Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Fredag den 20. september 1996 - Strasbourg

8. Støtte til skibsbygningsindustrien

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4‐0273/96) af Moretti for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om forslag til Rådets forordning (EF) om støtte til skibsbygningsindustrien (KOM(96)0309 – C4‐0387/96‐96/0165(CNS)).

  Moretti (ELDR), ordfører. – (IT) Fru formand, det arbejde, der blev pålagt mig af Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik den 8. juli i år vedrørende forslaget til Rådets forordning om støtte til skibsbygningsindustrien, blev udført på få uger, ikke mindst takket være et samarbejde med dygtige tjenestemænd. Som bekendt handler betænkningen om den vanskelige markedssituation for skibsbygningsindustrien. For at forbedre dens forhold og med henblik på at sikre normale konkurrencevilkår er der også inden for OECD blevet indgået en aftale, der skulle være trådt i kraft den 1. januar 1996. Ifølge denne aftale er det forbudt at give indrømmelser eller yde støtte til skibsbygningsindustrien med undtagelse af bistand til forskning og bistand af social karakter, og aftalen er allerede blevet ratificeret af Den Europæiske Union, Korea, Norge og Japan, og endnu mangler kun USA at ratificere den, hvilket forventedes at ville ske inden den 15. juli 1996, men ikke skete på grund af forsinkelser med vedtagelsen af den fornødne lovgivning.

I betragtning af denne usikkerhed er Rådets syvende direktiv fortsat gældende frem til den 1. januar 1997, og Rådet skal inden den 1. oktober 1996 udtale sig om den fremtidige støttepolitik. Dersom ikke alle parter ratificerer, opretholdes systemet med subsidier og andre markedsfordrejende støtteforanstaltninger, og Rådet skal støtte et instrument, der skal forsvare værfterne i Fællesskabet mod uredelig konkurrence.

Jeg foreslår derfor vedtagelse af min betænkning med to ændringsforslag, der er vedtaget i Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik.

  Dury (PSE). – (FR) Fru formand, jeg deler hr. Morettis bekymring med hensyn til skibsværfternes fremtid. En række EU‐medlemsstater slås som bekendt med store beskæftigelsesproblemer i den forbindelse. Jeg tænker ikke kun på Belgien, men på lande som Tyskland – jeg tror, alle vores tyske kolleger med bekymring følger udviklingen inden for skibsbygningsindustrien i Nordtyskland – men også Frankrig og Italien. Vi har noteret os, at arbejdsløshedsproblemet ikke omtales i OECD‐aftalen, ligesom det heller ikke behandles i tilstrækkelig grad i alle internationale fora.

Vi har en række problemer i forbindelse med strukturomlægninger på skibsværfterne og med lukning af disse, og dette risikerer at fortsætte. Siden 1976 har Den Europæiske Union mistet næsten 200.000 arbejdspladser, herunder 14.500 alene i de seneste fire år. De koreanske skibsværfter har på deres side kunnet registrere en stigning på 9.000 arbejdspladser.

Jeg vil ikke sige, at jeg ikke glæder mig over, at de koreanske arbejdere har fundet arbejde, men jeg vil sige, at vi ikke er tilstrækkeligt rustede til at tage kampen op med vores udenlandske konkurrenter.

Vi vil gerne understrege, at man bør tage ordentlig fat på arbejdsløshedsproblemet på skibsværfterne; jeg tænker f.eks. på en løsning, der indebærer en arbejdstidsnedsættelse, hvilket Europa‐Parlamentet i øvrigt også har været inde på. Men en sådan foranstaltning bør ledsages og støttes økonomisk.

Desuden kræver vi en større forskningsindsats på området. Vi ved, at grunden til at de andre klarer sig godt er, at de er dygtige rent teknisk. Hr. Moretti har da også understreget dette, idet han anbefaler, at der gennemføres studier, som gør det muligt for de europæiske skibsværfter at være konkurrencedygtige på det felt, hvor det er påkrævet, nemlig på det kvalitetsmæssige plan.

  Stenmarck (PPE). – (SV) Fru formand, indledningsvis vil gerne sige, at jeg finder det beklageligt, at store og betydningsfulde spørgsmål skal afgøres på et tidspunkt, hvor der kun er omkring en halv snes medlemmer til stede i Parlamentet. Jeg skal derfor blot ganske kort begynde med at understrege, at alle er klar over, at skibsbygningsindustrien i Europa har særdeles store problemer. Men at tro at statsstøtte er løsningen på disse problemer, er formentlig det samme som at bide sig selv i halen.

I dag gælder det om at gøre en kraftig indsats for, at alle underskriver OECD‐aftalen om ophør af støtte til skibsbygningsindustrien. Det er beklageligt, at ratifikationsprocessen i USA ikke er færdig, og at Kommissionen i afventning heraf foreslår, at EU fortsætter med at yde værftsstøtte, dog højst frem til udgangen af 1998. Denne løsning kan imidlertid også få uheldige følger, da kun få unionslande, bl.a. Sverige og Storbritannien, i dag har afskaffet værftsstøtten. De øvrige lande yder fortsat en statsstøtte på 9 % af tilbudssummen. Denne støtte bør naturligvis afskaffes, da den fordrejer konkurrencen.

Hvis denne konkurrencefordrejning nu resulterer i, at Sverige og Storbritannien genindfører statssubsidierne, hvilket den svenske erhvervsminister har betegnet som en sidste udvej, vil det ganske klart være en udvikling, der går i den helt forkerte retning. Derfor må det være en klar målsætning, at støtte og subsidier til værftsindustrien skal ophøre, også selvom det på grund af den amerikanske sendrægtighed må ske over et par år. Frihandel og fri konkurrence må efter min mening være den helt indlysende målsætning.

  Novo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand, mine damer og herrer, inden for mindre end et år er det nu tredje gang, jeg tager ordet om indvirkningerne af OECD‐aftalen.

Den nuværende situation og udviklingstendenserne bekræfter, at vi gjorde ret i at modsætte os denne aftale. Med sin godkendelse af den bidrog Kommissionen til at lægge restriktioner på de produktive offentlige investeringer, fremme koncentrationen af skibsbygningsindustrien i hænderne på nogle få private grupper og bidrog afgørende til nedlæggelsen af denne sektor i nogle af medlemsstaterne, som f.eks. i Portugal. På samme tid lod man forstå, at tredjelande ville ratificere OECD‐aftalen og opfylde de samme såkaldte loyale konkurrencebestemmelser, som medlemsstaterne forpligtede sig til med de respektive regeringers samtykke. I dag kan det konstateres, at intet af dette er sket, og at der heller ikke er absolut sikkerhed for, at det en dag vil ske, som det hedder i betænkningen.

I mellemtiden er 200.000 arbejdspladser i denne industri forsvundet i Den Europæiske Union, heraf 14.000 inden for de sidste fire år. Derfor er forslagene om forlængelse af fristen for ydelse af den mindstestøtte til skibsbygningsindustrien, som er fastsat i forordningen om støtte til skibsbygningsindustrien og anført i den betænkning, der nu er vedtaget – eller rettere, som vil blive vedtaget – et mindstemål af rimelighed og retfærdighed over for sektoren og dens arbejdstagere.

Ud fra den betragtning, at aftalen måske aldrig bliver ratificeret af alle og aldrig bliver en ramme for stigende efterspørgsel i skibsbygnings‐ og skibsreparationsindustrien, er det vigtigt, at Kommissionen ændrer holdning og afstikker retningslinjer og incitamenter, der også tager sigte på den offentlige sektor – og ikke alene den private eller privatiserede sektor – med henblik på økonomisk og social stabilisering og forbedring af den europæiske skibsbygningsindustris produktionskapacitet, især i de medlemsstater, hvor den stadig har en vis betydning.

  Marín , næstformand i Kommissionen. – (ES) Fru formand, jeg takker hr. Moretti for hans betænkning, som vi mener generelt følger Kommissionens synspunkt. I betragtning af problemet med tiden i dag, vil hr. Moretti og medlemmerne undskylde, at jeg begrænser mig til at præcisere Kommissionens synspunkt, for så vidt angår ændringerne til teksten.

Der er foreslået tre ændringer til teksten. Den første indebærer en revision af formuleringen af stk. 2 i artikel 1 i Kommissionens forslag, og konsekvensen af denne ændring vil være, at det nuværende direktiv vil blive forlænget på ubestemt tid, indtil OECD‐aftalen træder i kraft. Kommissionen kan ikke foretage denne ændring af to grunde: Den første er, at denne form for lovbestemmelser altid fastsættes med henvisning til en bestemt afgrænset periode, og den anden grund, som er vægtigere, er, at det at man vedtager en forlængelse på ubestemt tid kunne fortolkes som en svækkelse af vores tilsagn om at nå til en aftale, hvorved man ville sende et forkert signal på et tidspunkt, hvor både vi og vores partnere presser på for at få USA til at ratificere aftalerne så snart som muligt. Så hvis vi foreslår en ubegrænset tidsperiode, kunne USA tro, at Den Europæiske Union er ved at tilpasse sig den nordamerikanske holdning i stedet for at opretholde kravet over for USA om, at USA skal ratificere OECD‐aftalen.

Hvis man forlænger direktivet til den 31. december 1998, således som Kommissionen foreslår, vil Unionen have alle muligheder åbne, herunder muligheden for igen at forlænge direktivet fra denne dato, hvis det måtte blive nødvendigt.

Den anden ændring nærmer sig mere Kommissionens holdning, idet den giver mulighed for at undersøge de eventuelle konsekvenser af manglen på en aftale samt hvilke handlingspolitikker, Unionen bør overveje i fremtiden. Kommissionen anerkender fuldt ud den bekymring, som har givet anledning til dette ændringsforslag, og er fuldstændig enig med hensyn til dets indhold.

Ved at foreslå en relativ langvarig forlængelse af direktivet mente Kommissionen, at det i tilfælde af en fortsat forsinkelse af OECD‐aftalens ikrafttrædelse eller en komplikation i forbindelse hermed vil være nødvendigt og rigtigt at foretage en omfattende revision af Den Europæiske Unions politik i denne sektor. Jeg kan forsikre Dem, at denne øvelse, som naturligvis vil indebære en høring af Parlamentet, vil ske i tilstrækkelig god tid til at sikre, at de nødvendige beslutninger vedtages inden udløbsdatoen for det direktiv, man nu foreslår en forlængelse af.

Kommissionen kan imidlertid ikke acceptere den måde, hvorpå ændringen er blevet foreslået, dvs. med tilføjelse af en ny artikel 1 A. Eftersom det er nødvendigt, at Rådet vedtager en beslutning inden den 1. oktober, er der – lad os være realistiske – ikke tid nok fra nu af til den 1. oktober, hvis Kommissionen skulle acceptere at fremlægge et revideret forslag til Rådet. Ærede medlemmer, De ved, at med den lovgivningsmæssige samarbejdsprocedure er dette umuligt.

Hvad angår ændringsforslag 3, er formålet at definere området for undersøgelsen af en alternativ politik, og jeg kan i denne forbindelse forsikre, at Kommissionen vil foretage en tilbundsgående revision, som kunne omfatte holdningen til statsstøtte i medlemsstaterne. Også i denne forbindelse udarbejder Kommissionen en årlig beretning, hvis område er endnu større end det, der er foreslået af Europa‐Parlamentet. Og Kommissionen har naturligvis intet imod, at denne beretning systematisk sendes til denne forsamling.

  Formanden . – Forhandlingen er afsluttet.

Vi går nu over til afstemningen.

Stemmeforklaring

  Dell'Alba (ARE). – (IT) Fru formand, jeg giver denne stemmeforklaring på min gruppes vegne, også for at få ført til protokollen, at jeg protesterer i anledning af, at et så vigtigt anliggende er blevet drøftet under deltagelse af et så ringe antal medlemmer. Dette tjener ikke Parlamentet til ære og viser manglende respekt for næstformand Marín, der er kommet punktligt til stede og har overværet hele forhandlingen. Jeg ønsker derfor absolut min stemmeforklaring ført til protokollen.

Herudover vil jeg sige, at jeg kommer fra en meget stor havneby, nemlig Livorno, og følgelig er spørgsmålet om støtten til skibsbygningsindustrien af særlig stor betydning for denne by. Fra dette synspunkt er hr. Morettis betænkning af stor betydning, fordi jeg trods vore forskellige holdninger i forhold til kommissær Marín, som jeg personlig tillader mig at være uenig med, finder de af vor kollega trufne valg velbegrundede – og kollegerne jo også har vist, at de tillægger betænkningen stor betydning. Disse valg er også en måde, hvorpå det tilkendegives Kommissionen, at der skal lægges vægt på en bredere inddragelse af arbejdsmarkedet, som er nødvendig på dette område, der som med rette bemærket af fru Dury først og fremmest angår beskæftigelsesproblemet, som måske ikke er nævnt ved navn i teksten og ikke blevet tilstrækkeligt belyst, men som indgår i vort stående krav om, at spørgsmålet om arbejde og beskæftigelse skal belyses i forbindelse med ethvert forslag.

Vor gruppe går, som jeg tidligere har sagt, ind for hr. Morettis betænkning, idet vi håber, at Kommissionen vil kunne ændre sin indstilling og acceptere de to ændringsforslag.

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)