Forslag til beslutning - B9-0127/2024Forslag til beslutning
B9-0127/2024

FORSLAG TIL BESLUTNING om Russiagate: beskyldninger om russisk indblanding i Den Europæiske Unions demokratiske processer

5.2.2024 - (2024/2548(RSP))

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2

Nathalie Loiseau, Petras Auštrevičius, Malik Azmani, José Ramón Bauzá Díaz, Jordi Cañas, Olivier Chastel, Katalin Cseh, Claudia Gamon, Vlad Gheorghe, Ilhan Kyuchyuk, Karin Karlsbro, Karen Melchior, Javier Nart, Maite Pagazaurtundúa, María Soraya Rodríguez Ramos, Ramona Strugariu, Dragoş Tudorache, Hilde Vautmans, Adrián Vázquez Lázara
for Renew-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0124/2024

Procedure : 2024/2548(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B9-0127/2024
Indgivne tekster :
B9-0127/2024
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B9‑0127/2024

Europa-Parlamentets beslutning om Russiagate: beskyldninger om russisk indblanding i Den Europæiske Unions demokratiske processer

(2024/2548(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til sin beslutning af 13. juli 2023 om henstillinger om reform af Europa-Parlamentets regler om gennemsigtighed, integritet, ansvarlighed og bekæmpelse af korruption[1],

 der henviser til sin beslutning af 1. juni 2023 om udenlandsk indblanding, herunder spredning af desinformation, i alle demokratiske processer i Den Europæiske Union[2],

 der henviser til sin beslutning af 9. marts 2022 om udenlandsk indblanding, herunder spredning af desinformation, i alle demokratiske processer i Den Europæiske Union[3],

 der henviser til sine tidligere beslutninger om forbindelserne mellem EU og Rusland, navnlig beslutning af 23. november 2022 om anerkendelse af Den Russiske Føderation som statssponsor for terrorisme[4],

 der henviser til sin beslutning af 1. marts 2022 om Ruslands aggression mod Ukraine[5],

 der henviser til sin forretningsorden og adfærdskodeksen for Europa-Parlamentets medlemmer,

 der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A. der henviser til, at der er beviser på russisk indblanding og manipulation i mange vestlige liberale demokratier samt på Ruslands praktiske støtte til ekstremistiske kræfter og radikalt indstillede enheder med henblik på at fremme destabilisering af Unionen;

B. der henviser til, at Rusland søger at etablere kontakter med parter, personer og bevægelser for at benytte sig af aktører i Unionens institutioner til at legitimere russiske holdninger og stedfortræderregeringer og til at presse på for at få lempet sanktionerne og mindske konsekvenserne af landets internationale isolation;

C. der henviser til et grundigt efterforskningsarbejde udført af russiske, lettiske, estiske og svenske medier, som blev offentliggjort den 29. januar 2024, hvori det rapporteres, at et lettisk medlem af Europa-Parlamentet, der er løsgænger, muligvis har ydet vidtrækkende bistand til russiske efterretningstjenester som minimum fra 2004 til 2017;

D. der henviser til, at denne bistand blev beskrevet som omfattende politisk fortalervirksomhed på vegne af Den Russiske Føderation gennem tilrettelæggelse af arrangementer samt levering af oplysninger om Parlamentets interne funktionsmåde; der henviser til, at undersøgelsesrapporten antyder, at det pågældende medlem mindst én gang har anmodet sine modparter om betaling til dækning af udgifter i forbindelse med leverede tjenester;

E. der henviser til, at disse påstande blandt andet bygger på, hvad der beskrives som lækkede e-mailudvekslinger mellem det pågældende medlem og to sagsbehandlere i Den Russiske Føderations føderale sikkerhedstjenestes (FSB's) femte tjenestegren fra den 3. oktober 2005 og frem;

F. der henviser til, at det pågældende medlem gentagne gange har givet udtryk for synspunkter, der kan betragtes som prorussiske, herunder modstand mod Letlands eksistens som et suverænt land og afvisning af at fordømme Ruslands invasion af Ukraine; der henviser til, at medlemmet desuden er kendt for at begive sig ud i stærkt problematisk politisk adfærd, blandt andet gennem sin deltagelse i et valgobservationsbesøg på det russiskbesatte Krim i 2014 og et besøg hos den syriske diktator Bashar al-Assad i 2016; der henviser til, at medlemmet med fuldt overlæg gav indtryk af, at disse rejser blev foretaget på vegne af Europa-Parlamentet eller EU;

G. der henviser til, at det pågældende medlem har tætte forbindelser med medlemmer af det catalanske uafhængighedsparti ERC, herunder dets formand;

H. der henviser til, at repræsentanter for en gruppe catalanske separatister i Spanien, som har forbindelser til personer tæt på Kreml – herunder det pågældende medlem af Europa-Parlamentet – kræver, at den spanske premierminister, Pedro Sánchez, giver dem amnesti for deres påståede forbrydelser;

I. der henviser til, at nylige undersøgelser tyder på, at et nuværende catalansk medlem af Europa-Parlamentet havde tætte personlige forbindelser med Rusland og gav sig af med handlinger, som havde til formål at opbygge politisk og økonomisk indflydelse med henblik på at destabilisere demokratiet i Den Europæiske Union;

J. der henviser til, at det pågældende medlem ikke er det eneste medlem af Europa-Parlamentet, der har deltaget i aktiviteter, som indbefatter deltagelse i falske valgobservationsmissioner i forskellige lande, og har skabt forveksling med Europa-Parlamentets officielle missioner; der henviser til, at flere medlemmer blev pålagt sanktioner for denne overtrædelse under den procedure, der blev iværksat af Gruppen for Demokratistøtte og Valgkoordinering; der henviser til, at disse besøg systematisk fandt sted i Rusland og lande, der er allieret med Rusland;

K. der henviser til, at det pågældende medlem blev ekskluderet af sin politiske gruppe og nu er løsgænger; der henviser til, at det pågældende medlem indhentede støtte fra visse andre medlemmer, hvis offentlige holdninger til internationale spørgsmål svarer til hendes egne; der henviser til, at andre medlemmer f.eks. ved flere lejligheder er rejst til Litauen lige som det pågældende medlem for at demonstrere til fordel for Algirdas Paleckis, en tidligere diplomat og politiker, der er dømt for spionage for Rusland;

L. der henviser til, at Europa-Parlamentets formand i kølvandet på afsløringerne straks meddelte, at der ville blive indledt en intern undersøgelse, og at sagen ville blive overdraget til Det Rådgivende Udvalg om Adfærdskodeksen; der henviser til, at den lettiske sikkerhedstjeneste har meddelt, at den vil undersøge påstandene;

M. der henviser til, at Ruslands regerende parti, Edinaja Rossija (Forenet Rusland), i 2016 underskrev en samarbejdsaftale med det østrigske højreekstremistiske Frihedspartiet (FPÖ), hvori der opfordres til øget samarbejde mellem de to partier og stærkere politiske og økonomiske bånd mellem Wien og Moskva; der henviser til, at denne aftale blev underskrevet i tilstedeværelse af et medlem af Europa-Parlamentet fra FPÖ, der siden gentagne gange har opfordret til lempelse af EU's sanktioner mod Rusland og har udbredt desinformation til fordel for Kreml;

N. der henviser til, at nogle medlemmer i en årrække har rekrutteret og ansat russiske statsborgere som praktikanter, akkrediterede parlamentariske assistenter (APA'er) og grupperådgivere og ikke er ophørt hermed, selv efter påbegyndelsen af Ruslands angrebskrig mod Ukraine;

O. der henviser til, at Parlamentets Særlige Udvalg om Udenlandsk Indblanding, herunder Spredning af Desinformation, i alle Demokratiske Processer i Den Europæiske Union (INGE) i detaljer har blotlagt de russiskledede bestræbelser og operationer med henblik på at infiltrere, påvirke og blande sig i de europæiske demokratier og EU-institutionerne;

P. der henviser til, at nogle politiske grupper forgæves forsøgte at nægte den seneste forlængelse af det særlige ING2-udvalgs mandat til at tage sig af alle former for korruption og udenlandsk indblanding i Europa-Parlamentet, og i stedet slog til lyd for et undersøgelsesudvalg udelukkende med fokus på Qatargate;

Q. der henviser til, at Den Russiske Føderation længe har givet sig af med en hybridkrig mod EU og dets medlemsstater og har anvendt en bred vifte af forskellige metoder til indblanding, som er forankret i en større strategi med henblik på at undergrave den korrekte funktion af Europas demokratiske processer; der henviser til, at disse metoder omfatter, men ikke er begrænset til, cyberangreb, bl.a. mod Europa-Parlamentet, "elite capture" (rekruttering af personer i samfundseliten) af europæiske beslutningstagere, indblanding i valg, herunder ved brug af udenlandsk informationsmanipulation og indblanding; der henviser til, at denne hybridkrig var forløberen for og stadig understøtter Ruslands ulovlige angrebskrig i Ukraine;

R. der henviser til, at Rusland har ydet praktisk støtte til ekstremistiske kræfter og radikalt indstillede enheder med henblik på at destabilisere EU og dets medlemsstater; der henviser til, at Rusland har etableret kontakter med parter, personer og bevægelser for at benytte sig af aktører i Unionens institutioner til at legitimere russiske holdninger, støtte uafhængighedsbevægelser og stedfortræderregeringer og til at presse på for at få lempet sanktionerne og mindske konsekvenserne af landets internationale isolation;

S. der henviser til, at Parlamentet efter Qatargate-afsløringerne i september 2023 ajourførte og i betydelig grad styrkede sin interne integritetsramme, bl.a. gennem en dybtgående revidering af sin forretningsorden, adfærdskodeksen for medlemmer af Europa-Parlamentet og de relevante afgørelser fra Præsidiet;

1. er forfærdet over og udtrykker alvorlig bekymring over påstandene om spionage, der involverer en løsgænger i Parlamentet; fordømmer på det kraftigste Ruslands angivelige forsøg på at påvirke medlemmer, hvilket udgør alvorlig udenlandsk indblanding i EU's demokratiske processer;

2. understreger, at det pågældende medlem af Europa-Parlamentet er blevet ekskluderet af sin politiske gruppe på grund af sine holdninger til Rusland og Ukraine og nu er løsgænger; understreger, at hendes holdninger ikke repræsenterer holdningen blandt langt størstedelen af Europa-Parlamentets medlemmer, som i overvældende grad fordømmer Ruslands ulovlige invasion af Ukraine, dets anvendelse af hybrid krigsførelse mod europæisk demokrati og andre aggressive og antidemokratiske politikvalg i de senere år; bemærker ikke desto mindre, at et lille antal MEP'er har deltaget i handlinger sammen med det pågældende medlem, hvor de har givet udtryk for lignende synspunkter og åbenlyst har stillet sig på Ruslands side;

3. giver tilsagn om at yde sin fulde støtte til og samarbejde med de lettiske myndigheder i deres undersøgelse af det pågældende medlems adfærd; opfordrer de kompetente belgiske myndigheder til at undersøge, om det pågældende medlem kan retsforfølges i henhold til belgisk strafferet, og er fortsat rede til at yde sin fulde støtte og samarbejde i den forbindelse;

4. glæder sig over, at sagen om det pågældende medlem er overdraget til Det Rådgivende Udvalg om Adfærdskodeksen; forpligter sig til at håndhæve sin gældende interne sanktionsramme fuldt ud; bemærker, at de påståede forhold ligger forud for den nylige vedtagelse af reformen af Parlamentets integritetsramme; mener, at regler ikke i sig selv ville have forhindret medlemmets påståede forkastelige adfærd; er ikke desto mindre stadig parat til yderligere at evaluere og finjustere funktionsmåden af og sanktioneringen inden for Parlamentets integritetsramme, som blev styrket i kølvandet på Qatargate;

5. mener, at beskyldningerne mod det pågældende medlem understreger, at der er behov for en styrket sikkerhedskultur i Europa-Parlamentet; gentager derfor opfordringen til fuld gennemførelse af henstillingerne i sin beslutning af 13. juli 2023 om henstillinger til reform af Europa-Parlamentets regler om gennemsigtighed, integritet, ansvarlighed og bekæmpelse af korruption[6], herunder obligatorisk sikkerhedsuddannelse for MEP'er og medarbejdere og en tilstrækkelig sikkerhedsgodkendelse og styrket screening af medarbejdere, navnlig dem, der deltager i møder for lukkede døre;

6. giver udtryk for dyb bekymring over de forbindelser, som det pågældende medlem kan have haft med andre MEP'er, og fordømmer på det kraftigste alle internt koordinerede forsøg på at fremme Kremls politiske dagsorden i Parlamentet; pålægger sine tjenestegrene at undersøge, om disse medlemmers adfærd kan medføre sanktioner i henhold til Parlamentets adfærdskodeks;

7. opfordrer til, at sagerne om de pågældende catalanske MEP'er overdrages til Det Rådgivende Udvalg om Adfærdskodeksen; opfordrer Spanien til effektivt at undersøge forbindelserne mellem de MEP'er, der sættes i forbindelse med Kreml, og Ruslands forsøg på destabilisering og indblanding i Den Europæiske Union og dens medlemsstater; opfordrer også til fuldstændig gennemførelse af relevant lovgivning vedrørende ulovlige forbindelser med tredjelandes regeringer;

8. minder om, at udenlandsk indblanding er en systemisk trussel, der skal bekæmpes med alle midler; minder endvidere om, at selv om Rusland fortsat er hovedkilden til udenlandsk indblanding og desinformation i Den Europæiske Union, har andre lande også gennemført sådanne kampagner; understreger, at EU's reaktion på disse trusler kun kan være effektiv, hvis den er baseret på en tværgående, holistisk og langsigtet politisk tilgang, der gennemføres af både EU og dets medlemsstater i fællesskab; er fortsat fast besluttet på at gå videre med sine bestræbelser på at bekæmpe udenlandsk indblanding i EU i de kommende år, blandt andet ved hjælp af et særligt parlamentarisk organ; understreger, at årvågenhed og beskyttelse mod udenlandsk indblanding er særligt nødvendig op til valget til Europa-Parlamentet i år;

9. fordømmer på det kraftigste Den Russiske Føderations vedvarende forsøg på at undergrave de europæiske demokratiske processers funktion og understreger, at disse taktikker skal have konsekvenser; gentager sin opfordring til medlemsstaterne om yderligere at udvikle og finjustere de sanktionspakker, der er vedtaget over for Den Russiske Føderation, og til at lukke smuthuller i håndhævelsen af de gældende restriktive foranstaltninger;

10. understreger alvoren af Ruslands forbindelser med partier og politikere i Unionen og dets omfattende indblanding i separatistbevægelser på europæisk territorium, f.eks. i Catalonien;

11. anfører, at de tætte og regelmæssige kontakter mellem russiske embedsmænd og repræsentanter for en gruppe catalanske separatister i Spanien er et led i Ruslands bredere strategi med at benytte enhver mulighed for at manipulere politisk praksis i Europa for at fremme dets destabilisering;

12. giver udtryk for EU-institutionernes og medlemsstaternes faste tilsagn om at foretage grundige undersøgelser af forbindelserne mellem europæiske politikere og Kreml samt af Ruslands bestræbelser på at forstyrre, påvirke og gribe ind i Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters anliggender;

13. understreger, at Den Russiske Føderations hybride taktikker ikke på nogen måde fremmer Ruslands politiske dagsorden inden for EU, men derimod skaber yderligere momentum for EU's urokkelige støtte til Ukraine i dets forsvar mod den ulovlige besættelsesmagt;

14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

 

Seneste opdatering: 6. februar 2024
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik