Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 12. maj 1997 - Strasbourg

MØDET MANDAG DEN 12. MAJ 1997

FORSÆDE: José María GIL‐ROBLES GIL‐DELGADO
Formand

(Mødet åbnet kl. 17.00)

1. Genoptagelse af sessionen

  Formanden . – Jeg erklærer Europa‐Parlamentets session, der blev afbrudt den 24. april 1997, for genoptaget.

2. Godkendelse af protokollen

  Formanden . – Protokollen fra mødet i går er omdelt.

Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

(Protokollen godkendtes)

***

  Hallam (PSE). – (EN) Hr. formand, til forretningsordenens artikel 3. Det er med stor beklagelse, at jeg ser mig nødsaget til at komme ind på et emne vedrørende Parlamentets immunitet samt en alvorlig overtrædelse af artikel 9 i Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder. Denne artikel 9 vedrører religionsfrihed.

I sidste uge aflagde et belgisk regeringsudvalg beretning i det belgiske parlament om spørgsmålet religiøse sekter og forskellige kulter. I et særdeles fordrejet og unøjagtigt kapitel om Pinsebevægelsen blev der henvist til en bevægelse – Christian Fellowship – der er aktiv i Parlamentet i Bruxelles. Formålet med denne henvisning var helt klart at placere denne bevægelse i en nedgørende sammenhæng.

Den bevægelse, der henvises til, er tilsyneladende en gruppe, der ledes af min egen assistent i Bruxelles. Den mødes kun på Parlamentets område. Den er mere økumenisk end reelt en del af pinsebevægelsen, omend denne bevægelses medlemmer også er velkomne. Assistenter, der er baptister, katolikker og medlemmer af andre retninger, deltager regelmæssigt i disse møder.

Gruppen mødes en gang om ugen i mit kontor i Belliard‐bygningen eller et lokale, som er lejet i mit navn, og deltagerne er assistenter for medlemmer fra andre politiske grupper end PSE såsom PPE og EDN. Den mødes normalt, når jeg ikke er til stede, men jeg påtager mit det fulde ansvar for dens aktiviteter.

Jeg er chokeret over, at de religiøse aktiviteter, som min assistent og hans venner deltager i i mit kontor, tilsyneladende er blevet gjort til genstand for overvågning af den belgiske stat. Den belgiske regering har ikke givet mig, der er det ansvarlige medlem, lejlighed til at høre eller svare på de anklager, der implicit fremføres i rapporten. Jeg ved ikke noget om, hvilke oplysninger der er blevet indhentet, hvem der har givet tilladelse til det, eller hvordan oplysningerne efterfølgende er blevet opbevaret.

Jeg vil bede Dem få den belgiske regering til at love, at borgerne i Den Europæiske Union, herunder også parlamentsmedlemmernes assistenter, frit kan udøve deres religion uden overvågning, chikane eller bagtalelse.

  Formanden . – Hr. Hallam, jeg vil foreslå, at De sender en skrivelse til formanden for Belgiens Repræsenteretkammer med anmodning om at få dette spørgsmål belyst. Som bekendt nyder EuropaParlamentets bygninger ekstraterritorial status og kan derfor ikke gøres til genstand for overvågning fra nogens side.

Jeg erindrer om, at jeg principielt støtter ethvert parlamentsmedlems ret til at interessere sig for anliggender, som berører de europæiske borgere. Såvel som jeg forsvarer Europa‐Parlamentets rettigheder, må jeg respektere de andre parlamenters rettigheder. Derfor finder jeg det klogest i denne sag at rette en forespørgsel til det belgiske parlament.

  Marset Campos (GUE/NGL). – (ES) Hr. formand, den 24. april i år blev en lastbil fra Murcia ført af hr. Antonio Antolinos overfaldet i Frankrig mellem Marseille og Avignon, uden at det franske politi greb ind.

En sådan handling vækker den største harme, og jeg anmoder formanden om at rette henvendelse til de franske myndigheder med anmodning om, at de sikrer, at retten til fri bevægelighed for varer og personer respekteres. Problemer og uoverensstemmelser vedrørende den fælles landbrugspolitik skal løses i Bruxelles eller her i Parlamentet, men ikke ved at overfalde arbejdstagere og ødelægge varer fra andre medlemsstater.

  Formanden . – Hr. Marset, som De vil vide, er det hverken Parlamentet eller dets formand, der har kompetence i denne sag, men derimod Kommissionen, som er ansvarlig for at overvåge anvendelsen af fællesskabsretten. Desuden bør De forelægge spørgsmålet for Udvalget for Andragender, således at det kan tilskynde Kommissionen til at foretage sig noget.

  Elliott (PSE). – (EN) Hr. formand, jeg er nødt til endnu en gang at vende tilbage til de problemer, som medlemmerne har haft med at komme til Strasbourg til denne mødeperiode. Af uransagelige årsager blev der i morges sat et Air Inter‐fly ind fra Heathrow til Strasbourg, der var for lille til at rumme mere end to tredjedele af dem, der havde reserveret plads. Der opstod derfor enorme problemer, og et par af medlemmerne kunne ikke få en plads. Det er helt uacceptabelt. Uanset grunden skulle problemet have været løst. Personalet i Heathrow undskyldte meget, men der var helt klart nogen, der ikke mente, det var så vigtigt at finde et fly, så alle medlemmerne og også andre kunne komme til Strasbourg.

Hr. formand, jeg ved ikke, om vi kan gøre noget. Det burde virkelig ikke være nødvendigt, men på grund af nogle af luftfartselskabernes ineffektivitet hjælper det måske. Kan Parlamentet minde luftfartselskaberne om, at flyene mandag formiddag til mødeperioden i Strasbourg skal kunne medtage mange medlemmer, ikke kun fra Heathrow, men også fra andre steder? Så udskifter de det måske ikke med utilstrækkelige fly, der ikke kan rumme alle dem, der vil med.

Det er ikke første gang, vi har sådanne problemer, og hvor vi efter at have udøvet et vist pres har opnået forbedringer. Jeg kan huske, da vi blev fløjet tilbage til Heathrow via Dublin. Dublin er en rar by, men det var ikke målet med rejsen.

  Formanden . – Hr. Elliot, Europa‐Parlamentets generalsekretær vil rette henvendelse herom til flyselskabet, hvilket ikke er til hinder for, at jeg, hver gang jeg mødes med de franske myndigheder, personligt vil minde dem om problemerne med transporten til Strasbourg.

  Plooij‐Van Gorsel (ELDR). – (NL) Hr. formand, Europa‐Parlamentet, vort Parlament, har meddelt, at der afholdes licitation på indbo til barerne og til restauranten i Leopold‐bygningen i Bruxelles. I Nederlandene et dette blevet bekendtgjort via et stort dagblad. En nederlandsk virksomhed har som reaktion herpå meddelt kontoret i Luxembourg, at det gerne vil afgive tilbud, og at det til den ende gerne vil have tilsendt papirer. Der blev sendt en fax den 11. april, men den forblev ubesvaret. Den 16. april blev der igen afsendt en fax, igen ingen reaktion. Endelig kom et brev på fransk. Så blev der rettet telefonisk henvendelse, hvorvidt dette brev og dokumenterne skulle foreligge på engelsk. Samtalen med kontoret i Luxembourg fandt sted udelukkende på fransk, og selvom der stod en nederlænder i nærheden, ville den pågældende ikke komme til telefonen. Det vil sige, at entreprenøren udelukkende kunne arbejde med franske dokumenter. Disse bliver nu oversat af et oversætterbureau. Men kopierne er så dårlige, at oversætterbureauet ikke kan læse dem. Det vil sige, at denne virksomhed ikke kan fremsætte noget tilbud. Jeg spørger mig selv, hr. formand, om man her virkelig kan tale om en offentlig licitation, eller er det måske et udbud, hvor valget allerede er truffet på forhånd, og hvor man kun lader som om? Er dette nu et eksempel på et offentligt udbud med gennemsigtighed og lige muligheder for europæiske virksomheder? Vi befinder os her i Europa‐Parlamentet, og jeg mener, at Europa‐Parlamentet netop burde foregå med et godt eksempel på dette område. Hvorledes kan borgerne, hr. formand, nu tage os alvorligt, hvis vi ikke tager disse borgere og virksomhederne alvorligt?

Nu afholdes der den 20. maj en visite des lieux for de interesserede. Bliver der på denne rundvisning også kun talt fransk? Eller måske nok et andet sprog? De små og mellemstore virksomheder, motoren i beskæftigelsen i Europa, klager over, at de europæiske udbudsprocedurer er ineffektive.

  Formanden . – Fru Plooij‐van Gorsel, disse spørgsmål skal sendes skriftligt til Præsidiet, hvorefter De vil modtage et præcist svar. Jeg kan ikke give Dem et svar på stående fod. De kompetente tjenester skal først undersøge spørgsmålet, og dernæst vil jeg snarest muligt give Dem et fyldestgørende svar.

  Eisma (ELDR). – (NL) Hvis vor generalsekretær alligevel skal tale om forbindelserne til Strasbourg, har jeg igen en klage over togforbindelsen mellem Bruxelles og Strasbourg. Normalt har dette tog en prima spisevogn. Derfor er det så tiltrækkende at tage dette tog. Igen er der ingen faciliteter for medlemmerne. Vil De bede de belgiske jernbaner om ikke at hindre anvendelsen af offentlige transportmuligheder ved fortsat at skære ned på faciliteterne? Jeg forstår på tilslutningen fra min kolleger, at vi her i Parlamentet har bred støtte til over for de belgiske jernbaner at insistere på, at de opretholder deres service.

  Formanden . – Jeg tager denne anmodning til efterretning, hr. Eisma.⁽¹⁾

(1) Parlamentets sammensætning – Udvalgenes sammensætning – Modtagne dokumenter – Tekster til aftaler sendt af Rådet – Andragender – Udvalgshenvisninger: se protokollen.

3. Arbejdsplan

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen.

Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen i overensstemmelse med artikel 95 i forretningsordenen, er omdelt.

Der er foreslået følgende ændringer:

Mødeperioden 12.−16. maj 1997 i Strasbourg

Mandag:

  Formanden . – PPE‐Gruppen anmoder om fornyet udvalgsbehandling af betænkning af Brendan Patrick Donnelly – for Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet – om ændring af forretningsordenens artikel 116 om delt afstemning (A4‐0089/97).

Jeg giver ordet til fru Oomen‐Ruijten, som vil begrunde anmodningen om henvisning til fornyet udvalgsbehandling.

  Oomen‐Ruijten (PPE). – (NL) Hr. formand, PPE‐Gruppen er helt og aldeles enig i formålet med ændringen af forretningsordenen; det vil sige, at vi kan afkorte afstemningstiden ved ikke længere at afholde delt afstemning. Vi er helt enige i denne målsætning. Men det overvejende flertal i vor gruppe mener, at skulle vi vedtage denne betænkning i denne form, så ville det føre til, at der bliver stillet så mange flere ændringsforslag, og at vi så rent faktisk ikke opnår dette formål. Dette er grunden til, at vi via Dem vil anmode om endnu en gang at henvise hr. Donnellys betænkning til fornyet behandling i Forretningsordensudvalget for at få foretaget en ny afvejning og se på, hvorvidt den omstændighed, at vi ikke længere tillader delt afstemning opvejer det store antal ændringsforslag, der efter vor opfattelse så vil blive stillet senere.

  Fayot (PSE), formand for Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet. – (FR) Jeg har noteret mig PPE‐Gruppens anmodning om fornyet udvalgsbehandling af Donnelly‐betænkningen. Så vidt jeg ved, har PSE‐Gruppen ikke noget at indvende imod dette, men jeg vil foreslå PPE‐Gruppen, at man gennemfører forhandlingen, og at man derefter henviser teksten til fornyet udvalgsbehandling inden afstemningen. Dette vil give forsamlingen mulighed for at fremsætte idéer og synspunkter. Donnelly‐betænkninger har ikke været genstand for ændringsforslag fra kollegernes side. Mit forslag går derfor ud på at gennemføre forhandlingen nu for derefter inden afstemningen og med kollegernes samtykke at henvise betænkningen til fornyet udvalgsbehandling.

  Oomen‐Ruijten (PPE). – (NL) Hr. formand, jeg synes også, at det er fint at acceptere anmodningen fra Forretningsordensudvalgets formand, og vi vil så også trække vort forslag tilbage, men vi må så til gengæld aftale indbyrdes, at vi forud for afstemningen henviser betænkningen til fornyet udvalgsbehandling for nok en gang nøje at overveje følgerne.

  Formanden . – Jeg minder Det Europæiske Folkepartis Gruppe om, at den skal genfremsætte anmodningen efter forhandlingen, hvis den skal kunne imødekommes.

Tirsdag:

  Formanden . – PPE‐Gruppen anmoder om fornyet udvalgsbehandling af betænkning af Mosiek‐Urbahn – for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder – om yderligere tilsyn med forsikringsselskaber som indgår i en koncern (A4‐0157/97).

Jeg giver ordet til fru Mosiek‐Urbahn, som vil begrunde anmodningen om henvisning til fornyet udvalgsbehandling.

  Mosiek‐Urbahn (PPE), ordfører. – (DE) Hr. formand, jeg vil gerne understrege dette forslag fra min gruppe en gang til. Ved afstemningen i Retsudvalget støttede man det på mange enkelte punkter. Men ved den endelige afstemning fik det ikke flertal. Det drejer sig ved denne betænkning om en meget kompliceret teknisk materie. At der heller ikke er stillet nogen ændringsforslag i den indledende fase til denne betænkning, heraf kan De forstå, at der allerede er opnået vidtgående enighed med forskellige politiske grupperinger om, at det var bedst og mest fornuftigt at henvise denne betænkning til fornyet udvalgsbehandling. Jeg anmoder derfor Parlamentet om at stemme for dette forslag.

(Fornyet udvalgsbehandling vedtoges)

Onsdag:

  Formanden . – Gruppen De Grønne i Europa‐Parlamentet anmoder om, at betænkning af Titley – for Udvalget om Udenrigs‐, Sikkerheds‐ og Forsvarsanliggender – om Europas forsvarsrelaterede industri og de udfordringer, den står overfor, et bidrag til indsats på europæisk plan (A4‐0076/97), bliver taget tilbage.

Jeg giver ordet til hr. Telkämper, som vil begrunde anmodningen om tilbagetagning af betænkningen.

  Telkämper (V). – (DE) Efter min mening er vi i dag nødt til kort at debattere om denne Titley‐betænkning. Først vil jeg gerne lykønske hr. Titley og Labour‐partiet med det magtskifte, de har opnået i Storbritannien. Hjertelig til lykke med dette resultat. Hvad hr. Titley imidlertid forsøger med denne betænkning, er en snuptagsmanøvre. Med betænkningen sker der en kvalitativ ændring af EU's udenrigspolitik. Denne ændring har vi ikke kunnet diskutere tilstrækkeligt i grupperne, i hvert fald i nogle grupper; især i udvalget har vi ikke kunnet diskutere tilstrækkeligt.

Vi har stemt om det i udvalget med 31: 30 – hvor en kollega sagde til mig, at han ikke vidste, hvad han stemte om, ellers ville han bagefter have stemt anderledes. Der rejser sig det spørgsmål, om vi i betragtning af 240 ændringsforslag nu overhovedet ønsker at stemme. Denne betænkning er ikke et færdigt stykke arbejde, og standpunkterne er endnu ikke klare. Fra Den Socialistiske Gruppe ved jeg, hvis jeg er rigtig informeret, at den først vil debattere ændringsforslagene i morgen aften. I vores gruppe er vi ikke enige endnu, og det er vi heller ikke i udvalget.

Med Maastricht står den fælles udenrigs‐ og sikkerhedspolitik på dagsordenen. Som britisk repræsentant siger hr. Henderson nu noget helt andet end den britiske repræsentant i sidste måned. Vi bør udskyde denne betænkning i én eller to måneder, indtil vi har resultaterne af Maastricht II og så som Parlament danner os vores egen velfunderede og godt uddebatterede mening om dette emneområde. Derfor har vi stillet dette forslag.

(Bifald)

  Formanden . – Hr. Titley har ordet for en udtalelse imod anmodningen.

  Titley (PSE). – (EN) Hr. formand, jeg er ikke sikker på, hvilken betænkning hr. Telkämper taler om. Der er kun 36 ændringsforslag til min betænkning, og de fleste er stillet af De Grønne.

For det andet handler min betænkning ikke om formuleringen af den fælles udenrigs‐ og sikkerhedspolitik – det er hr. Tindemans' betænkning, som vi er i færd med at drøfte.

For det tredje skulle det have været på dagsordenen i april, men blev udskudt til maj, så de øvrige grupper kunne behandle den. Så alle de forhold, hr. Telkämper talte om, er allerede blevet klaret. Vi udskød det for at få denne beskrivelse. Der er ikke mange ændringsforslag, og jeg kan ikke se nogen grund til at udskyde behandlingen af betænkningen yderligere.

(Anmodningen om udsættelse forkastedes)

  Formanden . – Gruppen De Grønne i Europa‐Parlamentet anmoder om, at man på dagsordenen indføjer redegørelser fra Rådet og Kommissionen om udviklingen i arbejdet på regeringskonferencen.

Jeg minder medlemmerne om, at Rådet har anmodet om, at disse redegørelser ikke opføres på dagsordenen, hvilket Formandskonferencen enstemmigt har tilsluttet sig, eftersom det på baggrund af den nuværende situation på regeringskonferencen er vanskeligt at give en tilpas dybtgående orientering, hvilket naturligvis ikke fratager VGruppen retten til at rejse spørgsmålet på ny.

Jeg giver ordet til fru Aelvoet, som vil begrunde anmodningen om opførelse på dagsordenen.

  Aelvoet (V). – (NL) Hr. formand, det er ganske korrekt, at hele Parlamentet oprindelig havde anmodet om at få en forhandling nu her i denne uge om udviklingen i arbejdet på regeringskonferencen. Vi ved godt alle sammen her i salen, at forslagene såvel fra det irske som fra det nederlandske formandskab, for så vidt som disse er kendt på nuværende tidspunkt, ligger milevidt fra det, som flertallet her i Parlamentet allerede for nogle måneder siden havde beskrevet som et minimum. Der er altså al mulig grund til for Parlamentet at udsende et klart signal om, hvad der bør ske. Forrige uge under behandlingen på Formandskonferencen blev det fremført, at det springende punkt var, at Rådet mente, at det ville være uheldigt at afholde en forhandling nu, at få en redegørelse fra Rådet nu, set i lyset af at der er valg i Frankrig. Nu vel, vi ved ganske nøje, at valget i Frankrig kommer til at dreje sig om de europæiske temaer, og skulle en forhandling her i Parlamentet, hvor man skal redegøre for, hvor vidt man er kommet, på hvilke områder man stadig må forsøge at hale resultater i land samt, hvad der absolut bør forbedres, skulle dette så være en ulempe for en rimelig afvikling af valget i Frankrig? Dette er virkelig at vende sagen på hovedet. Vi synes, at det er uhørt, at Parlamentet ikke debatterer, når det er nødvendigt, og at udsætte det til juni er for sent. Vi anmoder altså absolut om en politisk behandling af udviklingen i arbejdet og en forhandling nu.

  Martens (PPE). – (NL) Hr. formand, således som De bemærkede det, var der, tror jeg, enighed på Formandskonferencen om ikke at behandle punktet denne uge men først efter det ekstraordinære europæiske topmøde den 23. maj på plenarforsamlingen i Bruxelles. Og hvis jeg ikke tager fejl, får vi en redegørelse fra Rådet den 29. maj i Bruxelles efter det ekstraordinære topmøde, og så kan vi langt bedre afholde en forhandling dér end i denne uge. Så vil vi med fuldt kendskab til omstændighederne kunne afholde denne forhandling på grundlag af drøftelserne på det ekstraordinære europæiske topmøde. Formandskonferencen syntes, at det var langt fornuftigere, klogere og også langt mere politisk at forlægge det til den 29. maj i Bruxelles.

(Anmodningen om opførelse på dagsordenen forkastedes)

Torsdag og fredag (ingen ændringer)

Mødeperioden 28.−29. maj 1997 i Bruxelles

(ingen ændringer)

⁽¹⁾

(1) Uopsættelighedsproceduren – Aktuel og uopsættelig debat (foreslåede emner) – Taletid: se protokollen.

4. Retlig beskyttelse af krypterede tjenester

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4‐0119/97) af Anastassopoulos for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om Kommissionens grønbog om retlig beskyttelse af krypterede tjenester i det indre marked (høring om behovet for en EF‐foranstaltning).

  Anastassopoulos (PPE), ordfører. – (EL) Hr. formand, en af de ting, der er præger vor tid, nemlig den konstante og stadigt stigende anvendelse af ny teknologi, har i kombination med det voksende udbud af frekvenser betydet, at visse tjenester, navnlig nye digitale radio‐ og tv‐tjenester, kodificeres eller krypteres. Det er kun muligt at få adgang til disse programmer, hvis man er i besiddelse af og anvender et særligt udstyr – en dekoder – mod betaling af en afgift. Denne nye form for radio‐ og tv‐tjenester er blevet meget udbredt i Europa og i hele verden. Imidlertid trues denne udvikling, som Kommissionen behandler i den grønbog, vi drøfter i dag, af et velkendt fænomen, nemlig piratvirksomhed.

En af informationssamfundets følger, kunne man kalde det. For den grønbog, vi her behandler, berører et konkret problem i informationssamfundet, som vi har beskæftiget os med i en mere generel form i forbindelse med ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder i hr. Barzantis fremragende betænkning fra september.

Det problem, der opstår, er mangesidigt, fordi det rammer en række rettigheder og interesser, som er særdeles betydningsfulde inden for rammerne af det indre marked. For samtidig med denne nye og dynamiske udvikling af kodificerede og krypterede programmer har der udviklet sig en uautoriseret industri, der fabrikerer dekoderudstyr.

Denne piratindustri, der fremstiller og sælger dekodere til priser under de officielle, har antaget et sådant omfang, at den udgør en reel trussel. Det er naturligvis vanskeligt at vurdere hele markedet af ulovlige aktiviteter; men det er sikkert ikke en overdrivelse at antage, at det ulovlig udstyr udgør mellem 5 og 20 % af det samlede antal dekodere, og at de krypterede tjenester mister over 200 mio ecu på denne måde. Man behøver blot at nævne, at der i løbet af bare fire måneder, fra september 1996 til begyndelsen af 1997, via Internet er udsendt over 1 million reklamer for piratudstyr. Dette er også et hårdt slag for den europæiske biografindustri, idet 34 % af dennes indtægter er forbundet med denne kilde.

Det er vor opfattelse, at denne piratvirksomhed bør bekæmpes med effektive midler. Både af hensyn til det indre markeds regelmæssige funktion, den videre udvikling af industrier med speciale i ny teknologi og udviklingen af nye kommunikationsformer, for at fremme handelsstrategier og – især – af hensyn til beskyttelsen af forbrugerne og af indehaverne af de intellektuelle ophavsrettigheder. Fremstillingen af mere avancerede dekodere med en teknik, der yder større beskyttelse mod og besværliggør piratvirksomhed, viser sig at være så dyr, at forbrugerne rammes, og samtidig virkningsløs, idet pirataktiviteterne alt for hurtigt tilpasser sig og hele tiden er i stand til – med endnu mere avanceret teknik – at bryde alle beskyttelsessystemer. Derfor mangler vi et fællesskabstiltag, der angriber dette spørgsmål, som den blomstrende piratvirksomhed har gjort til et hasteproblem.

Hvad de nationale lovgivninger angår, håndterer nogle lande problemet med særlovgivning og andre med generel lovgivning, bl.a. om illoyal konkurrence, med to forskellige fremgangsmåder, dels beskyttelse af den krypterede tjeneste, dels forbud mod de såkaldte »forberedende aktiviteter«, og disse forskelle landene imellem gør ikke sagens hastekarakter mindre. Derfor er regeringerne i 13 af de 15 medlemslande gået med til at indføre harmoniserede fælles regler, og jeg tror i øvrigt ikke, de havde noget andet valg, hvis man ser på den internationale regulering, hvor Europarådets henstillinger ikke er af bindende karakter, og arbejdet i Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret muligvis vil munde ud i resultater, som det var tilfældet i december, men de lovgivningsmæssige løsninger, der kommer ud af disse resultater, vil være tunge og ufrugtbare på grund af de mange forbehold fra regeringerne.

Fællesskabsløsningen er imidlertid heller ikke hverken simpel eller let, hvilket skyldes to faktorer: For det første vil enhver lovmæssig regulering, uanset dennes art, i sagens natur gribe ind i det svært tilgængelige område, der hedder fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, som er fastlagt i den primære og afledte ret og stadfæstet af Den Europæiske Domstols retspraksis. Man kan frygte, at de løsninger, der vil blive foreslået, muligvis vil berøre stadfæstede rettigheder, og derfor kræver dette stor omtanke og forsigtighed. For det andet bør disse løsninger også omfatte sanktioner, hvis de skal være effektive. Og her bør man endnu en gang stille spørgsmålet, hvorvidt og i hvor høj grad medlemsstaterne vil kunne acceptere strafferetlige og administrative sanktioners indføjelse i en EF‐retsakt, da dette er områder, hvor EU ikke har nogen kompetence.

Af disse årsager, dvs. på den ene side behovet for regulering og på den anden side den komplicerede karakter, som de ønskede løsninger sandsynligvis vil få, foreslår ordføreren et direktiv som det mest effektive middel, da dette på den bedste og hurtigste måde vil skabe den nødvendige konvergens mellem de gældende nationale lovgivninger. En forordning ville måske være bedre, men der er en risiko for, at sagen ville blive trukket i langdrag på grund af reaktionerne. Arbejdet med opstillingen af et sådant direktiv bliver nok ikke let, men et samarbejde mellem Kommissionen, Parlamentet og medlemsstaterne vil kunne give resultater. Retsudvalget, som gjorde mig den ære at vedtage denne betænkning enstemmigt, opfordrer Kommissionen til snarest muligt at tage skridt i denne henseende. Denne piratvirksomhed bør bekæmpes hurtigt og effektivt.

  Hautala (V), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik. – (FI) Hr. formand, da der i informationssamfundet udvikles stadig flere betalingstjenester, der tilbydes til et udvalgt publikum, vil piratvirksomhed naturligvis også blive mere udbredt. På Økonomiudvalgets vegne er jeg da også fuldstændig enig med betænkningens ordfører i, at der er brug for en eller anden form for regulering. Man kan selvfølgelig forsøge at forhindre piratvirksomhed med tekniske løsninger, men jeg frygter, at man dermed kommer ud i et kapløb med piratudbyderne, som efterfølgende vil ende med at være til fordel for piratudbyderne.

Jeg foreslog i Økonomiudvalget, at man skulle overveje muligheden for en forordning og ikke kun et direktiv, da en forordning, når den gennemføres, utvivlsomt vil være en effektiv måde at regulere på. Men jeg forstår også ordføreren, når han konstaterer, at det er en ambitiøs tanke, som ikke vil være særlig let at gennemføre i medlemslandene. Derfor indser jeg, at dette direktiv, der sikrer et minimum af regulering, for øjeblikket er, hvad der i hvert fald er brug for.

Sagen er også forbundet med mange vanskelige spørgsmål om erstatning og sanktioner, som skal iværksættes over for brugerne af ulovligt dekoderudstyr. I denne sammenhæng kan man selvfølgelig overveje en strafferetlig regulering, men da der skal tages hensyn til, at medlemslandene er ret uvillige til at foretage harmoniseringer på det strafferetlige område, kan man selvfølgelig også overveje civilretlige erstatninger.

Inden man går over til denne form regulering, mener jeg imidlertid, at det er væsentligt at besvare de spørgsmål, som Miljøudvalget sikkert vil stille os om lidt. Miljøudvalget ønsker at vide, hvordan den begrænsede adgang til disse krypterede tjenester kan føre til f.eks. centralisering. Det handler om informationsindustrien, hvilket ikke er småting. Kommissionen har formodentlig ikke svaret helt fyldestgørende på disse spørgsmål.

  Medina Ortega (PSE). – (ES) Hr. formand, betænkningen af hr. Anastassopoulos er vedtaget med enstemmighed i Udvalget om Retlige Anliggender. Det er den første betænkning om dette emne, og den er udarbejdet som led i en høring om Kommissionens grønbog om retlig beskyttelse af krypterede tjenester i det indre marked og ligger i forlængelse af et helt regelsæt, som Det Europæiske Fællesskab har udarbejdet om beskyttelse af teletjenester og kommunikationstjenester generelt.

Efter min mening står vi over for en ny retstype, hvor Det Europæiske Fællesskab spiller en avantgarde‐rolle. Jeg må komplimentere Kommissionen for dens pionerarbejde på dette område, og formodentlig vil Kommissionen have bemærket, i hvor høj grad Parlamentet samarbejder med den i hver enkelt etape.

Nu befinder vi os i en fase, hvor det drejer sig om at sikre retlig beskyttelse i de omhandlede situationer. Problemet består i, at retlig beskyttelse, navnlig strafferetlige sanktioner, henhører under medlemsstaternes kompetence. Indførelse af fællesskabslovgivning på dette område er således ensbetydende med, at Kommissionen bevæger sig ind på et forholdsvis ubetrådt område, og jeg mener derfor, at ordførerens anbefaling af at vælge direktivløsningen er langt det mest hensigtsmæssige.

Det er efter min mening vigtigt at udarbejde retsinstrumenter på dette område – og Parlamentet, Kommissionen og Rådet har tidligere vedtaget sådanne bestemmelser i fællesskab. Direktiv 93/83 om beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret i forbindelse med radio‐ og tv‐udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel markerede således en milepæl – og det skal bemærkes, at dette direktiv nu har været i kraft i fire år, uden at der tilsyneladende har været nævneværdige problemer med anvendelsen af det.

For nylig er Parlamentet og Rådet med effektivt samarbejde fra Kommissionens side nået til enighed om ændringen af direktivet om tv uden grænser, og desuden er direktiv 95/47 om standarder for transmission af tvsignaler i kraft. Sammenfattende mener jeg, at denne lovgivning er af en ny karakter, at Parlamentet støtter Kommissionens initiativer og opfordrer Kommissionen til at fortsætte ad denne vej, og at den mest hensigtsmæssige valg er et direktiv og ikke en forordning.

  Mosiek‐Urbahn (PPE). – (DE) Hr. formand, heldigvis har vi her at gøre med en betænkning, som Retsudvalget har stemt for samlet.

Ordføreren har klart og tydeligt redegjort for alle punkter til beskyttelse af de krypterede tjenester i det indre marked. Værd at understrege er den konstatering, at piratvirksomheden nærmest blomstrer i alle kendte varianter. Der fremstilles ikke‐godkendt dekoderudstyr, det bringes i handelen, det købes, det installeres, og det bruges frem for alt. Derudover tilbydes de tjenester, der står i forbindelse med piratvirksomheden. Der reklameres for disse tjenester, og de udføres for effektivt at omgå de eksisterende beskyttelsessystemer. Piratvirksomheden er et grænseoverskridende fænomen og krænker samtidig den intellektuelle ejendomsret. Grønbogen tager sig udelukkende af aspektet ulovlig modtagelse af krypterede tjenester. Analysen af den retlige situation i de 15 medlemsstater viser, hvor splittet retsområdet Europa er. Nogle lande har specifikke ordninger, andre lande tyr til allerede eksisterende retsregler, og igen i andre lande er der overhovedet ingen beskyttelse. Konklusionen er indlysende: Vi har, som ordføreren klart har sagt, brug for en harmonisering. Spørgsmålet er, har vi brug for et direktiv, har vi brug for en forordning?

Ordføreren – og Retsudvalget er enig med ham – plæderer for et direktiv, fordi det også er mere fleksibelt at håndtere for medlemsstaterne. Ganske vist ville der – det indrømmer han også selv – kunne opnås større enighed inden for rammerne af en forordning. I denne forbindelse vil jeg gerne netop minde om Slim‐betænkningen, der blev vedtaget for kort tid siden, og hvori vi som Parlament igen har betænkeligheder ved, at der vedtages for meget såkaldt soft‐law . Følgelig burde en forordning så egentlig også prioriteres højere her. Ganske vist er det vel mere realistisk – i det mindste med forbehold af andre erkendelser efter udnyttelse af den åbne konsultation ifølge grønbogen – som første skridt at tilstræbe et direktiv.

At indstille harmoniseringsbestræbelser med det argument, at i betragtning af den hastige tekniske udvikling ville piratvirksomheden på kort tid igen kunne omgå enhver ordning, ville være lig med en falliterklæring. Tværtimod, dette argument skal være en tilskyndelse til at gennemføre den retlige beskyttelse så hurtigt som muligt.

  De Clerq (ELDR). – (NL) Hr. formand, jeg skal begrænse mig til to punkter. Bekæmpelsen af piratvirksomhed og piratindustrien er absolut nødvendig, men den behøver ikke udelukkende at tilgodese operatørens rettigheder. Man skal også varetage forbrugerens interesser, og disse ligger i omkostningerne og kvaliteten af de udbudte tjenester. Et velreguleret og liberaliseret marked, således som vi ønsker det, må komme forbrugeren til gode, således at indhentning af informationer, selv mod betaling, kommer til at ligge inden for enhvers rækkevidde, fordi retten til information bør ikke blive en rettighed for de få.

Et andet punkt er, at vi må passe på med, at bekæmpelsen af piratvirksomhed på EU‐niveau ikke flytter problemet. Problemet med piratvirksomhed er verdensomspændende, hvorfor der bør tages initiativer på verdensplan.

Til slut vil jeg sige, det er således ikke kun en opgave for WIPO, det er også en vigtig udfordring for de videre forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen.

  Oreja Aguirre , medlem af Kommissionen. – (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, allerførst vil jeg takke ordføreren, hr. Anastassopoulos, for hans indlæg.

Som bekendt blev Kommissionens grønbog forelagt i marts 1996. Resultaterne af høringen bekræftede behovet for et fælles retsinstrument, og Kommissionen noterer sig med tilfredshed, at Parlamentet deler dens synspunkt.

I de seneste måneder har grønbogen været genstand for en dybtgående debat i fire parlamentsudvalg, og kvaliteten af udvalgenes arbejde kommer tydeligt til udtryk i hr. Anastassopoulos' omfattende betænkning.

Hvad angår opfølgningen af grønbogen, deler Kommissionen det synspunkt, der kommer til udtryk i betænkningen, at det mest egnede retsinstrument er et direktiv. Kommissionens principielt positive holdning til et lovgivningsforslag kom klart til udtryk i arbejdsprogrammet for 1997, som kommissionsformand Jacques Santer forelagde på plenarmødet i oktober 1996.

Efter vedtagelsen af Parlamentets betænkning og under hensyntagen til de positive resultater af høringen kan Kommissionen nu forelægge et forslag, som kan imødekomme de legitime forventninger, som grønbogen har skabt.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke for Parlamentets støtte og endnu en gang understrege Kommissionens engagement i denne sag.

  Formanden . – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag kl. 12.00.

5. Anvendelsen af subsidiaritetsprincipperne

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4‐0155/97) af Palacio Vallelersundi for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd

‐ om anvendelsen af nærhedsprincippet 1994 (KOM(94)0533 – C4‐0215/95)
‐ om »Mod en bedre lovgivning« – om anvendelsen af principperne om subsidiaritet og proportionalitet samt om forenkling og kodificering (CSE(95)0580 – C4‐0561/95)
‐ om »Bedre lovgivning 1996« – om anvendelsen af nærheds‐ og proportionalitetsprincipperne samt om forenkling og kodificering (CSE(96)0007 – C4‐0015/97)
‐ om interimsrapport om anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (CSE(96)0002 – C40355/96).

  Palacio Vallelersundi (PPE), ordfører. – (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, de kommissionsdokumenter, der behandles i nærværende betænkning, falder – i det mindste formelt – ind under den forpligtelse, der i henhold til konklusionerne af Det Europæiske Råds møde i Birmingham og Edinburgh i 1992 blev pålagt Kommissionen til at udarbejde en årlig rapport til Parlamentet og Rådet om anvendelsen af nærhedsprincippet.

Der er en iøjnefaldende forskel mellem 1994‐rapporten og de senere rapporter: 1994‐rapporten følger i sin metode de store linjer i de foregående rapporter, som gør det muligt at vurdere de grunde, der ligger bag en fællesskabsforanstaltning eller tværtimod grundene til, at Fællesskabet mangler legitimitet til at iværksætte den, fordi kriterierne i artikel 3 B ikke er opfyldt.

Endvidere understreger 1994‐rapporten på udmærket vis de problemer, der opstår ved den praktiske anvendelse af nærhedsprincippet, og Kommissionen redegør således for det problem, der består i, at de forskellige medlemsstaters holdninger i Rådet oftere afhænger af deres holdninger til realitetsspørgsmålet end af en almindelig tilskyndelse til at overholde artikel 3 B. Endelig skal det nævnes, at rapporten på relevant vis påpeger et andet problem, som skyldes, at der ofte mangler en klar skillelinje mellem de områder, hvor EF har enekompetence og de områder, hvor EF og medlemsstaterne deler beføjelserne.

For så vidt angår de øvrige rapporter, især rapporterne for 1995 og 1996, viser selve titlens formulering klart den nye indfaldsvinkel og det nye perspektiv, som Kommissionen tilsigter, idet henvisningerne til nærhedsprincippet, proportionalitet, forenkling og kodificering er samlet under fællesbetegnelsen »Bedre lovgivning«.

Ordføreren må imidlertid åbent tilstå, at hun på trods af en omhyggelig læsning af rapporten ikke har været i stand til at drage en klar konklusion om anvendelsen af nærhedsprincippet i årene 1995 og 1996. Tværtimod giver den stadige henvisning til andre kommissionsinitiativer (Molitor og SLIM for blot at nævne to eksempler), sammenblandingen af retlige og tekniske principper samt alle de retoriske erklæringer paradoksalt nok en fornemmelse af, at vi har med en institution at gøre, der har mistet gejsten, som indtager en defensiv holdning, som snarere end at aflægge beretning om forvaltningen af sit ansvar benytter disse rapporter om nærhedsprincippet som en lejlighed til at forsøge at retfærdiggøre sig generelt.

Den foreliggende betænkning, som er vedtaget enstemmigt i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, og hvori der desuden er taget stort hensyn til debatten og perspektiverne på regeringskonferencen og især den protokol, som det nederlandske formandskab forfægter, bygger på følgende betragtninger: for det første henvises der til nærhedsprincippets politiske dimension i og med at det har til formål at sikre, at visse beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt. Nærhedsprincippets indføjelse i traktaterne giver det imidlertid status af bindende, konstitutionel retsregel og tager sigte på at regulere definitionen og gennemførelsen af fællesskabsaktionerne på grundlag af den kompetence, som medlemsstaterne har tillagt Fællesskabet, uden at kompetencefordelingen i medlemsstaterne dog på nogen måde berøres.

Fællesskabet er baseret på beføjelser, som udtrykkeligt er tillagt det. Det skal imidlertid fremhæves, at fællesskabsinstitutionerne træffer alle de nødvendige foranstaltninger til at udføre den opgave, gennemføre de mål og opfylde de forpligtelser, som er tillagt dem i traktaterne. Det er Parlamentets kriterium, som er tydeliggjort i betænkning af Giscard d'Estaing og betænkning af Martin og det er det, som beslutningsforslaget henholder sig til.

For det andet er nærhedsprincippet et janushovede i den forstand, at når Kommissionen påtænker et initiativ på et område, som ikke henhører under dets enekompetence, skal den bevise legitimiteten af sin aktion ved at påvise problemets fællesskabsdimension og gevinsten med hensyn til fællesskabsaktionernes effektivitet i sammenligning med situationen, hvis medlemsstaterne handler individuelt. Dette er en logisk følge af nærhedsprincippet, men det skal ligeledes understreges, at anvendelsen af nærhedsprincippet ikke må være en hindring for Fællesskabets legitime udøvelse af den delte kompetence, som er tillagt det i traktaterne, og endnu mindre hindre iværksættelsen af foranstaltninger, for hvilke Fællesskabet har enekompetence. Sagt på en anden måde må anvendelsen af nærhedsprincippet i henhold til traktaterne under ingen omstændigheder udmønte sig i en svækkelse af EF‐retten eller en udhuling af l'acquis communautaire.

I beslutningen udtrykkes der i denne forbindelse foruroligelse over, at der i perioden 1994‐1996 systematisk blev henvist til nærhedsprincippet for at hindre udviklingen af initiativer inden for rammerne af nye politikker, navnlig på det kulturelle og audiovisuelle område og på energi‐ og forskningsområdet, for blot at nævne nogle af dem.

Det tredje hovedpunkt, der behandles i betænkningen, er Kommissionens slogan: «Handle mindre, men handle bedre«, som vi absolut tilslutter os. Vi bemærker imidlertid med foruroligelse mangedoblingen af de forberedende dokumenter, som blev forelagt i 1996, for nu blot at nævne dette år: 13 grønbøger, 2 hvidbøger samt et stort antal rapporter, meddelelser og handlingsprogrammer. Man kan frygte, at denne tids‐ og ressourcemæssige investering fra Kommissionens side kan komme til at ske på bekostning af dens virksomhed på det lovgivningsmæssige område, hvor den har monopol på initiativet.

Endvidere er det foruroligende at bemærke Kommissionens tendens til, når mere ambitiøse initiativer slår fejl og/eller som følge af Rådets politik, at forelægge rammedirektiver og adfærdskodekser. Det er Parlamentets ansvar at påpege risikoen for, at der således skabes en ret med en uklar status og en mindre bindende ret – «softlaw«, der er mindre sikker, og som udmønter sig i en fiktiv harmonisering og en usikker gennemførelse i national ret.

Endvidere påtaler Retsudvalget den indflydelse, som den traktatstridige anvendelse af nærhedsprincippet har på det manglende fremskridt i perioden 1994‐1996 på væsentlige områder inden for det indre marked.

Endelig kommer udvalget ind på sammenblandingen af juridiske principper og kriterier for god lovgivningsteknik. Ordføreren understreger, at Kommissionen som tidligere nævnt har anset det for hensigtsmæssigt at udvide sine seneste rapporter om nærhedsprincippet, som den kalder »Mod en bedre lovgivning«/«Bedre lovgivning«, til at omfatte de påtænkte foranstaltninger til forenkling og kodificering af fællesskabsretten, og kritiserer den forvirring, der skabes med denne metode, og insisterer på den væsentlige forskel mellem forenkling og kodificering – og klarheden som en naturlig følge heraf – som er kriterier for god lovgivningsteknik, og nærheds‐ og proportionalitetsprincippernes juridiske natur.

Det vil være på sin plads at slutte af med at se på Europa‐Parlamentets udøvelse af kontrollen med anvendelsen af nærhedsprincippet i det dobbelte aspekt ikke gøre og gøre i de forskellige retsakter, det udtaler sig om. EuropaParlamentets kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet bør opretholdes og endog intensiveres. Med en omskrivning af indledningen til rapporten for 1995 nærer jeg som ordfører tvivl om, hvorvidt denne rapport, «Bedre lovgivning«, rent faktisk viser, at »Kommissionen løser den opgave, den har fået pålagt«. Hvad jeg derimod ikke er i tvivl om, hr. formand, hr. kommissær, er, at der er tale om delte beføjelser med »de øvrige EU‐institutioner og medlemsstaterne«.

Hr. kommissær, hr. formand, Parlamentet er sig sit ansvar bevidst og vil udøve sine beføjelser til gavn for de borgere, det repræsenterer.

  Añoveros Trias de Bes (PPE). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær, nærhed og proportionalitet er bindende konstitutionelle retsnormer, som er styrende principper for udøvelsen af delte beføjelser mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Disse retsnormer må under ingen omstændigheder udgøre en hindring for udviklingen af det indre marked eller udhule acquis communautaire.

Der må sondres mellem på den ene side nærheds‐ og proportionalitetsprincippernes juridiske natur og på den anden side forenkling og kodificering. Førstnævnte henviser til effektivitet i forvaltningen og de sidstnævnte til gennemsigtige lovgivningsteknikker. De to områder er komplementære, men må ikke sammenblandes. Derfor er det ikke korrekt at udvide disse principper til at omfatte forenklingsteknikker. Først må nødvendigheden af at handle evalueres, og dernæst må der rent faktisk handles. Kommissionens slogan »Handle mindre, men handle bedre« indebærer nødvendigheden af at handle og at vide, hvordan der skal handles. Er effektivitet i fællesskabsforvaltningen forenelig med udformningen og forelæggelsen af forberedende dokumenter vedrørende generelle eller institutionelle spørgsmål? Ordføreren har sat fingeren på et ømt sted og med rette fremhævet dette alvorlige problem.

Alle disse forberedende dokumenter indebærer en dobbelt fare: dels kan de risikere at drukne borgerne i papirer, dokumenter og akter, hvilket blot øger den herskende forvirring, og dels kan de være et anslag mod retssikkerheden.

Hvordan passer disse forberedende akter ind i Unionens retssystem? Et fast punkt på enhver regeringskonference er en analyse af, hvordan institutionerne fungerer og af balancen mellem Kommissionens, Rådets og Parlamentets beføjelser. Det er således nødvendigt at advare mod tre fristelser: for det første mod at anvende nærhedsprincippet til at renationalisere områder, som henhører under Fællesskabets enekompetence, for det andet at anvende adfærdskodekser og aftaler til at neutralisere proportionalitetsprincippet og for det tredje at anvende fællesskabskodificeringen til at indføre substantielle ændringer i teksterne og i givet fald til at ændre retsgrundlaget.

Parlamentet må overvåge, at disse fristelser undgås. Ordføreren har i den sammenhæng løst en vanskelig og kompliceret opgave på en usædvanlig god måde, og hendes indsats er prisværdig, ikke alene på grund af hendes parlamentariske forhandlingsevne, men også fordi betænkningen er et mønster på enkelhed og klarhed.

FORSÆDE: Magdalene HOFF
Næstformand

  Thors (ELDR). – (SV) Fru formand, at dømme efter statistikken i rapporterne ser det udmærket ud, men den udtrykker, som ordføreren konstaterede, ikke hele sandheden. Der er kommet færre lovgivningsinitiativer, men Kommissionen er i stedet begyndt at styre ved hjælp af andre initiativer. Denne fremgangsmåde kan ikke siges at styrke nærhedsprincippet. Desuden forrykker den magtbalancen mellem institutionerne.

Når man undersøger, om nærhedsprincippet er overholdt, bør man efter min mening i ethvert lovforslag også forholde sig til de enkelte bestemmelser. Det mener jeg er i at traktatens ånd. Er en konkret bestemmelse virkelig gavnlig eller nødvendig på EU‐plan? Sådan som EU i øjeblikket arbejder, bliver en sådan analyse ikke foretaget, hverken når lovforslaget udarbejdes eller i Parlamentet. Derfor vinder særinteresserne ofte, og der bekymrer min gruppe.

For det andet deler jeg ordførerens utilfredshed med de rapporter, som vi drøfter i dag. Jeg tror ikke, at de vil gå over i historien som væsentlige bidrag til fremme af nærhedsprincippet. Jeg mener, at debatten om nærhedsprincippet må gøres mere levende. Det kan ske ved, at der optages bestemmelser og afsnit om det i Kommissionens lovgivningsprogram. Desuden er der behov for bedre undersøgelser af nærhedsaspektet i de enkelte lovforslag. Selvom Kommissionens ledelse har udstedt direktiver herom, lader undersøgelserne af de enkelte lovforslag meget tilbage at ønske.

Men den virkelige »djævel« befinder sig i de bestemmelser, der hører til på et lavere niveau end Parlamentets og Rådets afgørelser, nemlig i de enkelte gennemførelsesforordninger; her er der meget at gøre. Jeg anbefaler Kommissionen at fastsætte en tidsfrist, som indebærer, at en bestemmelse, der ikke er blevet fornyet inden for fem år, udløber og ophører med at eksistere. Det ville mindske bureaukratiet og øge borgernes tillid til Unionen.

  Lindholm (V). – (SV) Fru formand, alle os, der sidder her, vil gerne arbejde for at få mere demokrati, ikke mindst på lokalt plan og så tæt på borgerne som muligt. Det er derfor, vi er her. Nærhedsprincippet burde være drivkraften i dette arbejde, og det var også hensigten med det. Men i dag fungerer det desværre ikke.

Som ordføreren konstaterer, står det klart, at nærhedsprincippet er en retsnorm af grundlæggende karakter i EU. Mindre klart er det, hvordan det er blevet anvendt, hvordan det burde anvendes, og hvordan det vil blive anvendt i fremtiden. Den måde, hvorpå Kommissionen i sine rapporter om anvendelsen af nærhedsprincippet er begyndt at koble dette sammen med et andet juridisk princip, nemlig proportionalitetsprincippet, og med spørgsmål, der vedrører lovgivningens tekniske aspekter m.m., forplumrer kun billedet yderligere.

Det burde tydeliggøres, hvilke begrundelser og kriterier der skal være opfyldt, for at noget kan reguleres på fællesskabsplan, og hvornår det i overensstemmelse med nærhedsprincippet kan og skal løses på nationalt plan så tæt på de berørte som muligt. Hvis man kun anvender nærhedsprincippet på de såkaldte »bløde områder«, såsom miljøspørgsmål og forbrugerbeskyttelse, kan man få mistanke om, at hensigten ikke er at respektere nærhedsprincippet, men måske snarere misbruge det. Vil man tillade bedre og strengere regler på eksempelvis miljøområdet, kan man jo bestemme, at der på nationalt plan kan fastsættes en strengere beskyttelse. Desuden kan man benytte artikel 100 A, som også anerkender andre end det indre markeds rent økonomiske værdier.

Borgernes holdning og tillid til EU og til demokratiet i det hele taget hænger nøje sammen med, om det lokale og det nationale demokrati fungerer, og om nærhedsprincippet fungerer. Vi håber derfor, at regeringskonferencen tager fat på dette spørgsmål og omsider udmønter nærhedsprincippet i regulære bestemmelser og giver det et konkret indhold.

  Novo Belenguer (ARE). – (ES) Fru formand, indledningsvis takker jeg fru Palacio for betænkningen, hvoraf det fremgår, at en korrekt anvendelse af nærhedsprincippet indebærer, at beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt i anliggender, der indvirker på Den Europæiske Unions videreudvikling og konsolidering.

I den forbindelse er det yderst påfaldende, at der ikke henvises til den vigtige rolle, som tilfalder de regionale myndigheder, navnlig de, som har lovgivningskompetence. I Pavens rundskrivelse Quadragesimo Anno betegnes det som en uretfærdighed at fratage de mindre samfund muligheden for selv at gøre det, de rent faktisk selv kan klare. I den udstrækning det lykkes os at fjerne vore medborgeres bekymring vedrørende den så ofte kritiserede centralisering af fællesskabsinstitutionerne og at etablere egnede kanaler, der kan sikre, at borgerne får de nødvendige informationer – og dermed påvise, at deres problemer også skal løses i Unionens forskellige institutioner, vil vi opnå en nødvendig og rimelig balance i anvendelsen af nærhedsprincippet.

Som medlemmer af Europa‐Parlamentet er det vort ansvar at opfordre Kommissionen til, når den finder det hensigtsmæssigt at iværksætte nærhedsprincippet, at foretage en vurdering af, om dens medvirken vil øge de påtænkte foranstaltningers effektivitet på fællesskabsplan og de positive virkninger heraf på afgørende områder for borgerne, som f.eks. beskæftigelsesområdet.

Der er områder, hvor de regionale myndigheder bør indtage en fremtrædende plads, fordi de er tæt på de målgrupper, de pågældende foranstaltninger er rettet imod. I den forbindelse ville det ligeledes være hensigtsmæssigt at styrke Parlamentets lovgivningsbeføjelser, da denne institution, som repræsenterer borgerne direkte, dermed ville få større indflydelse på anvendelsen af nærhedsprincippet, hvilket vil bidrage til at øge såvel Parlamentets forbindelser med borgerne som fællesskabsinstitutionernes interne demokrati.

  Van der Waal (I‐EDN). ‐ (NL) Fru formand, «Europa må handle mindre, men handle bedre«. Dette var et slagord fra Kommissionen sidste år, hvor målet var at mindske antallet af lovforslag og forbedre disses kvalitet. Det fremgår af de dokumenter fra Kommissionen, der står på dagsordenen i dag, at Kommissionen har taget dette meget alvorligt. Dette bør man respektere. Der er sket en klar nedgang i antallet af lovforslag i forhold til tidligere år. Tilsyneladende åbner subsidiaritetsprincippet her en hel del flere muligheder, end man almindeligvis tror. Dette bliver bekræftet af, at Kommissionen i perioden 1994‐1995 har trukket 48 lovforslag tilbage.

Palacio‐betænkningen minder os om, at subsidiaritetsprincippet er en bindende retsforskrift, og betænkningen peger lidt advarende på, at det ikke må være en hindring for udøvelsen af de beføjelser, som traktaterne har tillagt Fællesskabet. Det behøver man imidlertid efter min opfattelse ikke at frygte. Praksis har lært os, at der snarere er tale om det modsatte, hvilket betyder, at subsidiaritetsprincippet stadig ikke i tilstrækkelig grad er kommet til at spille sin rolle fuldt ud.

Forklaringen herpå ligger i, at princippet ikke kun er et rent juridisk begreb, men at det også omfatter politiske og økonomiske aspekter. Ved anvendelsen af princippet viser det sig vanskeligt at holde disse aspekter ude fra hinanden. Derved bliver anvendelsen af princippet blandt andet bestemt af forskellige opfattelser af en stræben mod en europæisk samling. Tilhængere af et forenet Europa placerer anvendelsen af princippet i denne politiske målsætnings perspektiv. Dermed underkendes det imidlertid, at Europa er et samarbejdsforbund af suveræne stater. Dette indebærer, at medlemsstatsniveauet er det primære, og at det supranationale niveau er underordnet i forhold hertil.

Ydermere må det betænkes, at subsidiaritetsprincippet i den udformning, det blev givet på topmødet i Edinburgh, udtrykkeligt er beregnet på at imødegå centralisering og at lade beslutningsprocessen udfolde sig så tæt på borgeren som muligt. Derfor kan jeg ikke tilslutte mig de punkter i Palacio‐betænkningen, som påstår, at man påberåber sig subsidiaritetsprincippet til at forhindre europæiske foranstaltninger på området kultur, audiovisuelle tjenesteydelser, folkesundhed, beskæftigelse og deslige. Disse politiske områder falder jo primært ind under medlemsstaternes ansvar.

Ud over at reducere lovgivningens omfang lægger Kommissionen i sin rapport samtidig vægt på forenkling og forbedring af samme. Også dette fortjener accept. Inden for proportionalitetens rammer bør mængden af lovgivning og detaljeringsgraden være så begrænset som muligt. Denne indsats må imidlertid ikke blandes sammen med subsidiaritetsprincippets retlige ramme. Dette peger Palacio‐betænkningen på med rette. Men for at den europæiske lovgivning kan fungere ordentligt er disse forenklende foranstaltninger ikke mindre vigtige.

Det voksende svælg mellem den europæiske ledelse og medlemsstaternes borgere giver al mulig anledning til at begrænse Unionens opgaver og bekæmpe centralisering og bureaukrati. I forbindelse med Unionens videre udvidelse og en voksende forskel mellem medlemsstaterne bliver dette endnu mere presserende. Forslaget fra det irske formandskab om at tilføje subsidiaritetsprincippets funktion i en protokol til traktaten er positivt. Men i forbindelse med udvidelsen mener jeg ikke, at vi slipper for at tage et yderligere skridt til at begrænse Unionens nuværende opgaver og give medlemsstaterne større frihed.

  Vanhecke (NI). – (NL) Fru formand, det er måske nyttigt allerførst at minde om, at artikel 3 B vedrørende subsidiaritetsprincippet ikke bare blev grebet ud af den blå luft og så lige optaget i Maastricht‐traktaten, men at det tværtimod kom for at imødekomme en legitim bekymring hos særdeles mange borgere i Den Europæiske Union. Disse borgere stiller spørgsmål ved, hvad de oplever som en stedse større europæisk nævenyttighed. Sagt klart: intet fornuftigt menneske stritter imod endog meget vidtgående former for samarbejde og drøftelse på europæisk niveau, men stadig flere fornuftige mennesker stiller spørgsmål ved bestemte vildskud i forbindelse med overdreven ensretning, ved at det europæiske niveau blander sig overdrevent i forhold til de regionale og nationale niveauer. Jeg tror, at den tvungne såkaldte europæiske stemmeret ved kommunalrådsvalgene er et typisk – men desværre ikke enkeltstående – eksempel herpå.

Med Maastricht‐traktaten blev beføjelserne på EU ‐niveau betragteligt udvidet, blandt andet med de såkaldte »nye politiske foranstaltninger«. Men modstykket til denne kompetenceudvidelse, nemlig at subsidiaritetsprincippet via artikel 3 B udtrykkeligt optages i traktaterne, risikerer nu imidlertid at blive en tom bestemmelse.

Når subsidiaritetsprincippet anvendes som det sig hør og bør, må de såkaldt »lavere niveauer« normalt overveje, hvilke beføjelser de vil afgive til det højere niveau. Men således som det nok en gang fremgår af den foreliggende betænkning, går man præcist omvendt til værks i Europa: i bedste fald anmoder man det europæiske niveau om at overveje hvilke beføjelser, det muligvis selv ikke ønsker; i tilfælde af kompetencekonflikt skal en anden europæisk institution – Domstolen – bilægge tvisten. Dette forekommer mig personligt en temmelig forvreden politisk drejning af begrebet subsidiaritet.

Afslutningsvis vil jeg også påstå, at denne forhandling egentlig burde være overflødig, hvis alle ville respektere den kendsgerning, at Den Europæisk Union slet ikke er en slags føderal stat i sin vorden men tværtimod et »forbund af stater«, således som det fremgik af afgørelsen fra domstolen i Karlsruhe, den berømte afgørelse fra den tyske forfatningsdomstol.

Dette er sagens kerne. Så længe et flertal her i Parlamentet – jeg siger vel at mærke Parlamentet, fordi jeg har det indtryk, at der kan spores en forbedring hos Kommissionen – tilsyneladende vægrer sig ved at acceptere denne realitet med et »forbund af stater«, er forhandlinger som denne efter min beskedne mening egentlig temmelig formålsløse.

  Cardona (UPE). – (PT) Fru formand, indledningsvis skal jeg understrege, at nærhedsprincippet efter vores mening er strukturerende for fællesskabsinstitutionernes beslutningsproces på lovgivningsområdet, og at det har status af et konstitutionelt princip, som er bindende for dem, der er omfattet af foranstaltninger gennemført i henhold til dette princip, og af største betydning for fællesskabsinstitutionernes opbygning og integration. Det er vigtigt, at dette princip – som vi anser for konstitutionelt – i den nuværende fase udgør en ramme, der sikrer balancen mellem Fællesskabets og medlemsstaternes beføjelser, idet vi finder det vigtigt, at sidstnævntes beføjelser i den nuværende fase opretholdes inden for de mellemstatslige rammer. Efter vores mening bør det i artikel 3 B i Unionstraktaten nedfældede princip ikke gøres til genstand for ændring, udvikling eller uddybning på regeringskonferencen.

Det, der nu er vigtigt, er at undersøge, på hvilke betingelser og på hvilken måde det omhandlede princip anvendes af fællesskabsinstitutionerne. Kommissionen har i sin seneste rapport knæsat et grundprincip: «Handle mindre, men handle bedre«. Dette princip kan vi fuldt ud tilslutte os. Det er os derfor magtpåliggende at præcisere, hvori nærhedsprincippet består. Efter vores mening bør det være kriterier som nødvendighed og effektivitet, der er afgørende for, i hvilke situationer og på hvilke betingelser Kommissionen, når den udøver delte beføjelser, gennemfører foranstaltninger, der anses for egnede til at opfylde de fælles målsætninger.

Definitionen af, hvad der skal opfattes som fælles mål, bør efter vores mening bygge på proportionalitetsprincippet, der i øvrigt er stadfæstet i sidste afsnit af den omtalte artikel 3 B. Nærhed og proportionalitet er således indbyrdes forbundne og komplementære begreber. Alle foranstaltninger bør følgelig tilpasses til de mål af fælles interesse, som fællesskabsinstitutionerne skal bidrage til at opfylde.

Områder som f.eks. miljøbeskyttelse og bekæmpelse af svig må betragtes som henhørende under nærhedsprincippet. På området bekæmpelse af skattesvig kan nævnes aftalerne om gensidig administrativ bistand til inddrivelse og om overførselspriser, fusionsdirektiverne, direktiverne om udbyttebeskatning og endelig de fælles regler om samtidig revision, som allesammen henhører under definitionen af, hvad der bør forstås ved fælles aktioner iværksat i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og de førnævnte nødvendighedsog effektivitetskriterier.

Et andet vigtigt aspekt, der skal tages hensyn til i dette spørgsmål, er de nationale parlamenters rolle i forbindelse med vedtagelsen af beslutninger, der træffes i medfør af nærhedsprincippet. Vi mener, at de nationale parlamenter bør spille en vigtig rolle i fasen forud for beslutningstagningen og også i den efterfølgende i form af politisk kontrol med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Endelig hvad angår spørgsmålet om med henblik på gennemførelsen af nærhedsprincippet at gøre brug af alternative løsninger med høringer af de berørte kredse, hvilket Kommissionen definerer som en permanent dialog, mener vi, at dialog kan være en god metode til at skabe samordning mellem fællesskabslovgivningen og kontakterne med borgerne, men at den ikke i sig selv kan opfattes som en lovgivningsmæssig beslutning. En sådan bør efter vores mening fortsat reguleres af retsnormer og dermed være bindende for de respektive modtagere.

  Corbett (PSE). – (EN) Fru formand, subsidiaritetsprincippet er lidt lige som æbletærte. Alle kan godt lide den, men ingen kan blive enige om, hvad man skal putte i den. Et begreb, der blev udviklet i unionssammenhæng af Parlamentet, da det udarbejdede Spinelli‐udkastet til traktaten om Den Europæiske Union, bliver nu brugt af unionsmodstanderne, der påstår, at Den Europæiske Union bliver overcentraliseret, og at der er fare for, at der opstår en centraliseret superstat.

Når man tænker nærmere over det, bruger Unionen kun 3 % af de offentlige udgifter. Dens bureaukrati er af samme størrelse som en gennemsnitlig mellemstor bys i Europa. Der består ikke nogen reel fare for overcentralisering på langt sigt. Vi må ikke glemme, at vedtagelse af unionslovgivning for det første forudsætter et retsgrundlag i traktaterne – traktater, der er vedtaget af alle de nationale parlamenter. Hvis der endvidere er tale om vigtig lovgivning, er der blandt andet behov for Rådets accept. Og hvem sidder i Rådet? Det gør de nationale ministre, der er med i de nationale regeringer og ansvarlige over for de nationale parlamenter. Ikke folk, der frem for alt ønsker at overdrage beføjelser til Den Europæiske Union, når det ikke er nødvendigt.

Næste gang en minister kommer hjem og anklager Bruxelles for at blande sig, bør vi minde ham eller hende om, at det er deres nationale ministre, der sidder i Rådet, som har godkendt den pågældende lovgivning. Og hvis de skulle overskride deres beføjelser, er det muligt at indbringe sagen for Domstolen og få fastlagt, om subsidiaritetsprincippet er overtrådt. Denne mulighed står åben for alle regeringerne i Den Europæiske Union.

Vi må tage afstand fra den frygt, som skabes af mænd som hr. Vanhecke for lidt siden, mænd som John Major, mænd som John Redwood, mænd som Michael Howard, mænd som hr. Le Pen, mænd som William Hague, der gerne vil have os til at tro, at der er fare for alle landene for, at Europa bliver overcentraliseret.

Det er ikke tilfældet. Det er der ikke nogen reel fare for. Vi bør være modige nok til at sige, at det undertiden er nødvendigt med europæisk lovgivning for at få retfærdige spilleregler for det indre marked, for at sikre, at der er mindre lovgivning ved at have et enkelt regelsæt for selskaber i stedet for femten forskellige nationale regelsæt, som de skal tilpasse sig. Ja til subsidiaritet. Nej til at bruge det som et redskab til at angribe Den Europæiske Union med.

  Habsburg‐Lothringen (PPE). – (DE) Fru formand, først vil jeg gerne gratulere fru Palacio meget hjerteligt med hendes betænkning og naturligvis også Kommissionen, repræsenteret af kommissær Oreja, med de fremskridt, der er opnået. Men for mig synes det imidlertid på sin plads i diskussionen om dette begreb subsidiaritet at understrege, at netop dette begreb stammer fra den kristelige sociallære og derfor også bør anvendes under dette aspekt og ikke, som det så tit sker, bør bedømmes nedsættende som en hjælp til selvhjælp.

Subsidiaritet betyder ikke andet, end at en større enhed ikke må varetage noget af det, den mindre enhed kan opfylde tilfredsstillende. Men det viser også ganske klart, at subsidiaritet skal bygges nedefra og opefter og ikke oppefra og nedefter. Subsidiaritet skal fungere mellem kommunerne og regionerne på samme måde som mellem Den Europæiske Unions organer og medlemsstaterne.

Fru Palacios betænkning gør i begyndelsen ganske klart opmærksom på, at subsidiaritetsprincippet har en politisk dimension: Derfor skal spørgsmål om subsidiaritetsprincippet også løses politisk og, om muligt, ikke ved Domstolen, netop fordi målet skal være at træffe Fællesskabets beslutninger så borgernært som muligt. Så borgernært som muligt betyder imidlertid også at presse beslutninger så langt ned mod basis som muligt i denne beslutningspyramide. Heraf følger for mig den logiske konklusion, at man under niveauet kommune også skal se niveauet familie, da den i sidste instans er grundlaget for vores samfund og også skal styrkes tilsvarende inden for rammerne af subsidiaritetsprincippet.

Men som noget væsentligt må det alligevel understreges, at subsidiaritetsprincippet på ingen måde må misbruges til at opnå en svækkelse af fællesskabsretten. En systematisk omtale inden for rammerne af de nye politikker forekommer her at være noget betænkelig. Men alt i alt viser den meget oplysende betænkning, at der fortsat er meget at gøre først og fremmest i spørgsmålet om definition af subsidiaritet.

  Dybkjær (ELDR). – Tak til ordføreren for forsøget på at skabe lidt mere klarhed om begrebet nærhed, som der jo for alvor blev sat fokus på i Edinburgh i 1992 efter bl.a. de folkeafstemninger, der blev afholdt om Maastricht, og hvor det vel var gået op for regeringerne i Europa, at EU ikke just var et folkeligt projekt. For mig er det bl.a. det, nærhedsbegrebet skal anvendes til, nemlig til at sikre, at borgerne i så høj grad som muligt får indflydelse på beslutningerne, i så høj grad som muligt får lejlighed til selv at bestemme og i hvert fald bliver i stand til at forstå, hvad der foregår. Men nærhedsbegrebet er stadig uklart defineret og dermed uforståeligt i praksis.

Jeg skal derfor opfordre til, at diskussionerne fortsættes både her i Parlamentet, i Kommissionen og andre steder, og at vi ud over en appel til regeringskonferencen om også for alvor at tage fat på definitionen af dette begreb måske skal opfordre DG IV til at udarbejde en mere principiel rapport om, hvad begrebet i virkeligheden er blevet til helt konkret i den forløbne periode, og hvordan begrebet konkret kan defineres med henblik på fremtidig indsats.

  White (PSE). – (EN) Fru formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans fortræffelige, klare betænkning.

Det forholder sig imidlertid sådan, at traktatens artikel 3 B ikke indeholder en definition af begrebet subsidiaritet. Det glæder mig, fordi dette begreb, som hr. Corbett korrekt påpegede, tidligere er blevet brugt som en undskyldning for igen at gøre bestemte forhold til nationale anliggender, hvilket jeg er indædt modstander af. Jeg vil komme med et specifikt eksempel. Under det foregående mandat fandt Kommissionen det i sin visdom nødvendigt at beskytte dyr i zoologiske haver og stillede derfor et forslag til direktiv om forholdene for dyr i zoologiske haver. Som følge af det berømte topmøde i Edinburgh, hvor en række værdifulde forslag blev forkastet af hr. Major, blev det omtalte forslag trukket tilbage og er nu kommet tilbage til Parlamentet i direktivform. Det mener jeg er et tilbageskridt. Det tjener ikke dyrenes interesser og er bare en dårlig undskyldning for, hvad vi burde gøre som parlamentsmedlemmer.

Når der derfor i punkt F i betænkningen henvises til subsidiaritet som et »dynamisk begreb«, mener jeg, at vi bør tilføje ordet »pragmatisk«, fordi det, som det nævnes i punkt G, er »en hensigtsmæssig juridisk teknik«. Det frembyder efter min mening ikke særlige problemer. Det eneste, vi skal gøre, er at finde ud af, hvad målet er med en bestemt lovgivning. Og så skal vi blot spørge om, på hvilket niveau denne lovgivning er mest effektiv. Det er en pragmatisk test, og det vil undertiden være mere effektivt på nationalt eller regionalt plan. Det er blot et spørgsmål om at anvende et pragmatisk princip, og vi må ikke lokke os selv til at tro, at subsidiaritet er noget, der kun sker på nationalt plan.

  Oreja Aguirre , medlem af Kommissionen. – (ES) Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke fru Palacio for hendes grundige og – som sædvanlig – kompetente behandling af Kommissionens dokumenter om anvendelsen af nærhedsprincippet. Jeg har i allerhøjeste grad værdsat de skarpsindige og stringente betragtninger, der er indeholdt i såvel betænkningen som i indlægget her i eftermiddag.

Det glæder mig endvidere at konstatere, at ordførerens holdning i mange henseender ligger tæt op ad Kommissionens. Således mener Kommissionen i lighed med ordføreren, at nærhedsprincippet ikke gælder på områder, der henhører under Fællesskabets enekompetence, da der i disse tilfælde ikke kan sættes spørgsmålstegn ved acquis communautaire og ligeledes at uoverensstemmelser vedrørende nærhedsprincippets anvendelse fortrinsvis bør løses inden for rammerne af institutionernes normale funktionsmåde i medfør af den interinstitutionelle aftale fra 1993 uden selvfølgelig dermed at udelukke, at spørgsmålet kan forelægges Domstolen.

Som De vil vide, mener Kommissionen ikke, at formuleringen af artikel 3 B skal tages op til fornyet overvejelse inden for rammerne af regeringskonferencen. Efter Kommissionens opfattelse fungerer artikel 3 B i den nuværende formulering tilfredsstillende, problemet består snarere i at få alle institutionerne til reelt at anvende det.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at præcisere Kommissionens holdning til nogle af de nævnte spørgsmål. Vedrørende rapporterne, der bærer titlen »Bedre lovgivning«, kan jeg forsikre Dem, at Kommissionen på ingen måde sammenblander nærhed og proportionalitet med de lovgivningstekniske instrumenter, som tager sigte på at gøre fællesskabslovgivningen mere enkel, klar og tilgængelig, mere præcist udtrykt forenkling og kodificering. Kommissionen sondrer klart mellem disse koncepter og sammenblander dem ikke.

Kommissionens approach er af rent praktisk karakter. Fællesskabslovgivningen er en helhed, og det er nødvendigt med et samlet syn på alt de tiltag, der bidrager til det, vi har kaldt »Bedre lovgivning«. Kommissionen har forpligtet sig på at overholde nærhedsprincippet, og De ved selv, mine damer og herrer, i hvor høj grad den har bestræbt sig på at overholde nærhedsprincippet. Men det er klart nok altid muligt at gøre det bedre og i særdeleshed på de områder, som er omhandlet i fru Palacios betænkning. F.eks. agter Kommissionen at øge indsatsen på alle de områder, der har at gøre med evalueringen af følgerne af de foreslåede aktioner. Den har allerede planlagt mekanismer hertil, som den agter i videst mulig udstrækning at omsætte i praksis og ajourføre dem i videst mulig udstrækning.

Et andet problem, der er nævnt, er spørgsmålet om forudgående høring i forbindelse med grøn‐ og hvidbøger. Hvis det skal fungere effektivt, må høringerne klart nok gennemføres på en mere konkret og specifik måde. Til fru Palacio vil jeg derfor sige, at Kommissionen er sig dette problem bevidst og nøje noterer sig bemærkningerne herom i betænkningen.

Jeg vil dog understrege, at den praksis, der er fulgt i de seneste år, navnlig i de to‐tre seneste år, går ud på at gennemføre en høring af samfundet i form af grøn‐ og hvidbøger forud for lovgivningsaktiviteten. Grønbøger tjener det formål at rejse en række spørgsmål. Og i nogle tilfælde har det været nødvendigt med to runder: en første høring, hvor vi ikke har stillet os tilfreds med de modtagne svar og har udarbejdet endnu en grønbog. Således har Kommissionen i ret lang tid beskæftiget sig med emnet pluralisme og mediekoncentration. Hvorfor? Fordi vi stadig ikke har en helt klar idé om, hvad sektoren ønsker, og hvad samfundet ønsker. Kommissionens metode er således forskellig fra tidligere, hvor den gik direkte i gang med lovgivningsprocessen. Nu forsøger vi at indhente en mere præcis viden om de forskellige holdninger. Men under alle omstændigheder har vi nøje noteret os fru Palacios betragtninger, som vi vil omsætte i praksis.

Også på et andet punkt vil jeg gerne takke fru Palacio for hendes agtpågivenhed over for et bestemt problem. Men også på dette område – udstedelse af rammedirektiver – kan jeg berolige hende. Som bekendt er rammedirektiver et nærhedsinstrument, som blev forfægtet af Det Europæiske Råd i Edinburgh, og som Kommissionen anvender i visse tilfælde, hvilket ikke anfægter fællesskabsrettens enhedskarakter, hvis dette instrument kun anvendes i situationer, hvor det er berettiget. Og jeg kan forsikre fru Palacio, at Kommissionen er meget opmærksom på dette problem.

Endelig takker jeg for ordførerens påskønnende udtalelser om Kommissionens fremskridt med hensyn til at forbedre informationsformidlingen.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Kommissionen stadig er overbevist om, at det på grundlag af en passende anvendelse af nærhedsprincippet er muligt at indføre den rigtige lovgivning på det rigtige niveau i overensstemmelse med f.eks. hr. Corbetts tilkendegivelser, hvilket altsammen bidrager til at forkorte afstanden mellem lovgiveren og borgeren.

  Formanden . – Mange tak, hr. kommissær!

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

6. Ændring af Parlamentets forretningsorden (adfærdskodeks for repræsentanter for interessegrupper)

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4‐0107/97) af Ford for Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet om adfærdskodeks for repræsentanter for interessegrupper.

  Ford (PSE), ordfører. – (EN) Fru formand, medlemmerne vil erindre, at vi første gang drøftede min betænkning om repræsentanter for interessegrupper i januar 1996. Den Socialistiske Gruppe og De Kristelige Demokrater var grundlæggende uenige, og resultatet var, at betænkningen blev henvist til fornyet udvalgsarbejde. Offentlighedens meget negative reaktion på vor manglende evne til at få fastlagt nogle bestemmelser resulterede i, at jeg i juli 1996 havde udarbejdet en ny, ændret betænkning, hvor jeg tog hensyn til nogle af de betragtninger og bekymringer, som medlemmerne havde over for den første betænkning, og den efterfølgende betænkning blev, hvis jeg ikke tager fejl, vedtaget med kun en stemme imod.

Det var ment som et rammedokument, der efterfølgende skulle udfyldes, og man enedes om, at der skulle udarbejdes mindst tre yderligere betænkninger: den første om en adfærdskodeks, som er den, vi har foran os i dag; den anden om kontrol med interessegrupper, som min kollega, hr. Spiers, arbejder med i Udvalget om Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet; og den tredje om Parlamentets assistenter, som hr. Lehne arbejder med, og som også drøftes i Forretningsordensudvalget. Dette er altså den første af disse tre betænkninger, der er en opfølgning på den betænkning, som blev vedtaget i juli 1996.

Jeg fristes til i denne sammenhæng at give det samme svar som den snedige studerende, der, da han blev bedt om at forklare sin afhandling, sagde: «Den forklarer jo sig selv«, men jeg skal undlade at bukke fuldstændigt under for denne fristelse. De centrale dele blev vedtaget så godt som enstemmigt i Forretningsordensudvalget. Her slås det fast, at repræsentanterne skal nævne deres interesse eller den interesse, de repræsenterer, når de mødes med medlemmer, personale eller embedsmænd, ikke kan påberåbe sig et formelt tilknytningsforhold til Parlamentet over for tredjemand, ikke har ret til for vindings skyld at videregive dokumenter fra Parlamentet til tredjemand, og nøje skal overholde bestemmelserne i bilag I, artikel 2, stk. 2, hvor det hedder, at medlemmerne ikke må modtage gaver, dvs. at repræsentanterne fremover ikke har ret til at tilbyde medlemmerne gaver. De pågældende personer skal også sikre sig, at enhver form for bistand, der ydes inden for rammerne af disse bestemmelser, opføres i det rette register. Det er et ændringsforslag, som hr. Donnelly har indgivet, som jeg støtter, og som strammer denne bestemmelse op, men den giver dem i hvert fald et vist ansvar for at sikre, at deres handlinger registreres korrekt.

Der står også, at de, når de ansætter folk, der tidligere har været beskæftiget i institutionerne, skal overholde bestemmelserne i vedtægten. For øjeblikket er vedtægten et stort hul i denne sammenhæng. Der er nogle bestemmelser, i henhold til hvilke det kræves, at visse kategorier af tidligere ansatte skal søge institutionens tilladelse om at finde ansættelse inden for andre følsomme områder, men indtil videre har man ikke fastlagt, hvilke kategorier, der er tale om. Det kan dog ændre sig i fremtiden. Det samme gælder for ændringsforslag nr. 10, hvor vi beder de pågældende om at overholde alle Parlamentets bestemmelser om de tidligere parlamentsmedlemmers rettigheder og ansvar, hvor jeg har forstået, at kvæstorerne ser på sagen. Der står også, at hvis en repræsentant for en interessegruppe ønsker at ansætte et medlems assistent, skal den pågældende søge om tilladelse hos det berørte medlem. Det forekommer indlysende.

Endelig står der, at overtrædelse af adfærdskodeksen kan føre til inddragelse af den pågældendes eller dennes virksomheds adgangskort. Det er kun, hvis Parlamentet er rede til at bruge denne sanktion, at vi kan stramme bestemmelsen.

Yderligere to ændringsforslag vil sandsynligvis blive mødt med en vis modstand i Parlamentet i morgen. Det ene er ændringsforslag nr. 12, hvor det hedder, at de hvert år skal indgive en rapport om deres aktiviteter for at få fornyet deres adgangskort. Der er en vis bekymring over, om dette kommer til at betyde, at vi bliver oversvømmet af dokumenter. Jeg har forstået, at der er grupper her i Parlamentet, som ikke støtter dette forslag. Hvis vi støtter det, vil jeg sandsynligvis anbefale hr. Ephremedis' ændringsforslag, hvor det hedder, at repræsentanterne for interessegrupperne skal angive, hvilken hjælp de har givet medlemmerne; henvisningen til »gaver« i dette ændringsforslag er uhænsigtsmæssig, fordi vi allerede har set, at gaver er ulovlige i henhold til de eksisterende bestemmelser.

Det sidste punkt vedrører ændringsforslag nr. 1, i henhold til hvilket kun akkrediterede assistenter, der udelukkende er beskæftiget som medarbejdere, har adgang til Parlamentet på samme vilkår som ansatte i Generalsekretariatet og de politiske grupper. De nuværende bestemmelser siger, at medlemmernes assistenter har privilegieret adgang. Den Socialistiske Gruppe ønsker dette hul lukket, fordi det rent faktisk fører til en situation, hvor medlemmernes assistenter samtidig kan arbejde for interessegrupper eller endog for disses repræsentanter, men jeg har hørt, at PPE foretrækker at få det med i Lehne‐betænkningen, der omhandler hele emnet med medlemmernes assistenter. Hvis det bliver tilfældet, forventer vi, at de kommer med dette løfte, for ellers skaber vi ikke en hindring for misbrug, men en genvej, så repræsentanterne kan kortslutte systemet ved at ansætte vore egne assistenter til at gøre det arbejde, vi hindrer dem i at gøre.

Jeg anbefaler betænkningen og håber, at den vil blive mødt med støtte i morgen.

  Wibe (PSE). – (SV) Fru formand, jeg vil, ganske kort, gerne lykønske hr. Ford med en aldeles glimrende betænkning og med, hvad der efter min mening er en væsentlig indsats af varig betydning her i Parlamentet, idet der nu i to betænkninger er blevet udformet regler for lobbyisterne. Vi skal huske på, at dette er noget, der optager mange af vore vælgere. Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at den uregulerede lobbyisme, som man tidligere har tilladt her i Parlamentet, har været meget skadelig for vort rygte. Derfor mener jeg, at Parlamentet bør være hr. Ford meget taknemlig for nu at have forelagt disse bestemmelser.

Ét punkt finder jeg særlig vigtigt. Det er det, der drejer sig om, at lobbyisterne hvert år skal indgive en rapport om deres aktiviteter. Det punkt mener jeg er vigtigt, fordi journalister og forskere, hr. Wijsenbeek, bør kunne følge en sag og på et senere tidspunkt se, hvilke lobbyister der har påvirket hvilke medlemmer, og dermed hvilke der eventuelt er blevet lagt pres på, og hvilke der ikke er blevet det. Her ville jeg faktisk gerne være gået et skridt videre og have tilsluttet mig hr. Mettens oprindelige forslag i sin helhed, som også omfattede, hvad der skulle stå i disse årsrapporter. Dette vil kvæstorerne nu skulle formulere.

Undertiden kommer man ikke helt igennem med noget. Jeg mener dog, at dette er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Min gruppe stemmer med stor glæde for denne betænkning. Samtidig håber vi, at vi efter at have indhøstet erfaringer vil kunne gå videre og fastsætte nogle måske endnu klarere bestemmelser.

  Brendan Donnelly (PPE). – (EN) Fru formand, som den foregående taler vil også jeg begynde med at lykønske hr. Ford med denne i bund og grund fortræffelige betænkning. Især vil jeg takke ham for den åbne og konstruktive ånd under den debat, han var formand for i Udvalget om Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet. Hans betænkning afspejler i vid udstrækning dette udvalgs konklusioner.

Jeg vil også lykønske ham med hans telepatiske evner, for han sagde helt rigtigt, at der især var to ændringsforslag, som skaber visse problemer for os. Jeg tænker her på ændringsforslag nr. 1 og 12. For så vidt angår nr. 1, er vor indvending i det store og hele af proceduremæssig art. Vi mener, at det er et lidt kompliceret område, som det ville være nyttigt at gå mere i detaljer med. Hr. Lehne er i færd med at udarbejde en betænkning om emnet, og jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at jeg godt kan se det problem, hr. Ford nævnte. Der findes folk, som hverken er fugl eller fisk, hverken »rigtige« assistenter eller nogen, der kan betragtes som tredjepart eller repræsentanter. Det er et problem, og vi bør samarbejde med hr. Lehne og udvalget om for at sikre, at det bliver løst.

Det andet problem er større. Det vedrører ændringsforslag nr. 12. Det er noget, vi allerede har set på, og sidste år besluttede vi, at vi ikke ønskede denne dobbelte bogføring. Vi ønskede ikke at få rapporter fra både medlemmerne og tredjemand. Det Europæiske Folkepartis Gruppe har fortsat forbehold i denne sag. Det står måske ikke i forhold til den politiske fordel, det måtte medføre, og vi har ligeledes indtryk af, at der bag dette forslag ligger en tanke om, at kontakt mellem medlemmerne og tredjemand eller interessegrupper næsten er noget mistænkeligt, ja lusket, som skal styres og kontrolleres så meget som muligt. Det er vi ikke enige i, og vi har det helt fint med, at der alene ligger en forpligtelse på medlemmerne og ikke på tredjemand.

Med disse forbehold anbefaler vi hr. Fords betænkning og stemmer for alle ændringsforslagene undtagen nr. 1 og 12.

  Wijsenbeek (ELDR). – (NL) Fru formand, jeg hører måske til dem, der i sin tid her oplevede den første lobbyist træde ind i Parlamentet, og vi modtog ham med jubel. Fordi det betød, at Parlamentet talte med. Og da der så kom 3.500, og hr. Metten fik nerver på, så måtte der rent faktisk ske et eller andet. Det er vi vel egentlig enige i. Sagt endnu klarere, vi mener, at det i sig selv er helt rigtigt, når Europa‐Parlamentet opstiller regler, som gør Parlamentet mere gennemsigtigt. Jeg mener, at vi alle sammen kan være enige i dette, og at vi kan gratulere hr. Ford hermed.

På den anden side må vi sige ganske klart, at vi indbyrdes må være enige om, at vi ikke kan udføre vort arbejde, hvis vi ikke via alskens interesseorganisationer får nærmere information og uddybende oplysninger om situationen rundt om i de forskellige medlemsstater. Så sent som i dag har vi henvist fru Mosiek‐Urbahns betænkning til fornyet udvalgsbehandling, fordi det drejer sig om et kompliceret teknisk emne, hvis mange følger vi som simple medlemmer ikke kan overskue.

Jeg vil alligevel fremsætte et par bemærkninger. For det første er vi enige med De Kristelige Demokrater med hensyn til ændringsforslag 1. For det andet finder jeg ændringsforslag 4 direkte fornærmende. Dette er noget i retning af en »du må ikke begå synd«‐ bestemmelse, og denne kan man således ikke nedfælde i en betænkning fra Europa‐Parlamentet. Vi er ligeså lidt enige i ændringsforslag 12. Vi foretrækker egentlig ændringsforslag 14. Fru formand, ændringsforslag 12 vedrører årsrapporten, dette er imidlertid det rene vrøvl, overflødigt og alt for meget arbejde.

  Ephremidis (GUE/NGL). – (EL) Fru formand, det er et meget vigtigt, men samtidig også et vanskeligt emne, som denne betænkning tager op, og det samme gælder for de øvrige supplerende og kompletterende spørgsmål, som det kompetente udvalg skal behandle. Alene den kendsgerning, at dette spørgsmål er blevet drøftet siden 1994, viser hvor vanskeligt det er, og i januar 1996 havde vi den velkendte episode, hvor Parlamentet besluttede at henvise hr. Fords betænkning til fornyet udvalgsbehandling. Det er den, der nu fremlægges igen i dag.

Det står klart, at vi må drøfte den med den største ansvarsfølelse, for hvad enten vi ønsker det eller ej, er der kræfter, som – forsætligt eller uforsætligt – vil bagtale forsamlinger som Parlamentet og deres medlemmer og sige, at de på en eller anden måde modtager bidrag fra, finansieres af og påvirkes af organiserede interesser. Vi må finde en måde at hindre dette på, og det skal være en stærk og kategorisk afvisning. Men selv om det forholder sig således, er det mit indtryk – hvor meget jeg end påskønner hr. Fords og udvalgets indsats – at nærværende betænkning ikke er nået så langt, som den burde, for at være overbevisende.

Jeg vil begrænse mig til to bemærkninger. Den ene er, at vi beskytter nogle særlige lobbyinteresser, som er klart økonomiske og merkantile. De får adgang og privilegeret status. Naturligvis med mange sikkerhedsforanstaltninger; men de bevarer deres privilegerede status, selv om der er grupper, som repræsenterer arbejdstagere og andre befolkningsgrupper, som ikke vil få denne privilegerede status, ikke får lov at komme og gå og drøfte sagerne med de forskellige organer og med medlemmerne. Og derfor må de overlade det til disse lobbyister at forsvare deres interesser, selv om lobbyisterne ofte tilhører grupper med modsatte interesser. Så der er her tale om forskelsbehandling.

Min anden bemærkning drejer sig om ændringsforslag 8, som åbenbart er blevet vedtaget, og som jeg går stærkt imod. Det miskrediterer både Parlamentet og dets medlemmer og betænkningen selv, når det siger: «at medlemmerne opgiver den bistand« – smart udtryk – «som de modtager«. Problemet er ikke, om jeg opgiver den eller ikke opgiver den. Problemet er, at jeg modtager en gave – i form af varer, penge eller tjenesteydelser – og det er da ligegyldigt, om jeg opgiver den. Jeg er stadig stemplet som gavemodtager .

Og da jeg også har stillet et ændringsforslag, vil jeg her til sidst forklare meningen med dette. Formålet er netop at definere, hvilken form for bistand medlemmerne kan anmode lobbyister og andre om. Data, argumenter, informationer. Ingen gaver, tjenesteydelser eller andre former for materielle bidrag. På denne baggrund fastholder jeg ændringsforslaget. Hvis meningen med det er uklar, vil jeg trække det tilbage.

  Aelvoet (V). – (NL) Fru formand, i fortsættelse af det, den tidligere taler sagde, vil jeg alligevel gerne pege på, at dette er den tredje Ford‐betænkning, ikke den første. Den første betænkning blev ganske rigtigt henvist til fornyet udvalgsbehandling, men blev derefter vedtaget i plenarforsamlingen, og dette er en videre bearbejdning. I det store og hele synes vi, at der er sket et klart fremskridt i bearbejdningen af adfærdskodeks for repræsentanter for interessegrupper, således at der kræves større klarhed forstået derhen, at man stiller krav om alt det, der skal optages i registret, nærmere bestemt at de skal redegøre for, hvad det er for interesser, de helt nøjagtig kommer for at forsvare, at de aldrig kan påberåbe sig deres tilknytningsforhold til Parlamentet til at påvirke en udvikling i en bestemt retning, også at de ikke må sælge nogen dokumenter, normalt offentlige dokumenter fra Parlamentet, for egen vinding og så videre. Dette er helt afgjort positive ting, der nu bliver slået klart fast, takket været denne betænkning fra hr. Ford.

Der, hvor vi føler at vi opnår for lidt, og til den ende havde vi allerede i udvalget stillet et ændringsforslag, er, at vi er af den opfattelse, at den parallelitet, der oprindeligt også var tilsigtet, mellem Ford‐betænkningen og betænkningen fra hr. Nordman. som behandler de fordele, som parlamentsmedlemmerne kan gøre krav på, og behovet for at også disse fordele skal angives, at dette også skulle gælde for repræsentanterne for interesseorganisationerne. Vi havde stillet et ændringsforslag med et sådant indhold i udvalget, men det blev desværre ikke vedtaget. Vi anser det derfor for overmåde vigtigt, at Ephremidis‐ændringsforslaget, der også er fra os, vi har fremsat det i fællig i plenarforsamlingen, kommer igennem, således at der skabes klarhed over hvilke gaver, ligegyldigt hvilke gaver der er tale om, disse repræsentanter har lov til at give parlamentsmedlemmer eller medarbejdere. Hvis dette ændringsforslag bliver vedtaget, så kan vi stå bag betænkningen. Hvis ikke, så vil vi desværre ikke kunne give vor støtte. Naturligvis er vi også helt enige i hr. Wijsenbeeks bemærkning om, at det er en anelse tåbeligt i en slags forretningsorden at formulere noget i retning af, at man skal afholde sig fra enhver handling, der ville kunne føre til at indhente oplysninger på uhæderlig vis. Dette er ting, der er så moraliserende, at man ikke opnår det bitterste dermed, men for os er det allervigtigste punkt, at ændringsforslaget fra De Grønne og fra hr. Ephremidis bliver vedtaget.

  Lambraki (PSE). – (EL) Fru formand, i en tid, hvor politikernes og politikkens troværdighed drages i tvivl i alle EUlandene, finder jeg hr. Fords betænkning og navnlig det arbejde, der ligger bag denne betænkning, prisværdig. Med betænkningen indfører vi kontrol med interessegruppernes og deres repræsentanters virke og aktivitet, og jeg tror, at den på en vis måde kan komme til at betyde, at vi gør vort arbejde bedre.

Repræsentanterne for interessegrupperne og deres arbejde synes ikke at være underlagt megen kontrol, og jeg har mange gange følt forundring, ja ligefrem vrede, over at lobbyister har hurtigere adgang til dokumenter og oplysninger, end vi har som medlemmer af Europa‐Parlamentet. De er ofte i besiddelse af dokumenter, som vi først får langt senere. Derfor finder jeg ændringsforslag 1 meget vigtigt, og jeg vil opfordre alle medlemmer fra alle fløje af Parlamentet til at overveje deres holdning til dette forslag meget nøje. Det er ikke nok at sige, at vi vil kontrollere lobbyisternes aktiviteter og virke. Vi er også nødt til at finde en mekanisme, vi kan bruge til dette, og jeg tror, ændringsforslag 1 er det første skridt i retning af en kontrol af lobbyisternes virke.

Ganske vist er vi alle klar over, at den indsats, der gøres med hr. Fords betænkning, ikke vil løse hele problemet og skabe den absolutte gennemsigtighed, som alle i denne sal sikkert ønsker. Det er imidlertid et modigt skridt i den rigtige retning, og det, der kræves nu, er, at vi alle efter vedtagelsen må samarbejde om at gøre betænkningens ord til virkelighed i vort daglige arbejde her i Europa‐Parlamentet.

  Mosiek‐Urbahn (PPE). – (DE) Fru formand, de foregående talere har allerede gjort rede for, hvad det i detaljer drejer sig om i Ford‐betænkningen. Forslaget sørger for, at repræsentanterne for interessegrupper indtager en fair og åben holdning. En større transparens på dette område er ønskværdig. Spørgsmålet kan her kun være: Hvilke midler er rimelige?

Ændringsforslag nr. 1 hører i denne forbindelse helt sikkert ikke til bestemmelserne i adfærdskodeksen. Allerede formelt vedrører det artikel 2 og ikke artikel 3, og det bør diskuteres i den egnede kontekst, nemlig Lehnebetænkningen. Dér kan vi så også beskæftige os med en nøjagtig definition af medarbejderen.

Med hensyn til ændringsforslag 12, hvori der forlanges en rapport fra repræsentanterne for interessegrupperne, vil jeg gerne bemærke, at dette ændringsforslag for det første ikke er klart, for det fremgår ikke af det, hvad der skal rapporteres om, og først og fremmest hvem der skal vurdere det, der står i rapporten.

Bortset fra det har jeg yderligere betænkeligheder over for dette ændringsforslag, for det giver kun et ufuldstændigt billede over for tredjemand. Hvis – som hr. Wibe netop har krævet – denne betænkning skal tjene til, at f.eks. journalister informerer om, hvem der har været kontakter med, så må man da se, at denne information er ufuldstændig og derfor forkert. Jeg vil gerne anføre det eksempel en gang til, der allerede tidligere er blevet inddraget i debatten. I forbindelse med rapporten om tilsyn med forsikringsgrupper ville der så stå: Der er ført samtaler med forsikringsorganisationer. Der står ikke, at der også er talt med tilsynsmyndigheder, med Kommissionen og med regeringsrepræsentanterne. Først når alle disse forskellige repræsentanter for interessegrupper i videste forstand er nævnt, ville der være givet et fuldstændigt og retvisende billede.

Også af denne grund forekommer dette ændringsforslag mig ikke rimeligt. Det ligger mig imidlertid på sinde generelt at gøre opmærksom på, at der er opstået et skævt billede i offentligheden som følge af den debat, der her er gennemført. Vi har brug for repræsentanterne for interessegrupperne for at kunne informere os fuldstændigt om de forskellige facetter i de forskellige problemkredse, og dette samarbejde skal ske inden for rammerne af et transparent samarbejde, som enhver kan verificere. Det vil iagttagelsen af adfærdskodeksen støtte.

FORSÆDE: David MARTIN
Næstformand

  Formanden . – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

7. Ændring af Parlamentets forretningsorden (artikel 116)

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4‐0089/97) af Brendan Donnelly for Udvalget om Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet om ændring af forretningsordenens artikel 116 om delt afstemning.

  Brendan Donnelly (PPE), ordfører. – (EN) Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne sige, at jeg før den endelige afstemning i morgen vil bede om, at min betænkning bliver henvist til fornyet udvalgsbehandling.. Der er fremført nye punkter og argumenter, og selv om det ville glæde mig personligt at stemme om betænkningen i morgen, er der generel enighed om, at den bør henvises til fornyet udvalgsbehandling efter forhandlingen, hvor vi håber, at vi får nye strømpile om, hvordan det eventuelt vil være muligt at forbedre den.

Mit forslag i betænkningen er ganske enkelt. I fremtiden bør det ikke være muligt at gennemføre delte afstemninger om ændringsforslag på plenarmødet.

Jeg stiller forslaget af tre grunde. Den første er administrativ, den anden filosofisk og den tredje politisk. Den administrative grund er et spørgsmål om at spare tid. I Parlamentet stemmer vi for meget og forkert. Det, jeg håber at opnå med mit forslag, er at spare tid og gøre afstemningen mere gennemsigtig. Vi har talt om subsidiaritet, om at lovgive mindre, men bedre. Mit forslag går i samme retning: at stemme sjældnere, men bedre.

Et par kolleger har sagt, at mit forslag ikke reducerer den tid, vi bruger til at stemme. Måske ville alle blot stille flere ændringsforslag for at dække alle de muligheder, der kan opstå under en forhandling. Det tvivler jeg på. Under det nuværende system sker der det, at alle koordinatorerne i de forskellige grupper kort før afstemningen ser på de sindrige forslag fra deres kolleger i de forskellige grupper og så spørger sig selv: kan vi stemme for de første tre ord i ændringsforslag nr. 3, så afholder vi os fra at stemme om de næste tre ord, og så vil vi ikke deltage i afstemningen om de sidste tre ord. Det er en slags kuglespil, der tager tid, og som kan afkortes rent administrativt.

Min næste grund er af mere filosofisk og systematisk art. Det er ikke plenarforsamlingens opgave at gøre sig selv til et udkastsudvalg bestående af 626 medlemmer. Udvalgenes arbejde og rolle bør være at sikre, at vi i plenarforsamlingen ikke blot gentager, hvad der burde have været gjort i udvalget.

I denne sammenhæng kan jeg måske henvise Dem, hr. formand, og også Deres kolleger via næstformændene og formanden, til artikel 115, der ikke anvendes tilstrækkelig strengt og konsekvent. I artikel 115 hedder det, at afstemning normalt bør foretages under ét på baggrund af en indstilling fra det korresponderende udvalg. Jeg og sikkert også hr. Fayot, der er formand for vort udvalg, vil i fremtiden i højere grad søge at sikre, at dette princip bliver anvendt. Det er ud fra den tanke, at jeg synes, at det er en dårlig idé, hvis vi blot gentager udvalgsarbejdet.

Min tredje grund er den vigtigste, og det er det indtryk, vi gør, og den virkning, som vi som Parlament har på tilhørerne og dem, der ser os i fjernsynet, og som betragter vort arbejde. Som mange andre medlemmer har også jeg talt med grupper af vælgere, akademikere, journalister og folk, der har besøgt os i Parlamentet, og som er blevet meget overraskede over, at vi stemmer på den i deres øjne overdrevent detaljerede og nuancerede måde, for eksempel når vi stemmer om medtagelsen af et enkelt ord eller at slette en bestemt sætning, og at vi gør det hele formiddagen, ikke blot et par gange. Det er noget, som i høj grad mindsker den positive virkning, som vi som Parlament kan have.

Alle parlamenter skal finde en balance mellem de interne procedurer og den virkning, vi har på den ydre verden. Men jeg mener helt ærligt, at vi i dette Parlament af måske forståelige grunde bliver for opslugt og ophidset af vore egne interne forhandlinger og procedurer. Hvis vi vælger at gå den vej, jeg foreslår, mister vi måske nogle nuancer, som er meget vigtige og ønskelige for et par koordinatorer, måske for koordinatorerne i alle grupperne. Men det, vi vinder, hvis vi stemmer ja til mit forslag, er et mere gennemsigtigt og forståeligt regelsæt, og det bliver lettere at overbevise dem, der iagttager os, om, at vi ønsker at gøre noget positivt for deres velfærd og politiske og sociale forhold i stedet for bare at være koncentreret om vore egne procedurer.

Det er klart, at denne idé kræver en finpudsning set i lyset af nogle kollegers reaktion. Men min hensigt med at stille forslaget var at sende et politisk signal om, at dette Parlament er åbent for den ydre verden, at vi har et Parlament, der er mere udadvendt end indadvendt. Jeg står fast ved denne hensigt og håber, at Udvalget om Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet kan finpudse den og enten i min betænkning eller i en anden form gennemføre den, så vi kan se på hele spørgsmålet om afstemning om ændringsforslag og afstemning generelt her i Parlamentet.

  Fayot (PSE), formand for Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet. – (FR) Hr. formand, alle her i Europa‐Parlamentet klager over de langvarige afstemninger, hvor mange medlemmer undertiden stemmer uden helt at vide om hvad, idet de nøje følger opfordringerne fra gruppen. Udvalget for Forretningsorden har ofte drøftet problemet med de langvarige afstemninger, som giver anledning til mange beklagelser fra medlemmernes side.

Forretningsordenens kapitel 14 er således et af de vigtigste, og man vil uden tvivl erindre, at Udvalget for Forretningsordenen har fremsat flere forslag med henblik på at fremme afstemningerne. Som svar på hr. Donnelly kan jeg f.eks. nævne, at udvalget over for formanden ofte har understreget betydningen af artikel 114. Jeg tænker navnlig på indstilling om afstemning fra det korresponderende udvalgs formand og fra ordføreren under plenarmødet, og naturligvis også på afstemningen under ét. Desværre er disse henstillinger ikke blevet til noget. Det er vigtigt at understrege betydningen af artikel 114.

Donnelly‐betænkningen omhandler delt afstemning, dvs. artikel 116. Jeg vil lykønske hr. Donnelly med det grundige og overbevisende arbejde, han har udført i Udvalget for Forretningsordenen, hvis medlemmer har sluttet bredt op bag hans betænkning. Hvis vi enes om at henvise betænkningen til fornyet udvalgsbehandling, vil det samtidig være passende at gøre yderligere opmærksom på en række forhold. Hr. Donnelly foreslår to ting. Det første forslag, nemlig om at fremrykke fristen for indgivelse af anmodninger om delt afstemning, kan man ikke være uenig i. Det andet forslag går ud på, at ændringsforslag ikke skal kunne gøres til genstand for delt afstemning på plenarmøderne. Når man anmoder om delt afstemning vedrørende et ændringsforslag fremsætter man reelt et nyt ændringsforslag, nemlig et ændringsforslag til ændringsforslaget. Medens de, der indgiver ændringsforslag, bør følge en vis procedure, er anmodningen om delt afstemning i en vis forstand en billig løsning. Medlemmerne anmodes her om at stemmes på forskellige dele af teksten, som kan variere fra det ene sprog til det andet, og medlemmerne er ofte ude af stand til helt præcist at finde ud af, hvad det er, de stemmer om.

Personligt tror jeg ikke, at hr. Donnellys forslag vil betyde, at der vil blive fremsat flere ændringsforslag, således som fru Oomen‐Ruijten hævdede for et øjeblik siden i sit indlæg for PPE‐Gruppen. Vi bør naturligvis give medlemmerne rig mulighed for at give udtryk for deres synspunkter, men det må ske under rimelige og ordnede forhold. Det er netop det, hr. Donnelly foreslår med visse forbehold; og jeg har ikke hørt andre forslag og ser ingen anden løsning i øjeblikket. Men man kan altid fortsætte arbejdet på at finde en løsning, hvis det er det, medlemmerne ønsker.

  Wijsenbeek (ELDR). – (EN) Jeg føler med hr. Donnelly, fordi han har en formand, der undertiden tænker eller taler for tidligt eller undertiden lidt for sent.

(NL) Hr. formand, jeg må sige, at jeg har accepteret, at denne betænkning henvises til fornyet udvalgsbehandling, fordi jeg mener, at det er klogt at betragte denne betænkning i sammenhæng med revisionen af vor adfærd på plenarforsamlingen. Med hensyn hertil, så tror jeg, at det er meget udmærket, og det glæder jeg mig meget over, at jeg i samarbejde med hr. Donnelly kan nå så vidt, at vi, når min betænkning om revisionen af plenarforsamlingen kommer på dagsordenen, så på den ene side igen kan medtage ændringsforslaget om at lade udgå, fordi rent faktisk er delt afstemning et ændringsforslag om at lade udgå, men i skjult form. På den anden side støtter jeg ham i, at vi må begrænse den idioti, der har grebet om sig i Parlamentet i øjeblikket, hvor vi sidder og stemmer om hvert ord for sig og om bestemte punkter. Jeg ser altså her frem til den fortsatte forhandling, og jeg håber, at vi betids vil kunne overbevise den første ordfører for plenarforsamlingsanliggender fra hr. Donnellys gruppe om det nyttige i hans betænkning.

  Brendan Donnelly (PPE), ordfører. – (EN) Hr. formand, jeg vil gerne rette en forkert henvisning, som jeg kom med til en artikel for lidt siden. Jeg henviste til artikel 115, men som hr. Fayot sagde, tænkte jeg rent faktisk på artikel 114. Jeg håber, at det kan blive rettet i protokollen. Jeg vil også gerne sige, at spørgsmålet om PPE‐Gruppens holdning til min betænkning er blevet drøftet i detaljer i min gruppe. Det ville være urimeligt at antyde, at dette blot var noget, fru Oomen‐Ruijten selv fandt på.

  Formanden . – Det er rart at vide, at fru Oomen‐Ruijten undertiden retter sig efter instrukserne.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.⁽¹⁾

(1) Dagsorden for næste møde: se protokollen.