FORSLAG TIL BESLUTNING om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold

25.11.2019 - (2019/2855(RSP))

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2

Annalisa Tardino, Christine Anderson, Ivan David, Isabella Tovaglieri
for ID-Gruppen

B9‑0226/2019

Europa-Parlamentets beslutning om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold

(2019/2855(RSP))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til artikel 3 og 4 i Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som blev åbnet for undertegnelse i Istanbul den 11. maj 2011 (i det følgende "Istanbulkonventionen"),

– der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2017/865 af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager[1],

– der henviser til Kommissionens erklæring af 26. november 2019 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen og andre foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold,

– der henviser til den bulgarske forfatningsdomstols erklæring af 27. juli 2018, som fastsatte, at ratificeringen af Istanbulkonventionen var forfatningsstridig,

– der henviser til undersøgelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder fra 2014 med titlen "Vold mod kvinder: en EU-undersøgelse",

– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A. der henviser til, at vold mod kvinder er udbredt i EU; der henviser til, at kvindelige ofre i kun 14 % af sagerne anmeldte deres alvorligste tilfælde af vold i hjemmet til politiet;

B. der henviser til, at hver tredje kvinde i EU på 15 år eller derover har været udsat for fysisk og/eller seksuel vold; der henviser til, at et flertal af kvinder i arbejde eller i topledelsen har været udsat for sexchikane; der henviser til, at hver tiende kvinde har været udsat for sexchikane eller forfølgelse (stalking) gennem moderne teknologier;

C. der henviser til, at vold mod kvinder antager mange forskellige former (vold i hjemmet, sexchikane, cybervold, stalking, æresrelateret vold, kvindelig kønslemlæstelse) og i sidste ende kan føre til kvindemord;

D. der henviser til, at vold forekommer på mange forskellige steder (i hjemmet, på arbejdspladsen, i skolen og på gaden), hvilket gør det vanskeligt for ofre at trives i samfundet og inden for uddannelse og beskæftigelse;

E. der henviser til, at bekæmpelse af vold mod kvinder gennem lovgivning og politikudformning og ved at yde økonomisk støtte er en nøgleprioritering for medlemsstaterne;

F. der henviser til, at menneskehandel og tvangsprostitution er blandt de værst mulige krænkelser af menneskerettighederne og udgør en trussel mod vores kulturer og en fare for kvinder og piger;

G. der henviser til, at adskillige medlemsstater har kritiseret Istanbulkonventionens anvendelsesområde og følgelig har standset deres ratifikation eller ikke udtrykt nogen interesse i at ratificere konventionen;

1. fordømmer på det kraftigste alle former for vold mod kvinder;

2. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at støtte og træffe alle effektive foranstaltninger til at bekæmpe vold mod kvinder og piger; tilskynder medlemsstaterne til at fremme initiativer, der skaber gensidig respekt mellem kønnene, og finde ikkevoldelige konfliktløsningsmodeller;

3. beklager det høje antal kvindemord og andre former for vold, der stadig forekommer i hele EU;

4. opfordrer medlemsstaterne til at vurdere effektiviteten af deres nuværende lovgivningsmæssige rammer for afskaffelse af vold mod kvinder og til at vurdere muligheden for at forbedre de eksisterende foranstaltninger;

5. understreger behovet for mere effektive foranstaltninger til at forebygge vold mod kvinder og betydningen af at tilbyde bedre støtte til ofre;

6. fremhæver behovet for at skabe større opmærksomhed herom blandt kvinder med henblik på at sikre behørig information om alle de værktøjer og foranstaltninger, der er til rådighed for ofrene i hver fase, og hjælpe dem med at håndtere enhver form for vold;

7. bemærker, at vold mod kvinder er en forbrydelse, der er omfattet af medlemsstaternes nationale lovgivning, og at det er op til medlemsstaterne, om de vil ratificere internationale traktater eller ej;

8. bemærker, at ikke alle medlemsstater har ratificeret Istanbulkonventionen, og at deres vigtigste bekymringer vedrører manglende forudsigelighed og den manglende sikkerhed omkring de nationale kompetencer;

9. opfordrer Rådet og Kommissionen til at give medlemsstaterne mulighed for selv at træffe afgørelse om konventionen og til ikke at overveje at udsætte EU's tiltrædelse, før alle medlemsstaterne af egen vilje har valgt at ratificere den;

10. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forkaste definitionen af "køn" i artikel 3c i Istanbulkonventionen, hvori det omdefineres som en social konstruktion uden tilknytning til biologi; er bekymret over, at der i artikel 4, stk. 3, i Istanbulkonventionen oprettes en ny kategori for "kønsidentitet";

11. mener, at medlemsstaternes bekymringer vedrører Istanbulkonventionens retsgrundlag og den manglende klarhed heri; mener, at Parlamentets anmodning til Domstolen om en udtalelse om lovligheden af at forlænge Rådets afgørelse synes at være en foranstaltning, der skal opnå en juridisk begrundelse, som rækker ud over konventionens bestemmelser;

12. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og Europarådets Parlamentariske Forsamling.

• [1] EUT L 131 af 20.5.2017, s. 11.