at EU's bistand leveres på stedet;
2. gentager, uden at dette berører EU's sanktioner, der blev vedtaget som følge af etableringen af den ikke-anerkendte ANC, at den eneste vej ud af krisen går gennem dialog og forhandlinger; udtrykker sin støtte til en forhandlet politisk løsning som den eneste vej til at bringe varig stabilitet til landet og til at gøre det i stand til at tackle den dybe krise og de presserende behov i befolkningen;
3. glæder sig over den igangværende dialog i Den Dominikanske Republik og støtter fuldt ud mæglingsbestræbelserne; opfordrer EU til at støtte den internationale forhandlingsproces og understreger sin villighed til at overveje at yde parlamentarisk mæglingsstøtte til at styrke den eksisterende indsats som led i en sammenhængende og overordnet EU-strategi;
4. beklager den ensidige beslutning om at gennemføre valg i første kvartal af 2018; minder om vigtigheden af at nå til enighed om en dato og om betingelserne for præsidentvalget i forbindelse med de igangværende forhandlinger i Santo Domingo; understreger behovet for at garantere frie, gennemsigtige og troværdige valg;
5. fastholder, at der ikke må lægges hindringer eller opstilles betingelser for politiske partiers deltagelse; minder om, at følgende betingelser være opfyldt for at sikre en troværdig valgproces: en aftalt tidsplan for valgafholdelsen, en afbalanceret sammensætning af CNE og tilsyn med processen fra internationale observatørers side; minder om sin vilje til at sende en valgobservationsmission til Venezuela, hvis de venezuelanske myndigheder skulle anmode om dette;
6. kræver, at den venezuelanske regering øjeblikkeligt genskaber normale diplomatiske forbindelser med Spanien; minder om, at EU og dets medlemsstater har givet udtryk for deres solidaritet, og betragter denne aggressive handling mod en af staterne som en aggressiv handling over for EU som helhed;
7. gentager sine tidligere opfordringer til løsladelse af alle politiske fanger, respekt for demokratisk valgte organer, overholdelse af menneskerettighederne og, vigtigst af alt, lindring af lidelserne for befolkningen i Venezuela;
8. opfordrer den venezuelanske regering til at sikre, at de venezuelanere, der er flygtet ud af landet, får adgang til deres sociale rettigheder som f.eks. pensioner;
9. opfordrer EU til at bistå nabolandene, og især Colombia, i at afhjælpe situationen med de venezuelanske flygtninge; gentager sin opfordring til regeringerne i medlemsstaterne om at udvise den størst mulige generøsitet og fremskynde ansøgninger om opholdstilladelser fra venezuelanske borgere;
10. gentager sin opfordring til, at der sendes en delegation fra Europa-Parlamentet til Venezuela, og at der så snart som muligt afholdes en dialog med alle parter, der er involveret i konflikten;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, næstformanden for Kommissionen / Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Bolivariske Republik Venezuelas regering og nationalforsamling, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater.
- [1] EUT C 285 af 29.8.2017, s. 145.
- [2] EUT C 294 af 12.8.2016, s. 21.
- [3] EUT C 316 af 30.8.2016, s. 190.
- [4] Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0269.
- [5] Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0200.
- [6] Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0345.
- [7] EUT L 161 af 22.1.2018, s. 6.