Forslag til beslutning - B9-0445/2023Forslag til beslutning
B9-0445/2023

FORSLAG TIL BESLUTNING om Hamas' foragtelige terrorangreb mod Israel, Israels ret til i overensstemmelse med den humanitære ret og folkeretten at forsvare sig samt den humanitære situation i Gaza

16.10.2023 - (2023/2899(RSP))

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2, første afsnit

Margarida Marques, Tonino Picula
for S&D-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0436/2023

Procedure : 2023/2899(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B9-0445/2023
Indgivne tekster :
B9-0445/2023
Forhandlinger :
Vedtagne tekster :

B9‑0445/2023

Europa-Parlamentets beslutning om Hamas' foragtelige terrorangreb mod Israel, Israels ret til i overensstemmelse med den humanitære ret og folkeretten at forsvare sig samt den humanitære situation i Gaza

(2023/2899(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sine tidligere beslutninger om den israelsk-palæstinensiske konflikt og fredsprocessen i Mellemøsten, navnlig beslutningen af 14. december 2022 om fremtidsudsigterne for tostatsløsningen for Israel og Palæstina[1],

 der henviser til erklæringerne af 7. og 10. oktober 2023 fra den højtstående repræsentant på vegne af Den Europæiske Union,

 der henviser til listen over personer, grupper og enheder, der er involveret i terrorhandlinger, og som er omfattet af Den Europæiske Unions restriktive foranstaltninger (terroristlisten),

 der henviser til den fælles erklæring af 9. oktober 2023 fra lederne fra Frankrig, Tyskland, Italien, Det Forenede Kongerige og Amerikas Forenede Stater;

 der henviser til FN's generalsekretærs erklæring af 10. oktober 2023,

 der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling,

 der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949,

 der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A. der henviser til, at Hamas og andre grupper den 7. oktober 2023 affyrede mere end 5 000 raketter ind i Israel fra Gazastriben og begik en række terrorangreb på israelsk territorium, dræbte hundredvis af civile, voldtog og torturerede uskyldige mennesker og bortførte mere end 100 israelske og udenlandske borgere, herunder europæere, som blev ført til Gaza; der henviser til, at den 7. oktober 2023 var den mest dødbringende dag for jøder siden holocaust; der henviser til, at Hamas og andre grupper fortsat går målrettet efter civile områder i Israel, bruger civile som menneskelige skjolde og forsøger at forhindre evakuering af civile fra konfliktområder i Gazastriben;

B. der henviser til, at Israels forsvarsminister den 9. oktober 2023 bebudede en fuldstændig belejring af Gazastriben, herunder afbrydelse af forsyningen af elektricitet, fødevarer og vand til området; der henviser til, at den israelske regering har indkaldt 360 000 reservister, hvilket er den største mobilisering i landet siden Yom Kippur-krigen i 1973; der henviser til, at de israelske forsvarsstyrker den 13. oktober opfordrede til evakuering af omkring 1,1 million palæstinensere, der bor i Gaza by og i den nordlige del af Gazastriben, til den sydlige del af området;

C. der henviser til, at over 1 300 israelere ifølge de israelske myndigheder var blevet dræbt, og omkring 4 000 såret, pr. 16. oktober 2023 i forbindelse med terrorangrebene begået af Hamas og andre grupper, der henviser til, at mere end 2 700 palæstinensere er blevet dræbt, og omkring 9 500 såret, under de israelske militæroperationer i Gazastriben, Vestbredden og Østjerusalem ifølge lokale palæstinensiske myndigheder; der henviser til, at mere end 20 000 israelere er blevet evakueret i det nordlige og sydlige Israel, mens FN anslår, at omkring 1 million palæstinensere er blevet fordrevet i Gazastriben siden den 7. oktober 2023;

D. der henviser til, at Den Europæiske Union og Parlamentet er stærkt engageret i Staten Israels sikkerhed; der henviser til, at både israelere og palæstinensere har ret til at leve i sikkerhed i deres egen stat;

E. der henviser til, at Hamas er opført på Den Europæiske Unions liste som en terrorgruppe;

F. der henviser til, at lokalbefolkningen i Gazastriben har stået over for en stadig forværret humanitær krise siden 2007 på grund af Hamas' de facto-regime og den israelske blokade af området;

G. der henviser til, at kommissær Olivér Várhelyi den 9. oktober 2023 udsendte meddelelser på de sociale medier om EU-finansiering til palæstinensere; der henviser til, at Kommissionen modsagde disse meddelelser i en officiel pressemeddelelse samme dag;

H. der henviser til, at Den Europæiske Union og Parlamentet gentagne gange har bekræftet deres støtte til tostatsløsningen på den israelsk-palæstinensiske konflikt med to suveræne og demokratiske stater, der lever side om side i fred og sikkerhed langs grænserne fra 1967 og med Jerusalem som hovedstad for begge stater;

I. der henviser til, at der uden øjeblikkelig nedtrapning er en høj risiko for, at volden spreder sig til hele Mellemøsten;

J. der henviser til, at Det Europæiske Råd den 15. oktober vedtog en erklæring, der fastlægger EU's fælles holdning til udviklingen i Mellemøsten;

K. der henviser til, at Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik udformer og gennemfører EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, leder Rådet for Udenrigsanliggender og sikrer sammenhæng i EU's optræden udadtil;

1. fordømmer på det kraftigste det foragtelige terrorangreb, som Hamas' og andre grupper gennemførte mod Israel fra Gazastriben, og bortførelsen af israelske og udenlandske civile, herunder europæere; udtrykker sin stærke solidaritet med Israel, med dem, der er bortført af Hamas og andre grupper, og med deres familier og udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier;

2. opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile, ophør af vold, nedtrapning og fuld overholdelse af den humanitære folkeret; understreger, at angreb på civile og civil infrastruktur er en alvorlig krænkelse af folkeretten;

3. opfordrer Hamas og andre grupper til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle israelske og udenlandske borgere, som de holder som gidsler i Gazastriben, navnlig børn, ældre og syge, og til at give øjeblikkelig adgang til passende lægebehandling for alle gidsler, der har behov for en sådan pleje; opfordrer Hamas og disse andre grupper til øjeblikkeligt at indstille affyringen af raketter ind i Israel og til øjeblikkeligt at standse alle andre terrorhandlinger mod Israel; fordømmer på det kraftigste enhver anvendelse af gidsler som menneskelige skjolde, hvilket er en alvorlig krænkelse af folkeretten; opfordrer det internationale samfund og Den Europæiske Union til at mobilisere al mulig diplomatisk og anden støtte for at opnå øjeblikkelig løsladelse af gidsler;

4. opfordrer til en fornyet og øget international indsats med henblik på at neutralisere og afvæbne de terrorgrupper, der dominerer Gazastriben, og sætte en stopper for deres smugling og fremstilling af raketter og våben og for opførelse af tunneller fra dette område til Israel og Egypten;

5. minder om, at Israel har ret til at forsvare sig inden for rammerne af folkeretten; opfordrer Israel til at afstå fra enhver handling, der ville udgøre et vilkårligt angreb på eller en kollektiv afstraffelse af befolkningen i Gazastriben, hvilket ville være i alvorlig strid med den humanitære folkeret; minder om, at en fuldstændig belejring af et område, der bringer civile menneskers liv i fare ved at fratage dem varer, som er afgørende for deres overlevelse, er forbudt i henhold til den humanitære folkeret;

6. opfordrer til, at der åbnes kanaler for humanitær bistand til civile i Gazastriben, og at disse holdes permanent åbne; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at fortsætte og øge sin humanitære bistand til civilbefolkningen i området; gentager, at EU fortsat skal yde humanitær bistand til dem; opfordrer indtrængende Egypten og Israel til at samarbejde med det internationale samfund om at skabe humanitære korridorer til Gazastriben; opfordrer på ny til at hæve blokaden af Gazastriben; fordømmer drabene på humanitære hjælpearbejdere og journalister i Gazastriben og er dybt bekymret over deres situation;

7. fordømmer raketangrebene fra Libanon og Syrien mod Israel; opfordrer Hizbollah og palæstinensiske militante grupper i disse lande til at afholde sig fra enhver angrebshandling mod Israel; opfordrer endvidere til en nedtrapning af spændingerne i Østjerusalem og på Vestbredden;

8. opfordrer til, at de ansvarlige for terrorhandlinger og krænkelser af folkeretten drages til ansvar;

9. fordømmer enhver påstået involvering af tredjelande eller parter til støtte for terrorhandlinger mod Israel og opfordrer til, at enhver støtte til terrororganisationer øjeblikkeligt bringes til ophør; opfordrer til, at EU indfører sanktioner mod ethvert tredjeland eller enhver tredjepart, der bevisligt har fremmet Hamas' og andre gruppers terrorangreb mod Israel; fordømmer de erklæringer, som det iranske regime fremsatte i kølvandet på disse terrorangreb;

10. tager afstand fra Ruslands blokering af FN's Sikkerhedsråds fælles erklæring, der fordømmer Hamas' og andre gruppers terrorangreb;

11. advarer mod risikoen for en eskalering af konflikten i det bredere Mellemøsten; opfordrer alle stater og andre aktører i regionen til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og arbejde hen imod en våbenhvile;

12. opfordrer Kommissionen til fortsat at yde EU-finansiering til Den Palæstinensiske Myndighed og til at præcisere sine foranstaltninger og nylige meddelelse i denne henseende; minder om, at Kommissionen har indført stærke sikkerhedsforanstaltninger for at sikre en korrekt anvendelse af disse midler; minder om, at EU's humanitære bistand til civilbefolkningen i Gazastriben er en afgørende livline for mange af de mest sårbare palæstinensere og er baseret på de generelle principper om humanitær bistands medmenneskelighed, upartiskhed, uafhængighed og neutralitet;

13. understreger, at manglen på en troværdig fredsproces, der har til formål at opnå håndgribelige resultater, som fører til en forhandlet tostatsløsning, kun kan føre til tilbagevendende bølger af vold mellem israelere og palæstinensere; understreger igen, at det er vigtigt at arbejde hen imod en retfærdig og varig fred mellem de to sider, der fører til to suveræne og demokratiske stater, som lever side om side i fred og sikkerhed langs grænserne fra 1967 og med Jerusalem som hovedstad for begge stater; gentager sin opfordring til, at besættelsen af de palæstinensiske områder bringes til ophør, og at der oprettes en palæstinensisk stat; minder om, at de israelske bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden er ulovlige i henhold til folkeretten;

14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU's særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten, De Forenede Nationers generalsekretær, Knesset og Israels regering, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd og Den Palæstinensiske Myndighed og Egyptens parlament og regering.

 

Seneste opdatering: 18. oktober 2023
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik