FORSLAG TIL BESLUTNING om den fortsatte undertrykkelse af det belarusiske folk, navnlig sagerne om Andrej Patjobut og Ales Bjaljatskі
8.3.2023 - (2023/2573(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2, første afsnit
Anna Fotyga, Patryk Jaki, Hermann Tertsch, Anna Zalewska, Adam Bielan, Roberts Zīle, Beata Kempa
for ECR-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0164/2023
B9‑0168/2023
Europa-Parlamentets beslutning om den fortsatte undertrykkelse af det belarusiske folk, navnlig sagerne om Andrej Patjobut og Ales Bjaljatskі
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Belarus,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder og til samtlige menneskerettighedskonventioner, som Belarus er tiltrådt,
– der henviser til Rådets konklusioner af 12. oktober 2020,
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 21. og 22. oktober 2021,
– der henviser til rapporter udarbejdet af uafhængige internationale og belarusiske menneskerettighedsorganisationer,
– der henviser til rapporterne af 4. maj 2021 og 20. juli 2022 fra Anaïs Marin, FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Belarus, til FN's Menneskerettighedsråd og til opfordringen fra FN's eksperter den 10. oktober 2022 til øjeblikkelig løsladelse af den fængslede nobelprisvinder Ales Bjaljatskі og andre rettighedsforkæmpere i Belarus,
– der henviser til rapport af 4. marts 2022 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Belarus forud for og efter præsidentvalget i 2020,
– der henviser til G7‑udenrigsministrenes erklæring af 4. november 2022 om Belarus,
– der henviser til erklæringen af 13. juli 2022 fra repræsentanten for mediefrihed under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa om den vedvarende fængsling af journalister og mediefolk i Belarus,
– der henviser til erklæringen af 7. oktober 2022 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om domfældelsen af 7. oktober 2022 af uafhængige medierepræsentanter,
– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,
A. der henviser til, at Lukasjenkas regime efter de uretfærdige og forfalskede præsidentvalg i august 2020 har fortsat sin undertrykkelse af det belarusiske folk, idet repræsentanter for civilsamfundet, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, oppositionsaktivister og mange andre retsforfølges af politiske årsager; der henviser til, at strafferetlig forfølgning fortsat er en af de alvorligste og mest udbredte former for undertrykkelse; der henviser til, at drakoniske love og domme stadig anvendes i vid udstrækning af usurpatoren Lukasjenka;
B. der henviser til, at over 40 000 belarusere menes at have været tilbageholdt på et tidspunkt for at have protesteret mod regimet, mens menneskerettighedsforkæmpere har dokumenteret hundredvis af tilfælde af tortur og mishandling, og at adskillige borgere stadig er savnet, og andre er fundet døde; der henviser til, at mindst 1 456 belarusiske belarusere ifølge menneskerettighedscentret i Vjasna er uretfærdigt fængslet og udsættes for ekstremt hårde straffe for deres ønske om at leve i et frit og demokratisk land; der henviser til, at tusindvis af mennesker har måttet flygte fra landet af frygt for forfølgelse;
C. der henviser til, at vilkårlige anholdelser af enkeltpersoner for at udøve deres borgerlige rettigheder fortsætter, og at mange anholdes hver dag; der henviser til, at Vjasna rapporterede om 258 sådanne anholdelser i februar 2023 samt 195 tilfælde af politisk motiverede administrative forfølgelser, mens dommerne afsagde 31 administrative frihedsberøvelser og 11 bøder i samme periode;
D. der henviser til, at en regional domstol i Hrodna den 8. februar 2023 idømte Andrej Patjobut, journalist og næstformand for sammenslutningen af polakker i Belarus, otte års fængsel i en hård arbejdsstraffelejr; der henviser til, at Patjobut var blevet anklaget for at "opfordre til handlinger, der truer Belarus' nationale sikkerhed" og "tilskynde til fjendtlighed og konflikt", efter at han blev arresteret den 25. marts 2021 sammen med andre medlemmer af ledelsen af sammenslutningen af polakker, og at det er den eneste, der formelt er blevet retsforfulgt; der henviser til, at Maria Tiszkowska, Irena Biernacka og Anna Paniszewa, som blev tilbageholdt sammen med ham, blev løsladt fra fængslet i 2021 og udvist til Polen, mens formanden for sammenslutningen af polakker, Angelika Borys, har været i husarrest siden marts sidste år;
E. der henviser til, at den politisk motiverede skueproces mod Andrej Patjobut og dens dom er klare eksempler på Lukasjenkaregimets antipolske handlinger rettet mod det polske mindretal; der henviser til, at den systematiske forskelsbehandling af det polske mindretal i Belarus har varet i mange år og omfatter nylige beslutninger truffet af det belarusiske regime om at afskaffe uddannelse på polsk, ransagning af polske lederes hjem og ødelæggelse af polske kirkegårde og digteres, forfatteres, oprøreres og soldater i hjemmehærens grave;
F. der henviser til, at Lukasjenka har udvidet sin kampagne mod menneskerettighedsaktivister og journalister; der henviser til, at Lieninskidistriktsdomstolen i Minsk den 3. marts 2023 fastslog, at det var fuldt ud bevist, at menneskerettighedsforkæmpere var skyldige i "smugling foretaget af en organiseret gruppe" og "finansiering af gruppehandlinger, der groft krænker den offentlige orden"; der henviser til, at dommeren i en foregiven retssag idømte Ales Bjaljatskі, grundlægger af og formand for Vjasna og modtager af Nobels fredspris, 10 år i en mellemsikret straffelejr; der henviser til, at denne dommer også afsagde lange fængselsstraffe i en fangelejr til Valjantsin Stefanovitj, Vjasnas næstformand og næstformand i Det Internationale Menneskerettighedsforbund, til Uladzimir Labkovitj, koordinator for "Menneskerettighedsforkæmpere for frie valg"-kampagnen, og til menneskerettighedsforkæmperen Zmitser Salaujou (in absentia); der henviser til, at de alle også blev straffet med betydelige bøder; der henviser til, at dommer Maryna Zapasnik nægtede at afholde retssagen på det belarusiske sprog i stedet for russisk og afviste Bjaljatskіs anmodning om en tolk, hvilket viser Lukasjenkaregimets antibelarusiske politik;
G. der henviser til, at anklagerne mod Andrej Patjobut og Ales Bjaljatski i vid udstrækning anses for at være politisk motiverede og have til formål at bringe uafhængige stemmer til tavshed og undertrykke ytrings- og foreningsfriheden;
H. der henviser til, at lederen af de belarusiske demokratiske kræfter, Svjatlana Tsіkhanouskaja, og andre medlemmer af koordineringsrådet (Pavel Latusjka, Volha Kavalkova, Maryja Maroz og Sjarhej Dyleuskі) den 6. marts 2023 blev dømt af Lukasjenkas regime in absentia, idet Tsіkhanouskaja blev idømt en dom på 15 år, Latusjka en dom på 18 år og Kavalkova, Maroz og Dyleuskі domme på 12 år for "sammensværgelse om at overtage magten på en forfatningsstridig måde" og "at skabe en ekstremistisk gruppe og offentligt opfordre til overtagelse af magten";
I. der henviser til, at dommene blev afsagt dage efter, at en belarusisk domstol forlængede den 18-årige fængselsstraf for Tsіkhanouskajas mand, Sjarhej Tsіkhanouskі (fra YouTube-kanalen "Country for Life") med 18 måneder på grund af en anklage om "åbenlyst at overtræde fængselsvæsenets interne regler";
J. der henviser til, at Mіkola Statkevіtj (fra det belarusiske socialdemokratiske parti (Folkeforsamlingen)) og Paval Sevjarynets (fra de belarusiske kristendemokrater) allerede har tilbragt mere end 1 000 dage i fængsel;
K. der henviser til, at Lukasjenkas regime har forfulgt ikkestatslige organisationer, menneskerettighedsorganisationer og har fortsat strafferetlig forfølgelse af demokratiske aktivister såsom Leanid Sudalenka, Marfa Rabkova, Andrej Tjapiuk og Nasta Lojka;
L. der henviser til, at den politiske fange Mіkalaj Autukhovіtj den 17. oktober 2022 i en politisk motiveret sag i Belarus fik en hidtil uset hård dom på 25 år i en flugtsikret straffelejr, mens 11 andre blev idømt fængselsstraffe på op til 20 år;
M. der henviser til, at det belarusiske journalistforbund (BAJ) fra januar til oktober 2022 dokumenterede 93 tilfælde af vilkårlig tilbageholdelse, razziaer, bøder og administrative anholdelser af journalister, hvoraf 28 befandt sig bag tremmer på falske anklager, der spændte fra "fornærmelse af præsidenten" til "forræderi" og "sammensværgelse om at overtage statsmagten"; der henviser til, at mindst 29 uafhængige medier ifølge BAJ i oktober 2022 var blevet udpeget som "ekstremistiske" og lukket af myndighederne; der henviser til, at ytringsfriheden som følge af den totale undertrykkelse af uafhængige medier ikke længere eksisterer i Belarus, og at regimet udøver fuld overvågning af internettet;
N. der henviser til, at regimet har fortsat sin undertrykkelse af advokater som gengældelse for, at de har givet udtryk for synspunkter om rettighedsspørgsmål, repræsenteret klienter i politisk motiverede sager og protesteret mod krigen i Ukraine; der henviser til, at mindst 70 advokater siden august 2020 har mistet deres bestalling som følge af vilkårlige afgørelser truffet af justitsministeriet eller politisk motiverede procedurer for fratagelse af bestalling; der henviser til, at syv advokater i 2022 stod over for politisk motiverede anklager og fortsat stod over for administrative anklager, tilbageholdelser, ransagninger og chikane;
O. der henviser til, at politiske fanger udsættes for yderligere undertrykkelse; der henviser til, at dette sker i form af at holde politiske fanger under forhold, der er forbudt i henhold til Belarus' internationale forpligtelser, at idømme dem disciplinære sanktioner af falske årsager, at anbringe dem i straffeceller, at opgradere sikkerhedsniveauet for visse politiske fanger og vilkårligt at forlænge deres fængselsstraf, at krænke politiske fangers ret til korrespondance og at fratage dem familiebesøg under søgte påskud;
P. der henviser til, at politiske fanger såsom Palіna Sjarenda-Panasjuk, en aktivist i den europæiske borgerkampagne i Belarus, udsættes for umenneskelig behandling såsom kolde temperaturer, sult og søvnmangel; der henviser til, at der ved udgangen af februar ikke var nogen oplysninger om Palіna Sjarenda-Panasjuks opholdssted;
Q. der henviser til, at Lukasjenkas myndigheder har ransaget flere uafhængige fagforeningers kontorer og tilbageholdt mindst 14 af deres ledere og medlemmer på anklager om "tilrettelæggelse af aktiviteter, der groft krænker den offentlige orden"; der henviser til, at Belarus' højesteret i juli 2022 lukkede fire store uafhængige fagforeninger og den belarusiske sammenslutning af demokratiske fagforeninger;
R. der henviser til, at Lukasjenkas regime fortsat vedtager foranstaltninger, der begrænser rettighederne for belarusere, der bor i udlandet; der henviser til, at 58 personer i 2022 og 2023 blev arresteret efter at være vendt tilbage til Belarus for deres deltagelse i protesterne i 2020 eller for at dele indhold, på de sociale medier, der anses for at være "ekstremistisk";
S. der henviser til, at regimet til trods for, at tusindvis af tilfælde af politibrutalitet, herunder drab på demonstranter, er blevet indberettet siden august 2020, aktivt har fremmet og belønnet de ansvarlige for disse handlinger;
T. der henviser til, at Lukasjenka fortsætter sin politik med russificering af Belarus med det strategiske mål at marginalisere og ødelægge udtryk for belarusisk national identitet, herunder sprog og kultur, ved hjælp af vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser og ved at give kulturpersonligheder såsom forfattere, kunstnere og musikere og generelt folk, der taler belarusisk i offentligheden, en særlig brutal behandling; der henviser til, at denne politik også omfatter forbud mod Belarus' nationale og historiske symboler, såsom det hvid-rød-hvide flag og Pahonia (det uafhængige Belarus' egentlige historiske våbenskjold), og lukning af forlag, privatskoler og belarusiske sprogkurser;
U. der henviser til, at personer, der udtrykker krigsfjendtlige følelser eller deltager i andre protestaktiviteter, fortsat forfølges; der henviser til, at belarusere siden begyndelsen af Ruslands omfattende invasion af Ukraine har protesteret mod krigen, at folk har afholdt demonstrationer og opstillet blokader, forstyrret jernbanetrafikken for at bremse transport af russisk militært udstyr, formidlet oplysninger om militære aktioner og sluttet sig til de ukrainske styrker for at bekæmpe aggressoren;
V. der henviser til, at Belarus er det eneste land i Europa, der anvender dødsstraf, og at det for nylig er bebudet henrettelser af politiske modstandere af regimet;
W. der henviser til, at Lukasjenka siden 2021 har fortsat sine hybride angreb på EU ved at bruge migranter og menneskehandel som våben;
X. der henviser til, at Lukasjenkaregimet i Belarus direkte muliggør og støtter den russiske militære aggression mod Ukraine, bl.a. ved at tillade Rusland at angribe Ukraine, herunder gennem affyring af ballistiske missiler fra belarusisk territorium, muliggøre stationering og transport af russisk militærpersonel, opbevaring og transport af militært udstyr og våben, herunder tunge våben, ved at tillade russiske militærfly at flyve over det belarusiske luftrum ind i Ukraine og ved at stille tankstandere til rådighed;
Y. der henviser til, at Putins strategi over for Belarus indebærer, at det belarusiske samfund isoleres fra den frie verden med henblik på fuldstændig at besætte og integrere Belarus i Den Russiske Føderation;
Z. der henviser til, at Missionen for et Demokratisk Belarus den 1. marts 2023 blev åbnet i Bruxelles ved en ceremoni med deltagelse af Svjatlana Tsіkhanouskaja;
1. bekræfter på ny sin solidaritet med det belarusiske folk, som fortsat kæmper for et suverænt, frit og demokratisk Belarus, samtidig med at de risikerer deres frihed og stadig oftere deres liv, og kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle politiske fanger og alle vilkårligt tilbageholdte personer, der anholdes eller idømmes straf af politisk motiverede grunde, og til, at alle anklager mod dem frafaldes, samt til, at de får fuld rehabilitering og økonomisk kompensation for de skader, de har lidt som følge af deres ulovlige tilbageholdelse; kræver, at der sættes en stopper for statslig vold; anerkender, at det belarusiske folk har valgt Svjatlana Tsіkhanouskaja som deres demokratiske leder;
2. afviser kategorisk Den Russiske Føderations indblanding i Belarus' indre anliggender, navnlig efter det manipulerede præsidentvalg i 2020, hvor Den Russiske Føderation ydede al nødvendig støtte til Lukasjenkaregimet for at knuse de fredelige protester og drukne nationen ved hjælp af drakonisk undertrykkelse;
3. fordømmer den uretfærdige dom, som domstolen i en totalitær stat har afsagt over Andrej Patjobut; opfordrer til at indstille aktionerne rettet mod det polske mindretal og til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Andrej Patjobut samt af andre medlemmer af sammenslutningen af polakker;
4. kræver øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af modtageren af Nobels fredspris Ales Bjaljatskі samt af alle andre menneskerettighedsforkæmpere og politiske fanger i Belarus;
5. fordømmer de seneste beslutninger fra Lukasjenkas myndigheder om at lukke polske skoler og afskaffe uddannelse på polsk samt at ødelægge polske kirkegårde og polsk kulturarv;
6. kræver fast og beslutsomt, at Belarus overholder de gældende principper i folkeretten og internationale aftaler;
7. understreger, at usurpatoren Lukasjenka og hans nærmeste bør fjernes fra magten og stilles for en domstol for deres forbrydelser mod det belarusiske folk; opfordrer medlemsstaterne og EU til at træffe alle nødvendige foranstaltninger i internationale institutioner og til at indlede procedurer ved Den Internationale Straffedomstol eller andre relevante internationale domstole for at støtte efterforskningen og retsforfølgningen for handlinger i forbindelse med den russiske aggressionskrig mod Ukraine som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået af de politisk ansvarlige i Belarus, særlig Aleksandr Lukasjenka; støtter det arbejde, der udføres i den internationale ansvarlighedsplatform for Belarus; opfordrer Det Internationale Røde Kors og andre organisationer til at arbejde på at forbedre forholdene for politiske fanger;
8. afviser legitimiteten og lovligheden af de internationale aftaler, Lukasjenka har undertegnet, siden han tabte præsidentvalget i 2020, navnlig dem, der er indgået med Rusland, og som underminerer Belarus' suverænitet tvinger regeringen til en stadig mere omfattende og stram kontrol fra Kremls side;
9. fordømmer Ruslands misbrug af belarusisk territorium, luftrum og infrastruktur til at iværksætte en omfattende invasion af Ukraine den 24. februar 2022 og landets fortsatte brug af belarusisk territorium til at forfølge sin krig mod det belarusiske folks vilje, men med Lukasjenkaregimets samtykke og aktive deltagelse; kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af de russiske tropper, der ankom til Belarus før invasionen af Ukraine, og hvis tilstedeværelse på Belarus' område siden er blevet udvidet; understreger, at Lukasjenka og hans nærmeste er ansvarlige for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine; glæder sig over de foranstaltninger, som det belarusiske samfund har truffet for at modsætte sig brugen af Belarus' territorium til den russiske invasion af Ukraine; giver udtryk for sin støtte til Kastusj Kalіnouski-regimentet, der kæmper mod russisk imperialisme i Ukraine;
10. fordømmer Lukasjenkas bestræbelser på at afskaffe belarusisk kultur og russificere nationen; opfordrer EU til at støtte uafhængige belarusiske kulturelle organisationer såsom teatre, kor, skoler, folkebands og kunstnere og til at støtte genoplivningen af det belarusiske sprog;
11. gentager, at det belarusiske folk repræsenteres af lederen af Demokratisk Belarus, Svjatlana Tsіkhanouskaja, Belarus' fælles overgangsregering og koordineringsrådet; opfordrer EU og det internationale samfund til at tage skridt til at give befolkningen i Belarus, som i øjeblikket er frataget en stemme ved højtprofilerede begivenheder, hvor belarusiske interesser drøftes og besluttes, mulighed for at blive repræsenteret ved disse begivenheder; understreger, at eftersom Svjatlana Tsіkhanouskaja er den legitime repræsentant valgt af det belarusiske folk, skal hun indbydes til sådanne begivenheder, for at belarusiske interesser kan blive repræsenteret; støtter den fælles overgangsregering og koordineringsrådet; støtter målene for disse demokratiske repræsentative organisationer, som har til formål at forsvare Republikken Belarus' uafhængighed og suverænitet, bringe de facto-besættelsen af Belarus til ophør, genoprette den forfatningsmæssige lovlighed og retsstatsprincippet, udvikle og gennemføre foranstaltninger til at hindre den ulovlige fastholdelse af magten, sikre overgangen fra diktatur til demokrati, skabe betingelser for retfærdige og frie valg og udvikle og gennemføre de løsninger, der er nødvendige for at sikre en demokratisk forandring i Belarus og landets euro-atlantiske fremtid;
12. glæder sig over oprettelsen af kontaktgruppen i Europarådet i samarbejde med belarusiske demokratiske kræfter og civilsamfundet; opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne og internationale organisationer til at formalisere samarbejdet med de demokratiske repræsentanter for Belarus;
13. glæder sig over den nylige åbning af Missionen for et Demokratisk Belarus i Bruxelles under tilstedeværelse af den belarusiske leder Svjatlana Tsіkhanouskaja;
14. understreger betydningen af udarbejdelsen af aftalememorandummet med Demokratisk Belarus repræsenteret ved Svjatlana Tsіkhanouskaja;
15. glæder sig over støtten fra EU og dets medlemsstater, navnlig Polen og Litauen, som har ydet støtte og beskyttelse til det belarusiske folk, der er blevet tvunget til at flygte fra landet, og opfordrer Kommissionen til at støtte disse bestræbelser yderligere;
16. afviser kategorisk anerkendelsen af Lukasjenkas lov om at fratage belarusere statsborgerskab og opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin støtte til den indsats, som Belarus' fælles overgangsregering gør for at løse problemerne for belarusere, der er blevet tvunget til at forlade Belarus, herunder udstedelsen af et officielt anerkendt rejsedokument, der er gyldigt til internationale rejser, til belarusiske borgere og udstedelse af nødvisa til at forlade Belarus, hvis det er nødvendigt;
17. opfordrer Kommissionen til at øge kapacitetsopbygningsstøtten til Belarus’ uafhængige fagforeninger, frie medier, civilsamfundet og prodemokratiske aktivister både i Belarus og i eksil; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at yde støtte til det belarusiske civilsamfund, uafhængige medier og demokratiske politiske partier og strukturer, herunder koordineringsrådet og den forenede overgangsregering; opfordrer de belarusiske demokratiske kræfter til at opretholde og fremme enhed baseret på målet om et frit, demokratisk og uafhængigt Belarus;
18. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde støtte og beskyttelse til menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet i Belarus, som nu vil stå over for alvorlige anslag, herunder ved at udstede nødvisa, så det bliver muligt at rejse ud af Belarus om nødvendigt;
19. fordømmer på det kraftigste undertrykkelsen, torturen og mishandlingen af det fredelige folk i Belarus, undertrykkelsen af fagforeningsledere og undertrykkelsen af medierne og internettet; opfordrer Den Internationale Arbejdsorganisation til at påberåbe sig artikel 33 i sin forfatning som reaktion på den grove krænkelse af fagforeningsrettigheder og undertrykkelsen af fagforeningsledere;
20. opfordrer til, at alle sanktioner mod Rusland nøje afspejles over for Belarus, og til, at alle fremtidige sanktionsrunder gennemføres på passende vis; opfordrer til, at alle repræsentanter for Lukasjenkas udemokratiske regime, såsom dommere, anklagere, militser og KGB-embedsmænd samt propagandister og andre, der fungerer som redskaber for diktatoren til at undertrykke befolkningen i Belarus og fremme Ruslands angrebskrig, opføres på sanktionslisten; opfordrer til, at potaske, som er regimets vigtigste indtægtskilde, opføres på sanktionslisten;
21. glæder sig meget over åbningen af Missionen for et Demokratisk Belarus i Bruxelles; opfordrer EU-institutionerne til at yde betydelig støtte, både finansiel og teknisk, til missionen og til at inddrage den i projekter med fokus på Belarus og dets civilsamfund;
22. opfordrer Kommissionen til at oprette en taskforce, der skal indlede en politisk dialog med repræsentanterne for Demokratisk Belarus med henblik på at arbejde på en omfattende tværsektoriel aftale, der vil danne grundlag for et samarbejde med et demokratisk Belarus, når det nuværende regime ikke længere er ved magten; gentager, at dette bør kombineres med en plan for finansielle og administrative ressourcer, der skal gennemføres med henblik på at gennemføre og finansiere de nødvendige reformer i landet, når det er muligt (en Marshallplan for Belarus);
23. opfordrer til institutionalisering af Demokratisk Belarus' deltagelse i Det Østlige Partnerskab og til støtte til den nyoprettede Mission for et Demokratisk Belarus i Bruxelles; opfordrer til, at repræsentanter for det belarusiske folk indbydes til det næste topmøde i Det Europæiske Politiske Fællesskab; opfordrer til, at der udnævnes en EU-udsending for Demokratisk Belarus;
24. støtter fejringen af den 25. marts, som var årsdagen for proklamationen af Belarus' uafhængighed i 1918, som den internationale dag for solidaritet med Demokratisk Belarus;
25. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, G20, Det Forenede nationer, Den Internationale Arbejdsorganisation, Det Internationale Røde Kors, Republikken Belarus, Den Russiske Føderation og repræsentanterne for de belarusiske demokratiske kræfter;