FORSLAG TIL BESLUTNING om affaldshåndtering
27.3.2019 - (2019/2557(RSP))
Cecilia Wikströmfor Udvalget for Andragender
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/851 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2008/98/EF om affald[1],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/850 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 1999/31/EF om deponering af affald[2],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/852 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald[3],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/849 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer og 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr[4],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (forordningen om klimaindsatsen)[5],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (direktivet om miljøvenligt design)[6] og de gennemførelsesforordninger og frivillige aftaler, der er vedtaget inden for rammerne af dette direktiv,
– der henviser til sin beslutning af 13. september 2018 om en EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi[7],
– der henviser til sin beslutning af 17. april 2018 om gennemførelsen af det syvende miljøhandlingsprogram[8],
– der henviser til sin beslutning af 6. juli 2017 om EU-indsats for bæredygtighed[9],
– der henviser til sin beslutning af 4. juli 2017 om længere levetid for produkter: fordele for forbrugere og virksomheder[10],
– der henviser til sin beslutning af 31. maj 2018 om gennemførelsen af direktivet om miljøvenligt design (2009/125/EF)[11],
– der henviser til den foreløbige politiske aftale, som medlovgiverne nåede frem til den 19. december 2018 om forslag til direktiv om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2017 med titlen "Affald-til-energis rolle i den cirkulære økonomi" (COM(2017)0034),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om gennemførelse af pakken om cirkulær økonomi: løsningsmuligheder vedrørende samspillet mellem kemikalie-, produkt- og affaldslovgivningen (COM(2018)0032) og det tilknyttede arbejdsdokument (SWD(2018)0020),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 med titlen "Kredsløbet lukkes – en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi" (COM(2015)0614),
– der henviser til over 60 andragender om affaldshåndtering, som Europa-Parlamentet i de seneste år har modtaget fra Belgien, Bulgarien, Grækenland, Italien, Polen, Slovakiet, Spanien og Det Forenede Kongerige,
– der henviser til Udvalget for Andragenders undersøgelsesrejser til Bulgarien, Grækenland og Italien i de seneste år om spørgsmål vedrørende affaldshåndtering, og navnlig konklusionerne og de specifikke henstillinger i de efterfølgende rapporter,
– der henviser til sin beslutning af 2. februar 2012 om de spørgsmål, som andragere har rejst i forbindelse med anvendelsen af affaldshåndteringsdirektivet og tilknyttede direktiver i EU-medlemsstaterne[12],
– der henviser til forretningsordenens artikel 216, stk. 2,
A. der henviser til, at der er gjort fremskridt i hele EU med hensyn til at mindske indvirkningerne af affaldsproduktion på miljøet og menneskers sundhed, men at der stadig er mange udfordringer, og at der skal træffes hasteforanstaltninger for at sikre en bæredygtig ressourceforvaltning, navnlig i forbindelse med den relativt store mængde ubehandlet affald, der stadig deponeres i mange medlemsstater;
B. der henviser til, at to af de største udfordringer i fremtiden er at reducere mængden af affaldsproduktion og at afstemme målene for affaldshåndtering med målene for den cirkulære økonomi, navnlig ved at øge genbrugs- og genanvendelsesprocenterne;
C. der henviser til, at forebyggelse ifølge direktiv 2008/98/EF om affald (affaldshåndteringsdirektivet eller affaldsrammedirektivet) har højeste prioritet i affaldshierarkiet;
D. der henviser til, at uhensigtsmæssige praksisser for affaldshåndtering har alvorlige konsekvenser for miljøet med hensyn til jord-, vand- og luftforurening; der henviser til, at andragere har påpeget, at deponerings- og forbrændingsanlæg er blevet godkendt og sat i drift tæt på bolig- og landbrugsområder og i områder, hvor de kompetente myndigheder i medlemsstaterne ikke har taget behørigt hensyn til geologiske og hydrogeologiske forhold, og at de udgør en direkte trussel mod folkesundheden;
E. der henviser til, at mere end 80 % af et produkts miljøpåvirkning bestemmes i designfasen, som derfor spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme affaldsforebyggelse og alle aspekter af den cirkulære økonomi, såsom holdbarhed, opgraderingsmuligheder, reparationsmuligheder samt genbrug og genanvendelse af et produkt;
F. der henviser til, at ud over fremstilling af mere bæredygtige og ressourceeffektive produkter kan principperne om deleøkonomi og serviceøkonomien også tjene til at mindske affaldsproduktionen i Europa;
G. der henviser til, at Kommissionen har behandlet adskillige traktatbrudsprocedurer vedrørende overtrædelse af EU's lovgivning om affaldshåndtering i flere medlemsstater; der henviser til, at flere af disse sager er blevet indbragt for Den Europæiske Unions Domstol, heraf nogle for nyligt;
H. der henviser til, at den seneste rapport fra Kommissionen om gennemførelsen af EU's affaldslovgivning, herunder den tidlige varslingsrapport for medlemsstater, der risikerer at sakke bagud i deres forberedelser til at nå 2020-målet for genbrug/genanvendelse af kommunalt affald, viste, at der er alvorlige mangler, som hurtigt skal afhjælpes, hvis Europa skal høste de miljømæssige og økonomiske fordele af den cirkulære økonomi;
I. der henviser til, at de seneste data, der ledsager mange andragender, har understreget, at affaldshåndteringssituationen i flere medlemsstater og regioner stadig er meget problematisk, hvilket har givet stærkt belæg for behovet for i væsentlig grad at forbedre gennemførelsen af affaldsrammedirektivet og resten af EU-lovgivningen i forbindelse med forebyggelse og behandling af affald;
J. der henviser til, at en økonomi, der prioriterer reparation, genbrug, genfremstilling og genanvendelse af materialer, er mere arbejdskraftintensiv end en, der er baseret på en bortskaffelsesfilosofi, og skaber dermed flere jobmuligheder; der henviser til, at en korrekt gennemførelse af den eksisterende lovgivning om affaldsforebyggelse og -håndtering kan frigøre det jobskabelsespotentiale, der ligger i genbrugs- og genanvendelsessektoren;
K. der henviser til, at korrekt håndtering af affald og affaldsforebyggelse er af afgørende betydning for at forbedre livskvaliteten i Europa og sikre et ugiftigt miljø;
1. understreger, at mange af de indgivne andragender, der vedrører medlemsstaternes manglende gennemførelse af affaldslovgivningen, peger i retning af forskellige sundheds- og miljøproblemer i forbindelse med uhensigtsmæssige praksisser for affaldshåndtering, såsom dårlig luftkvalitet i byområder, forurening af underjordiske vandressourcer, for høje støjniveauer og ildelugtende emissioner;
2. understreger, at for at støtte overgangen til en mere cirkulær økonomi bør offentlig finansiering af affaldshåndtering, hvad enten det sker på nationalt plan eller på EU-plan, være i overensstemmelse med målet om at skifte til højere niveauer ved gennemførelsen af EU's affaldshierarki; mener derfor, at midlerne bør rettes mod forebyggelse, genbrug, særskilte indsamlings- og genanvendelsesplaner og -projekter;
3. opfordrer medlemsstaterne til at gøre større fremskridt med hensyn til at fastlægge effektive planer og projekter til forebyggelse, genbrug, særskilt indsamling og genanvendelse, da dette er afgørende for at mindske miljøbelastningen fra affald, høste de økonomiske fordele af den cirkulære økonomi og forbedre ressourceeffektiviteten; opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte medlemsstaterne i deres gennemførelsesbestræbelser, herunder gennem teknisk bistand og med EU-midler; foreslår, at der indføres passende økonomiske instrumenter som fastsat i affaldsrammedirektivet, og at der gennemføres effektive og omkostningseffektive ordninger for udvidet producentansvar med henblik på at fremme omstillingen til en cirkulær økonomi;
4. opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger med henblik på oprydning af henkastet affald og forbedring af affaldshåndteringen (indsamling, sortering og genanvendelse) og til at vedtage økonomiske instrumenter og oplysningskampagner med henblik på at forebygge henkastning af affald;
5. glæder sig over, at Kommissionen er rede til at organisere besøg på højt niveau i de medlemsstater, der risikerer ikke at kunne opfylde 2020-målene for kommunalt affald vedrørende den cirkulære økonomi og affaldshåndtering, og til at kontakte de relevante interessenter, herunder sammenslutninger af lokale og regionale aktører og EU-dækkende organisationer, der reelt fremmer en kultur med nulaffald og tilknyttede politikker;
6. understreger, at medlemsstaterne skal mindske miljøbelastningen fra affaldsproduktion, navnlig ved at reducere mængden af kommunalt affald; opfordrer i dette øjemed medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til affaldsforebyggelse som fastsat i det reviderede affaldsrammedirektiv;
7. understreger, at nationale, regionale og lokale aktører spiller en afgørende rolle i affaldshåndteringen og i udformningen og gennemførelsen af politikker på området; minder om, at en sammenhængende politik sammen med udvikling af den nødvendige infrastruktur i overensstemmelse med affaldshierarkiet kun kan fastlægges gennem koordinering og samarbejde på alle niveauer i EU; opfordrer Kommissionen til at belønne bedste praksis på alle niveauer og lette udvekslingen heraf samt til konkret og i passende omfang at støtte pionerprojekter;
8. opfordrer medlemsstaterne og industrierne til som vigtige partnere i affaldshåndteringssektoren at forbedre deres engagement i at fremme cirkulære forsyningskæder med henblik på at opnå adgang til sekundære råstoffer af høj kvalitet, ofte til konkurrencedygtige priser, som bør genvindes med henblik på yderligere anvendelse og produktion;
9. opfordrer til, at der tilvejebringes uddannelse og fremme af en række forskellige former for beskæftigelse, herunder finansiel støtte til uddannelse på højt niveau og sociale job, navnlig inden for reparation og forberedelse med henblik på genbrug;
10. er af den faste overbevisning, at nye forretningsmodeller, der fokuserer på forebyggelse, genbrug og genanvendelse af affald, skal fremmes på passende vis og støttes med henblik på en mere effektiv omstilling til en cirkulær økonomi;
11. understreger, at en korrekt gennemførelse af pakken om cirkulær økonomi giver muligheder i hele EU, herunder investeringer, hvilket vil bidrage til at rationalisere anvendelsen af naturressourcer;
12. fremhæver derfor, at øget ressourceproduktivitet via en forbedret effektivitet og nedbringelse af ressourcespild via foranstaltninger såsom genbrug, genanvendelse og genfremstilling i høj grad kan nedbringe såvel ressourceforbruget som drivhusgasemissionerne, hvilket er et centralt mål for den cirkulære økonomi; understreger, at ressourcerne i en cirkulær økonomi bevares i økonomien og forbliver i produktiv anvendelse, når et produkt har nået afslutningen af sin levetid, hvilket nedbringer ressourceforbruget; mener i forbindelse med affaldslovgivningen, at en forbedret udformning af det cirkulære produkt vil bidrage til at lukke produktionscyklusserne og føre til et skift i produktions- og forbrugsmønstre og dermed reducere niveauerne af giftige stoffer og den samlede mængde affald;
13. opfordrer medlemsstaterne til at sikre fuld gennemsigtighed med hensyn til mængden af og det endelige bestemmelsessted for rester fra forskellige former for affaldsbehandling, navnlig for så vidt angår de samfund, der er potentielt berørt af lokaliteter og nye projekter, og til at høre dem i beslutningsprocessen; opfordrer desuden indtrængende medlemsstaterne til fuldt ud og grundigt at gennemføre bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (direktiv om vurdering af indvirkningen på miljøet)[13] og anden relevant EU-lovgivning, der har til formål at beskytte miljøet og folkesundheden;
14. mener, at separat husstandsindsamling af særskilt affald er et effektivt middel til at øge bevidstheden i befolkningen om den cirkulære økonomis strategiske betydning og til mere effektivt at opnå et kollektivt engagement med henblik herpå; understreger, at sådanne systemer giver mulighed for bedre ansvarliggørelse med hensyn til de typer og mængder af husholdningsaffald, der produceres, og de dertil hørende forarbejdningsbehov med henblik på at maksimere forberedelserne til genbrug og genanvendelse samt muliggøre indførelse af mere retfærdige fremmende/afskrækkende økonomiske foranstaltninger;
15. minder om, at forbrænding stadig ligger næstsidst i bunden af affaldshierarkiet, kun efterfulgt af deponering;
16. minder om, at farligt affald giver særlige udfordringer for så vidt angår håndtering, som ikke kan overses, og som bør behandles specifikt; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre bestemmelserne i affaldsrammedirektivet, som er relevante for håndteringen af farligt affald;
17. støtter Kommissionen i dens igangværende overtrædelsesprocedurer over for medlemsstater, der ikke overholder affaldslovgivningen; opfordrer Kommissionen til at udnytte det fulde potentiale i systemet for tidlig varsling som fastsat i de reviderede affaldsdirektiver; foreslår, at de bøder, som Kommissionen opkræver, geninvesteres i projekter, der er i overensstemmelse med de højeste niveauer i affaldshierarkiet;
18. beklager, at deponeringsanlæg ifølge andragerne er blevet godkendt og placeret i nærheden af boligområder og landbrugsområder; opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder til at sikre fuld beskyttelse af menneskers sundhed og til at vedtage strukturelle foranstaltninger med henblik på at finde en løsning på grundvandsforurening;
19. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
- [1] EUT L 150 af 14.6.2018, s. 109.
- [2] EUT L 150 af 14.6.2018, s. 100.
- [3] EUT L 150 af 14.6.2018, s. 141.
- [4] EUT L 150 af 14.6.2018, s. 93.
- [5] EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26.
- [6] EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10.
- [7] Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0352.
- [8] Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0100.
- [9] EUT C 334 af 19.9 2018, s. 151.
- [10] EUT C 334 af 19.9 2018, s. 60.
- [11] Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0241.
- [12] EUT C 239 E af 20.8 2013, s. 60.
- [13] EUT L 26 af 28.1.2012, s. 1.