Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Fredag den 20. september 1996 - Strasbourg

3. Den fælles markedsordning for oksekød

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4‐0281/96) af Funk for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 om den fælles markedsordning for oksekød (KOM(96)0422 – C4‐0447/96‐96/0211(CNS)).

  Funk (PPE), ordfører. – (DE) Fru formand, hr. kommissær Fischler, kære kolleger, vi stemmer i dag om ændringen af den fælles markedsordning for oksekød. Rådet og Kommissionen foreslog uopsættelig forhandling den 4. og 5. september. Det forkastedes den gang af det korresponderende udvalg, fordi der ikke stod nogen dokumentation til vor rådighed. Rådet stillede på ny forslag om uopsættelig forhandling den 10. september. Mandag den 16. september stemte Landbrugsudvalget for uopsættelig forhandling. Men samtidig forkastede det uopsættelig forhandling, for så vidt angår ændringer af bestemmelserne om støtte til kulturplanter og agrarstrukturens effektivitet. Disse afgørelser blev den 17. september bekræftet af Parlamentet med stort flertal. Udvalg og Parlament forkaster Kommissionens forslag til finansiering af oksekødskrisen. I pressen har man kunnet læse, at heller ikke Rådet går ind for denne form for finansiering.

Den dramatiske krise på oksekødsmarkedet kræver ganske vist hurtig handling, men det må ikke ske på de kornavlende landmænds bekostning. Hr. kommissær, mere end halvdelen af dem, der opdrætter okser, avler samtidig korn. Det betyder jo intet andet end, at de ifølge Kommissionens agt selv skal betale for skaderne. I Kommissionens begrundelse står der, at nedgangen i forbruget af oksekød er på 20‐30 %. Dét er Kommissionens indrømmelse af skadens omfang. Dét behøver vi ikke at drøfte yderligere. På den baggrund skal vi udvikle nye strategier, hvilket slet ikke kan lade sig gøre uden, at forbrugernes tillid til oksekød genoprettes. BSE‐bekæmpelsesprogrammet skal gennemføres uden tøven. Gårsdagens beslutning er kontraproduktiv og bringer os ikke ét skridt videre.

(Bifald)

Indførelsen af et obligatorisk kvalitets‐ og oprindelsesmærkningssystem skal iværksættes omgående. Informations‐ og reklameforanstaltninger for BSE‐frit kød skal intensiveres. Mulighederne for markedsaflastning er ikke udtømt. Der skal endvidere tilbydes billigt kød til socialt ugunstigt stillede befolkningsgrupper. Vi har tidligere gjort gode erfaringer med smør. Der skal føres forhandlinger med de associerede central‐ og østeuropæiske lande, for dér har vi et kredsløb: Vi køber kalvene, som fedes op hos os, og kødet kommer tilbage til disse lande til en billig pris. Vi bliver nødt til at drøfte, om der ikke mod kompensation kan foretages visse ændringer. Vi kommer ikke uden om en kortsigtet forhøjelse af interventionsmængderne under hensyntagen til den forestående indbinding. Denne foranstaltning er imidlertid den dyreste form for markedsaflastning, fordi kødet senere ledes tilbage til markedet igen. Med henblik på en reduktion af disse store kødmængder har jeg med mine ændringsforslag forsøgt at skabe nye incitamenter til slagtning af lette dyr. Disse dyr modregnes i maksimalgrænsen. Jeg drager ikke ekstensiveringen i tvivl. Men jeg anser tre klasser for at være så godt som umulige at kontrollere demokratisk, og det gør endvidere landmændene forvirrede. De har, hr. kommissær, i et stort fagtidsskrift skrevet om et godt program i Østrig, en aktion gående ud på opfedning af sødmælkskalve. Vi har desværre ikke fundet denne gode ting i Deres forslag. Jeg vil gerne anmode Dem om og opfordre Dem til at tilbyde disse ting, hvis de er gode.

Landmændene står over for et sammenbrud af et marked, der tidligere har fungeret. Man skal ikke snakke politik med dem. Jeg anmoder Dem derfor om, hr. kommissær, sammen med Rådet og os at lede efter retfærdige løsninger til afhjælpning af krisen. Alle skal bidrage i forhold til andele til, at udbud og efterspørgsel igen kommer i balance. Som regel afvises Parlamentets forslag kort og godt af Kommissionen. Uanset hvilke forslag der er de bedste, har vi brug for en succes, hr. kommissær! Vi har brug for en succes under den nuværende krise! Jeg siger ikke, at jeg er den bedste; hvis De er den bedste, gratulerer jeg Dem med det, og så skal De lave forslag, men således, at vi får succes! Dét er vigtigt. De skadelidte landmænd, slagterierhvervet, de usikre forbrugere og de, der er beskæftiget i oksekødsbranchen, er alle ramt. Allerede i dag kan det ses, at det er politiske forsømmelser, ikke‐gennemførte kontrolforanstaltninger og tekniske fejlvurderinger, der er skyld i katastrofen på oksekødsmarkedet. Og det er landmændene, der for størstedelens vedkommende er ofre, ikke gerningsmænd. Det er afgørende og det skal der tages hensyn til i finansieringsforslagene. Jeg anmoder indtrængende Parlamentet om at stemme for mit forslag. Det, der skete i aftes i Storbritannien, er endnu et eksempel på, at vi absolut bør støtte betænkningen.

(Kraftigt bifald)

  McCartin (PPE), ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. – (EN) Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Funk for en betænkning, der er meget velforberedt, selvom den er udarbejdet med meget kort varsel. Det er en lettelse for landmændene i Unionen at vide, at der i Parlamentet sidder nogen, der taler deres sag og er velinformerede. Jeg vil også gerne takke kommissæren for den måde, han har ledt os gennem denne alvorlige krise på, og for den viden og kompetence, han har udvist.

Ubegrænsede anmodninger om kompensation til de europæiske landmænd er ikke realistiske i lyset af den nuværende stramme budgetsituation. Europa‐Kommissionen foreslår, at der i år og næste år anvendes i alt mere end ECU 3 mia. til støtte til oksekødsproducerende landmænd i denne krise. Vi må erkende, at landmændene kommer til at tabe yderligere ECU 3 mia. årligt. I det land, som jeg repræsenterer, nemlig Irland, kommer landmænd, der er yderst afhængige af oksekødet, til at miste mindst ECU 300 mio. mere i indtægt trods disse foranstaltninger. Så der er ingen mulighed for, at alle disse tab kan betales over det eksisterende budget i Unionen.

Det er lidt vanskeligt at præsentere og drøfte en foranstaltning her i Parlamentet uden at vide, hvad omkostningerne bliver og kunne skabe sig en eller anden idé om, hvor pengene skal komme fra. Det er et parlaments opgave at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer.

Det er Budgetudvalgets opfattelse, at disse foranstaltninger er positive, men at de skal finansieres over de ressourcer, der er til rådighed i det eksisterende budgetforslag. Efter at have set på bugetresultaterne for de seneste tre år og især i år, hvor vi allerede har ydet ECU 1, 6 mia. til krisen, og hvor Kommissionen stadig forventer, at der vil være yderligere ECU 460 mio. til rådighed ved årets slutning, mener jeg personligt, at der er ressourcer til rådighed inden for det eksisterende budget til at dække de ECU 1, 33 mia., som Kommissionen foreslår til denne foranstaltning, at det ikke er nødvendigt at skabe forvirring i alle de aftaler, der er indgået med andre sektorer under omorganiseringen af den fælles landbrugspolitik, og at pengene kan findes. Hvis ikke, mener vi, at der kan indføres et tillægsbudget ved årets slutning omfattende de ECU 1.000 mio., som Rådet fjernede, og at løsningen i det mindste kan være omfattet af det eksisterende budgetforslag.

  Fischler , medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer, jeg tror, at vi alle i denne sal og også uden for den er klar over den vanskelige situation, som oksekødssektoren for øjeblikket er inde i. Siden BSE‐krisens start i år er forbruget i nogle medlemsstater faldet 20‐30 %, og det samme er priserne, som i to medlemsstater for øjeblikket ligger på omkring 63 % af interventionsprisen, dvs. meget tæt på sikkerhedsnettet.

Desværre er der næppe tegn på, at dette skulle blive bedre i den nærmeste fremtid. Alle vil fortsat tale om BSE, og ergo vil forbruget ikke inden for en overskuelig fremtid kunne bringes op på det gamle niveau igen. Netop nu i efteråret tilføres markedet betydelige mængder okser, uden at der er en tilsvarende efterspørgsel, og interventionen er, som De ved, begrænset til 400 000 t. En mængde, vi når inden længe. Under disse omstændigheder har alle de ret, som siger, at vi har hårdt brug for foranstaltninger. Men i den forbindelse må det generelle mål være af aflaste markedet og så tidligt som muligt få produktionen ført tilbage til et niveau, der gør, at den kan afsættes.

Da Europa‐Parlamentet kun accepterede uopsættelig forhandling for den del, der vedrører oksekød, men ikke for forslaget om de kulturplanter, der udgør grundlaget for finansieringen, kommer Rådet i en noget prekær situation; det kan nemlig på den ene side godt vedtage foranstaltninger til en reduktion af kødproduktionen, men kan på den anden side ikke betale dem. På baggrund heraf er det klart, at foranstaltningerne både tidsmæssigt og hvad virkningerne af dem angår har måttet begrænses. Hele problemet kan først virkelig tages op, når De har afgivet Deres bedømmelse af den samlede pakke. Så meget desto mere forbavsende er det da også, at ændringsforslagene ud over Kommissionens forslag indeholder ekstra udgifter til et beløb af flere hundrede mio ecu.

Jeg vil i min redegørelse kun komme ind på forslaget om oksekød og Deres ændringsforslag. Først vil jeg gerne endnu en gang gøre det klart, at de forslag, der ligger foran Dem, kun er tænkt som øjeblikkelige foranstaltninger og ikke som en definitiv løsning på hele problemet. BSE‐krisen som sådan skal betragtes sammen med oksekødsmarkedet som helhed, og det befandt sig allerede inden BSE‐krisen – som jeg klart sagde både til Dem og til Rådet allerede i begyndelsen af dette år – i en vanskelig situation.

De foranstaltninger, der er fastsat på mellemlang sigt, tjener derfor først og fremmest til at skabe det nødvendige spillerum for, at vi på et eller andet tidspunkt kan tømme interventionslagrene igen. Hovedforslagene til en reduktion af produktionen af oksekød er et skema for slagtning af kalve og en åbning af interventionen for fedekalve. Jeg erkender, at forslaget om slagtning af kalve er meget omstridt. Denne foranstaltning er imidlertid let at gennemføre, som det viser sig i Det Forenede Kongerige og i Portugal. Den er desuden den billigste foranstaltning til at reducere produktionen, da den sætter ind på det tidligste sted i produktionscyklen, og så er den set i relation til denne overordentlig vanskelige situation efter min mening nem at forklare de bekymrede forbrugere.

Hr. Funk, vore forslag indeholder som supplement dertil tillige et program for tidlig slagtning af mælkekalve. Et andet alternativ, jeg har fundet i Deres ændringsforslag, nemlig at reducere kvoten for ammekøer i stedet for at slagte kalve, er set ud fra mit synspunkt ikke noget realistisk alternativ. Derigennem ville vi nemlig foranledige landmændene til at slagte deres ammekøer nu. Og det er der en række grunde til ikke at gøre nu. For det første ville denne slagtning af ekstra køer lige nu ikke reducere udbuddet af oksekød, men tværtimod øge det, for det andet ville en reduktion af retten til ammekopræmier og af antallet af ammekøer foregribe spørgsmål fra den kommende markedsordning for oksekød. Efter min mening bør vi hellere bedømme dette spørgsmål i en langsigtet kontekst. For det tredje ville en væsentlig reduktion – og man skal hele tiden holde sig for øje, at vi til forskel fra hanokserne for ammekøernes vedkommende har at gøre med rettigheder, der gives individuelt – sandsynligvis medføre, at vi til slut ville blive nødt til at gennemføre en aktion, hvor vi skulle opkøbe disse rettigheder. Vi ved imidlertid, at for øjeblikket udnyttes en million af disse rettigheder ikke, dvs. at vi ville blive nødt til at opkøbe en million rettigheder, uden at det ville få nogen virkning overhovedet. Ville vi i forbindelse med en reduktion af kvoten for ammekøer for øvrigt ikke også blive nødt til at reducere mælkekvoterne, for det er vel malkekøerne, der får størstedelen af de kalve, der kommer på tale til opfedning? Set under ét er jeg overbevist om, at vi nu bliver nødt til at beskæftige os med kalvene og ikke så meget med køerne.

Men jeg takker Dem for støtten til mit forslag om at medtage unge handyr i interventionen og for de tilskyndelser, De fremkommer med, hvad angår alder og vægt i den sammenhæng. Efter min mening lønner det sig at se på dette alternativ. Jeg vil under alle omstændigheder lade mine eksperter undersøge sagen.

Sideløbende med programmet til slagtning af kalve og til intervention i forbindelse med unge dyr foreslår jeg også en reduktion af de nationale kontingenter for ydelse af den særlige præmie. Det burde efter min mening kunne accepteres af alle medlemsstater, da der som følge af programmet til slagtning af kalve i den kommende tid vil blive brug for færre præmier og vi har valgt det hidtil højeste niveau for anmeldelse af præmier som udgangsposition for vort forslag.

Hver enkelt medlemsstat begynder på basis af de for 1995 registrerede ansøgninger om præmier og skal klare en reduktion på 5 %. Men der tages kun hensyn til halvdelen af det antal ansøgninger, der ligger ud over det antal ansøgninger, der var aftalt i 1992. Jeg ved, at denne foranstaltning kritiseres heftigt navnlig i de medlemsstater, som hidtil hovedsagelig eller for en stor dels vedkommende i stedet for tyrepræmierne gjorde brug af markpræmierne for arealer med majs til ensilering som kompensation.

Jeg mener imidlertid, at man ved hjælp af en klausul om revision efter en vis løbetid kunne tage rimeligt hensyn til dette problem. For at øge foranstaltningerne med henblik på en reduktion af produktionen foreslår jeg endelig, at belægningsgraden reduceres noget i forbindelse med ydelse af ekstensiveringspræmien. Men til gengæld skal for de landmænds vedkommende, som er villige til at klare sig med en belægningsgrad på under 1 storkreatur pr. ha, ekstensiveringspræmien øges i forhold hertil.

Vi bliver nødt til at øge interventionsmængderne i den nærmeste fremtid. Der er ingen vej udenom. Men jeg er enig med dem, der siger, at interventionen skal være så kortvarig som mulig. Den er og bliver en kortsigtet foranstaltning. Derfor gælder den foreslåede forøgelse kun, indtil de øvrige foranstaltninger begynder at virke. Jeg spørger imidlertid: Er det fastsatte tidsrum på 14 måneder – og kun i dette tidsrum øges mængderne – for langt? Eller er det ikke alligevel et meget ærgerrigt mål i løbet af et år at ville vende tilbage til de normale produktionsniveauer igen?

Når De derudover forlanger en tilbageføring af interventionsvægtene, støtter jeg det principielt helt og fuldt. Jeg tror imidlertid, at vi for at være realistiske bliver nødt til at gøre det trinvis og ikke på én gang.

Jeg er endvidere blevet anmodet om kort at tage stilling til det, Kommissionen angivelig vedtog i onsdags, og til det, den britiske regering besluttede i går. Jeg må i den forbindelse sige, at jeg kun kender den britiske regerings presseerklæring om dette emne. Jeg vil gerne gøre det helt klart: For det første træffer Kommissionen naturligvis sin afgørelse på grundlag af konklusionerne fra topmødet i Firenze. For det andet tog Kommissionen på det sidste møde udelukkende en rapport fra mig om det sidste møde i Rådet til efterretning. Jeg informerede Kommissionen om, at jeg havde sagt nøjagtig det samme til Rådet, nemlig at vi fastholder Firenze og at jeg derudover allerede for en uge siden havde gjort det, jeg altid gør, når vi får tilsendt en undersøgelse, nemlig at jeg havde videresendt de to undersøgelser til den multifaglige komité og til den videnskabelige veterinærkomité, dvs. både den undersøgelse, der vedrører den mulige overførsel af BSE fra ko til kalv, og den undersøgelse, som i mellemtiden stadig oftere går under navnet Oxford‐ undersøgelsen.

Der kunne ikke træffes afgørelser om nogen form for ændringer eller lignende, fordi ingen i Kommissionen anmodede derom. Dermed er, mener jeg, sagen klar. Konklusionerne fra Firenze lyder: For det første skal forudsætningerne være opfyldt og dertil hører et sådant program for ekstra slagtninger. For det andet er der, når forudsætningerne er opfyldt, fastsat en trinvis fremgangsmåde i forbindelse med ophævelsen af eksportforbuddet, og ifølge denne fremgangsmåde skal den britiske regering først forelægge Kommissionen et arbejdsdokument. Kommissionen videresender dette arbejdsdokument til de to videnskabelige komiteer. Når der foreligger en positiv indstilling fra disse komiteer, indledes den normale beslutningsprocedure, der er fastsat i dette tilfælde.

Jeg ved, at min pakke med forslag til at afhjælpe problemerne på oksekødsmarkedet diskuteres kontroversielt. På den anden side turde det være klart for enhver praktiker, at det i en krise af et sådant omfang simpelt hen er logisk, at modsatrettede interesser fører til en kontroversiel drøftelse. Udgangspositionen i de forskellige medlemsstater er nu en gang alt for forskellig. Men for alle gælder, tror jeg, én ting, nemlig at hurtig hjælp er den mest effektive hjælp. Jeg anmoder Dem derfor om så hurtigt som muligt at afgive Deres udtalelse om den samlede pakke.

  Green (PSE). – (EN) Fru formand, i lyset af, at jeg bad om en redegørelse tidligere om nyhederne fra den britiske regering, har jeg et spørgsmål til hr. kommissær Fischler. Hans forslag, som hr. Funks betænkning er baseret på, er igen baseret på oplysninger om, at der i Det Forenede Kongerige vil blive slagtet yderligere 147.000 stk. kvæg, hvilket, så vidt vi forstår, nu er blevet udskudt. Hvis det er tilfældet, hvad kommer det så til at betyde for de forslag, der er blevet drøftet her til formiddag i hr. Funks betænkning?

  Fischler , medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, fru Green, jeg vil gerne helt klart sige, at konklusionerne fra Firenze går på, at der opstilles forudsætninger, som skal være opfyldt, for at den trinvise ophævelse af eksportforbuddet for Storbritannien kan iværksættes. Den pakke, der drøftes i dag, er ikke et resultat af konklusionerne fra Firenze, men tjener til overvindelse af oksekødskrisen ud over den pakke, der ligeledes blev opnået enighed om i Firenze. Den gang henstillede man, at der blev afsat 850 mio ecu til direkte indtægtsstøtte til landmændene.

Det var henstillingen fra Firenze, men de foranstaltninger, det drejer sig om i dag, vedrører alle 15 medlemsstater og står ret beset ikke i direkte forbindelse med spørgsmålet om, hvorledes man vil gå frem, når eksportforbuddet skal ophæves. Jeg synes, man bør holde disse to ting adskilt.

  Martens (PPE). – (NL) Hr. kommissær, spørgsmålet er relativt simpelt, og jeg håber, at også svaret er det. Er de beslutninger, regeringen i London har taget i går, i overensstemmelse med Kommissionens beslutninger?

  Fischler , medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, hr. Martens, efter min mening er tingene helt klare. Det, den britiske regering besluttede i går, vedrører den videre fremgangsmåde i Storbritannien. Det er, om De vil, et britisk problem. Hvis forudsætningerne fra Firenze ikke opfyldes, kommer der ikke nogen ophævelse af eksportforbuddet.

Det spørgsmål, den britiske regering bliver nødt til at stille sig selv, er, hvad den vil opnå. Så længe forudsætningerne ikke er opfyldt, og så længe vi ikke har et arbejdsdokument i hånden, vi kan gennemgå, kan der logisk nok ikke være tale om at ophæve eksportforbuddet. Det har ikke noget med det spørgsmål at gøre, at vi f.eks. har brug for nye bestemmelser om de interventionsforanstaltninger, i forbindelse med hvilke vi i næste måned overskrider grænsen på 400 000 t. Ellers bryder oksekødsmarkedet sammen i hele Europa. Det er mit syn på de ting.

  Fantuzzi (PSE). – (IT) Fru formand, som talsmand for landbruget i den største politiske gruppe i Parlamentet må jeg bekende, at jeg er ude af stand til at stemme oprigtigt og velovervejet om ændringsforslagene. Jeg ved ikke, hr. Funk, hvem af os der skal være mest bekymret, De eller jeg.

Kære kolleger, De skal nemlig vide, at vi i dag ikke iværksætter en kun kortvarig foranstaltning for oksekød for at undgå det såkaldte sikkerhedsnet. Her sker en gennemgribende reform af forordningen om den fælles markedsordning for oksekød i Europa. En spøg til 1, 4 mia ECU blot i 1997, der på foruroligende vis indleder sæsonen for den fælles landbrugspolitik. Hr. kommissær, hvad er der blevet af de gode hensigter om at inddrage Europa‐Parlamentet allerede fra starten af de grundlæggende landbrugsreformer?

Jeg troede, at den strategi med forelæggelse af dokumenter til overvejelse, der indledtes vin‐ og frugt og grøntsagssektoren, var kommet for at blive. I mange måneder drøftede vi disse områder. Hvad angår oksekødet – et område, der ikke er mindre indviklet – får vi dokumenterne den 5. september, og i dag, en fredag, hvor hundrede medlemmer er til stede, skal vi lave reformen. Det synes som at drømme med åbne øjne, særlig efter beslutningerne i nat, der efter min mening, hr. kommissær, objektivt rokker ved selve dette forslag på grund af de indvirkninger, de vil få på markedet.

For således at skabe klarhed vedrørende ansvaret og foranstaltningens hastende karakter på kort sigt kunne man have anmodet os om vedtagelse af uopsættelighed vedrørende et forslag, der blot gik ud på ændring af artikel 6 i forordning nr. 805. Dette burde Rådet have gjort efter vor afstemning for ca. 14 dage side, hvor vi klart sagde nej til at vedtage uopsættelighed vedrørende hele spørgsmålet. Hvorfor forelægger man os nu igen hele pakken, som om intet var hændt, og hvorfor vælger man ikke i stedet at følge den eneste fornuftige vej?

Ej heller Parlamentet – må det være mig tilladt at bemærke, kære kolleger – kan være særlig begejstret ved fremgangsmåden med at dele uopsætteligheden som et ormstukket æble i to og selv beholde den gode halvdel, dvs. den, der vedrører udgifterne og endda øger dem, således som det fremgår af hr. Funks betænkning, og sende den dårlige halvdel, dvs. den med kernehuset, tilbage til afsenderen. Er vi det Parlament, der vil begrænse landbrugsudgifterne på budgettet for 1997? Hvis der er tale om, at noget er uopsætteligt, mener jeg, at dette angår brugen og fordelingen af midlerne i kapitlet om landbruget, men hr. Funk har valgt den bekvemme udvej at forholde sig tavs og henholdende efter faktisk at have foreslået os en forøgelse af midlerne.

Jeg mener ikke, at man blot skal lade som ingenting, og dette så meget mindre efter regeringens beslutning i nat. Stå fast, hr. kommissær, fordi jeg ikke finder, at Schweiz skal danne skole for Europa. Giv os det minimum af forudsætninger, der er nødvendige for at række Dem en hånd. De skal vide, at vor gruppe er med Dem.

  Arias Cañete (PPE). – (ES) Fru formand, vores gruppe vil først og fremmest gerne takke hr. Funk for hans strålende betænkning, som er udarbejdet på rekordtid, og hvis indhold vi går helt ind for. Men derudover vil vores gruppe gerne vise sin utilfredshed med den strategi, Kommissionen har fulgt i denne sag. Det er uacceptabelt, at man for at løse en alvorlig krise i oksekødssektoren præsenterer os for en pakke af forslag, hvor man samtidig ændrer forordninger, der støtter producenter af markafgrøder og vedrører forbedringen af landbrugsstrukturernes effektivitet, hvorved man budgetmæssigt kæder de tre sektorer sammen og kræver finansielle ofre i nogle sektorer for at hjælpe andre. Denne teknik er efter vores gruppes mening forkastelig, fordi den blander uopsættelige aktioner sammen med reformer, der kræver nøje overvejelse. På denne måde forsøger man at tvinge Parlamentet til at anerkende det uacceptable med en trussel om at afvise det nødvendige. Men det står også klart, at reformen indeholder nødvendige elementer, som berettiger holdningen i vores gruppe: At acceptere det presserende behov i en sektor, der har brug for løsninger, og afvise det i de øvrige sektorer, eftersom der budgetmæssigt er en margen til at iværksætte de mest presserende reformer, og det budgetmæssigt er muligt med lidt fantasi at dække de forslag, Parlamentet kommer med.

Vi er fuldt ud enige i hr. Funks forslag. Der er imidlertid delegationer i vores gruppe, som ikke forstår grunden til modstanden mod Kommissionens forslag i forbindelse med betingelserne for ekstensivering og en forhøjelse af præmierne, når belægningsgraden nedsættes, for i en krisesituation som den, vi oplever nu i denne sektor på grund af sygdomme, er det vanskeligt for nogle landes delegationer at forstå modstanden mod ekstensiveringen og den naturlige ernæring af kvæget.

Endelig er Kommissionens kriterium for at ændre de regionale lofter for præmier for kalve tvivlsomt, idet landene har meget forskellige dækningsindekser med hensyn til de reelle slagtninger, som i nogle tilfælde er en overtrædelse af aftalerne i prispakken.

  Mulder (ELDR). – (NL) Først og fremmest også min anerkendelse for hr. Funks hurtige arbejde. Den britiske beslutning fra i aftes om at tage en unilateral beslutning er forkastelig, i særdeleshed fordi beslutningen er unilateral. Og efter hvad jeg har hørt fra hr. Fischler, kan jeg kun støtte Kommissionens holdning med hensyn til at holde fast i Firenze‐aftalerne.

Jeg er også enig med hr. Fischler i, at det er uundgåeligt, at der på kort sigt skabes mulighed for en forhøjelse af interventionsmængderne. Jeg ser ikke andre muligheder på nuværende stadium. Derudover er andre foranstaltninger påkrævet. Med hensyn til disse andre foranstaltninger synes jeg, at Kommissionens forslag er lidt for ensidige. De er for ensidige, fordi de implicerer for meget ekstensivering. Når vi ser på situationen i Europa, er der cirka 20 millioner stykker malkekvæg og cirka 10 millioner stykker kødkvæg. Kødproduktionen i malkekvægsektoren aftager mere og mere. Køer producerer mere og mere mælk. Altså vokser produktionen i kødkvægsektoren mere og mere. Af den grund mener jeg, at præmier for alle sektorer i denne sektor bør reduceres og altså også ammekopræmierne.

Endelig bliver kalvesektoren næsten ikke berørt. Jeg vil mene, at det er en god ting at nedsætte kalvenes slagtevægt med en bestemt procentdel i alle EU‐lande. Dette kan afstedkomme en betydelig gennemstrømning fra kødsektoren og fra malkesektoren til kalvesektoren, hvilket er meget mere tiltrækkende end at slagte kalve i en ung alder.

Det sidste punkt er ikke med i forslaget. Vi synes, at Kommissionen hurtigst muligt bør fremsætte forslag til indførelse af et kvalitetsmærkningssystem for oksekød i samtlige europæiske lande. Der bør indføres et europæisk kvalitetsmærke.

Og som allersidste punkt, efter vor mening er det en dårlig idé at få finansieret alt dette via agerbrugssektoren. Én sektor kan ikke bebyrdes med en andens omkostninger.

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, jeg tager nu ordet til forretningsordenen og anmoder om, at det ikke medregnes i min taletid. De sagde jo lige før til mig, at det nu var min tur til et indlæg til forretningsordenen, og jeg vil gerne spørge Dem, hvordan det kan være, at de store grupper har taleret i forbindelse med spørgsmål til kommissæren. Jeg lytter gerne til fru Green, jeg lytter også gerne to gange til hende, jeg lytter også gerne til hr. Martens – det var alt sammen meget fornuftige spørgsmål – men skal de øvrige grupper så ikke have lov til at stille spørgsmål? Hvorfor overser De dem og forhandler kun med de store grupper? Det er en fremgangsmåde, som i henhold til forretningsordenen ikke er antagelig! Jeg anmoder endvidere om, at jeg, når jeg anmoder om ordet til forretningsordenen, får fortrinsstilling – det står også i vor forretningsorden, at De skal efterkomme disse anmodninger. Jeg synes ikke, man kan bære sig således ad. Jeg ved ikke, hvorledes De vil begrunde denne fremgangsmåde.

Nu kan De sætte uret i gang, for nu går jeg over til at tale om emnet.

  Formanden . – Hr. Graefe zu Baringdorf, De må forstå, at der er opstået en helt uventet situation, efter det der skete i går aftes. Der er blevet fremsat en anmodning om at opføre dette spørgsmål på dagsordenen. Som følge af fru Greens indlæg besluttede vi at tage spørgsmålet op i forbindelse med behandlingen af betænkningen af Funk. Vi har således givet ordet til kommissær Fischler. Alt dette falder således lidt uden for den normale forretningsgang på grund af en pludselig ny udvikling i sagen.

I øvrigt bad udvalgsformand Jacob på et tidspunkt om ordet – hvilket han kan bevidne – og jeg nægtede at give ham det, idet jeg sluttede, at det ikke ville være korrekt over for dem, der var opført på talerlisten, som havde fortrinsret. Da De selv stod på talerlisten, hr. Graefe zu Baringdorf, og da det var Deres tur nogle minutter senere, skønnede jeg, at det vel ikke var nødvendigt at give Dem ordet for at gøre det samme igen ti minutter senere, medens andre, som også var behørigt opført på talerlisten, pænt måtte vente på, at det blev deres tur.

Dette var mit ræsonnement, for når debatten er afsluttet, og kommissær Fischler har fået ordet på ny, vil også andre parlamentsmedlemmer kunne tage ordet, herunder naturligvis specielt formanden for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterne.

Jeg har forsøgt at tackle den helt ekstraordinære situation så godt som muligt, og nu, hr. Graefe zu Baringdorf, giver jeg ordet til Dem på vegne af Deres gruppe.

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, jeg respekterer Deres overvejelser, men anser dem for forkerte. I en så usædvanlig situation er det sædvane, at alle grupper får mulighed for at stille spørgsmål. Sådan har det altid været, og det skulle også være sket denne gang. Men jeg lader det blive ved det. Jeg tager Deres forklaring til efterretning og går nu frem, således som De foreslog, og kommer med mit indlæg.

Hr. kommissær Fischler, De sagde, at den engelske regerings foranstaltninger var foranstaltninger, den selv måtte tage ansvaret for. Men resultatet deraf er – og det ved De også godt – at den mangel på tillid, som også koster de øvrige landmænd i Den Europæiske Union penge, vil blive endnu mere grel. Derfor vil den engelske regerings foranstaltninger komme til at koste dem penge, som ret beset intet har at gøre dermed. Hvad hr. Funks betænkning angår: vi hilser den velkommen, vi støtter den i alt væsentligt.

Det drejer sig også for os om at slagte og genoprette tilliden til markedet. Det kan man kun, hvis man også rent faktisk sørger for, at forbrugerne igen køber kød. Her er det imidlertid nødvendigt, at vort ændringsforslag vedtages, som går ud på, at denne præmie kun udbetales for kød, som garanteret og bevisligt stammer fra BSEfrie besætninger. Det samme skal gælde for interventioner, som nu nedsættes efter vægt. Her skal det bevises, at der ikke er tale om BSE‐besætninger, for at vi ikke om et par år bringer dette kød på markedet og tilliden og dermed markedet igen undergraves.

Hr. kommissær Fischler, udtagelsen af kalve er rigtig, men ikke i form af en Herodes‐præmie. De kalve, der slagtes, skal først have haft lejlighed til at danne kød, og det skal så ud på markedet. Det er kød af høj kvalitet, som skal have støtte, så at det ikke bliver dyrere end oksekød. Dermed ville det blive muligt at tømme markedet, men ikke således, at det, som De har foreslået, unddrages konsum. Desuden – det er mit sidste punkt – skal der også for de særlige præmiers vedkommende være en begrænsning på 90 dyr, så at vi får en graduering. Det er ligeledes et ændringsforslag fra os: Som det er tilfældet med den normale særlige præmie, må der ikke betales for alle besætninger, men kun for de første 90 dyr.

  Barthet‐Mayer (ARE). – (FR) Fru formand, aldrig før har man set så meget kvæg på markerne som denne eftersommer 1996! Hvad skal der blive af de kvægavlere, der mister mellem 100 og 300 ECU pr. høved på dette trykkede marked, medens priserne overalt er faldende i en produktionssektor, hvor indtægterne er de laveste i landbruget?

Vi deler synspunktet, som er fremsat i Funk‐betænkningen, om at Kommissionens forslag til aflastning af markedet bør suppleres, samt opfattelsen af at der er tale om en længerevarende krise. Men betænkningen er ikke vidtgående nok med henblik på at undgå nedlægning af de bedrifter, der har kvægopdræt som hovedindtægtskilde, og som risikerer at forsvinde fra de dårligt stillede områder. BSE‐krisen bør anspore os til at fremskynde gennemgribende reformer på mellemlang sigt på to fundamentale områder. På den ene side en ændring af præmiestrukturen for bedre at hjælpe opdrættere med græsfedet kvæg, som producerer kvalitetskød, og som viderefører traditionelle metoder og bidrager til landskabsbevaring. På den anden side en aflastning af markederne uden en for kraftig stigning i interventionsbeholdningerne gennem fremskyndet slagtning af kalve og en nedsættelse af præmierne for intensiv produktion og gennem en supplerende hjælp til specialiserede kvægavlere, ellers risikerer græsarealerne atter en gang at skrumpe ind til fordel for dyrkede arealer, som bør have støtte eller braklægges.

Kommissionen trækker os ind i en ond cirkel, som det vil blive meget vanskeligt at komme ud af. Ekstraomkostningerne bliver større end forudset. De mindre konjunkturforanstaltninger, Kommissionen har taget initiativ til, vil ikke være tilstrækkelige. Det er nødvendigt allerede nu at have det politiske mod til at vedtage de nødvendige budgetposter for direkte støtte til de truede kvægavlere. I den forbindelse er den britiske regerings beslutninger helt klart en katastrofe.

FORSÆDE: Ursula SCHLEICHER
Næstformand

  des Places (EDN). – (FR) Fru formand, hr. Funk har med forskelligt held forsøgt det umulige, selv om vores synspunkter er delte, da vores særinteresser er forskellige.

Man kunne stille det spørgsmål, om det – på et tidspunkt hvor alle kvægopdrætteres indtægt er styrtdykket – er det rette øjeblik at gennemføre en tilbagebetaling af 9, 2 mia ECU til medlemsstaterne ud af ikke‐anvendte bevillinger for 1995 og at beskære det foreløbige budgetforslag for 1977 med 2, 75 mia ECU. Som bekendt er det eneste mål med disse politiske beslutninger at gøre det muligt for medlemsstaterne at opfylde betingelserne for at deltage i den fælles valuta og navnlig at nedbringe de »alt for store« budgetunderskud i visse medlemsstater.

Og hvilke foranstaltninger foreslås der til overholdelse af budgetdisciplinen? Ganske enkelt en intern overførsel af en del af kornbudgettet samt ændring af datoen for udbetaling af støtten for oliefrø, og det naturligvis uden garanti for en videreførelse af budgettet og af EUGFL.

Selv præsident Chirac og forbundskansler Kohl har under deres seneste møde erkendt, at ingen anden industrisektor har været ude for en katastrofe magen til den, vi i dag oplever. Frem for at slås for at forsvare præmieydelser til ammekøer, handyrspræmier og interventionsniveauet vil jeg på vegne af min gruppe og sammen med andre kolleger stille tre kompromisændringsforslag, der gør det muligt at tilpasse præmierne til den faktiske situation i de forskellige regioner, hvad angår oksekødsproduktion. Jeg håber, disse ændringsforslag opnår støtte fra et flertal i forsamlingen, for det er af stor betydning for alle europæiske kvægavlere, at vi får opstillet hurtige og effektive løsninger.

  Martinez (NI). – (FR) Fru formand, vi er vidne til en på samme tid økonomisk og menneskelig katastrofe. I Frankrig har vi oplevet, at kvægavlere fra Charroux i Vienne‐departementet marcherede imod Paris med deres kvæg, som om de ville tale med kongen, for hvis kongen bare vidste, ville han ikke tillade dette! Vi har oplevet, at tusinder af landmænd demonstrerede i Clermont‐Ferrand... Og over for denne katastrofe, i stedet for at foretage en grundig analyse, i stedet for at tage hele spørgsmålet op kaster man sig ud i en miserabel, endeløs teknisk debat. Vi taler om økonomisk ansvar, og man svarer: «Budgetdisciplin«!

Men eftersom landmændene, som i realiteten var ofre, har rene hænder – det som juristerne kalder »clean hands«, og som er et grundlæggende princip inden for skadeserstatning – talte almindelige mennesker som os om ansvar – hvilket f.eks. på miljøområdet indebærer, at det er forureneren, der betaler – og vi opfordrede til, at man lod de industrielle giftblandere betale, og jeg tænker her på brødrene Mulder.

Og man svarer: «Nej, ikke ansvar, solidaritet!«. Vi på vores side tænkte, at der var tale om en national og europæisk solidaritet. På ingen måde! Man svarer: «Tværfaglig solidaritet«: man afklæder kornproducenterne for at påklæde kvægavlerne – og det endda kun sparsomt. Det starter med det tekniske: 1, 3 mia ECU i erstatning, man beskærer braklægningspræmien, og man nedsætter præmieydelsen til ammekøer med 5 %, og man begunstiger tyrekalve på bekostning af fedekalve. Der er ingen fast linje: man sjakrer, man smider penge ud til alle verdenshjørner, i Nicaragua, i Papuasien, men der er ingen penge til landmændene!

Der er i virkeligheden tale om fordækt spil. Man ved udmærket, hvor man vil hen: forberedelserne til Singaporemødet er i gang, man forbereder de store forhandlinger med henblik på 1999, og man gør forberedelser til at sætte spørgsmålstegn ved det store forlig omkring den fælles landbrugspolitik fra 1992. Og i det små bereder man sig på at indrømme, at braklægningspræmien bør afskaffes osv.

Med andre ord: man opfører sig som de immigranter, der kom til Frankrig i begyndelsen af det 19. århundrede, som intet havde lært, intet havde forstået. Man vil ikke forstå, at det er det gale landbrug, der har skabt denne situation. Fru Barthet‐Mayer nævnte, at man burde gøre noget andet, f.eks. indføre et oprindelsesmærkningssystem – så man vidste, hvor varerne kom fra – kort sagt, satte hun spørgsmålstegn ved den anvendte fremgangsmåde. Men nej! Vi deltager i Undersøgelsesudvalgets arbejde, og vi indser, at igennem fem år har man intet forstået, intet lært, og at denne institutionelle krise ikke bliver løst.

Hr. kommissær, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og dette drama bør være godt for noget! Men det er tilsyneladende ikke tilfældet, og det er vi nedslåede over! Hr. kommissær, De er uforbederlig!

  Gillis (PPE). – (EN) Fru formand, kommissæren har stillet tre forslag. Her til formiddag behandler vi kun det første, et forslag om at forbedre adgangen til støtte, ændringer i de forskellige præmieordninger og andre ændringer i oksekødssektoren. Vi har forkastet at behandle de to andre forslag som uopsætteligheder. Jeg glæder mig over, at Parlamentet har besluttet ikke at overveje Kommissionens forslag om at nedbringe støtten til kornproducerende landmænd. Forslaget var en dårlig idé og kan kun ødelægge tilliden i hele landbrugsindustrien. I reformen af den fælles landbrugspolitik blev landmændene tvunget til at give afkald på garantipriser til gengæld for indkomststøtte og meget reducerede garantier. De har gang på gang fået løfte om, at indkomststøtten var permanent og ville blive fuldt ud finansieret. Nu foreslår Kommissionen en drastisk nedskæring i kompensationsbetalingerne til kornsektoren. Landmændene kan ikke acceptere at blive behandlet på den måde, og løfterne skal holdes. Hvis det lykkes for Kommissionen at nedskære støtten til kornproducerende landmænd, forsøger den måske senere samme fremgangsmåde i andre sektorer.

Jeg er ikke enig i alle detaljerne i de forslag, som Parlamentet har fået forelagt i dag. Det vigtige er imidlertid, at Parlamentet får lagt sig fast på en holdning, så Rådet (landbrug) kan få indført de ændringer, der er så hårdt brug for. Her henviser jeg især til forøgelserne i interventionsmængderne for 1996/1997. Disse ændringer skal indføres her og nu, ellers bryder markedet for oksekød da helt sammen.

Hr. kommissær, jeg ved, at De gør Deres bedste og er i en meget vanskelig position, men Deres bemærkninger om den britiske regerings beslutning i går er alt for venlige. De er næsten, ja, jeg fristes til at kalde dem svage. De tager ikke hensyn til den skade og ødelæggelse, der er sket for oksekødssektoren i nabolandene. Her tænker jeg især på mit eget land, Irland.

Jeg vil gerne igen bede Kommissionen om at kontakte WTO eller GATT, så vi kan få vore oksekødseksportkvoter sat op. Det har jeg bedt om før, og da kunne De ikke opfylde min bøn. Vi har ikke været i stand til at opfylde vore kvoter i år på grund af BSE‐krisen. Derfor vil vi gerne have lidt fleksibilitet i eksportkvoterne. Vor traditionelle eksport er gradvist ved at blive åbnet igen for oksekød for de fleste medlemsstater. Jeg mener, at det er vigtigt at udnytte disse muligheder mest muligt.

Endelig er det meget vigtigt at indføre en forbrugsfremmende ordning nu for at fremme oksekødsforbruget. Det emne har vi ikke behandlet tilfredsstillende.

  Watson (ELDR). – (EN) Hr. formand, jeg repræsenterer det britiske kvægområde par excellence, nemlig Somerset og North Devon. Vi har nogle af de bedste malke‐ og oksekødsbestande, men vi ved alt om BSE, som har ramt os hårdere end andre.

Mange i min valgkreds så vor premierministers tilbagevenden fra Firenze i samme lys, som de så hr. Chamberlains tilbagekomst fra München for et halvt århundrede siden. Ikke fred i vor tid, men oksekød i vor tid. Nu står det helt klart, at hr. Major søger at vinde tid. For mig er en af de grundlæggende regler i politik, at hvis man er nede i et hul, skal man holde op med at grave. Vor premierminister ser ud til at lide af muldvarpegalskab.

(Munterhed)

Vi håber, der sker fremskridt på dette område. Det sker i hvert fald ikke med vor landbrugsministers holdning, således som den kom til udtryk i mandags og tirsdags i Kommissionen; da var han som en elefant i en glasbutik. Det sker måske snarere med Sir Leon Brittans holdning og kloge råd, som han fremførte i drøftelserne med kommissæren. Det glæder mig, at kommissæren er enig i at gennemgå de videnskabelige data, de nye oplysninger, der er kommet frem, og hvis det bliver aktuelt også at kigge en gang til på Firenze‐aftalen. Jeg mener, at en ensidig beslutning fra den britiske regerings side er et brud på denne aftale og også et tillidsbrud. Jeg beklager dybt ethvert forsøg fra det britiske konservative partis side på igen at starte oksekødskrigen, bare for at få snævre, partipolitiske fordele ud af det.

Det vigtigste spørgsmål til hr. Fischler er som følger. Vil den britiske regerings beslutning om at udskyde slagtningen komme til at påvirke den kompensation, der ellers ville blive betalt til de britiske landmænd i henhold til Firenze‐aftalen? Det er et spørgsmål, som jeg meget gerne vil have et svar på her i eftermiddag.

Som kommissæren glæder også jeg mig over den svejtsiske regerings beslutning, som blev meddelt tidligere på ugen, om at slagte 1/8 af deres oksekødsbestand til trods for, at de kun har haft 290 tilfælde af BSE. I Storbritannien har vi haft 160.000 tilfælde, og vi burde have løst problemet for længe siden. Nu, da vi har fået defineret problemet, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for sammen med vore naboer på kontinentet at få bragt denne sag ud af verden en gang for alle.

(Bifald)

  Provan (PPE). – (EN) Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Funk for hans betænkning, som vi støtter. Jeg vil også gerne takke kommissæren for hans bemærkninger her i formiddags, for vi står over for en meget alvorlig krise i oksekødssektoren. Jeg vil koncentrere mig om det, der allerede er blevet sagt om slagtepolitikken her til formiddag.

Som jeg har forstået det – og jeg ved ikke, om der er nogen her, der har fuldt kendskab til alle forholdene i den britiske regerings beslutning på nuværende tidspunkt – skal politikken skærpes og koncentreres, så vi kan få fjernet det antal køer, der med størst sandsynlighed vil fjerne BSE så hurtigt som muligt og dermed få genskabt den tillid, der er brug for, ikke kun i Storbritannien, men også i resten af Europa.

Firenze‐aftalen gik ud på at fremskynde slagtningen af et bredt spektrum af kvæg, som skulle fjernes for at tilfredsstille den offentlige mening. Det, den britiske regering nu foreslår, er, at denne slagtepolitik koncentreres meget mere. Vi kan kun slagte 30.000 køer om ugen. Det vil vi fortsætte med, og ingen ko over 30 måneder kommer ind i fødekæden. Det er vigtigt – og det er her, de nye videnskabelige informationer kommer ind i billedet, og hvorfor regeringen har truffet denne beslutning – at vi gør disse slagtninger så effektive som muligt. Slagtepolitikken skal være meget koncentreret; den skal fjerne det kvæg, der med størst sandsynlighed er smittet med sygdommen. Hvis vi bare ganske vilkårligt fjerner kvæg fra markedet og markerne, bliver det ikke en effektiv slagtning.

Det overrasker mig at høre fru Greens bemærkninger her til morgen, for hendes egen Labour‐talsmand i Underhuset er fuldstændig enig i regeringens politik.

  Fischler , medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer, jeg har meget opmærksomt fulgt drøftelsen her og vil gerne, for at det bliver helt klart, hvad det egentlig drejer sig om, endnu en gang fremhæve, hvad der egentlig sker, hvis der så at sige ikke sker noget. Problemet er hovedsagelig og ud fra det uopsættelige, at hvis vi kommer i en situation, hvor vi når de gældende maksimumsgrænser for intervention og ikke mere kan intervenere, så bringes sikkerhedsnettet i anvendelse. Det ville i to medlemsstater medføre en prissænkning på ca. 3 %, men i alle medlemsstater nå en størrelsesorden på mellem 10 % og 15 %, og det vil forhåbentlig ingen i Den Europæiske Union ønske.

Derfor skal der nødvendigvis skabes forudsætninger for, at i det mindste denne kanal er åben. Rent logisk er det, vi her supplerende foreslår, direkte forbundet dermed, for alle her vil begrænse interventionen. Hvorledes skal jeg kunne holde interventionen nede, hvis jeg ikke allerede nu ophører med at sende unge dyr til opfedning? Ellers betyder det nemlig automatisk en lang interventionsperiode.

Det næste punkt, det drejer sig om, nævnte jeg allerede i begyndelsen. Hvis vi nu, og det er den automatiske konsekvens, får interventionsmængder, der ligger i størrelsesordenen en million t, er det ikke nogen bagatel. Vi bliver nødt til nu at overveje, hvad vi skal gøre for at få disse mængder ud af interventionslagrene. Alt det tilsammen peger langtfra på nogen langsigtet løsning. På lang sigt, dét er jeg enig i, skal vi i forbindelse med drøftelsen af reformen af mælkemarkedet vende tilbage til oksekødsmarkedet, og derudover skal vi naturligvis som det første skridt tillige iværksætte et bedre mærkningssystem og i den sammenhæng også passende reklameforanstaltninger for europæisk kød.

Et forslag herom er lige ved at være færdigt, men der er ikke megen mening i nu at reklamere for europæisk kød, når vi samtidig drøfter alle mulige ting, som går ud på, at forbrugeren egentlig ikke får nogen fornemmelse af, at det europæiske kød er særlig sikkert. Gør man det på samme tid, løber vi den risiko, at al reklame virker imod hensigten. Også dét skal vi gøre os klart. Til slut vil jeg gerne endnu en gang fremhæve: Det gælder Firenze og intet andet!

  Samland (PSE), formand for Budgetudvalget. – (DE) Fru formand, jeg tror, det nu er det rigtige tidspunkt for en oplysning. Budgetudvalget vedtog tirsdag aften en udtalelse om Funk‐betænkningen. Hr. McCartin fremlagde som ordfører denne udtalelse. Bagefter vedtog Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter i alt seks ændringsforslag til Funk‐betænkningen. Disse seks ændringsforslag medfører, at det udgiftsvolumen på 1, 381 mia ecu, som Kommissionen har foreslået, øges med næsten 600 mio ecu. Disse ændringsforslag har på intet tidspunkt været genstand for drøftelse i forbindelse med Budgetudvalgets udtalelse til Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

Jeg vil derfor gerne gøre opmærksom på, at der efter min mening på de betingelser ikke kan træffes nogen beslutning i dag, fredag, om Funk‐betænkningen, men at der på baggrund af det øgede udgiftsvolumen, som der på intet tidspunkt har været forelagt forslag til dækning af, skal finde en ny forhandling sted.

Jeg anmoder derfor i enighed med min gruppe om, at Funk‐betænkningen henvises til fornyet behandling i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, så at vi får mulighed for at drøfte den igen.

  Formanden . – Tak, hr. Samland. Deres gruppe anmoder altså om henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Inden vi stemmer derom, er der mulighed for, at en taler for og en imod kan få ordet. Hvem ønsker ordet for henvisningen til fornyet udvalgsbehandling? Hr. Fantuzzi.

  Fantuzzi (PSE). – (IT) Fru formand, af de grunde, jeg tidligere har anført, finder jeg, at vi går langt ud over den uopsættelige foranstaltning. Uopsættelighed kunne have været krævet på en helt anden måde end den, Rådet har benyttet, og ganske særlig mener jeg på baggrund af beslutningerne her i nat, at dette forslag vil blive ændret betydeligt under drøftelserne i Rådet. Der er efter min mening ikke nogen grund til i dag at træffe afgørelse om en pakke, der bl.a. skal vurderes som en del af en større helhed.

  Formanden . – Tak. hr. Fantuzzi. Fru Keppelhoff‐Wiechert ønsker ordet for et indlæg imod anmodningen.

  Keppelhoff‐Wiechert (PPE). – (DE) Jeg går ind for, at vi foretager denne afstemning i dag. Landbruget er jo uden skyld kommet i denne krise. Den, der i denne fase har mod til at udsætte disse ting, skal passe på, at landmændene ikke læsser alt oksekødet af foran hans dør. Jeg går derfor ind for, at vi stemmer.

  Formanden . – Jeg sætter nu denne anmodning om henvisning til fornyet udvalgsbehandling under afstemning.

(Fornyet udvalgsbehandling forkastedes)

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, vor gruppe stemte imod anmodningen, fordi vi ikke anså begrundelsen for fornuftig, for den forøgelse af udgifterne, som her er foretaget summarisk, passer ikke rigtigt. Interventionen reduceres derved. Vi forbeholder os i henhold til forretningsordenen efter afstemningen at spørge Kommissionen, om den overtager Parlamentets ændringsforslag. Overtages Parlamentets ændringsforslag ikke i væsentlig grad, vil vi kræve henvisning til fornyet udvalgsbehandling for at kunne indlede forhandlinger med Kommissionen; for det er for os det vigtigste punkt.

  Formanden . – Forhandlingen er afsluttet.

Vi går nu over til afstemningen.

Ændringsforslag 22:

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, ændringsforslag 22 fra Gruppen De Grønne i EuropaParlamentet er på to punkter nær identisk med Landbrugsudvalgets ændringsforslag 16. Det drejer sig på den ene side om tilføjelsen om, at det skal komme fra BSE‐fri besætninger, når der gives en særlig præmie, og på den anden side om endnu en tilføjelse om, at denne præmie er begrænset til 90 dyr. Hvis vi tager det som supplement, hr. ordfører, kan vi så tilføje det?

  Funk (PPE), ordfører. – (DE) Der er stor forskel: hvad angår BSE‐frit kød, er jeg indforstået, men ikke hvad angår BSE‐fri besætninger. Hvis nu en landmand får BSE, uden at han kan gøre noget ved det, er han udelukket fra alle former for støtte. Manden er ruineret. Når jeg siger »BSE‐fri besætning«, må der i hans besætning aldrig forekomme et BSE‐dyr, men siger De »BSE‐frit kød« – disse ændringsforslag fra Dem, hr. Graefe zu Baringdorf, går jeg ind for, nemlig at der må kun interveneres, for så vidt angår BSE‐frit kød etc. Men hvis De siger, at en landmand ikke mere får præmie, hvis han nogensinde har haft noget med BSE at gøre, er manden ruineret, uden at han måske selv kan gøre for det. Som jeg erfarer i Undersøgelsesudvalget, går der så meget skævt i hele denne sag, hr. kommissær, at jeg derfor ikke mere kan sige til en landmand, hvad der kan ske ham, uden at han selv gør noget til det.

Inden den endelige afstemning:

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, inden afstemningen om den lovgivningsmæssige beslutning vil jeg gerne på min gruppes vegne anmode om, at kommissæren tager stilling til, hvilke ændringsforslag han overtager for så eventuelt at anmode om henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Det meddelte jeg jo allerede for et øjeblik siden.

  Formanden . – Ordføreren kan anmode Kommissionen om at afgive en supplerende erklæring om hvert ændringsforslag, der vedtages, og han kan foreslå, at afstemningen om forslag til lovgivningsmæssig beslutning udsættes. Men det kan hverken en gruppe eller et enkelt medlem gøre. Jeg vil nu spørge ordføreren, hvorledes han ser på det.

  Funk (PPE), ordfører. – (DE) Fru formand, jeg kræver, at afstemningen om betænkningen finder sted. Kommissæren sagde for et øjeblik siden, hvad han kan overtage og hvad han ikke kan overtage. Udvalget har stemt om betænkningen og den kommer ikke tilbage til udvalget. Det er vi blevet enige om. Vi har også stemt for beslutningerne, og kommissæren har sagt, hvad han accepterer og hvad han ikke accepterer. Jeg anmoder om, at den endelige afstemning også finder sted nu, og det skal ske ved navneopråb!

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, det er rigtigt, jeg kan i henhold til forretningsordenen ikke opfordre kommissæren til noget, når jeg ikke er ordfører. Men jeg kan, og det gør jeg hermed, på vegne af Gruppen De Grønne i Europa‐Parlamentet anmode om henvisning til fornyet udvalgsbehandling.

  Formanden . – Heller ikke det kan mere lade sig gøre, det kan man kun én gang under proceduren, og anmodningen er blevet stillet for lidt siden. Dermed består denne mulighed ikke længere.

Stemmeforklaringer

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Fru formand, vor gruppe stemte imod betænkningen, selv om vi er indforståede med tendensen, nemlig at det gælder om at fremme markedsføringen og ikke interventionen. Dét er nu i alt væsentligt også blevet vedtaget, men kommissæren har ikke udtalt sig derom. Det betyder, at Rådet ikke er forpligtet til at overtage afstemningernes indhold. Man må derfor gå ud fra, at det, Parlamentet nu har fået med af fremskridtsorienterede overvejelser, ikke bliver overtaget.

Derudover er de to ændringsforslag fra De Grønne ikke blevet vedtaget, nemlig at det både i forbindelse med intervention og den tidlige præmie skal sikres, at det kød, som kommer på markedet eller på interventionslager, kommer fra BSE‐fri besætninger. Det anser jeg for en stor fejl. Vi er på den ene side beskæftiget med i et Undersøgelsesudvalg at undersøge Kommissionens mulige fejl på BSE‐området, og på den anden side bliver vi her selv skyldige, fordi vi ikke sikrer, at dette kød kommer fra BSE‐fri besætninger.

På den anden side er det ændringsforslag, der gik ud på at begrænse præmien for tidlig markedsføring til 90 dyr, heller ikke blevet vedtaget. Det er vigtigt, for at ikke hele masseproduktionen drages ind under denne præmie, men at her produktionen med dyrehold i overensstemmelse med de enkelte dyrearter og på mindre bedrifter foretrækkes. Derfor så vi os nødsaget til at forkaste denne betænkning.

  Ahlqvist og Wibe (PSE), skriftlig. – (SV) Vi undlod at stemme i forbindelse med samtlige punkter, fordi vi dels finder hele EU's landbrugspolitik ineffektiv og ødsel, dels ikke ønsker at bidrage til indførelsen af en ny støtteordning, hvis finansiering der oven i købet hersker usikkerhed om.

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

***

  Oomen‐Ruijten (PPE). – (NL) Jeg vil gerne kunne danne mig et overblik over den resterende dagsorden her til formiddag. Jeg har lige talt med mødetjenesten, og det så faktisk ud til, at der ikke skulle finde nogen forhandling om bioetik sted. Det, synes jeg, er en meget uhyggelig tanke. Hvorfor? Fordi ministrene en af dagene skal til at drøfte dette emne, og jeg så altså gerne, og det var faktisk den eneste grund til at afholde denne forhandling, at de kan nå at tage de beslutninger med, Europa‐Parlamentet tager. Derfor spørger jeg Dem, om De ser nogen mulighed for at prioritere denne forhandling om bioetik. For jeg vil nok mene, at det er vigtigt.

  Hallam (PSE). – (EN) Fru formand, det er samme punkt til forretningsordenen. I begyndelsen af ugen var der åbenbart et stort ønske om, at vi skulle drøfte dette emne, men vi er gået frem i sneglefart i dag. Jeg ved ikke, om vi på en eller anden måde kan fremrykke det på dagsordenen.

Jeg har allerede aftalt, at min bil skal hente mig senere og køre mig til Frankfurt Lufthavn, men jeg tager ikke af sted så sent som kl. 15.00, for så kommer jeg for sent til mit fly.

  Cot (PSE). – (FR) Fru formand, på vegne af PSE‐Gruppen modsætter jeg mig denne forespørgsel. Denne forhandling foregår under stærkt kritisable omstændigheder, hvilket jeg havde lejlighed til at nævne i mandags. Der vil ikke være megen mening med afstemningen, hvilket jeg vil få lejlighed til at uddybe om lidt. På den baggrund ser jeg ikke, hvorfor vi skulle fremskynde behandlingen af det omhandlede spørgsmål.

  Formanden . – Forhandlingen står jo på dagsordenen. Det drejede sig nu kun om den anmodning, at punkt 361 og 362 på dagsordenen blev rykket frem. Er det korrekt, fru Oomen‐Ruijten?

  Oomen‐Ruijten (PPE). – (NL) Ja, det er rigtigt, fru formand. For det første ønsker jeg at minde hr. Cot om, at han skal respektere Parlamentets ønske. Når Parlamentet i mandags ved afstemning har udtrykt ønske om, at denne forhandling skulle afholdes i dag, skal vi alle kunne vise denne respekt. For det andet, når hr. Cot taler på den socialdemokratiske gruppes vegne, så har jeg mine betænkeligheder, idet jeg i hvert fald har fornemmelse af, og det kunne også høres på de talere, der sad her, at ikke hele PSE‐gruppen er enig i hr. Cots udsagn. Fru formand, jeg beder Dem endnu en gang, af respekt for Parlamentets afstemning, at foreslå Parlamentet at afholde denne forhandling nu, ellers er der ingen mening i det. Og så kan hr. Cot jo stadig sige, at han er uenig i det.

  Lulling (PPE). – (FR) Fru formand, jeg er enig i, at forhandlingen om biomedicin finder sted, men jeg vil blot nævne, at jeg har en betænkning på dagsordenen, hvor Rådet havde anmodet om en hasteprocedure, som blev enstemmigt vedtaget. Behandlingen af betænkningen kræver fem minutter, og der bør absolut træffes en afgørelse for at undgå forstyrrelser i EDICOM‐systemet.

Hvis man derfor ønsker dette, kan vi godt tage en drøftelse af biomedicin‐spørgsmålet, forudsat at min betænkning bliver behandlet bagefter.

  Cot (PSE). – (FR) Fru formand, jeg beklager fru Oomen‐Ruijtens bemærkning. Når jeg siger, jeg taler på vegne af min gruppe, så taler jeg på vegne af gruppen.

  Carnero González (GUE/NGL). – (ES) Fru formand, sandheden er den, at temmelig mange parlamentsmedlemmer er indblandet i dette spørgsmål. Jeg er en af dem. Ifølge programmet var debatten om en betænkning, som jeg er ordfører for, f.eks. sat på til begyndelsen af formiddagen. Jeg sidder stadig her og venter. Jeg er ikke enig i fru Oomen‐Ruijtens forslag, men jeg vil under alle omstændigheder gerne vide, om man vil debattere disse betænkninger eller ej. Dem alle sammen. Lad os få klart at vide, i hvilken rækkefølge debatten i dag vil finde sted.

  Pelttari (ELDR). – (FI) Fru formand, jeg synes, at hele denne fornyede behandling af bioetik er et misbrug af de proceduremæssige regler. Vi stemte jo allerede i juni om denne betænkning, som jeg var ordfører for, og nu er den i forbindelse med forespørgslerne kommet tilbage her i salen. Hr. Cot har efter mening fuldstændig ret i denne sag.

  Oomen‐Ruijten (PPE). – (NL) Fru formand, der er holdt en afstemning i Parlamentet. Og jeg har konstateret, og det er en kendsgerning, og jeg gentager det over for mine kolleger i den socialdemokratiske gruppe, at et stort flertal i Parlamentet gik ind for at afholde denne forhandling. Der er stadig mening i det nu. Og jeg anmoder Dem om at gå i gang med denne forhandling nu. De kan stille forslag herom, fru formand.

  Breyer (V). – (DE) Vi bør støtte fru Oomen‐Ruijten. Da Europarådets Parlamentariske Forsamling afholdes i næste uge, bør vi absolut stemme derom i denne uge, dvs. nu så snart som muligt. Jeg finder det allerede beskæmmende, at det ikke lykkedes os at vedtage Pelttari‐betænkningen i juni, men endnu mere pinligt er det, at vi sætter et så vigtigt punkt, som virkelig er et emne, der diskuteres heftigt i den europæiske offentlighed, som sidste punkt på dagsordenen, hvor det måske ikke mere bliver behandlet eller afsluttet. Derfor endnu en gang den anmodning, at vi nu tager direkte fat på forhandlingen om biomedicin‐konventionen.

  Formanden . – Godt, vi har endnu ni punkter på dagsordenen, og der er kommet en anmodning om, at det sidste punkt på dagsordenen rykkes frem. Jeg sætter anmodningen under afstemning.

(Forslaget forkastedes)

  Formanden . – Dagsordenen forbliver derfor, som den oprindelig var fastsat.