FORSLAG TIL BESLUTNING om den fortsatte undertrykkelse af de demokratiske kræfter i Venezuela: angrebene på præsidentkandidaten Maria Corina Machado
5.2.2024 - (2024/2549(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2, første afsnit
Javi López
for S&D-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0097/2024
B9‑0100/2024
Europa-Parlamentets beslutning om den fortsatte undertrykkelse af de demokratiske kræfter i Venezuela: angrebene på præsidentkandidaten Maria Corina Machado
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Venezuela,
– der henviser til den endelige rapport af 21. november 2021 fra EU's valgobservationsmission til Venezuela om regional- og kommunalvalget,
– der henviser til redegørelsen af 29. januar 2024 fra talsmanden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om udelukkelsen af oppositionspolitikere i Venezuela,
– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,
A. der henviser til, at det kommende valg i Venezuela bør udgøre et vendepunkt i retning af en overgang til demokrati;
B. der henviser til, at landet oplever fortsat institutionel, økonomisk og politisk ustabilitet; der henviser til, at mere end syv millioner mennesker har forladt Venezuela for at søge beskyttelse og et bedre liv;
C. der henviser til, at der har været systematiske begrænsninger af den offentlige information, menings- og ytringsfriheden og retten til at deltage i fredelige forsamlinger, navnlig for systemkritikere, fagforeningsfolk, menneskerettighedsforkæmpere og de mest sårbare medlemmer af samfundet;
D. der henviser til, at Venezuelas rigsrevisor den 30. juni 2023 meddelte, at oppositionslederen María Corina Machado var blevet forhindret i at udøve offentlige hverv i 15 år;
E. der henviser til, at María Corina Machado i oktober 2023 formelt blev erklæret for vinder af den venezuelanske oppositions primærvalg i weekenden forud for præsidentvalget, hvilket gjorde hende til oppositionens fælles kandidat til præsidentvalget i 2024;
F. der henviser til, at Maduros regering og oppositionen i oktober 2023 indgik en aftale i Barbados, hvori de blev enige om, at der ville blive afholdt frie og retfærdige præsidentvalg i anden halvdel af 2024;
G. der henviser til, at det amerikanske finansministerium i lyset af denne vigtige udvikling udstedte en tilladelse til midlertidigt at tillade transaktioner, der involverer Venezuelas olie- og gassektor; der henviser til, at dette var betinget af opfyldelsen af de forpligtelser, der blev indgået i Barbados, herunder ophævelse af de forbud, der blev pålagt María Corina Machado og en række andre oppositionskandidater;
H. der henviser til, at Venezuelas højesteret den 26. januar 2024 stadfæstede det 15-årige forbud mod, at María Corina Machado stiller op til offentlige embeder, hvilket forhindrer hende i at udøve sine centrale politiske rettigheder og undergraver demokratiet og retsstatsprincippet;
I. der henviser til, at USA som følge heraf har truet med at genindføre sanktioner mod Venezuelas oliesektor;
1. opfordrer til at gennemføre Barbados-aftalen fuldt ud og fortsætte en inklusiv dialogproces, der kan føre til retfærdige og konkurrenceprægede valg i 2024;
2. glæder sig over, at parterne i den venezuelansk ledede forhandlingsproces har besluttet at forblive ved forhandlingsbordet;
3. fordømmer de administrative afgørelser, der har til formål at forhindre medlemmer af oppositionen i at udøve deres centrale politiske rettigheder;
4. bekræfter på ny sit tilsagn om fuld respekt for det venezuelanske folks grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet; opfordrer de venezuelanske myndigheder til at fremme reformer for at tilpasse lovgivningen til internationale standarder med henblik på at styrke foreningsfriheden gennem et miljø, der fremmer borgerforeningers deltagelse i det offentlige liv;
5. opfordrer de venezuelanske myndigheder til at indlede en inklusiv og effektiv national dialog;
6. opfordrer indtrængende de venezuelanske myndigheder til at sikre betingelserne for afholdelse af retfærdige, frie, inklusive og gennemsigtige valg i overensstemmelse med internationale standarder; opfordrer myndighederne til at respektere venezuelanernes beslutninger, når de vælger deres repræsentanter;
7. opfordrer de venezuelanske myndigheder til at gennemføre henstillingerne fra EU's valgobservationsmission i 2021 med henblik på at forbedre de fremtidige valgprocesser, navnlig henstillingen, der opfordrer til at afskaffe rigsrevisorens beføjelse til at fratage borgerne deres grundlæggende ret til at stille op til valg ved hjælp af en administrativ procedure og uden rettidig underretning, hvilket har en negativ indvirkning på retten til et forsvar;
8. opfordrer de venezuelanske myndigheder til at sende en officiel indbydelse til internationale observatører, herunder EU, til at observere det kommende præsidentvalg, således som det er fastsat i Barbados-aftalen;
9. er bekymret over den mulige anvendelse af de retlige rammer til at begrænse forsvaret af menneskerettighederne og foreningsfriheden og er navnlig bekymret over lovforslaget om kontrol, regularisering, drift og finansiering af ikkestatslige og tilknyttede organisationer;
10. opfordrer EU-Udenrigstjenesten, medlemsstaterne og EU's delegation i Venezuela til fortsat at prioritere fremme af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet og til at yde logistisk, finansiel og teknologisk støtte til menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Venezuelas præsident, Venezuelas nationalforsamling og Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling.