Forslag til beslutning - B9-0069/2023Forslag til beslutning
B9-0069/2023

FORSLAG TIL BESLUTNING om oprettelse af en domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine

16.1.2023 - (2022/3017(RSP))

på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

Pedro Marques, Tonino Picula, Juozas Olekas, Raphaël Glucksmann
for S&D-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0063/2023

Procedure : 2022/3017(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B9-0069/2023
Indgivne tekster :
B9-0069/2023
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

B9‑0069/2023

Europa-Parlamentets beslutning om oprettelse af en domstol for aggressionsforbrydelse mod Ukraine

(2022/3017(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sine tidligere beslutninger om Ukraine og Rusland, navnlig beslutningen af 19. maj 2022 om kampen mod straffrihed for krigsforbrydelser i Ukraine[1],

 der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 15. december 2022,

 der henviser til De Forenede Nationers pagt,

 der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC),

 der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 14. november 2022 med titlen "Furtherance of remedy and reparation for aggression against Ukraine" (Yderligere afhjælpning og erstatning for aggression mod Ukraine),

 der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 377 (V) af 3. november 1950 med titlen "Til enhed for fred":

 der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A. der henviser til, at alle stater ifølge FN-pagten og folkerettens principper har samme suverænitet og i deres mellemfolkelige forhold skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed;

B. der henviser til, at FN's Generalforsamling i sin resolution af 2. marts 2022 definerede den russiske krig mod Ukraine som en aggressionshandling i strid med artikel 2, stk. 4, i FN-pagten og i sin resolution af 24. marts 2022 anmodede Den Russiske Føderation om øjeblikkeligt at indstille de fjendtlige handlinger mod Ukraine;

C. der henviser til, at Den Internationale Domstol den 16. marts 2022 pålagde Den Russiske Føderation straks at suspendere sine militære operationer på Ukraines område;

D. der henviser til, at de rapporterede grusomheder begået af de russiske væbnede styrker i Butja, Irpin og mange andre ukrainske byer under den russiske besættelse afslører brutaliteten i den aggressionskrig, som Den Russiske Føderation fører mod Ukraine, og understreger betydningen af en koordineret international indsats for at stille gerningsmændene bag krigsforbrydelserne og alle krænkelserne af den humanitære folkeret til ansvar;

E. der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol efter to ad hoc-erklæringer fra Ukraine har jurisdiktion over krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, som er begået på Ukraines område siden november 2013, men at den ikke har jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen i denne situation som defineret i Romstatuttens artikel 8 bis, fordi hverken Ukraine eller Den Russiske Føderation har ratificeret Romstatutten og ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelser; der henviser til, at anklageren ved Den Internationale Straffedomstol siden den 2. marts 2022 har efterforsket situationen i Ukraine; der henviser til, at oprettelsen af en særlig domstol for aggressionsforbrydelse ikke vil påvirke Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion over andre forbrydelser, men i stedet vil supplere den;

F. der henviser til, at Kommissionen den 30. november 2022 fremlagde alternative muligheder for, hvordan gerningsmændene stilles til ansvar, nemlig gennem en særlig uafhængig international domstol baseret på en multilateral traktat eller en specialiseret domstol, der er integreret i et nationalt retssystem med internationale dommere, og at der i begge tilfælde vil være behov for stærk opbakning fra FN's side;

G. der henviser til, at Det Europæiske Råd i sine konklusioner af 15. december 2022 tilskyndede til yderligere bestræbelser på at sikre fuldt ud, at gerningsmænd stilles til ansvar for krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelse og opfordrede Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) og Rådet til at fortsætte dette arbejde i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten og understregede, at retsforfølgelsen af aggressionsforbrydelse er af betydning for det internationale samfund som helhed;

1. fordømmer endnu engang på det kraftigste den russiske angrebskrig mod Ukraine, giver endnu engang udtryk for sin urokkelige støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for landets internationalt anerkendte grænser og opfordrer endnu engang til at gøre gerningsmænd ansvarlige for alle krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og aggressionsforbrydelse;

2. kræver, at Rusland øjeblikkeligt indstiller alle militære aktiviteter i Ukraine og betingelsesløst trækker alle styrker og militært udstyr tilbage fra hele Ukraines internationalt anerkendte territorium;

3. understreger, at den russiske aggressionsforbrydelse mod Ukraine er en klar og uomtvistelig overtrædelse af FN-pagten, som af hensyn til verdenssikkerheden og den regelbaserede verdensorden ikke kan forblive ubesvaret af det internationale samfund;

4. udtrykker sin fulde støtte til ICC-anklagerens igangværende efterforskning af situationen i Ukraine, herunder påståede krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden;

5. opfordrer indtrængende Ukraine og Den Russiske Føderation til at ratificere Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol og dens ændringer og formelt blive medlemmer af Den Internationale Straffedomstol med henblik på at støtte internationale bestræbelser på at stille gerningsmænd til ansvar for alvorlige internationale forbrydelser; opfordrer EU til at gøre en yderligere diplomatisk indsats for at tilskynde til ratifikation af Romstatutten og alle dens ændringer på globalt plan;

6. opfordrer endnu engang til, at der oprettes en særlig international domstol til at efterforske og retsforfølge aggressionsforbrydelse, som er begået af Den Russiske Føderations politiske og militære ledelse mod Ukraine; opfordrer Kommissionen, Rådet og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til at indtage en ledende rolle i forbindelse med oprettelsen af den særlige domstol og til at yde al den nødvendige politiske, finansielle og praktiske støtte til dens oprettelse, herunder til at oprette en midlertidig anklagemyndighed i Haag som et første praktisk skridt i retning af international efterforskning af aggressionsforbrydelsen mod Ukraine og fremtidige retsforfølgelser;

7. opfordrer EU-institutionerne, navnlig Kommissionen, NF/HR og EU-Udenrigstjenesten, til at arbejde hen imod øget støtte blandt internationale partnere og organisationer, navnlig inden for FN, til oprettelse af en effektiv retlig mekanisme til bekæmpelse af aggressionsforbrydelse og til FN's Generalforsamlings godkendelse heraf;

8. bemærker, at FN's Generalforsamling i sin resolution af 14. november 2022 anerkendte, at Den Russiske Føderation ikke blot skal drages til ansvar for eventuelle krænkelser af folkeretten i eller mod Ukraine, men også for sin aggression i strid med FN-pagten;

9. opfordrer Kommissionen, NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til sammen med de ukrainske myndigheder at bygge videre på støtten i FN's Generalforsamling og undersøge yderligere muligheder for et FN-initiativ vedrørende den særlige domstol;

10. understreger, at selv om den særlige domstols nøjagtige sammensætning og arbejdsmetoder endnu ikke er fastlagt, skal de overholde de højeste kriterier for gennemsigtighed og upartiskhed; mener endvidere, at den særlige internationale domstol skal have jurisdiktion til at undersøge ikke blot Den Russiske Føderations politiske og militære ledelse, men også den understøttende stat Belarus, fra hvis territorium og med logistisk støtte Den Russiske Føderation begår sin angrebskrig mod Ukraine;

11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Ukraines præsident, regering og parlament og Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament.

 

Seneste opdatering: 18. januar 2023
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik