Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 16. september 1998 - Strasbourg

5. Afstemning

  Formanden . – Jeg vil gerne indlede med at meddele Parlamentet, at jeg har modtaget en formel indsigelse mod anvendelsen af proceduren uden betænkning i forbindelse med dok. C4‐0373/98 om salg af genetisk modificeret majs i Østrig. Denne indsigelse blev fremsat i henhold til artikel 99 i forretningsordenen af Flemming m.fl. Forslaget henvises derfor til fornyet udvalgsbehandling i henhold til artikel 99, stk. 2.

Jeg vil også gerne meddele Parlamentet, at jeg har modtaget en formel indsigelse mod anvendelsen af proceduren uden betænkning i forbindelse med dok. C4‐0374/98 om salg af genetisk modificeret majs i Luxembourg, . Denne indsigelse blev fremsat i henhold til artikel 99 i forretningsordenen af Roth‐Behrendt m.fl. Forslaget henvises derfor til fornyet udvalgsbehandling i henhold til artikel 99, stk. 2.

  Fayot (PSE). – (FR) Hr. formand, jeg har skrevet under på anmodningen om at udsætte dette punkt, for at det kan blive behandlet i Miljøudvalget, men jeg ville sætte pris på, at udvalget forsiker os, at punktet reelt bliver taget op til behandling i udvalget. F.eks. kan jeg oplyse, at koordinatorerne for Miljøudvalget den 24. juni drøftede Kommissionens beslutning om salg af gensplejset majs, men at sagen ikke er behandlet på udvalgsplan. Derfor er det mit ønske, at det i denne omgang virkelig må blive tilfældet.

  Formanden . – Lad mig være helt klar. Vi har intet andet valg i henhold til forretningsordenen end at henvise sagen til fornyet udvalgsbehandling. Hvordan de vil håndtere sagen, er op til Miljøudvalget.

  Breyer (V). – (DE) Hr. formand, vi støtter naturligvis også forslaget om henvisning. Jeg skal dog ikke undlade at bemærke, at Gruppen De Grønne i Europa‐Parlamentet netop foreslog dette før sommerferien, og dengang afviste netop de parlamentsmedlemmer, der nu har stillet forslaget, at diskutere det i Udvalget om Miljø‐ og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse. Men for mig handler det om følgende .....

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden . – Kolleger, vi har ikke nogen forhandling om denne sag. Forretningsordenen er meget klar på det punkt. Den skal henvises til fornyet udvalgsbehandling. Der er ikke plads til forklaringer eller begrundelser.

***

Betænkning (A4‐0294/98) af Schaffner for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender om årsberetningen 1997 fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug om narkotikasituationen i Den Europæiske Union

Betænkning (A4‐0305/98) af Schulz for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender om årsberetningen for 1996 fra Europols Narkotikaenhed

(I henhold til artikel 52 i forretningsordenen betragtedes disse betænkninger som vedtaget)

***

Betænkning (A4‐0180/98) af Tomlinson for Budgetudvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1734/94 af 11. juli 1994 om finansielt og fagligt samarbejde med de besatte områder (KOM(97)0552 – C4‐0048/98‐97/0316(SYN))

Betænkning (A4‐0300/98) af Tomlinson for Budgetudvalget om

I. Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1734/94 af 11. juli 1994 om finansielt og fagligt samarbejde med de besatte områder (KOM(97)0552 – C4‐0048/98‐97/0316(SYN))

II. Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1734/94 af 11. juli 1994 om finansielt og fagligt samarbejde med de besatte områder (KOM(98)0392 – C4‐0432/98‐98/0220(SYN))

  Tomlinson, Lord John (PSE), ordfører. – (EN) Hr. formand, dette er en meget kompliceret betænkning, og det ville være til gavn for Parlamentet, hvis jeg kort forklarede, at Europa‐Parlamentet nu skal stemme om to kommissionsforslag om ændring af den samme forordning om finansielt og fagligt samarbejde med Gaza‐striben og Vestbredden.

Det første forslag blev fremsat ved årets begyndelse, og det andet blev fremsat i juli måned. Kommissionen insisterer imidlertid på at bevare de to forslag adskilt. De behandles derfor under ét. De udgør grundlaget for kompromisset mellem Parlamentet og Kommissionen, der blev søgt nået efter Parlamentets afstemning den 18. juni om at sende den første betænkning tilbage til Kommissionen i henhold til artikel 60, stk. 2 i forretningsordenen. Ved den lejlighed godkendte Parlamentet 12 ændringsforslag til det første forslag. Disse 12 ændringsforslag blev alle forkastet af Kommissionen. Nogle af ændringsforslagene til det første forslag er nu blevet taget op i Kommissionens andet forslag. Efter forhandlinger med Kommissionen om et samlet kompromis om de to forslag, lykkedes det mig som ordfører at overtale Kommissionen til at acceptere næsten alle ændringsforslagene, undtagen forslagene vedrørende komitologi. Her undersøger Parlamentet nu det nye kommissionsforslag om komitologi og anmoder om, at det, der besluttes i denne sammenhæng, vil blive anvendt her.

Inden vi går over til afstemningen, bør Kommissionen derfor først bekræfte her i plenum, at ændringsforslag 1, 2, 7 og 8 til betænkning A4‐0180/98, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe stemte for i juni i forbindelse med Kommissionens første forslag, allerede er blevet indføjet i dens andet forslag. Hvis Kommissionen kan gøre dette, kan de betragtes som trukket tilbage.

For det andet bør den forpligte sig til hurtigt at ændre dens andet forslag og medtage ændringsforslag 5 og 12, der allerede blev vedtaget i juni, såvel som kompromisændringsforslag 1 til det første forslag, der er med i serien af seks nye ændringsforslag, der er fremsat til afstemning her i dag, og ligeledes ændringsforslag 6 til det andet forslag. Hvis Kommissionen både kan bekræfte det første og forpligte sig i relation til det andet, vil jeg henstille til Europa‐Parlamentet, at det blandt de nye ændringsforslag i betænkning A4‐0300/98 bør stemme for kompromisændringsforslag 1 og ændringsforslag 4, 5 og 6, og ændringsforslag 2 og 3 kan så trækkes tilbage til fordel for ændringsforslag 6. Denne aftales heldige udfald vil afhænge af, hvor hurtigt Kommissionen forelægger en ændret tekst til dens andet forslag, der respekterer dette Parlaments politiske stillingtagen.

  Formanden . – Tak, jeg er glad for, at de sagde dette.

  Marín, næstformand i Kommissionen. – (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, tillad mig først at give udtryk for min taknemmelighed for det grundige arbejde, som Budgetudvalget har udført, og i særdeleshed over for ordføreren, Lord Tomlinson. Den 25. juni fremsatte Kommissionen andet ændringsforslag til finansforordningen for Parlamentet og Rådet, som i overensstemmelse med mit løfte på Plenarmødet den 17. juni, indeholdt en række ændringer, som Parlamentet havde foreslået, til vores oprindelige forslag; helt konkret var det ændringsforslagene 1, 2, 7 og 8 til første forslag. Jeg kan forsikre Parlamentet om, at Kommissionen optager ændringerne.

Takket være Parlamentets ønske om en pragmatisk løsning, har De fremlagt en enestående betænkning – det er sandt – som behandler de to forslag i to adskilte dele. Dermed har det været muligt for os at få afklaring på en lang række spørgsmål fra begge institutioner; grundlæggende problemet med komitologien som, som De ved, er et område, som Kommissionen gerne så ændret.

Der er dog nogle emner, som kræver yderligere overvejelser, og jeg vil nu redegøre for vores holdning til dem. For det første spørgsmålet om finansforordningens varighed. Kommissionen foreslog et 8‐årigt program fra 1999‐2006; vi godkender en periode på 5 år fra 1999‐2003 i andet forslag. For det andet er Kommissionen også enig om at optage tre andre ændringer til det andet forslag, som Parlamentet har foreslået. Jeg henviser til ændringsforslag 5 og 12, kompromisændringsforslag 1, som Parlamentet foreslog til det første forslag, og nr. 6 til andet forslag. Det godkendes.

Takket være denne forpligtelse vil Kommissionen den 1. januar 1999 ved Europa‐Parlamentets hjælp have en mere fleksibel og pragmatisk metode til sin rådighed til at fortsætte Europa‐Unionens støtte til det palæstinensiske folk og fredsprocessen.

Ikke desto mindre vil jeg sige Dem, hr. Tomlinson, at dette ambitiøse programs positive eller negative indvirkning på fredsprocessen desværre afhænger af udviklingen i selve fredsprocessen, og vi må ikke glemme, at situationen i øjeblikket er kritisk.

Som en følge heraf vil Kommissionen øjeblikkeligt foreslå disse instrumenter, men jeg vil advare Dem om, at anvendelsen af disse instrumenter på det palæstinensiske område helt og holdent afhænger af fredsprocessen. Hvis der sker fremskridt i fredsprocessen, vil vi kunne udvikle et økonomisk samarbejdsprogram; hvis fredsprocessen fortsat ikke virker, vil vi støde på vanskeligheder, som jeg ikke behøver uddybe for Dem.

(De to forslag til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges ved to på hinanden følgende afstemninger)

***

Procedure uden betænkning:

‐ Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 3508/92 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF‐støtteordninger, for så vidt angår fristerne for indgivelse af støtteansøgninger inden for rammerne af godtgørelsesordningen for risproducenter (KOM(98)0228 – C4‐0276/98‐98/0136(CNS))
Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

(Kommissionens forslag godkendtes)

‐ Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1221/97 om almindelige regler for anvendelsen af foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen af honning (KOM(98)0313 – C4‐0429/98‐98/0171(CNS))
Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

(Kommissionens forslag godkendtes)

‐ Forslag til Rådets beslutning om en procedure for information og konsultation vedrørende udgifterne til råolie og forbrugerpriserne på olieprodukter i Fællesskabet (KOM(98)0363 – C4‐0446/98‐98/0205(CNS))
Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi

(Kommissionens forslag godkendtes)

‐ Forslag til Rådets forordning om kriterier og betingelser for EF‐strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (konsolideret udgave) KOM(97)0723 – C4‐0139/98‐98/0008(CNS))
Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder

(Kommissionens forslag godkendtes)

‐ Forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for fåre‐ og gedekød (kodificeret udgave) (KOM(98)0088 – C4‐0210/98‐98/0062(CNS))
Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder

(Kommissionens forslag godkendtes)

‐ Forslag til Rådets forordning (EKSF, EF, Euratom) om ændring af forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 om vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved disse Fællesskaber samt de andre forordninger for tjenestemænd og øvrige ansatte vedrørende fastsættelse af vederlag, pensioner og andre beløb i euro (KOM(98)0324 – C4‐0426/98‐98/0190(CNS))
Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder

(Kommissionens forslag godkendtes)

‐ Forslag til Rådets forordning til ændring af forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ved disse Fællesskaber (KOM(98)0421 – C4‐0478/98‐98/0235(CNS))
Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder

(Kommissionens forslag godkendtes)

***

Betænkning (A4‐0301/98) af Leperre‐Verrier for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier om forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets holdning i Associeringsrådet vedrørende Bulgariens, Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Ungarns, Litauens, Polens, Rumæniens og Den Slovakiske Republiks deltagelse i Fællesskabets programmer på det kulturelle område (KOM(98)0239 – C4‐0319/98 til C4‐0326/98‐98/0145(CNS) til 98/0152(CNS))

(De otte forslag til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges ved flere på hinanden følgende afstemninger)

***

Betænkning (A4‐0306/98) af Leperre‐Verrier for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier om forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets holdning i Associeringsrådet vedrørende Letlands deltagelse i et af Fællesskabets programmer på det kulturelle område (KOM(98)0358 – C4‐0403/98‐98/0203(CNS))

***

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

Betænkning (A4‐0108/98) af Schaffner for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender om rapporten fra gruppen på højt niveau om den frie bevægelighed for personer under forsæde af Simone Veil (C4‐0181/97)

Ændringsforslag 4:

  Pirker (PPE). – (DE) Hr. formand, jeg er ikke helt klar over, hvad vi stemmer om. Jeg beder en eller anden fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om at forklare det. I ændringsforslag 4 hedder det, at Kommissionen opfordres til at fremsætte forslag, hvorefter retten til familiesammenføring udvides til også at gælde ikke‐underholdsberettigede børn og ikkeunderholdsberettigede slægtninge i opadstigende linje.

Gælder det for unionsborgere, eller gælder det for alle statsborgere fra tredjelande? Konsekvensen ville selvfølgelig være, at det ville udløse en indvandringsbølge her. Derfor anmoder jeg om en afklaring af, hvad der menes her. Tænkes der kun på unionsborgere ved denne familiesammenføring, eller er der også tale om statsborgere fra tredjelande? Det afhænger afstemningen naturligvis også af.

  Zimmermann (PSE). – (DE) Hr. formand, kære kolleger, jeg mener, at teksten i den foreliggende udgave er klar. Det handler om dem, der bor i Unionen, og dér om familiesammenføring. Det fremgår egentlig tydeligt af teksten. Det omfatter alle dem, der allerede har en lovlig bopæl i Unionen.

Ændringsforslag 8:

  Lindeperg (PSE). – (FR) Hr. formand, jeg vil gerne have ordet i henhold til forretningsordenen. Jeg vil gerne anmode forsamlingen om tilladelse til at foretage særskilt afstemning om ét ord. Jeg erkender, at denne anmodning kommer på et sent tidspunkt, hvilket jeg beder forsamlingen undskylde. Det drejer sig om ordet »politisk« i den sidste sætning, som jeg skal citere: »anmoder indtrængende om, at disse statsborgere …« jeg skal gøre opmærksom på, at det drejer sig om personer med statsborgerskab i tredjelande og med lovligt ophold i Unionen – «at disse statsborgere ligestilles med unionsborgere med hensyn til politiske, sociale og økonomiske rettigheder«.

På den franske delegations vegne skal jeg herved anmode om særskilt afstemning om ordet »politisk«, idet vores delegation er positivt indstillet over for stemmeret ved lokalvalg, men modstander af det ved valg på landsplan. Men lighed for politiske rettigheder gælder både ved lokalvalg og ved nationale valg. Kort sagt, såfremt der foretages særskilt afstemning og ordet »politisk« forkastes, vil vi stemme for forslaget. I modsat fald agter vi at stemme imod.

  Formanden . – Jeg vil gerne være hjælpsom, men vi har nogle strenge tidsfrister for informering af tjenestegrenene om intentioner om opdelte afstemninger. Jeg kan af stemningen her i Parlamentet forstå, at vi, hvis vi tager dette som en opdelt afstemning, vil få en meget lang drøftelse af det.

(Forslaget til beslutning forkastedes)

***

Indstilling ved andenbehandling (A4‐0278/98) fra Udvalget om Miljø‐ og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om Rådets fælles holdning (C4‐0306/98‐96/0117(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa‐Parlamentets og Rådets direktiv om kaffeekstrakter og cikorieekstrakter (Ordfører: Lannoye)

(Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt)

***

Indstilling ved andenbehandling (A4‐0286/98) fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om Rådets fælles holdning (C4‐0308/98‐95/0245(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa‐Parlamentets og Rådets direktiv om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringskoncern (Ordfører: Mosiek‐Urbahn)

  Falconer (PSE). – (EN) Hr. formand, som De ved, er jeg særlig interesseret i afstemninger ved navneopråb. Kunne De fortælle mig, om vi lige har haft fem afstemninger ved navneopråb eller en afstemning ved navneopråb?

(Latter)

  Formanden . – Hvor mange gange trykkede De på knappen? Jeg vil overlade det til Dem selv at regne det ud.

(Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt)

***

Betænkning (A4‐0279/98) af Valverde López for Udvalget om Miljø‐ og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om forslag til Rådets direktiv om registrering og anvendelse i Fællesskabet af visse typer subsoniske civiljetfly, som er blevet ombygget og omcertificeret, så de opfylder normerne i bind I, del II, kapitel 3 i bilag 16 til konventionen om international civilluftfart, tredje udgave (juli 1993) (KOM(98)0098 – C4‐0212/98‐98/0070(SYN))

(Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)

  Killilea (UPE). – (EN) Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Det drejer sig om afstemninger ved navneopråb, hvor jeg på egne vegne og på vegne af en række andre medlemmer her i Parlamentet ønsker at komme med følgende udtalelse til Dem og få sagen undersøgt.

I næsten hele første halvdel af året – jeg har ikke datoerne på mig nu – blev jeg registreret for ikke at stemme på trods af, at jeg vidste, at jeg var her og også stemte. Bagefter spurgte jeg mig selv, om der mon var noget i vejen med mit stemmekort. De bad rent faktisk, hr. formand, på et tidspunkt om at få maskinen skiftet ud. Men jeg fortsatte med at stille spørgsmålstegn ved mit stemmekorts duelighed.

I dag kom jeg uden det nye kort, som jeg modtog i juni, og jeg gik til kontorerne bagest i denne bygning for at få et ekstra kort. Man gav mig mit gamle kort tilbage. Derefter gik jeg til teknikernes kontor for at få det afprøvet, og her fandt jeg ud af, at mit gamle kort, som jeg har været afhængig af her i Parlamentet i fire‐fem måneder i år, ikke fungerede ordentligt. Det har jeg godt selv været klar over hele denne tid. Jeg betalte prisen økonomisk, men det er ikke rigtigt det, der er spørgsmålet. Jeg blev anset for ikke at være til stede her i Parlamentet for at registrere min stemme, når jeg rent faktisk var her, og det var mit kort, der var noget galt med. Jeg vil gerne rejse denne sag over for Dem nu til fordel for de andre medlemmer her, som har haft det samme problem.

  Formanden . – Mange tak.

***

Betænkning (A4‐0296/98) af Christodoulou for Budgetudvalget om forslag til interinstitutionel aftale mellem EuropaParlamentet, Rådet og Kommissionen om retsgrundlag og gennemførelse af budgettet

Inden afstemningen:

  Fabre‐Aubrespy (I‐EDN). – (FR) Hr. formand, jeg skal anmode om, at denne betænkning sendes tilbage til udvalgsbehandling. I forbindelse med åbningen af denne samling, viste vores parlamentsformand, at han havde til hensigt at overholde traktaten og ikke forelægge denne forsamling en tekst, der var i strid hermed. Som De husker, drejede det sig om Bösch‐betænkningen.

Det forekommer mig, at vi i dag over for Christodoulou‐betænkningen bør udvise samme juridiske strenghed. Det ligger fast, at artikel 4 og 209 i traktaten kræver to betingelser opfyldt for lovligt at kunne afholde udgifter, en budgetmæssig og en juridisk. Domstolen har i sin kendelse af 12. maj kraftigt indskærpet dette i paragraf 26, idet den udelukkende undtager ubetydelige fællesskabsforanstaltninger, der ikke kræver disse to betingelser opfyldt.

Det forelagte forslag til en interinstitutionel aftale er kritisabel på to måder. Dels fordi den i 1998 kalkulerer med rådighed over budgetbevillinger uden lovligt grundlag, mens Domstolen kun giver mulighed for at anvende allerede tildelte bevillinger, og dels fordi den, samtidig med at sætte loft over den samlede udgiftsramme, taler om pilotprojekter, forberedende foranstaltninger og punktvise foranstaltninger.

Imidlertid er sådanne tidsbegrænsede foranstaltninger blevet fordømt af Domstolen, der har slået fast, at der ikke er noget til hinder for, at en betydningsfuld fællesskabsforanstaltning kan indebære begrænsede udgifter eller have en virkning, der indskrænker sig til en begrænset periode. Således udelukkede Domstolen ubetydelige foranstaltninger. Vi er således juridisk set ude på gyngende grund. For at kontrollere dette foreslår jeg, at teksten henvises til fornyet udvalgsbehandling på samme måde, som det skete med Bösch‐betænkningen.

  Samland (PSE), formand for Budgetudvalget. – (DE) Hr. formand, dommen, som dette bidrag refererer til, og som Domstolen efter den britiske regerings anmodning har fældet vedrørende retsgrundlaget for Den Europæiske Unions udgifter, gør det klart i sin begrundelse, at ikke‐signifikante udgifter ikke behøver et retsgrundlag. I begrundelsen gøres der udtrykkeligt opmærksom på, at ikke‐signifikansen ikke defineres ved udgifternes størrelse og varighed, men at ikke‐signifikansen skal fastlægges ved en beslutning truffet af de to dele af budgetmyndighederne. Vi fulgte netop dette princip, da vi indgik den interinstitutionelle aftale mellem de 15 medlemslande, Kommissionen og Europa‐Parlamentet, der nu foreligger til afstemning. Dermed løser netop denne aftale opgaven med at fortolke og udfylde dommen på det sted, hvor Domstolen har henvist opgaven til Rådet og Parlamentet. For så vidt er der ingen begrundelse for ikke at behandle Christodoulou‐betænkningen. Jeg anmoder derfor om, at der stemmes om det nu.

  Christodoulou (PPE). – (EL) Hr. formand, jeg er helt enig med hr. Samland.

(Parlamentet besluttede ikke at henvise betænkningen til fornyet udvalgsbehandling)

Ændringsforslag 1‐4:

  Christodoulou (PPE). – (EL) Hr. formand, de fire ændringsforslag indeholder nogle udmærkede principper; men jeg er nødt til at opfordre til at stemme imod, da de ikke hører hjemme i den tekst, vi taler om. Vi blev enige om, at teksten skulle være enkel, og selvom det som sagt er nogle udmærkede principper, er de overflødige. Det samme gælder ændringsforslag nr. 5, som fru Ewing har stillet. Kommissær Liikanens svar om de mindre udbredte sprog har gjort dette ændringsforslag overflødigt. Jeg er således imod alle ændringsforslagene.

  Müller (V). – (DE) Hr. formand, jeg vil gerne sige tak til ordføreren, hvis betænkning indholdsmæssigt er i overensstemmelse med vores gruppes standpunkt. Forslagene omhandler det, som vi har forsøgt at afklare som led i den interinstitutionelle aftale. Da hr. Liikanen i går under forhandlingen tydeligt signalerede, at alt sættes ind på sammen med Parlamentet at danne dette retsgrundlag i fremtiden og også at garantere et maksimum af gennemførelse af budgettet for 1998, vil jeg på vegne af min gruppe gerne trække ændringsforslagene tilbage.

(Forslaget til beslutning vedtoges)

***

Fælles beslutningsforslag⁽¹⁾ om de transatlantiske forbindelser (Echelon‐systemet)

  Dell'Alba (ARE). – (FR) Hr. formand, vi har et reelt problem, idet denne tekst benævnes »de transatlantiske forbindelser og Echelon‐systemet«. Da imidlertid flere af vores kolleger, og ikke kun to, har gjort en aktiv indsats for, at ordet »Echelon« ikke skal forekomme nogen steder i teksten, foreslår jeg, at henvisningen til »Echelon« i titlen stryges, såfremt teksten i øvrigt forbliver uforandret, så vores kollegers anstrengelser lykkes 100 %.

  Pompidou (UPE). – (FR) Hr. formand, i forslagene til beslutning tales der om problemer omkring økonomisk information, der omhandler Echelon‐systemet direkte. I betragtning heraf er det nødvendigt at udtrykket »Echelon« bibeholdes i forslagets titel.

  Roth (V). – (DE) Hr. formand, jeg anmoder Dem om ikke at foretage en blokafstemning, men i hvert tilfælde at lade os stemme separat om ændringsforslag 4, 12 og 13. Desuden var der beklageligvis en fejl i afstemningen om Schaffnerbetænkningen. Her blev der anmodet om en afsluttende afstemning i form af en afstemning ved navneopråb, og jeg vil gerne høre Dem, hvorfor De ikke tillod denne afstemning ved navneopråb.

  Formanden . – Tjenestegrenene har lige underrettet mig om, at det var deres fejl. Det var et administrativt problem. Det beder vi om undskyldning for.

(Forslaget til fælles beslutning vedtoges)

***

  Roth (V). – (DE) Hr. formand, må jeg endnu en gang vende tilbage til Deres svar på mit spørgsmål fra før. De sagde, at det var en fejl fra tjenesternes side, at anmodningen om afstemning ved navneopråb i forbindelse med Schaffner‐betænkningen ikke var blevet givet videre til Dem. Det kan jo ske, det kan ske for enhver. Men De som formand for mødet kan sagtens lade afstemningen gå om som en afstemning ved navneopråb. Derfor beder jeg Dem nu om det. Hvis der var tale om en fejl, er der overhovedet ingen grund til ikke at gøre det. Jeg anmoder Dem altså om en afstemning ved navneopråb i forbindelse med Schaffner‐betænkningen!

  Formanden . – Det er tilsyneladende en ganske rimelig anmodning. Men problemet er, at folk går ind og ud af salen, og vi har ikke den samme tilstedeværelse nu som under afstemningen. Det er en fejl fra min side, og det kan jeg kun beklage. Jeg tror ikke, at vi er i stand til at gentage afstemningen.

***

Betænkning (A4‐0235/98) af Campoy Zueco for Udvalget om Miljø‐ og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om Kommissionens meddelelse til Europa‐Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af direktiverne 75/439/EØF, 75/442/EØF, 78/319/EØF og 86/278/EØF om affaldspolitik (KOM(97)0023 – C4‐0368/97)

(Forslaget til beslutning vedtoges)

  Graefe zu Baringdorf (V). – (DE) Hr. formand, jeg vender endnu en gang tilbage til Schaffner‐betænkningen. De har sagt, at det ikke er muligt at stemme igen nu, fordi Parlamentets sammensætning muligvis har ændret sig. Men det er dog muligt, at De udskyder denne afstemning til afstemningen i morgen, og at grupperne, nu hvor de ved, at denne afstemning finder sted, kan foretage deres egen vægtning. Så kommer vi til en afstemning ved navneopråb. Det gør en forskel, om der stemmes ved navneopråb, eller om der stemmes hemmeligt, også hvad angår parlamentsmedlemmernes adfærd. Derfor anmodes der om det.

  Formanden . – Jeg har tilstået og undskyldt en fejl. Men det står ganske klart, at når en afstemning først er erklæret afsluttet her i Parlamentet, så kan man ikke ved en efterfølgende lejlighed ændre denne afstemning. Resultatet af afstemningen er blevet meddelt. Og så er der ikke mere at sige om den sag.

***

Forslag til beslutning (B4‐0801/98) af De Giovanni for Udvalget om Institutionelle Spørgsmål om ændring af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen – «komitologi« (Rådets afgørelse af 13. juli 1987)

(Forslaget til beslutning vedtoges)

***

Betænkning (A4‐0167/98) af Mohamed Alí for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier om islam og Den Europæiske Averroes‐Dag

(Forslaget til beslutning vedtoges)

***

  Green (PSE). – (EN) Hr. formand, jeg vil blot gerne svare på hr. Killileas kommentarer. Det er en skam, at han ikke er her og kan høre det. Som kvæstor her i Europa‐Parlamentet er jeg overrasket over, at han absolut skulle rejse en sådan sag her under forhandlingen. Han burde bedre end nogen anden vide, hvordan man bedst takler en sådan sag. Man må undre sig over hans motiver for at tage det op under forhandlingen.

Stemmeforklaringer

‐ Betænkning af Schulz (A4‐0305/98)

  Kirsten Jensen, Blak, Sindal og Iversen (PSE), skriftlig. – De danske socialdemokrater har i dag stemt for årsberetningen fra Europols Narkotikaenhed. I lyset af den stigende internationale organiserede kriminalitet bl.a. på narkotikaområdet er det meget vigtigt, at Europols Narkotikaenhed kommer til at fungere effektivt. Bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet vil være mest effektiv, hvis de europæiske politistyrker arbejder sammen.

Europol skal lette den politimæssige efterforskning i de enkelte medlemslande ved at danne rammen for en hurtig udveksling af oplysninger mellem politimyndighederne. For det andet skal Europol kunne foretage overordnede analyser af kriminalitetsudviklingen til gavn for det nationale politi.

Vi kan ikke tilslutte os en opfordring til at tildele Europol egentlige undersøgelsesbeføjelser. Europol skal ikke have karakter af en europæisk politimyndighed, og selve efterforskningen af kriminelle forhold skal som hidtil udføres af politiet i medlemslandene. Europol skal i stedet prioritere de meget vigtige opgaver, som Europol allerede har, f.eks. udveksling af information og ekspertise, støtte til undersøgelser, analyse og uddannelse.

‐ Den fælles markedsordning for ris (C4‐0276/98)

  Fabre‐Aubrespy (I‐EDN), skriftlig. – (FR) På et tidspunkt, hvor vi står og skal udtale os om forslaget til Rådets forordning om oprettelse af et integreret system til forvaltning og kontrol af visse fællesskabsstøtteordninger, navnlig til risproducenter, er det vigtigt for mig at slå alarm over for mine kolleger, Kommissionen og Rådet angående den dramatiske situation, de franske risavlere, der navnlig findes i Camargue og Guyana, er ude i.

Vi har her i salen haft udførlige debatter med henblik på at klarlægge Kommissionens forsømmelser i forbindelse med administration af kornmarkedet. I begyndelsen af høsten sidste år, på et tidspunkt, hvor kornpriserne lå i top, nægtede Kommissionen at give eksporttilladelser, hvilket medførte, at Unionen tabte vigtige arabiske eksportmarkeder.

For risens vedkommende forholder det sig på samme måde, bortset fra, og det vil jeg godt fremhæve, at EU's produktion langt fra dækker efterspørgslen på det indre marked. Kommissionen er gået med til import af ris fra tredjelande – ganske vist under pression fra WTO – og har »glemt« at tage sig af styringen af vores indre marked.

I dag er producenternes og andelsselskabernes siloer fyldt til randen; der findes ingen ledig lagerkapacitet specielt beregnet på ris (siloer med udluftning, ...) og nu står vi og skal høste 1998‐produktionen. Hvad foreslår Kommissionen for at imødegå denne dramatiske situation? Ingenting.

Jeg beder derfor nu indtrængende Kommissionen om omgående at træffe foranstaltninger, så vores risdyrkere kan gå i gang med høsten og andelsselskaberne bliver i stand til at oplagre produktionen.

I flere år har Kommissionen nu skåret i støtten til risdyrkning og fremkaldt overfyldte siloer, men mener den da, at vi her i EU overhovedet skal bevare en produktion af ris? Eller har den simpelthen truffet beslutning om, at Den Europæiske Union for hele sit forbrugs vedkommende skal være afhængig af ris produceret i tredjelande?

‐ Betænkning af Schaffner (A4‐0108/98)

  Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand, vi har afvist Schaffner‐betænkningen, selvom det handler om et meget vigtigt emne, og det har vi gjort på grund af en række uacceptable ændringsforslag, ikke mindst fra vores kollega Zimmermann, der forklarer, hvorfor SPD i Bayern befinder sig i frit fald på 20 %‐mærket. Ændringsforslag 4 indeholder f.eks. den ukontrollerede indvandring af bedsteforældre, af ugifte partnere og partnere af samme køn mv. Jeg tror, at hvis Parlamentet fortsætter med at behandle sådanne vigtige emner så useriøst og under pres fra Socialdemokraterne og De Grønne, vil det udløse protester i store dele af befolkningen. Det er vores opgave at finde tilbage til et sagligt samarbejde i forbindelse med disse vigtige kompetenceområder, som vi får nu, og undlade sådanne demagogiske spil bag ryggen på vores borgere og skatteydere.

Det gjorde dog et meget stort indtryk, at et lignende papir fra Socialdemokraterne selv blev trukket tilbage, da hr. Schröder var her i Strasbourg, fordi de skammede sig over det. Men næppe er hr. Schröder rejst, og det går igen løs.

(Tilråb fra hr. Schulz)

  Berthu (I‐EDN), skriftlig. – (FR) Schaffner‐betænkningen om fri bevægelighed for personer er lige blevet forkastet i denne forsamling af en koalition, der handlede ud fra indbyrdes modstridende motiver. Men det skal dog understreges, at ændringsforslag 8 forinden, det bør ikke glemmes, blev vedtaget med et forholdsvis klart flertal – 276 stemmer mod 250, blandt disse min egen. Dette ændringsforslag slog fast, at »den frie bevægelighed for personer nævnt i EF‐traktatens artikel 7A (artikel 14 i den konsoliderede Amsterdam‐udgave) ligeledes skal gælde for statsborgere fra tredjelande med lovligt ophold i Unionen«, og derpå anmodede det om, at »disse statsborgere skal ligestilles med unionsborgere med hensyn til politiske, sociale og økonomiske rettigheder«.

Første del af citatet er en gentagelse af Amsterdam‐forslaget, hvorefter al personkontrol skal afskaffes ved Unionens indre grænser, såvel for borgere fra medlemsstater som fra tredjelande inden udløbet af en periode på fem år. Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa er modstander af denne bestemmelse, der berøver os kontrol med adgangen til vores territorium, hvilket er et grundlæggende element i vores nationale suverænitet. Hvordan skal det nationale territoriums ukrænkelighed, som der i henhold til den franske grundlov skal værnes om – hvilket den anser for så vigtigt, at der i artikel 16 åbnes mulighed for undtagelsesvist at iværksætte særlige magtbeføjelser – kunne sikres, hvis vi ikke længere har mulighed for at kontrollere vores grænser?

Men fortsættelsen af ændringsforslag 8 går videre endnu. Her anmodes der om ligestilling mellem et lands egne borgere og borgere fra tredjelande, med hensyn til økonomiske, sociale og sågar politiske rettigheder – sidstnævnte uden undtagelser, omfattende stemmeret ved afstemninger lige fra kommune‐ til præsidentvalg. Og man skal ikke tro, der er tale om nogen fejltagelse i teksten. Det er denne forsamlings vedvarende filosofi, der kommer til udtryk. Viljen til inden for alle områder at udviske forskellen mellem et lands egne borgere og udlændinge, hvilket efter vores opfattelse ikke fører til opbygning, men til nedbrydning af EU.

Lad mig advare de franske medborgere. Amsterdam‐traktaten giver mulighed for i spørgsmål om personers bevægelighed mellem landene at træffe beslutninger med kvalificeret flertal i Rådet, som fællesbeslutninger sammen med EuropaParlamentet. Udstyrer vi sidstnævnte med en sådan magt, vil det bruge den på den måde, vi ser her i dag, og det bliver ikke anderledes den dag i morgen. Parlamentet vil altid forblive en instans fjernt fra den almindelige befolkning og udsat for pression fra grupper, der blot søger uden om de nationale rammer for bedre at kunne rette ødelæggende slag mod EU. Det håber jeg, mine franske medborgere vil huske, når Amsterdam‐traktaten skal ratificeres!

  Lis Jensen og Krarup (I‐EDN), skriftlig. – Vi kan ikke under nogen omstændigheder støtte Schaffner‐betænkningen. Betænkningen er efter vores opfattelse fuldstændig ude af trit med virkeligheden og er et udtryk for EU‐føderalismen, når den er værst. Schaffner‐betænkningen udviser en foragt for de nationale demokratier, der er utilladelig – eksempelvis i punkt 1, hvor der fremsættes forslag om, at Rådet skal gennemføre artikel 7 a, der omhandler fjernelse af de indre grænser og en styrkelse af kontrollen af de ydre grænser, uden nævneværdig hensyntagen til national ret. Samtidig kan vi kun opfordre den danske regering til at stå fast i Rådet og fortsat blokere for Kommissionens forslag til en udvidelse af forordning 1408/71.

Vi vil ikke blot kæmpe mod den elitære opfattelse af, hvordan man kan gennemføre politiske beslutninger – vi vil også til hver en tid kæmpe for at fastholde de nationale parlamenters eneret til at fastlægge den nationale grænsepolitik, visumpolitik, social politik osv. Samtidig vil vi også, med baggrund i det valggrundlag, vi er valgt på, fremhæve de demokratiske staters pligt til at følge de internationale konventioner, der er vedtaget under eksempelvis Europarådet og FN, og aktivt forsvare deres principper. I den sammenhæng vil vi på det skarpeste tage afstand fra det østrigske EU‐formandskabs forslag til en fælles EUindvandrer‐ og flygtningepolitik, der klart er i modstrid med bl.a. FN's flygtningekonvention og almindelig menneskelighed. Desværre er det østrigske udspil ikke det eneste EU‐relaterede udspil på flygtningeområdet, der er udtryk for en »Fort Europaholdning«. Den danske statsminister har i forbindelse med folkeafstemningen om Amsterdam‐traktaten selv udtalt, at et ja til Amsterdam‐traktaten ville betyde færre flygtninge i Danmark.

Vi er ikke i tvivl om, at Schaffner‐betænkningen skal ses som endnu en sten i opbygningen af ikke blot Europas forenede stater, men også i opbygningen af et »Fort Europa«. Derfor stemmer vi nej til Schaffner‐betænkningen.

  Thors (ELDR), skriftlig. – (SV) Det er med stor bestyrtelse, at jeg selv og mange andre i Den Liberale Gruppe kan konstatere, at Europa‐Parlamentet ikke evnede at afgive udtalelse om betænkningen fra den såkaldte arbejdsgruppe på højt niveau om fri bevægelighed, som blev ledet af vores tidligere medlem Simone Veil, en højt respekteret europæer.

Ved afstemningen viste Parlamentets konservative, at de ikke ønsker at skabe lige muligheder for f.eks. personer fra tredjelande, der opholder sig lovligt i Unionen. Hvad er det for en fri bevægelighed, der kun gælder Unionens borgere? Hvordan skal en sådan kunne fungere?

De medlemmer, åbenbart fra det britiske Labour, der afstod fra at stemme, har ligeledes et stort medansvar for, at Parlamentet ikke kan fuldføre en af sine vigtigste opgaver, nemlig at skabe et borgernes Europa. I betænkningen forsøgte man at finde en løsning på de daglige problemer, som mange mennesker i Europa møder. At fjerne disse problemer må være en af vores vigtigste opgaver.

‐ Indstilling ved andenbehandling af Lannoye (A4‐0278/98)

  Bonde og Sandbæk (I‐EDN), skriftlig. – Vi stemmer for Lannoyes betænkning og bifalder i høj grad, at ændringsforslag 4 er trukket tilbage, da vi ikke ønsker, at forenklinger af nuværende standarder kan ske via komitéer. Vi har netop med tilfredshed noteret os, at Kommissionen – til trods for at den oprindelig ønskede dette – i sit udspil ikke har medtaget formuleringer, som indeholder muligheder for, at fremtidige forenklinger af nuværende standarder kan ske gennem anvendelse af komitéprocedure, som vi naturligvis tager skarpt afstand fra på grund af komitéernes lukkede og udemokratiske karakter.

‐ Indstilling ved andenbehandling af Mosiek‐Urbahn (A4‐0279/98)

  Caudron (PSE), skriftlig. – (FR) Jeg vil gerne rose vores ordfører, fru Mosiek‐Urbahn, for hendes arbejde og indsats med henblik på at nå frem til enighed omkring dette vigtige direktiv om ekstra tilsyn med sammenslutninger af forsikringsselskaber.

Det er lykkedes fru Mosiek‐Urbahn at nå frem til en næsten fuldstændig tilnærmelse af de forskellige synspunkter. Faktisk har Rådet taget de fleste af de ændringsforslag, der er vedtaget under førstebehandlingen, til sig. Den fælles holdning, der er vedtaget med 14 stemmer mod 15, forekommer i dag at være et godt kompromis.

Imidlertid stillede fru Mosiek‐Urbahn nogle ændringsforslag under andenbehandlingen. Vi beklager ikke at være i stand til at kunne følge hende her. Vi mener, at den balance, den fælles holdning er udtryk for, er rimelig og frygter, at de foreslåede ændringer skal forrykke balancen i direktivet til skade for både sygesikringsmedlemmer og de gensidige forsikringsselskaber, der af os anses for at være en vigtig sektor.

De franske socialister vil derfor, ligesom et flertal af den socialdemokratiske gruppe, gå ind for fællesholdningen i uændret form. Personligt anmoder jeg Europa‐Kommissionen om at stille sin kritiske holdning til de franske gensidige forsikringsselskaber i bero og genoptage diskussionen med den franske stat om emnet.

  Rovsing (PPE), skriftlig. – Både for borgere og virksomheder i det indre marked er det afgørende, at der er fuld tillid til forsikringsbranchen. Det er derfor meget positivt, at Den Europæiske Union nu effektivt vil hindre forsikringsselskaber i den meget alvorlige omgåelse af solvenskravene i EU's forsikringsdirektiver, som består i at medregne samme kapital to gange for at dække risici, for hvilke der er tegnet forsikring af forskellige selskaber.

Efter førstebehandlingen har Rådet vist sig meget samarbejdsvilligt, idet det har medtaget langt størstedelen af Parlamentets ændringsforslag i sin fælles holdning. Denne samarbejdsvilje finder jeg også grund til at udtrykke tilfredshed med.

‐ Betænkning af Valverde López (A4‐0279/98)

  Bonde og Sandbæk (I‐EDN), skriftlig. – Vi stemmer for betænkningen, eftersom det er nødvendigt at hindre, at mere forurenende og støjende kapital−2 fly fra USA havner i EU‐landene, når disse ikke længere er tilladte i USA. Selv ombyggede kapital−2 fly forurener og støjer nemlig mere end rigtige kapital−3 fly. For at lette støjforureningen tilslutter vi os også forbuddet mod, at omklassificerede fly kan lette og lande om natten. Der er nemlig generelt et behov for yderligere skærpede støjdæmpende foranstaltninger inden for lufttransportsektoren i Europa og i verden som helhed.

Imidlertid må vi skarpt tage afstand fra ændringsforslag 1. Reguleringen bør fortsat ske via et direktiv fremfor en forordning. Med forordninger fjernes yderligere kompetence fra de nationale parlamenter, og en sådan overførelse af lovgivningskompetence fra folkevalgte organer til EU‐Kommissionen kan vi ikke tilslutte os.

  Díez de Rivera Icaza (PSE), skriftlig. – (ES) Det er beklageligt, at man efter Parlamentets næsten enstemmige godkendelse af mine ændringsforslag som Miljøudvalgets ordfører for grønbogen om bekæmpelse af støjforureningen nu foreslår disse stærkt utilstrækkelige ændringer til dæmpning af støjen i lufttransportsektoren.

Det lyder utroligt, at man stadig vil tillade fly udrustet med “hushkits« i Den Europæiske Union eller misbrug af de tilladte undtagelser i artikel 4, stk. 1.

Ændringsforslag 5 til Kommissionens tekst er dog rimelig, fordi den søger at sikre borgernes nattesøvn ved at forbyde nattefly. Jeg kommer fra De Baleariske Øer og kan bekræfte plagen fra Menorcas lufthavn, som i den overfyldte turistsæson konstant plages af støjforureningen.

Det ser ud til, at Parlamentets enstemmige holdning imod støjen i anledning af grønbogen ikke er meget værd. Det var en debat, som ikke engang miljøkommissæren værdigede sig til at overvære, på trods af at hun for nylig på støjkonferencen i København fremkom med nogle glimrende budskaber om støjdæmpning.

‐ Betænkning af Christodoulou (A4‐0396/98)

  Berthu (I‐EDN). ‐ (FR) Hr. formand, allerede i juli måned i år protesterede Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa mod Kommissionens fremgangsmåde, når denne, efter at være underkendt af Domstolen for at have afholdt udgifter, uden lovlig hjemmel mødte op i Europa‐Parlamentet for at anmode dette om opbakning. Kommissionen blev i forvejen bakket op af et hav af breve fra organisationer, der nød godt af disse ulovlige tilskud, og som naturligvis alle som én bedyrede, at det pågældende firma ville gå nedenom og hjem og samfundets stedbørn blive alvorligt ramt, såfremt Den Europæiske Union ophørte med at yde dem støtte.

Vi har ikke i sinde at gå ind i dette spil. Vi er af den opfattelse, at bistand med socialt sigte fordeles på en fornuftigere og mere effektiv måde, hvis den fortsat varetages af de enkelte stater og de lokale myndigheder.

Der er virkelig, som landet ligger, ingen grund til at bryde med dette princip, rent bortset fra Kommissionens ønske om at blande sig i alt og skabe afhængighed i forhold til den selv. Desuden kræver den gældende traktat, at der foreligger lovhjemmel, og vi mener ikke, at den løsning, der er foreslået af Kommissionen – en aftale mellem institutionerne om en udvidet fortolkning af traktaten, der skal sætte Kommissionen i stand til at videreføre denne praksis – på nogen måde er acceptabel. Traktaten er vedtaget af EU's befolkninger, og institutionerne i Bruxelles har ingen beføjelse til at lave om på indholdet uden igen at spørge borgerne.

Denne principielle holdning, som vi gav udtryk for i juli, forstærkes, når vi i dag læser den formulering af forslag til aftale, vi har modtaget. Samtlige anmodninger fra Kommissionens side, om at den på egen hånd skal kunne afholde udgifter til såkaldte pilotprojekter, forberedende foranstaltninger og alle øvrige punktvise eller endda permanente aktiviteter forbundet med dens forrettigheder, godkendes i forslaget, idet der end ikke lægges loft over udgifterne for sidste kategoris vedkommende.

Dette aftaleforslag forekommer os uacceptabelt, og vi opfordrer Rådet til at afvise det .

  Fabre‐Aubrespy (I‐EDN). ‐ (FR) Hr. formand, jeg har stemt mod denne betænkning, dels af juridiske og dels af principielle grunde.

De juridiske grunde har jeg gjort rede for inden den afsluttende afstemning. Jeg gentager, at det jo bestemmes i traktaten, at der skal foreligge dobbelt lovhjemmel inden afholdelse af udgifter til Fællesskabet: et budgetmæssigt grundlag, det vil sige optagelse i Fællesskabets budget, samt et juridisk grundlag i form af vedtagelse af den ekstra udgiftspost.

Dette har Domstolen indskærpet i sin kendelse af 12. maj. Fra denne nødvendighed har den kun fritaget det, der kaldes ubetydelige foranstaltninger. Den har endvidere fastslået, at tidsbegrænsede tiltag, og tiltag, der kun kræver begrænsede pengemidler, ikke nødvendigvis er ubetydelige. Forslaget om en interinstitutionel aftale er ikke i overensstemmelse med Domstolens afgørelse. Planen omhandler pilotprojekter af eksperimentel karakter, samt forberedende og punktvise foranstaltninger. Som det er understreget af min kollega, Georges Berthu, kan der meget let udtænkes punktvise tiltag, der kræver betydelige pengemidler, der således kan værksættes uden det juridiske grundlag.

Hertil kommer så det principielle, hvor det forholder sig såre enkelt. Vi kan ikke blive ved med at have en Europæisk Union, der fungerer ved hjælp af aftaler mellem de forskellige institutioner, sådan som det i dag er tilfældet. Man forlanger traktater, Parlamentet anmodes om at ratificere disse traktater, men folket forholdes ret til at give sin mening til kende om traktaterne, idet man griber til interinstitutionelle aftaler, der hverken underkastes folkelig dom eller forelægges de nationale parlamenter. Der føjes ting til, og der ændres og rettes i traktaterne.

(Bifald)

‐ Echelon‐systemet

  Crampton (PSE), skriftlig. – (EN) Det fremragende STOA‐arbejdsdokument – vurdering af teknologier til politisk kontrol – synes ikke at have fået den opmærksomhed, det fortjener, i hvert fald ikke fra Kommissionen, som afviser at kende noget til nogen aftaler, selvom man ved, at EU‐staterne i 1995 underskrev en principaftale, som stadig er fortrolig. Det forekommer mig også, at det kun er De Grønne, der udviser nogen form for egentlig forståelse for problemet.

EU's hovedindsamler af information til USA er spionbasen i Menwick Hill i North Yorkshire, England. Det er en spionbase, der blev etableret ved en aftale mellem den britiske regering og USA i 1948 for bl.a. at overvåge kommunikationen mellem øst og vest og inden for østblokken under den kolde krig.

Mens mange amerikanske baser i Europa er blevet lukket siden afslutningen af den kolde krig, så har Menwick Hill udvidet betragteligt og er lige nu i færd med at få installeret nye sikkerhedsforanstaltninger. Med dens kraftige overvågningssystemer er der betydelige beviser på, at selvom der fortsat finder militær spionage sted, så er hovedparten af overvågningen rettet mod private samtaler og forretningssamtaler. Betydelige kommercielle fordele synes at blive erhvervet og anvendt til at bistå amerikanske virksomheder til at få fordele over europæiske virksomheder i den globale konkurrence.

Ingen stilles demokratisk til ansvar for aktiviteterne i Menwick Hill‐basen, og i betragtning af alle beviserne mener jeg, at den bør lukkes med øjeblikkelig varsel.

  Rübig (PPE), skriftlig. – (DE) En afklaring fra UCLAF er tvingende nødvendig. Gennemskuelighed er grundlaget.

  Theonas (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Det siger sig selv, at de to største handelsmagter og økonomiske magter i verden kan og bør skabe en dialog. Spørgsmålet er, under hvilke betingelser, med hvilke mål, og til gavn for hvem.

Rådet kan ikke forkaste et forslag til en aftale, hvor flere lande afslører, at de nedlagde veto mod forslagets vedtagelse, fordi det er i direkte modstrid med de europæiske landes interesser, hvorefter forslaget vedtages nogle få måneder senere efter pres fra USA og storkapitalen, efter at man reelt blot har ændret aftalens titel.

Det kan ikke være rigtigt, at organisationer, som finansieres af Fællesskabet, konstaterer en udstrakt grad af overvågning og spionage rettet mod EU‐borgernes økonomiske og private liv og mod EU‐organernes telekommunikationssystemer og elektroniske systemer via Echelon‐systemet, der går ind i de globale telekommunikationssystemer, hvorefter de informationer, der skaffes, anvendes til USA"s fordel, som det f.eks. skete i forbindelse med GATT‐forhandlingerne, alt imens Kommissionen hævder, at den ikke har modtaget nogen klage.

EU kan ikke underskrive en aftale med USA, som tilsyneladende sikrer de europæiske virksomheders interesser over for USA"s ekstraterritoriale lovgivning, som f.eks. Helms‐Burton‐loven om sanktioner mod virksomheder, der overtræder den økonomiske embargo, USA har indført over for Cuba, hvorefter fru Albright erklærer præcis det modsatte i Kongressen, nemlig at Europa er underlagt USA"s lovgivning.

Den Europæiske Union reagerer på dette konstante pres fra USA og storinteresserne med indrømmelser og ved at underlægge sig disse monopolinteresser.

Den Europæiske Union reagerer på USA"s uacceptable overvågning af elektroniske systemer og telekommunikationssystemer og ISDN‐nettene i det hele taget med den beslutning, der åbenbart er taget, om at oprette et tilsvarende system i samarbejde med FBI, som er uden for enhver form for demokratisk kontrol, og som tydeligvis overtræder EU"s eget direktiv om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personlige data.

Målet for enhver dialog bør være vækst til gavn for arbejdstagerne, konsolidering og udvidelse af deres demokratiske og arbejdsmæssige rettigheder både i Den Europæiske Union og i USA i betragtning af, at de er hinandens største samarbejdspartnere, hvad angår såvel handel som investeringer.

Men desværre er dette ikke muligt, da begge parter står i spidsen for det globale kapitalistiske system og for det angreb, der er indledt på arbejdstagerne, og set i lyset heraf er den aftale, der gennemføres, et supplement til de mekanismer, som tjener deres mål og ambitioner. Et typisk eksempel er også kravene om større beskyttelse af investeringerne med indførelsen af ekspropriation og kompensation som grundlæggende principper. Dette fremgår af memorandummet om aftalen mellem USA og Den Europæiske Union, der forsøger at bane vejen for den multilateriale aftale om investeringer inden for OECD, som endnu ikke er vedtaget på grund af de stærke reaktioner, den har fremkaldt.

‐ Betænkning af Campoy Zueco (A4‐0235/98)

  Pinel (NI). ‐ (FR) Hr. formand, affaldsproblemet er et yderst vigtigt emne i forbindelse med folkesundheden. Et land, der ikke er i stand til eller ikke er indstillet på økologisk affaldshåndtering, kommer til at stå med et vandforureningsproblem og en kraftigt forurenet luft, som følge af forureningsskabende affaldsafbrænding, og oven i alt dette med en befolkning, der optager de forurenede stoffer via fødevarerne. For til bovin spongiform encephalopati (BSE), hormoner og gensplejsning skal man desuden lægge dioxiner og andre organiske klorforbindelser, der hober sig op i fødekæderne, for blot at tage nogle eksempler.

I den henseende må anvendelsen af spildevandsslam i landbruget – der forekommer at være noget selvfølgeligt – underkastes særdeles strenge sundhedsnormer, da dette slam ofte indeholder betydelige mængder tungmetaller og andre aktive stoffer.

Derfor er det med rette, ordføreren er bekymret over den lemfældighed, der tydeligvis lægges for dagen af medlemsstaterne. Men hvordan kan han tænke på sagsanlæg mod disse stater for retsbrud, når – som han selv erkender – fællesskabsretten er mangelfuld både med hensyn til gennemskuelighed og logisk konsekvens? Kommissionens rolle må bestå i at rådgive og levere redskaberne til en vis konvergens indbyrdes mellem medlemsstaterne og ikke at gribe ind som politi‐ eller skattemyndighed.

Den forelagte betænkning skæmmes en smule ved denne opfattelse, og det er synd og skam!

  Malone (PSE). – (EN) Hr. formand, jeg vil blot sige, at der ikke er megen fornuft i at bruge tid på at drøfte og vedtage lovgivning på miljøområdet, hvis den ikke bliver gennemført. Vi ved, at der kun i ringe grad finder harmonisering sted på dette område, som er af vital betydning for det indre marked. Er det ikke absolut forbløffende at se en manisk beslutsomhed på at færdiggøre det indre marked, når det gælder det toldfrie salg, men at der ikke bliver gjort noget på dette område? Det får en til at standse op og undres.

I den korte tid, der er til min rådighed, vil jeg gerne korrigere en bemærkning, som min valgkredskollega, fru McKenna, fremkom med i går i plenum, og som blev nævnt i Irish Times i dag. Så vidt jeg forstår, så henviser undersøgelsen i Lancettidsskriftet, der beskæftiger sig med farer for gravide kvinder, der bor nær affaldsdepoter, til steder, hvor der aflæsses farligt og giftigt affald – ikke normalt affald. I denne henseende kan man ikke bebrejde den irske regering. Ja, rent faktisk er mange af henvisningerne til Irland i denne rapport forældede.

De to eneste verserende retssager mod den irske regering omfatter en vedrørende tilvejebringelsen af affaldshåndteringsplaner (lignende sager er ved at blive anlagt mod flere medlemsstater). Planerne bliver nu omskrevet for Irland og er så godt som klare til at blive forelagt igen, og så er der sandsynlighed for, at dette sagsanlæg vil blive frafaldet.

Den anden verserende sag mod den irske regering handler om manglende informering af Kommissionen om farlige affaldshåndteringsanlæg. Også her forsikres jeg af Kommissionen om, at sagen er ved at blive behandlet, og det er sandsynligt, at også dette sagsanlæg vil blive frafaldet.

Endelig vil jeg inderligt opfordre de irske myndigheder til straks at tage fat på den mangelfuldhed, vi har, når det gælder genbrugsfaciliteter og ligeledes den kendsgerning, at affald fra landbruget ikke betragtes som affald i Irland, så vi har synet af smukke søer – som søerne i Killarney – der er fulde af fosfater o.lign., og fisk, der dør på grund af afløb fra landbruget, der løber ud i søerne. Jeg ville ønske, at myndighederne kunne gøre noget ved, at vi stadig har et affaldsdepot i Rogerstownflodmundingen i det nordlige County Dublin – i et område, der er et naturligt levested for vilde fugle m.v.

  Ahern (V), skriftlig. – (EN) Jeg er dybt bekymret over den betændte affaldsskrise i Irland. EU er lige nu ved at anlægge sag imod Irland for manglende iværksættelse af en ordentlig affaldshåndteringsplan og i særdeleshed for ikke at tage sig af det farlige affald. Irland har ikke levet op til forventningerne. EU kræver nu et grundigt eftersyn og en national plan for farligt affald med individuelle planer fra de lokale myndigheder. Endnu en gang har man set Irland være for langsom i vendingen.

Giftigt og farligt affald har været genstand for undersøgelser i Det Forenede Kongerige, der viser, at gravide kvinder stadig befinder sig i farezonen, hvis de bor inden for en tomileradius fra et farligt affaldsanlæg. Børn født inden for en tomileradius fra et affaldsdepot, hvor der dumpes farligt affald, er i alvorlig fare for at blive født med forskellige skavanker. Deformitet og sygdomme såsom spina bifida, hul i hjertet og mangelfulde blodsystemer er konstateret hos børn født af mødre, der bor nær industriaffaldsdepoter. Irland har officielt eksporteret farligt affald. Men der er fundet ulovligt dumpet affald over hele landet, og Kommissionen vil se nærmere på klagerne.

Nøglespørgsmålet er, hvem der skal betale for de øgede omkostninger i forbindelse med affaldsdeponering, efterhånden som EU strammer løkken omkring Irland? Hvis forureneren betaler, betyder det en revolution med mindre affald og genbrug, der vil komme til at spille en primær rolle og mindske behovet for affaldsdeponering til 20 %.

Dette er en tiltale for dette lands slappe holdning, når det gælder håndhævelsen af affaldslovgivningen. Vores grønne image er ved at blive undermineret. Landbruget er den største forurener af floder og søer i Irland, og alligevel har affaldet fra landbruget ikke figureret i de tidligere affaldshåndteringsplaner. Det er Kommissionen særlig opmærksom på. En nylig plan for County Waterford havde helt glemt at behandle håndteringen af ca. en million tons landbrugsaffald pr. år. Mens den irske regering går rundt om lovgivningen som katten om den varme grød, vokser affaldsbjergene sig store og ødelægger vores miljø.

Kommissionen har bebudet en frist for rapporter til at foreligge i september 1998. Vil Irland overholde fristen, eller vil der blive ikendt bøder?

  Bonde og Sandbæk (I‐EDN), skriftlig. – Det er med stor beklagelse, vi må konstatere, at ingen medlemsstater har indskrevet Det Europæiske Affaldskatalog i de nationale lovgivninger, og at definitionen på affald derfor divergerer og efterlader store smuthuller for gennemførelsen af en bæredygtig miljølovgivning. Det er ligeledes særdeles beklageligt, at medlemsstaterne ikke mere effektivt gennemfører den vedtagne fælles affaldspolitik med de fire omhandlede direktiver, endsige opfylder deres rapporteringsforpligtelser over for Kommissionen.

Således undlader de enkelte medlemsstater at leve op til væsentlige miljømæssige principper og i det hele taget at fremme og efterleve en affaldspolitik, der tilgodeser menneskers velfærd og sundhed. Vi ser derfor gerne, at Det Europæiske Miljøagentur får mulighed for at indsamle de fornødne data om de enkelte staters implementering af den fælles vedtagne politik om affaldshåndtering, hvis disse komparative analyser kan fremme kodificeringen af den europæiske affaldspolitik.

Ikke desto mindre stiller vi os meget kritiske over for denne betænkning. Dels finder vi ikke, at affald kan betragtes som en vare, der kan handles med på tværs af grænser og således reguleres som led i det indre marked. Affaldspolitik er i realiteten et miljøspørgsmål og bør derfor alene behandles som miljøpolitik. Dels anbefaler betænkningen i punkt 3 regulering via en forordning fremfor som nu via et direktiv. Det er ikke vejen til en bedre opfyldelse af den fælles miljøpolitik, endsige til en mere effektiv, engageret og demokratisk fællesskabspolitik generelt.

Med forordninger, der har direkte lovgivende virkning i de enkelte medlemslande, fjernes kompetence fra de nationale parlamenter. De fratages indflydelse på beslutninger om den konkrete nationale implementering af den fælles retsakt. Denne overførelse af lovgivningskompetence fra de folkevalgte organer til EU‐Kommissionen kan vi ikke billige. En genuin og ansvarlig miljøpolitik kan ikke gennemtvinges via lovgivning – så ville langt flere medlemsstater have opfyldt deres forpligtelser – men kræver en grundlæggende holdningsmæssig ændring. Fælles miljøpolitik er nok nødvendig, men ikke tilstrækkelig.

  Caudron (PSE), skriftlig. – (FR) Først vil jeg rose vores kollega for den klare og åbenhjertige stil, betænkningen er skrevet i. Åbenhjertighed er tilstrækkeligt sjælden til at fortjene omtale. I øvrigt vil jeg tilslutte mig de anmodninger, der fremsættes af Luis Campoy Zueco og minde om visse sandheder på miljøområdet.

Hvis man konstaterer medlemsstaternes uvilje mod at føre direktiverne om affaldsbehandling ud i livet, så gælder denne vrangvillighed desværre ikke kun på miljøområdet. Derfor vil jeg give udtryk for min forbitrelse i anledning af de talrige positive hensigtserklæringer fra de forskellige regeringer, alt imens deres handlinger står i grel kontrast til disse.

I øvrigt tjener det ikke noget fornuftigt formål at opstille en liste over forsømmelserne. Det er på høje tid, at vores ledere bliver klar over, hvor vigtig en indsats på miljøområdet er her ved århundredets afslutning. Jeg har allerede sagt og skal gentage, at vi ikke kan blive ved med at lægge løsningen af problemerne over på de fremtidige generationer. De trusler, vi har hængende over hovedet, er tilstrækkeligt alvorlige og foruroligende.

Derfor tilslutter jeg mig ordførerens opfordringer, både hvad angår en definition en gang for alle af affaldsbegrebet og med hensyn til at gøre alt, hvad der er nødvendigt over for de genstridige stater, og jeg kan i alt væsentligt erklære mig enig i min kollegas analyser og forslag.

Og endelig vil jeg sige, at selvom jeg er positivt stemt over for visse skattemæssige incitamenter, så er der stor risiko for at havne i fastlåste situationer på grund af strammere budgetrammer. Men der er al grund til at mene, at miljøpolitikken bliver et betydningsfuldt område inden for de nærmest kommende år. Og inden for dette område er det som på andre felter nødvendigt at være modige. Vi skal naturligvis støtte, men i første række må vi straffe dem, der ikke retter sig efter loven.

  Lis Jensen og Krarup (I‐EDN), skriftlig. – På trods af Zueco‐betænkningens gode hensigter, og på trods af det kritiske forhold betænkningen behandler, kan vi ikke støtte den. Vi mener, at Zueco‐betænkningen berører EU's grundlæggende problem, der er, at EU ikke har en lovgivningsmæssig legitimitet. Det betyder, at medlemslandene ofte vælger at se bort fra EU‐lovgivningen, på trods af at de selv har været med til at vedtage den.

Zueco‐betænkningen forholder sig til brud på EU's regler for affaldshåndtering. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi finder, at det er forkasteligt, at EU‐lande – og i øvrigt også andre lande – sløser med deres behandling af affald til skade for deres egne borgere, det nationale miljø og det globale miljø. Vi kan derfor kun opfordre alle lande, ikke mindst i‐landene, til at tage deres globale miljøansvar alvorligt, også når det gælder affaldshåndtering.

Vores holdning er, at det næppe vil hjælpe ret meget med Zueco‐betænkningens forslag om en øget rolle for Kommissionen og EF‐Domstolen i forhold til medlemslandene. Det er ikke forslag, der vil være med til at styrke EU's legitimitet over for EU‐landenes borgere. Det bedste middel til at styrke landenes vilje til at tage deres miljøansvar seriøst er en styrkelse af de nationale og lokale demokratier, sådan at borgerne selv kan sikre, at de valgte myndigheder er deres ansvar bevidst. Det er ikke mere EU‐topstyring, vi har brug for, det er mere demokrati.

  Souchet (I‐EDN), skriftlig. – (FR) Der står så meget på spil med affaldsbehandlingen, både økonomisk og miljømæssigt, at det er absolut påkrævet, at vi forstærker indsatsen.

Allerførst vil jeg på vegne af Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa protestere mod, at Kommissionen med vilje har undladt at definere begrebet »affald« i Den Europæiske Union, inden man oprettede enhedsmarkedet og som følge deraf afskaffede toldkontrollen med vareudvekslingen. Det er en kendsgerning, at medlemsstaternes forskellige tolkninger af begrebet »affald« reelt har medført en bevægelse af farligt »affald« til de mest eftergivende medlemsstater. Dette er hovedårsagen til, at der er opstået en vis trafik af farligt »affald«.

Vores gruppe har stillet to ændringsforslag til økoskatter. I flere år har vi nu oplevet, at det bliver almindeligt med miljøskat på emballager. Det er nødvendigt, at Kommission på præcis dette område påtager sig en rolle som koordinator på EU‐plan af de bestemmelser, der er indført i de forskellige medlemsstater. Det er alt for tit sket, at der er indført miljøskat med henblik på at lægge reelle forhindringer i vejen for det indre marked. Dette kan vi kun stille os fordømmende over for. I Tyskland og Frankrig er der indført et fælles logo (det grønne punkt), som tvinger alle emballagefabrikanter, der markedsfører færdige produkter i disse to lande, til at betale et bidrag til løsning af miljøproblemer i forbindelse med affald. Det bliver nødvendigt at udbrede den form for lette, klare og effektive initiativer og at modsætte sig dem, der er taget i anvendelse i andre medlemsstater som eksempelvis Belgien, der søger at fremme sin egen nationale produktion ved at indføre meget tunge og hæmmende administrative procedurer.

Endelig beklager Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa den komplicerede lovgivning, der eksisterer inden for affaldsområdet. Inden for dette felt findes der tyve forskellige lovkomplekser. Dette går imod princippet om gennemsigtighed, og det bliver endda endnu værre i og med, at begrebet »affald« ikke defineres ens i de forskellige medlemsstater. Derfor anmoder vi Kommissionen om at leve op til sin rolle, i stedet for hele tiden og på alle områder at tillægge sig selv en politisk funktion som initiativtager, der reelt ikke tilkommer den. Derimod er det Kommissionens opgave på så vigtigt et område som affaldsbehandling, på de områder, der hører ind under dens kompetence, at sørge for at koordinere og forenkle lovgivningen. Dette kan Parlamentet her passende minde den om .

‐ Betænkning af Mohamed Alí (A4‐0167/98)

  Martinez (NI). ‐ (FR) Hr. formand, vi er alle enige med vores kollega Mohamed Alí: Averroes er en overordentlig betydningsfuld person, på samme måde som Ibn Khaldunf er den arabiske Montesquieu. Men hvis Maimonides og den katalanske filosof Raymond Lulle står til troende, så er Averroes måske den mand, der skrev pamfletten »De tre løgne«: den hebraiske løgn, den kristne løgn og den muslimske løgn.

At benytte sig af denne stærke og frie personlighed i forbindelse med det nye dogme om det multietniske samfund eller spidsfindigheder omkring et forsvar for menneskerettighederne, det er forvanskning af hans eftermæle. Vi er alle enige om et universitet, ja, og Middelhavet skal stå fadder, for at fejre 800‐året for Averroes, men at benytte sig af denne filosof for at tale en arrogant og voldsom indvandrings sag, det er alligevel besynderligt i forbindelse med denne skarpsindige personlighed. Forestiller man sig Averroes til rapkoncert i Córdoba, i færd med at begå ulovligheder i en forstad eller kørende rundt i en stjålen BMW og maskeret i gang med at anvende gangstermetoder over for turisterne på vejene?

Er der i virkeligheden to muslimske verdener? Al Mansours verden dominerede over vesten takket være sin intellektuelle overlegenhed, men i dag dominerer den muslimske verden over os på grund af sin overordentlige grusomhed.

Så lad os ikke gøre Averoës til talibanernes og djihadens åndelige fader, for hvis han havde levet i dag, var der blevet udstedt en fatwa over ham, og Averoës' pulsårer var blevet skåret over af de muslimer, for hvis skyld man i dag påkalder Averroes.

  Flemming (PPE). – (DE) Hr. formand, jeg har stemt imod Mohamed Alí‐betænkningen, men ikke, fordi jeg ikke vil kunne følge intentionerne i betænkningen helt og holdent. Jeg mener bare, at en betænkning, der er så kort, at den kun strejfer emnet overfladisk, ganske enkelt ikke kan tilgodese dette vanskelige emne, som vi har med at gøre.

Der er mange punkter i betænkningen, som jeg kan støtte fuldt ud, f.eks. fremstillingen af kvindernes situation i islam, men der er også dele, som jeg ikke kan bifalde. Jeg mener blot, at det ikke giver nogen mening at ville afdække et så prekært, vanskeligt, stort og vigtigt emne med en betænkning af denne slags. Det er et forkert forsøg.

  Berthu (I‐EDN), skriftlig. – (FR) Europa‐Parlamentet har netop vedtaget hr. Mohamed Alís betænkning, der beder om, at EU‐landene fejrer 800‐året for Ibn Rushds (Averroes") død, en filosof fra det 12. århundrede, der gik ind for en frisindet udgave af islam.

Betænkningen er ledsaget af en fremstilling af ret ualmindelige bevæggrunde og præsenterer Averroes således: »Han fødtes i 520/1126 og hed Abu‐l‐Walid Muhammad ibn Ahmad Ibn Rushd, hvad der muligvis er forklaringen på, at vi siden middelalderen har foretrukket det i øvrigt langt kortere navn Averroes, ligesom vi foretrækker at kalde den anden store muslimske filosof Ibn Sina for Avicenna«... »I første række vil jeres ordfører... først gøre jer fortrolig med Averroes ved at tage jer med i... biografen for at se filmen »Le Destin« (skæbnen) af Youssef Chabin. Man kan ved hjælp af disse vidunderlige billeder, som er ledsaget af musik og dans, følge Almansurs, Cordobas vesir, sheik Riads og Averroes' historie. Inden vi ser filmen, kender de færreste af os til kadien fra Cordoba, som var læge for emirerne Yussuf og AlMansur, og filosof: Han blev angrebet af tilhængerne af den strengt ortodokse lære, faldt i unåde, landsforvistes og fik oprejsning; den 10. december 1198 afgår han ved døden som førstelæge ved hoffet i Marrakesh som den spanier, der har øvet størst indflydelse på den menneskelige tænkning«.

Det er en anden genre, men den tekst, som Europa‐Parlamentet har vedtaget, er ikke meget bedre, eftersom det straks efter de indledende forklaringer erklæres, at: »Europa er kendetegnet ved en samfundsstruktur med mange kulturer, mange etniske befolkningsgrupper og mange religioner, som er en væsentlig arv og en del af verdensdelens identitet...«. Jeg er ked af at måtte sige, at jeg ikke er enig i disse påstande. Der er ingen tvivl om, at de europæiske landes samfund er forskellige i dag, men de har en dybtgående fælles baggrund, der hidrører fra den kristne identitet og længere tilbage i tiden fra de keltiske, galliske, romerske, græske eller germanske rødder. Selvom adskillige religioner har bidraget til det fælles europæiske grundlag, kan man naturligvis ikke sidestille deres bidrag. Og med hensyn til islam i særdeleshed, er det mindst lige så meget opposition, som islams positive bidrag, der har medvirket til at forme vores identitet.

Af disse grunde beklager jeg, at Mohamed Alí‐betænkningen i den grad er blind for vores identitet. Den afrunder i øvrigt med forrykte udtalelser, som et opråb til medlemslandene om at »støtte imamernes og andre religiøse lederes uddannelse i EUlandene«. Man må beundre bestræbelsen på at virke objektiv, der har fået ordføreren til at nævne »andre religiøse ledere«, efter at have nævnt imamerne. Men vi må alligevel sige, at vi ikke er enige, for vi mener ikke, at vores stater over skattebilletten skal finansiere religioner, der er karakteriseret ved visse fundamentalistiske træk, der er i modstrid med grundholdningerne i vores demokratier.

  Blot (NI), skriftlig. – (FR) Averroes var en enestående lærd mand. Han er på samme tid symbolet på et nederlag: det nederlag, der består i at ville blande græsk filosofi med islam. Det er en lærestreg for dem, som drømmer om en fortyndet udgave af islam, der er verdsliggjort og blandet op med menneskerettighedsideologien. Jeg tror, at islam fortsat vil forblive tro imod sit eget særpræg.

Men jeg tror også, at det europæiske særpræg er et andet. Det er græsk‐kristent. Aristoteles havde mere succes i Vesten end Averroes i de islamiske lande. Aristoteles forklarer imidlertid i sine »Politikker«, at en bystat ikke kan eksistere uden kulturel homogenitet og at en uforholdsmæssig stor indvandring kan ødelægge bystaten. Lad os følge hans eksempel. Hvad angår de muhamedanere, der bor i EU‐lande, så skal de som private personer kunne have deres tro i fred på en værdig måde.

Men offentligt har islam ikke noget at gøre i Europa – dette er dels i islams egen interesse, så den kan bibeholde sin særlige uberørthed, dels er det i vores interesse. Andre lægger demagogisk et ønske om at blande stilarterne for dagen. Med de bedste intentioner. Historien viser, at det er forgæves. Det er nemlig derfor, at Averroes havde mere succes i Vesten end i de islamske lande. Lad os modigt og klarsynet lære af det.

  Féret (NI), skriftlig. – (FR) Vores kollega Mohamed Alí har lavet et barn helt selv. Hans initiativbetænkning, som han fik idéen til for to år siden, har nu set dagens lys. I den landsby, hvor jeg er født, på grænsen mellem belgisk og fransk Hainaut, siger man om en vordende mor, der er gået over tiden, at hun »føder en dumrian«.

På trods af at svangerskabet har varet 24 måneder, synes jeg nu, at den nyfødte, som man har præsenteret os for, er ret kvik. Ved at præsentere Abu al‐Walid Muhammad ihn Ahmad ibn Ruchd som Averroes, et bindeled mellem islam og den græsklatinske civilisation, så fremkommer ordføreren med et løgnagtigt postulat, for at vi bedre kan sluge et par kameler.

Jeg vil gerne slå tre sandheder fast. For det første vedkommer religiøse spørgsmål ikke Parlamentet. Denne betænkning burde således aldrig have set dagens lys. Desuden blev Averroes både afvist af islam og skarpt kritiseret af de kristne teologer. Endelig kan man ikke tale om tolerance, når moskéer vokser som champignoner rundt om i EU‐landene, uden at det samme gør sig gældende for kristne kirker i islamiske lande.

  Leperre‐Verrier (ARE), skriftlig. – (FR) At fejre 800‐året for den visionære filosof Averroes" død vil give Den Europæiske Union lejlighed til igen at overveje, hvilken tilknytning EU har til islam og muslimerne, en diskussion, der alt for ofte er præget af gensidig mistillid og mangel på forståelse.

Averroes" moderne og humanistiske tankegang bør give os mulighed for at reflektere over muhamedanernes plads i EU uden ideologiske fordomme. De fornuftige forslag, som Udvalget om Kultur er fremkommet med, bør føres ud i livet i alle medlemslandene. De vil vise sig at være meget mere virkningsfulde end den besættelse, der går ud på at sikre sig mod og bekæmpe indflydelsen fra den minoritet, der nægter at sammenkoble modernitet og religion.

Jeg beklager dog, at der i betænkningen kun bruges lidt plads på verdslighedstanken, der gør det muligt at overskride lidenskaberne, og som er en veritabel optræning i tolerance.

Jeg ser også hen til fremtidige og vigtigere indsatser, der ikke alene vil gøre det muligt at undgå, at visse fundamentalistiske bevægelser udnytter den sociale håbløshed, men som også letter integrationen af ikke‐fanatiske muslimer, og alle de muslimer for hvem islam har en privat karakter, og jeg minder om at mere end halvdelen af disse har statsborgerskab i et af vores medlemslande.

  Lindqvist (ELDR), skriftlig. – (SV) Jeg kan stemme for mange af forslagene, men dette er ikke et spørgsmål for EU og Europa‐Parlamentet. Problemerne, som beskrives her, må klares på anden vis, hvilket også gælder lignende spørgsmål inden for andre religioner.

  Seillier (I‐EDN), skriftlig. – (FR) Vi har stemt imod vores kollega Mohamed Alís betænkning om »Islam og Den Europæiske Averroes‐Dag«. Det har vi først og fremmest gjort på grund af respekt for subsidiariteten – det er op til hver enkelt medlemsland at undersøge de spørgsmål, som muslimers tilstedeværelse rejser i de enkelte lande, i øvrigt på baggrund af landenes meget forskellige historie og deres forskellige forestillinger om integration og verdslighed. Dertil kommer, at hvad angår stk. 12 punkt c, er det ikke statens opgave at tage sig af imamernes uddannelse, selvom forfatteren beskriver denne som en »faglig og videnskabelig uddannelse«, en vending der i hvert fald er besynderlig og forvanskende, ja faktisk oprørende i forbindelse med den tro, der udgår fra Koranen. Det muslimske samfund er selv ansvarlig for denne uddannelse af imamerne, og det er dette trossamfunds opgave at tage afstand fra eller endda modsætte sig, at imamer udsendes af Saudi‐Arabien eller andre islamiske lande.

Efter skarpe diskussioner i Udvalget om Kultur giver vores kollega udtryk for, at man burde skelne mellem konfessionsløshed og verdslighed, respekten for verdsligheden. Lad os minde om, at det er den verdslighed, som ligger til grund for Kristi ord i evangeliet: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er«. Jeg er ikke i tvivl om, at denne holdning er ærligt ment, men bliver desværre nødt til at præcisere, at forfatteren udtaler sig på egne vegne, og at han i øvrigt ikke på nogen måde foregiver at være talsmand for sine religionsfæller.

Ordføreren formulerer sig i øvrigt tvetydigt i fremstillingen af sine bevæggrunde, hvor han snart giver udtryk for fordringer på vegne af islam, udelukkende forstået som en kulturel størrelse, og snart på vegne af islam som religion. Men er en sådan skelnen mulig, når man tager Koranens holistiske perspektiv i betragtning, for heri hører det hele uløseligt sammen, islam er både en måde at tro og leve på og en kultur, men den er også en politisk lovgivning og normkodeks i familien og så videre, som de troende er forpligtet til at gøre gældende, når de har muligheden for det.

Der er således flere af hr. Mohamed Alís krav, som vi ikke kan gå ind for – til gengæld er der ét, i stk. 11 punkt f), der forekommer os interessant, hvis det bliver ændret. I stedet for at foreslå, at man opretter et »euro‐islamisk« universitet, ville det så ikke være passende, og Averroes‐dagen ville være en god lejlighed til det, at lancere idéen om at oprette et universitet i et af EU‐landene, hvor man studerer disse spørgsmål, der er så vigtige for vores samfund – som f.eks. hvilken forbindelse der set ud fra jødedommen, islam, katolicismen og andre kristne trosretningers synsvinkel er mellem tro, religion og politik i modsætning til den verdslige tankegang og frimureriets synsvinkel? Og hvilken forbindelse er der mellem filosofiske og teologiske forklaringer ifølge disse forskellige anskuelser?

Et sådant initiativ ville kunne ære Averoës' minde, for hans anskuelser har haft en ubestridelig indflydelse på de europæiske filosoffer, men indtil videre har de ikke, hvilket ikke er videre betryggende, haft det i den egentlig muslimske verden.

  Vaz da Silva (PPE), skriftlig. – (PT) Mohamed Alí‐betænkningen symboliserer smukt, hvad det vil sige at udøve demokrati. Efter en lang og besværlig proces i udvalg og politiske grupper har vi nu her i salen en tekst, som vi kan samles om i en enighed, der i første omgang forekom umulig at nå. Den er et bevis på, at de demokratiske principper, som Europa hviler på – tolerance, respekt for frihed og forskellighed – fører til gode resultater. De har værdi under alle forhold, selv eller især, hvor det er nødvendigt at indgå i dialog med politisk‐ideologiske systemer, der ikke lægger vægt på disse værdier.

Alí‐betænkningen fremhæver, at islam ikke kan identificeres med fundamentalismen, og at den tværtimod har sin oprindelse i principper om tolerance. Og betænkningen appellerer til EU om at bidrage til, at islams liberale side kommer til syne ved at tage imod politiske og religiøse ledere for at fremme deres uddannelse og ved at skabe betingelser for, at indvandrere kan leve i overensstemmelse med deres kultur. Jeg er enig i denne appel fra islam til Europa. Derfor stemmer jeg for betænkningen. Det er på tide, at Europa træder ud af sin passivitet og fremmedgørelse, som om islam ikke havde noget med det at gøre, som om den ikke var en del af det.

Men Europa har også en appel at rette til islam. Hvis muslimer har valgt til at leve i Europa, har de også valgt at leve efter de her gældende principper og love. De kan ikke udnytte demokratiet til at afvise det.

De individuelle friheder og den private religionsudøvelse er én ting, det offentlige rum og den offentlige religionsudøvelse er en anden. Det må forlanges, at muslimerne giver afkald på at bruge chadoren i skoler, ligesom det forlanges af europæere, at de tager deres sko og hat af, når de går ind i en moske.

Et sundt interkulturelt samvær kræver af medlemsstaterne i Den Europæiske Union:

‐ at de respekterer og kender hinandens kultur,

‐ at man i privatsfæren lever efter hver enkelts værdier, og at man i den offentlige sfære lever efter samfundets fælles principper,

‐ at der skabes betingelser for social åbenhed og dynamik med henblik på, at det enkelte individ – uanset hvilken race eller tro, det måtte tilhøre – kan slutte sig til den gruppe, som vedkommende føler sig tilknyttet.

Det europæiske samfund – og jeg tænker her på det portugisiske, som jeg kender bedst – er allerede i dag særdeles komplekst og multikulturelt. Der står tilbage at gøre det interkulturelt gennem vores bevidste bidrag hertil.

  Wolf (V), skriftlig. – (DE) Euro‐Middelhavspartnerskabet er ikke kun et påtrængende ønske. Det er baseret på en historisk realitet, der desværre stadigvæk alt i alt er fortrængt. Det europæiske Vesten ville stadigvæk ikke være noget i dag, hvis det ikke havde kunnet udvikle sig som efternøler og »fattig slægtning« af det rige og civiliserede Orienten igennem mange århundrede. Dette gælder i særdeleshed også for islam, uden hvis kultur, litteratur og filosofi hverken det moderne »oplyste« Europa havde været mulig eller den »latinske middelalder«, hvor der i det hele taget først udviklede sig væsentlige samfundsmæssige og åndelige forudsætninger herfor. Uden den jødiske og arabiske, talmudiske og islamiske reception af den antikke, især aristoteliske filosofi, hvis nøglebegreber som materiens entydighed (Avicenna/Ibn Sina) og sandhedens differenciering (Averroes/Ibn Raschid) stammer fra de førende arabisk‐islamiske filosoffer, havde der hverken været højskolastik eller renæssance eller de moderne naturvidenskaber med deres selvforståelse formuleret af Bacon og Descartes.

Den fortrængning, der er historisk forbundet med den tidlige vesteuropæiske moderne tid, den fortrængning af det islamiske Orientens afgørende bidrag til konstitutionen af både den kristelige og den humanistiske Occidenten er først i dag blevet til en ideologisk lænke for virkelighedsforståelse og transkulturel dialog. Alt, hvad der bidrager til at skabe og forbedre forudsætningerne for den længe ønskede brede dialog med den islamiske verden, kan vi derfor kun støtte eftertrykkeligt: kollokvier, højere læreranstalter, uddannelsesindhold, lige religiøse rettigheder, mindedage osv.

I stedet for fortsat at jage efter fantomet vedrørende en kristelig identitetsbestemmelse for Europa, bør vi åbne os for virkeligheden – den multireligiøse og filosofisk pluralistiske virkelighed for vores fælles historie, den multikulturelle virkelighed for vores samfund og den pluricentriske virkelighed for middelhavsområdets storregion, hvis fredelige fælles udvikling også kræver en bæredygtig gensidig transkulturel forståelse.

(Mødet udsat kl.13.35 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Nicole FONTAINE
Næstformand

(1) Fælles beslutningsforslag af Alan J. Donnelly og Erika Mann for PSE‐gruppen, Valdivielso de Cué og Kittelmann for PPE‐gruppen, Pasty, van Bladel og Pompidou for UPE‐gruppen og Plooij‐Van Gorsel for ELDR‐gruppen trådte i stedet for beslutningsforslag B4‐0803/98, B4‐0805/98 og B4‐0809/98.