FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen ved den ukrainske grænse og i de russiskbesatte områder i Ukraine
13.12.2021 - (2021/3010(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2
Mick Wallace
for The Left-Gruppen
B9‑0593/2021
Europa-Parlamentets beslutning om situationen ved den ukrainske grænse og i de russiskbesatte områder i Ukraine
Europa-Parlamentet,
– der henviser til De Forenede Nationers pagt,
− der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2202, som opfordrede alle parter til fuldt ud at gennemføre pakken af foranstaltninger til gennemførelse af Minskaftalerne, der blev vedtaget den 12. februar 2015 i Minsk, Belarus, som den rette vej til at finde løsninger på konflikten i Ukraines østlige regioner,
– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,
A. der henviser til, at den nuværende krise som følge af konflikten i det østlige Ukraine og spændingerne mellem Rusland og Ukraine udgør en alvorlig sikkerhedskrise for Europa; der henviser til, at der ikke findes nogen militær løsning på denne krise, men at forhandlinger og dialog er den eneste måde, hvorpå man kan forhindre yderligere optrapning, som risikerer at føre til en militær konflikt med mulig inddragelse af kernevåbenstater;
B. der henviser til, at den aktuelle sikkerhedskrise er udløst af den igangværende konflikt i det østlige Ukraine på den ene side og en optrapning af retorikken mellem NATO, Rusland og Ukraine på den anden side; der henviser til, at den nylige deployering af omkring 100 000 russiske tropper på landets territorium langs grænsen mellem Rusland og Ukraine har givet anledning til bekymring over, om Rusland vil invadere Ukraine;
C. der henviser til, at Rusland, Ukraine og alle NATO's medlemsstater, herunder EU's medlemsstater og USA, er medlemmer af OSCE, der definerer sig selv som et forum for politisk dialog om en lang række "sikkerhedsspørgsmål";
D. der henviser til, at konflikter og alvorlige problemer i forbindelserne mellem Rusland og Ukraine fortsat er uløste; der henviser til, at på trods af en våbenhvile i 2015, der satte en stopper for krigen i fuld skala i det østlige Ukraine, har sonderende angreb og repressalier fra begge sider ført til gentagne voldelige sammenstød, som det var tilfældet i marts og april i år; der henviser til, at FN ikke anerkender Krim som en del af Den Russiske Føderation;
E. der henviser til, at spændingerne og manglen på tillid mellem NATO, nogle af dets medlemsstater og Rusland har været stigende i de seneste år, forværret af en tiltagende forringelse af de bilaterale forbindelser mellem USA og Rusland og NATO's indgreb i Rusland; der henviser til, at både Rusland og NATO og dets medlemsstater har skærpet deres holdninger over for hinanden, hvilket afspejles af ændringen af militære doktriner, sanktionspolitikker og fjendtlig retorik mod hinanden;
F. der henviser til, at Rusland og NATO definerer hinanden som fjender; der henviser til, at det på NATO-topmødet i 2021 blev gentaget, at Rusland udgør en af de alvorligste trusler mod den euro-atlantiske sikkerhed; der henviser til, at Ruslands nyligt opdaterede nationale sikkerhedsstrategi definerer den militære opbygning af NATO's militære infrastruktur tæt på de russiske grænser og øvelser, hvor brugen af atomvåben mod Rusland trænes, som en trussel mod Rusland;
G. der henviser til, at den årelange optrapning af konfrontationen mellem Rusland og NATO/EU har resulteret i en militær opbygning på begge sider af grænsen mellem EU's medlemsstater, associerede lande og Rusland; der henviser til, at der i øjeblikket er udsendt 4 500 NATO-tropper til disse lande; der henviser til, at Biden-administrationen overvejer at styrke USA's militære tilstedeværelse i dette område; der henviser til, at NATO har deployeret USA-ledede missilforsvarskomponenter i Østeuropa og har hyppige missioner med NATO-skibe nær russisk farvand i Østersøen og Sortehavet;
H. der henviser til, at USA siden 2014 årligt har ydet 600 mio. USD i udviklingsbistand og militær bistand; der henviser til, at Biden-administrationen i 2022 øgede sin militære bistand til Ukraine til 400 mio. USD, herunder 80 tons ammunition og tilstedeværelsen af militært træningspersonel;
I. der henviser til, at NATO gennemfører den omfattende bistandspakke for Ukraine, der blev vedtaget på Warszawatopmødet i 2016, og som allerede i 2018 havde et budget på mere end 2 618 000 EUR; der henviser til, at NATO-allierede hvert år afholder fælles militærøvelser med Ukraine; der henviser til, at Ukraine i 2020 blev en ud af blot seks partnere med særlige muligheder, en særlig status for nære NATO-allierede;
J. der henviser til, at USA, Den Europæiske Union og andre lande har indført ensidige tvangsforanstaltninger over for hundredvis af russiske enkeltpersoner, herunder regeringsembedsmænd og parlamentarikere, samt dele af den russiske økonomi, herunder forsvars-, energi- og finanssektoren; der henviser til, at nye sanktioner mod Rusland er under forberedelse;
K. der henviser til, at USA's og Tysklands fælles erklæring fra juli 2021 om støtte til Ukraine indeholdt en trussel om, at "Hvis Rusland forsøger at bruge energi som et våben eller begå yderligere aggressive handlinger mod Ukraine, vil Tyskland træffe foranstaltninger på nationalt plan og presse på for effektive foranstaltninger på europæisk plan, herunder sanktioner, for at begrænse Ruslands eksportkapacitet til Europa i energisektoren, herunder for gas, og/eller i andre økonomisk relevante sektorer";
L. der henviser til, at NATO-partneren Tyrkiet og Ukraine har udviklet militært samarbejde ved at gennemføre mere end 30 aftaler, herunder om levering af droner, særlige militære rådgivere og militær uddannelse;
M. der henviser til, at den indenlandske politiske situation i Ukraine er ustabil, og at mange partier ikke nødvendigvis handler i overensstemmelse med centralregeringens ønsker og dagsorden; der henviser til, at frivillige nationalistiske enheder åbent har undergravet centralregeringens autoritet og ordrer og samtidig undermineret Zelenskyjs evne til at forhandle om fred;
N. der henviser til, at de seneste meningsmålinger foretaget af Kyiv International Institute of Sociology på trods af Ukraines indsats for NATO- og EU-medlemskab viser, at den offentlige mening om disse spørgsmål stadig er sammensat; der henviser til, at halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen fra Kyiv International Institute of Sociology støtter EU-medlemskab, og 40 % går ind for tiltrædelse af NATO;
O. der henviser til, at Rusland insisterer på retligt bindende garantier for, at NATO ikke vil ekspandere længere mod øst, herunder til Ukraine, og at våbensystemer, der udgør en trussel mod Rusland, ikke vil blive deployeret i nærheden af Ruslands grænser; der henviser til, at Rusland er bekymret over den mulige deployering på ukrainsk territorium af missilsystemer med en flyvetid på 7-10 minutter til Moskva eller 5 minutter i tilfælde af hypersoniske systemer; der henviser til, at USA's og NATO's embedsmænd som reaktion på disse krav ikke udelukker Ukraines og andre østeuropæiske landes fremtidige medlemskab af Den Nordatlantiske Alliance;
1. udtrykker dyb bekymring over den militære konfrontation ved grænsen mellem Rusland og EU's og NATO's medlemsstater og associerede lande; er dybt bekymret over den åbenlyse mangel på politisk vilje til at standse denne optrapning af konflikten;
2. udtrykker sin solidaritet med det ukrainske folk, som siden 2014 har lidt under en lavintensiv krig ledsaget af en alvorlig økonomisk krise, og som nu lever under truslen om en krig i fuld skala, der truer alle landets borgere på livet;
3. minder Rusland, Ukraine, NATO og EU's medlemsstater om, at FN-pagten forpligter alle FN's medlemsstater til at bilægge internationale tvister med fredelige midler på en sådan måde, at international fred og sikkerhed og retfærdighed ikke bringes i fare; minder om, at FN-pagten også fastsætter, at stater i deres mellemfolkelige forhold skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål;
4. minder Rusland, Ukraine, USA, NATO og alle dets medlemsstater om, at der ikke findes nogen militær løsning på forskellene og konflikterne; understreger, at den eneste vej ud af den nuværende krise er en forhandlingsproces, som på grundlag af respekten for alle aktørers bekymringer fastlægger løsninger på problemerne; er af den opfattelse, at det mest hensigtsmæssige forum for en sådan dialog er OSCE, da det omfatter både Rusland, Ukraine og alle NATO-medlemsstater;
5. opfordrer Rusland og andre berørte parter til at ophøre med at give næring til konflikten i det østlige Ukraine gennem levering af våben og militær bistand;
6. opfordrer præsidenterne for Rusland og Ukraine til at genoptage en resultatorienteret bilateral dialog og bilaterale forhandlinger om løsninger på de forskellige alvorlige problemer og konflikter i deres relationer; understreger, at løsninger kun kan findes på grundlag af respekt for staternes suverænitet og territoriale integritet og de involverede partneres bekymringer; opfordrer Rusland, USA og EU's og NATO's medlemsstater til at respektere det ukrainske folks ret til at bestemme over deres egne anliggender;
7. udtrykker bekymring over, at den nylige dialog mellem præsident Putin og præsident Biden ikke bidrog til at mindske spændingerne; understreger behovet for at fortsætte dialogen på grundlag af gensidig respekt; opfordrer Rusland til at begrænse sine militære aktiviteter på sit territorium nær den ukrainske grænse for ikke at eskalere spændingerne i regionen; opfordrer til øget samarbejde og gennemsigtighed mellem Rusland og regionale magter på det militære område, hvor det er muligt; opfordrer NATO til efter forslag fra Biden-administrationen at indlede drøftelser på højt plan for at drøfte Ruslands bekymring med hensyn til NATO; afviser enhver udvidelse af NATO; glæder sig over etableringen af en regelmæssig strategisk stabilitetsdialog mellem USA og Rusland, som er en langsigtet proces; understreger imidlertid, at der er behov for hasteforhandlinger for at forhindre, at konflikten eskalerer til en krig;
8. understreger, at der findes en opskrift på fred mellem Rusland, Vesten og Ukraine i form af Minsk II fra 2015; understreger, at opfyldelsen af denne aftale, der er forhandlet mellem Frankrig, Tyskland, Ukraine og Rusland og godkendt af USA og FN, bør være målet for alle berørte parter, og at deres politik bør afspejle dette mål; minder om, at denne køreplan blev fastlagt ved FN's Sikkerhedsråds resolution 2022 med de tre centrale elementer: demilitarisering, genoprettelse af Ukraines suverænitet, herunder kontrol af grænsen til Rusland, og sikring af uafhængighed for en demilitariseret Donbasregion inden for Ukraine, men garanteret ved international traktat; anerkender, at presset på Rusland og de russiske separatister for at trække deres styrker tilbage i Donbas skal ledsages af samtidig pres på de ukrainske parter for at stoppe offensiver og indtrængen i gråzoner; bemærker, at Rusland, som udenrigsminister Lavrov har givet udtryk for, er parat til at etablere et nyt forhandlingsformat med henblik på at opnå fremskridt;
9. mener, at en fremskyndelse af energiomstillingen til produktion af vedvarende energi i Unionen og dens medlemsstater ville reducere den geopolitiske udnyttelse af energi;
10. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Russiske Føderations og Ukraines regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, FN og NATO.