Forslag til beslutning - B9-0166/2022Forslag til beslutning
B9-0166/2022

FORSLAG TIL BESLUTNING om behovet for en hurtig EU-handlingsplan for at sikre fødevaresikkerheden i og uden for EU i lyset af den russiske invasion af Ukraine

16.3.2022 - (2022/2593(RSP))

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2

Veronika Vrecionová, Bert‑Jan Ruissen, Zbigniew Kuźmiuk, Krzysztof Jurgiel, Ladislav Ilčić, Nicola Procaccini
for ECR-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0160/2022

Procedure : 2022/2593(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B9-0166/2022
Indgivne tekster :
B9-0166/2022
Vedtagne tekster :

B9‑0166/2022

Europa-Parlamentets beslutning om behovet for en hurtig EU-handlingsplan for at sikre fødevaresikkerheden i og uden for EU i lyset af den russiske invasion af Ukraine

(2022/2593(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sin beslutning af 1. marts 2022 om den russiske aggression mod Ukraine[1],

 der henviser til artikel 39 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

 der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A. der henviser til, at Den Russiske Føderation og Ukraine er nettoeksportører af landbrugsprodukter og begge spiller en førende rolle på de globale fødevare-, gødnings- og energimarkeder;

B. der henviser til, at den russiske invasion af Ukraine udgør en umiddelbar trussel mod den globale fødevaresikkerhed, mest presserende på grund af afbrydelsen af fødevareforsyningen til det ukrainske folk og til andre lande, der er stærkt afhængige af Ukraines produktion af basisafgrøder, med deraf følgende og overhængende risiko for geopolitisk ustabilitet;

C. der henviser til, at der på grund af lammelsen af den ukrainske eksport, herunder ødelagt infrastruktur og blokaden af havnene i Sortehavet, er stor sandsynlighed for mangel på adskillige landbrugsråvarer og energiforsyninger, navnlig i EU og også på de tilgrænsende kontinenter;

D. der henviser til, at konflikten forventes at øge de humanitære behov i Ukraine og samtidig øge behovene hos de millioner af mennesker, der, inden den eskalerede, allerede var fordrevet eller havde brug for bistand på grund af konflikten i den østlige del af landet, som har varet i mere end otte år;

E. der henviser til, at de humanitære behov i nabolandene, hvor fordrevne befolkningsgrupper søger tilflugt, også forventes at stige;

F. der henviser til, at landbrugssektoren har været konfronteret med ekstremt høje inputpriser i flere måneder og ikke er i stand til at dække disse inputomkostninger længere nede i værdikæden;

G. der henviser til, at EU's markeder har oplevet en energipriskrise i over et år; der henviser til, at Rusland aktivt har bidraget til at forværre krisen, navnlig ved at ophøre med at fylde Gazprom-ejede eller leasede lagerfaciliteter i udvalgte EU-lande, udvise manglende interesse i at sælge råolie på europæiske børser og ophøre med at reservere yderligere kapacitet på udvalgte eksportrørledninger;

H. der henviser til, at landbrugsjord allerede er en værdifuld ressource og i endnu højere grad vil blive det for at producere tilstrækkelige fødevarer og tilstrækkeligt foder til at brødføde borgerne i EU, Ukraine og resten af verden;

I. der henviser til, at fiskerisektoren har stået over for en vanskelig økonomisk situation i flere måneder med en kraftig stigning i gas- og elpriser og logistikomkostninger;

1. fordømmer på det kraftigste Den Russiske Føderations ulovlige, uprovokerede og uberettigede militære aggression mod og invasion af Ukraine og Belarus' medvirken til denne aggression; kræver, at Den Russiske Føderation øjeblikkeligt indstiller alle militære aktiviteter i Ukraine; understreger, at den russiske invasion af Ukraine udgør en umiddelbar trussel mod den globale fødevaresikkerhed, mest presserende på grund af afbrydelsen af fødevareforsyningen til det ukrainske folk og til andre lande, der er stærkt afhængige af Ukraines produktion af basisafgrøder, med deraf følgende og overhængende risiko for geopolitisk ustabilitet;

2. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bidrage til at sikre den kommende såsæson i Ukraine på enhver mulig måde; understreger, at humanitær bistand er nødvendig for at tackle umiddelbare livstruende situationer som dem, Ukraine nu står over for;

3. mener, at det i den nuværende situation er særlig vigtigt, at de miljømål, der er skitseret i EU's politikker, revideres i lyset af deres kumulative indvirkning på EU's fødevaresikkerhed og sektorens økonomiske stabilitet;

4. opfordrer Kommissionen til at gennemføre en omfattende kumulativ konsekvensanalyse af målene i den grønne pagt, der tager højde for de potentielle konsekvenser af den russiske invasion af Ukraine for den europæiske og globale fødevaresikkerhed kombineret med det forventede fald i fødevareproduktionen som følge af målene i den grønne pagt;

5. opfordrer Kommissionen til at suspendere alle initiativer under den grønne pagt, der har en negativ indvirkning på fødevareproduktionen;

6. opfordrer Kommissionen til at sikre, at landbrugsjord primært udelukkende anvendes til produktion af fødevarer og foder, og navnlig ikke til produktion af biobrændstoffer, for at sikre fødevaresikkerheden ikke kun for EU-borgere, men for millioner af ukrainske flygtninge i EU såvel som globalt;

7. opfordrer Kommissionen til at træffe øjeblikkelige ekstraordinære støtteforanstaltninger for EU's landbrugssektorer, der er ramt af konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine for forsyningskædens funktion eller af konsekvenserne af de sanktioner, der pålægges Rusland; opfordrer indtrængende Kommissionen til at anvende eventuelle disponible budgetmargener til dette formål, men kun at anvende krisereserven som en sidste udvej, da anvendelsen af denne reserve vil have en direkte negativ indvirkning på indkomststøtten til alle landbrugere;

8. opfordrer Kommissionen til i sin handlingsplan at prioritere tiltag, der har til formål at øge EU's fødevareproduktion, herunder ved at ændre de nationale strategiske planer med henblik på at øge produktionsarealerne i EU;

9. opfordrer Kommissionen til at tillade landbrugsproduktion i arealer, der er udtaget som økologiske fokusområder, og til at tillade anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i disse områder for at sikre stabile udbytter; opfordrer Kommissionen til at suspendere reglerne om afgrødediversificering, således at landbrugerne kan producere afgrøder, som der forventes mangel på;

10. opfordrer indtrængende Kommissionen til at skabe fuld klarhed for medlemsstaterne med hensyn til force majeure-klausulen i den nuværende og den nye fælles landbrugspolitik samt i yderligere lovgivning;

11. anerkender, at fuldstændig substitution af mineralsk gødning er umulig, men understreger, at alternative organiske næringsstoffer bør anvendes i videst muligt omfang så hurtigt som muligt for at mindske EU's afhængighed af mineralsk gødning; opfordrer Kommissionen til at tage fat på de lovgivningsmæssige og praktiske hindringer for gennemførelsen af denne løsning på afhængigheden af import af gødningsstoffer; opfordrer navnlig til, at anvendelsen af produkter fra forarbejdet husdyrgødning og spildevandsslam tillades som et alternativ til kemiske gødningsstoffer i nitratdirektivet, hvis de opfylder de RENURE-kriterier, der er fastsat af Det Fælles Forskningscenter;

12. understreger, at en integreret del af EU's handlingsplan for at sikre EU's fødevaresikkerhed skal være en strategi for at øge EU's energiuafhængighed af russiske forsyninger, herunder fuldstændig opgivelse af Nord Stream 2-projektet, samtidig med at EU's energisikkerhed opretholdes;

13. opfordrer indtrængende Kommissionen til behørigt at værne om integriteten af EU's indre marked og til at udelukke de enkelte medlemsstaters eksportforbud mod andre medlemsstater eller andre hindringer for et velfungerende indre marked;

14. opfordrer Kommissionen til at overvåge eksporten fra EU og mængden af basisfødevarer i EU's lagerfaciliteter;

15. opfordrer Kommissionen til at genoverveje og suspendere alle instrumenter, der er knyttet til den grønne pagt, og som hindrer eller i nær fremtid vil hindre handelen med tredjelande, navnlig med Ukraine, som ikke vil være i stand til at overholde alle EU's miljø- og klimarelaterede standarder;

16. fremhæver behovet for, at politikkerne er landestyrede, behovsbaserede og kontekstbaserede, da fødevaresystemerne er meget forskelligartede;

17. påpeger, at indvirkningen på råvarepriserne som følge af den russiske invasion af Ukraine oven i genopretningen af markedet efter pandemien er et væsentligt problem for fiskeindustriens produktion af fisk og skaldyr; understreger, at dette har ført til en situation, hvor det er umuligt for mange fiskerfartøjer at sejle ud og opnå en indtægt, der er højere end omkostningerne ved deres fiskeri; opfordrer Kommissionen til at foreslå nødforanstaltninger for at lette fiskerioperatørernes økonomiske situation, gøre det muligt at anvende innovation og imødegå risikoen på markederne;

18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Ukraines præsident, regering og parlament og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

Seneste opdatering: 17. marts 2022
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik