Forslag til beslutning - B9-0134/2024Forslag til beslutning
B9-0134/2024

FORSLAG TIL BESLUTNING om situationen i Serbien efter valget

5.2.2024 - (2024/2521(RSP))

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 132, stk. 2, første afsnit

Anna Fotyga, Angel Dzhambazki, Assita Kanko, Joachim Stanisław Brudziński, Witold Jan Waszczykowski, Waldemar Tomaszewski, Adam Bielan, Andżelika Anna Możdżanowska
for ECR-Gruppen

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B9-0106/2024

Procedure : 2024/2521(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B9-0134/2024
Indgivne tekster :
B9-0134/2024
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B9‑0134/2024

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Serbien efter valget

(2024/2521(RSP))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Serbien på den anden side[1], som trådte i kraft 1. september 2013,

 der henviser til Serbiens ansøgning om medlemskab af EU af 19. december 2009,

 der henviser til sine tidligere beslutninger om Serbien og Kosovo, især beslutning af 10. maj 2023 om Kommissionens 2022-rapport om Serbien[2] og af 10. maj 2023 om Kommissionens 2022-rapport om Kosovo[3],

 der henviser til den første aftale af 19. april 2013 om principperne for en normalisering af forholdet mellem regeringerne i Serbien og Kosovo, til aftalerne af 25. august 2015 og til den igangværende EU-støttede dialog med henblik på en normalisering af forholdet,

 der henviser til sin medstøttede parlamentariske dialogproces i Serbien,

 der henviser til erklæringen og henstillingerne fra det 14. møde i Stabiliserings- og Associeringsudvalget EU-Serbien den 23.-24. november 2022,

 der henviser til sin beslutning af 23. november 2022 om anerkendelse af Den Russiske Føderation som statssponsor for terrorisme[4],

 der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 2. marts 2022 om angrebskrigen mod Ukraine,

 der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A. der henviser til, at den serbiske valgkommission erklærede det Progressive Parti (Srpska napredna stranka, SNS), ledet af Aleksandar Vučić, for vinder af parlaments- og lokalvalgene den 17. december 2023;

B. der henviser til, at oppositionspartierne har anklaget præsident Vučić for valgsvindel, navnlig i hovedstaden Beograd; der henviser til, at den statslige valgkommission har afvist oppositionens anklager; der henviser til, at forfatningsdomstolen endnu ikke har truffet afgørelse i spørgsmålet;

C. der henviser til, at valget i Serbien den 17. december 2023 ifølge en erklæring fra Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE/ODIHR), endskønt det i teknisk henseende var velgennemført og gav vælgerne et valg mellem politiske alternativer, var domineret af præsidenten i afgørende grad, hvilket sammen med regeringspartis systemiske fordele skabte uretfærdige betingelser; der henviser til, at ODIHR's endelige rapport endnu ikke foreligger; der henviser til, at internationale observatører rapporterede om betydelige uregelmæssigheder ved valget og anførte, at SNS havde opnået en urimelig fordel gennem partisk mediedækning, utilbørlige indflydelse fra præsident Aleksandar Vučićs side og uregelmæssigheder i forbindelse med stemmeafgivelse såsom "køb af stemmer" og valgsvindel, og fandt, at valget generelt havde fundet sted under "uretfærdige betingelser", og har opfordret til en undersøgelse ud fra disse konklusioner; der henviser til, at de serbiske myndigheder afviser, at der var uregelmæssigheder;

D. der henviser til, at den indenlandske forargelse over valget skærpedes efter gennembankningen og hospitalsindlæggelsen af oppositionslederen Nikola Sandulović, tilsyneladende begået af statslige sikkerhedsfolk;

E. der henviser til, at tusindvis af mennesker har demonstreret fredeligt i Beograd for at kræve valget annulleret og afholdelse af nyt valg;

F. der henviser til, at næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik Josep Borrell og kommissær med ansvar for naboskabspolitik og udvidelse, Olivér Várhelyi, i deres erklæring af 19. december 2023 tog ODIHR's første konklusioner til efterretning og konkluderede med bekymring, at valgprocessen krævede håndgribelige forbedringer og yderligere reformer;

G. der henviser til, at retsstatsprincippet og opbygningen af velfungerende demokratiske institutioner fortsat udgør centrale spørgsmål i Serbiens EU-tiltrædelsesproces;

H. der henviser til, at det klart fremgår af den reviderede udvidelsesmetode, at fremskridt med hensyn til de grundlæggende elementer er afgørende for forhandlingstempoet;

I. der henviser til, at det forventes, at der følges op på alle troværdige forlydender om uregelmæssigheder på gennemskuelig vis af de relevante myndigheder og internationale observatører, og at dette også omfatter påstande vedrørende lokalvalget i Beograd og andre kommuner;

J. der henviser til, at Kreml har fordømt protestdemonstrationerne mod valgsvindlen i Serbien som vestlige forsøg på at vælte regeringen og organisere endnu et "Maidan-kup";

K. der henviser til, at beskyttelsen af mindretals rettigheder er en vigtig søjle i EU's udvidelsespolitik;

L. der henviser til, at EU vedtog en række sanktioner mod Rusland og Belarus i marts 2014, som blev yderligere skærpet efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022; der henviser til, at et flertal af medlemsstaterne også kriminaliserer overtrædelse af EU's sanktioner; der henviser til, at Serbien i øjeblikket samarbejder med EU om at forhindre omgåelse af EU's restriktive foranstaltninger, men at landet endnu ikke har bragt sig i fuld overensstemmelse med EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP);

M. der henviser til, at de serbiske medier fortsat står over for vanskeligheder såsom truslen mod journalister som følge af politisk pres og straffrihed for forbrydelser begået mod dem; der henviser til, at aftalen om vejen mod normalisering mellem Kosovo og Serbien, der blev indgået den 18. marts 2023, indeholder specifikke forpligtelser, som begge parter skal opfylde, inden deres EU-tiltrædelsesproces kan fremskyndes;

N. der henviser til, at Serbiens fortsatte tætte politiske, økonomiske og endda militære forbindelser med Rusland rejser spørgsmål om Serbiens strategiske orientering; der henviser til, at Serbien ikke har indført økonomiske, finansielle, handelsmæssige eller energimæssige sanktioner mod Rusland for dets angreb på Ukraine; der henviser til, at Serbien fortsat drager fordel af handelsaftaler, investeringer, energikontrakter og andre forpligtelser med Moskva;

O. der henviser til, at Serbien har modtaget tusindvis af russiske indvandrere, hvoraf mange udtrykker stærke ukrainsk-, amerikansk- og EU-fjendtlige holdninger og støtter Serbiens småimperialistiske dagsorden på Balkan;

P. der henviser til, at Serbien fortsat køber en række våben fra Rusland og har styrket sine institutionelle og efterretningsmæssige forbindelser med Moskva ved at forsyne Kreml med efterretninger om NATO-styrker og amerikanske styrker i regionen; der henviser til, at landet bistår med at uddanne agenter og sabotører, forbereder sig på en bredere regional destabilisering og øger sin afhængighed af Rusland;

Q. der henviser til, at Moskva har hyret nogle få hundrede menige serbiske soldater til øjeblikkelig indsættelse i Ukraine; der henviser til, at der er ved at blive oprettet en "serbisk enhed" under den russiske 106. luftbårne garderdivision;

R. der henviser til, at serbiske efterretningsagenter gennemtævede Nikola Sandulović kort tid efter, at han havde udtrykt beklagelse over forbrydelser mod etniske albanere;

S. der henviser til, at retsvæsenets uafhængighed i Serbien fortsat er behæftet med betydelige mangler såsom fortsat politisk indflydelse på udnævnelser af dommere og eksternt pres på deres afgørelser;

1. forventer, at Serbien efter vedtagelsen af den endelige rapport fra OSCE/ODIHR hurtigt vil gennemføre rapportens henstillinger vedrørende fremtidige valg; understreger betydningen af at opretholde retten til fredelig demonstration, samtidig med at det understreges, at vold ikke er en løsning og er uacceptabel, og at politiets fremfærd derfor skal være forholdsmæssig og respektere de retsstatsmæssige principper for grundlæggende rettigheder;

2. forventer, at Serbien klart viser, at det er fast besluttet på at gå videre med tiltrædelsesprocessen ved at fremskynde arbejdet med at gennemføre EU-tiltrædelsesrelaterede reformer på alle områder og ved at realisere reelle og håndgribelige resultater, navnlig inden for retsstatsområdet og normaliseringen af forbindelserne med Kosovo gennem en hurtig gennemførelse af alle tilsagn under den EU-støttede dialog, herunder aftalen om vejen mod normalisering og gennemførelsesbilagene hertil;

3. gentager, at man fra EU's side forventer, at Serbien som højeste prioritet intensiverer sine bestræbelser på fuldt ud at tilpasse sig EU's FUSP-holdninger og restriktive foranstaltninger, navnlig dem, der er pålagt Den Russiske Føderation siden invasionen af Ukraine;

4. er såre bekymret over de voksende bånd mellem Serbien og Rusland og Serbiens stadig større afhængighed af russiske investeringer og handel;

5. opfordrer indtrængende Serbien til at gøre en yderligere indsats og udvise urokkeligt politisk engagement i bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet med henblik på at opnå konkrete resultater;

6. mener, at Serbien bør forbedre det generelle klima omkring ytringsfrihed og medieuafhængighed, og tilskynder landet til at skærpe sine bestræbelser på at sikre en gedigen gennemførelse af sin mediestrategihandlingsplan;

7. udtrykker bekymring over de hyppige møder på højt plan mellem serbiske ledere og russiske myndigheder, herunder i Rusland; minder de serbiske myndigheder om, at en uddybning af forbindelserne med Rusland er i strid med fælles europæiske interesser;

8. er navnlig rystet over Serbiens øgede samarbejde med Rusland inden for udveksling af militære aktiver og efterretninger og oprettelsen af et serbisk friskareenhed til indsættelse på russisk side i krigen i Ukraine;

9. fordømmer på det kraftigste de russiske forehavender i Serbien og på Vestbalkan generelt, som har til formål at undergrave EU's, NATO's og USA's troværdighed og udnytte lokale stemninger til yderligere at destabilisere regionen;

10. opfordrer til, at der hurtigst muligt foretages en efterforskning af efterretningsagenters angivelige bortførelse og tortur af den serbiske oppositionspolitiker Nikola Sandulović, og til at retsforfølge de personer, der beordrede og planlagde dette overgreb;

11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedsanliggender, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Serbiens og Kosovos præsidenter, regeringer og parlamenter.

 

 

Seneste opdatering: 7. februar 2024
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik